søndag den 28. juni 2009

Hooked på Adoption Sites

Der er gået noget helt galt for mig!
Jeg er blevet totalt hooked på sider, hvor man kan "adopterer" dyr.

Det der er tale om, er såkaldte "spirits", eller pixel-art dyr.
Der er lidt forskellige typer af sider, men de sjoveste er dem hvor man også kan "avle" på dyrene >_< DragonAdopters.
Jeg har så fået adopteret en drage der inde, jeg har kaldt Rorow.
Dragonadopters

I skrivne stund er hun en teenager. Jeg er ikke rigtig glad for netop dette spirit design, men sådan er det.
Når hun kommer til lvl 30 kan jeg adopterer en ny drage. Det bliver enten en dino eller en furdragon.
Og hvad kan man så her inde?
Jo, man kan lave ting til sin drage, så de bliver "bedre".
Så er der også et forum, hvor folk faktisk er ret hyggelige.

Næste sted jeg er "kommet til" at anskaffe mig nogle dyr er DragonCave
Her kan man så få lidt flere drager, lidt hurtigere, og det fede er, at når de bliver voksne, kan man begynde at opdrætte dem >_<
Adopt one today!

Det her er så Manta Greyn, min første drage der inde :)

Sidste sted jeg pt. er igang er MagiStream
Jeg ved ikke helt om jeg gider blive der inde, for der er konstant problemer, hvor sitet er nede -_-

Grund ideen i disse sites er, at man skal have så mange klik som muligt, for at få dyrene til at vokse. På nogle sites dør dyrene hvis de ikke opnår nok klik, og på andre vokser de bare ikke.

Jeg sidder selv og leger lidt med tanken om sådan et site. Jeg skal bare lige blive god nok til at lave spirits >_<>
Photobucket

onsdag den 24. juni 2009

Klap en tigerunge

Jeg hørte for et stykke tid siden om muligheden for at klappe en tigerunge i næstved zoo, hvis man ellers var villig til at betale for det.

Jeg finder det dybt problematisk, at en zoo i den grad får præget en truet dyreart på mennesker.
Kan ungerne bruges i videre avlsarbejde, må det være en fordel, at man har en rigtig tiger, og ikke en tiger, der ikke aner hvad den er.
Jeg kan blive så tosset, når man laver sådan nogle numre, og tilmed et sted, der burde være der for at passe på dyrene.
Det største problem er at dyrene bliver præget meget på mennesker, og derfor ikke rigtig ved om de er mennesker eller dyr.
Får en tiger unger, den ikke vil kendes ved, bør det også overvejes en ekstra gang om opflaskning er vejen frem, fordi det har så store konsekvenser for ungerne, at blive opfostret af mennesker.

Idag ser jeg så i nyhederne, at Dyrenes Beskyttelse og Københavns Zoologiske have tage afstand fra det, og kalder det dybt uetisk.
Jeg kan ikke undgå at juble en smule indvendigt.
Zoo's udtalelse gik på, at man som zoo skal formidle naturen og naturbevarelse. Ved at sidde og pille ved en tiger, giver man et forkert indtryk af naturen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg faktisk ikke se forskellen på dette, og så at få taget billeder med div. dyreunger i udlandet.
Ganske vist risikerer dyreungerne på feristeder, man kan få taget billeder med at blive bedøvet, så de ikke er for vilde, men problematikken er stadig den samme.
Det er på menneskernes betingelser, ikke på dyrenes.

Hvad er der nu galt i at sidde og kigge på dyreunger, der nyder at kunne rende rundt og lege med deres egne?
Det er klamt at en zoo kan være så egoistisk, at de sætter dyrenes velfærd over styr, blot for at få lidt ekstra penge i kassen.

søndag den 21. juni 2009

DyreværnsOrganisationer

Jeg sad lige og lavede lidt reserch på Anima og PETA. To organisationer jeg er meget stor modstander af.
Og hvorfor er jeg så det?
Jo, det er jeg såmænd fordi de er alt for ensporede. I deres verden er der kun en måde at gøre tingene på.
F.eks. er de af den holdning, at hvis man ikke stræber mod at blive veganer, så er man ikke en rigtig dyre ven.

PETA er en af de organisationer, der får flest donationer årligt. Jeg kom til at tænke på, at jeg faktisk ikke aner hvad de donationer går til. Det er jo altid rart at vide hvad de forskellige organisationer støtter op om, med de penge mv. de får fra alle mulige mennesker.

Nå, men jeg hopper så ind på Animas hjemmeside.
Sidder og kigger lidt rundt der inde, men kan intet finde om hvad de faktisk bruger deres penge på.
Så hopper jeg ind på PETA's hjemmeside. Her tager det lidt tid, men jeg finder til sidst noget om, at man skal donere til dem, for at de kan blive ved med at fortsætte deres kampanger. Det er så også fint nok, men der står stadig intet om hvad de reelt støtter op om, og hvad de egentlig har udrettet.

Jeg hopper så ind og glor på WSPA's hjemmeside, bare lige for at sammenligne med noget jeg faktisk kan lide, og for at se om det bare er mig der er lige snævertsynet nok.
I deres menu, er de 2 første links info om hvad det er man kan støtte, og hvad pengene helt præcis bruges til.

Burde det ikke være det vigtigeste at få viderformidlet?
At vise hvad man laver, og hvordan det går med tingene?
At skrive om projekter, og derefter bede om støtte til disse...

Nej, jeg kan slet, slet ikke lide hverken PETA eller Anima mere. Nu har jeg INTET til overs for dem, OVERHOVEDET. Det er bare en bunke hjernevaskede uintelligente teenagere, der er i oprør over at hele punk-perioden er overstået. Når de nu ikke har noget politisk, så brokker de sig bare over noget andet. Forskellen er bare, at Punkerne faktisk vidste hvad de snakkede om.

På PETS's hjemmeside er det første man møder (ud over en masse skrækhistorier), en liste over donationer de modtager.
De modtager ikke kun penge. De vil også gerne have aktier, ejendomme osv.
Er jeg den eneste der lidt sidder og får assosiationer til Scientology?

Ting jeg gerne vil støtte op om:
WSPA, og alle de medlems organisationer og samarbejdspartnere de har.
De kan ikke være helt tossede.

De samarbejder ikke med PETA, Anima og AlleDyrsRet. 3 organisationer jeg virkelig ikke kan udstå, grundet deres ensporede udtalelser, og selvtægt.
De samarbejder/støtter ting som Kattens Værn, BOS og Dyrenes Beskyttelse.

Konklusion:
Hold jer fra hjernevasker organisationer.

torsdag den 18. juni 2009

Eksamens læsning

Så er der dømt eksamenslæsning, og jeg kan absolut ikke tage mig sammen.
Det eneste jeg har lyst til er at skrive på min fantasy thing, skrive random små noveller, spille Two Worlds og æde sushi...

Jeg skal have ringet til min læge - har ikke fået taget mig samme de sidste 2 uger.
Skal til psykolog i morgen.
Evolutions biologi eksamen på onsdag i næste uge.
Danmarks Fauna - Hvirveldyr eksamen på Torsdag i næste uge.
Fredag i denne uge skal jeg nok ind og lege forsøgsperson til Nicks speciale.
Lørdag eller søndag (ja, jeg kan altså ikke huske hvornår det er >_<), skal jeg ud og stene agility, fordi min mor ikke kan komme med. Hun skal lave mad til julefrokost (underligt tidspunkt, men det er en tradition ;)), som jeg så skal hjem og være med til efter agility halløj.
Lørdag i næste uge skal vi til Jydeland til fødselsdag.

Det virker som om der sker overdrevet meget for tiden.
Jeg skal også have inviteret til fødselsdag, og så skal jeg snart til tandlæge.
Mandag i næste uge skal jeg forresten til noget studenter-halløj hos Pernille - ARGH.

Der sker alt for meget, og jeg som bare burde tage mig samme til at læse - hehe

fredag den 12. juni 2009

Bilulykke

Onsdag den 10. juni.
Man kan vel kalde det læseferie det jeg har nu, selvom der stadig er noget skole.
Endelig skal jeg klippes. Det er kun noget der er set frem til de sidste to uger.
Klipningen går fint. Håret er lækkert, og så går turen hjem til kæresten. Først en hurtig tur hjem forbi for at smide noget regnskab af.
Det begynder at pisse ned idet jeg skal hjem. Turen har gjort mig dejlig våd. Åndede motorcykelbukser.
Ringer til kæresten. Venter lige på at det holder op med at pisse ned.
Naturligvis får jeg gloet flimmer, og kommer ½ time sener af sted end beregnet.
Igennem myldretid i KBH, altid en hyggelig tur.
Endelig hjemme ved kæresten. Han skal ud på skolen og skrive speciale. Han kommer for set ud af døren. Til en forandring er det ikke hans skyld alene, men også min, fordi jeg kommer så sent.
Han smutter, mens jeg bliver og spiller Two Worlds. Et virkelig vanedannende spil til xbox’en.
Jeg får stenet nogle timer, og tager så ud for at spise pizza med kæresten. Hans makker er børnesur - som kæresten så pænt beskriver det. Han virker glad for at spise pizza med mig. Vi får snakket, hygget, og er meget enige om at det er en ret så lækkert pizzeria. Det er ikke udelukket at vi spiser der en anden gang i hvert fald.
Egentlig skulle jeg være taget hjem efterfølgende, jeg beslutter mig for at tage med ind på skolen. Makkeren er der ikke mere, så vi har kontoret for os selv. Kæresten sidder og roder lidt med speciale, mens jeg sidder og læser i Universitets Avisen og får tegnet lidt.
Det blæser en del. Ikke et problem for mig, men ikke det sjoveste vejr at cykle hjem i. Rejseplanen bliver fundet frem. Kæresten vil kører med tog et stykke af vejen, hvilket er ganske forståeligt.
Jeg hopper op på min MC, kæresten hopper op på cyklen, og vi bevæger os i hver vores retning. Der skal lige checkes benzinpriser, de er tit meget lave på Amager.

Ovre i venstre vejbane ligger en bil på højre side.
Der er ikke specielt mange mennesker. Så mig ind til siden, og hører om der er ringet efter Falck. Min første tanke var faktisk noget i stil med: ”Ring til Falck, ring til Falck, ring til Falck”.
Det er der.
Ringer til kæresten for at sige, at jeg ikke ved hvornår jeg dukker op. Der er sket et uheld, og jeg bliver lige nødt til at se om der er noget jeg kan gøre, før jeg tager videre.
Han bliver nervøs, og spørger om der er sket noget med mig. En dejlig varm følelse løber gennem hele kroppen på mig. Skynder mig at sige at jeg ikke er indblandet, og lægger så på.
Tre eller fire mænd står og glor ned i bilen fra den siderude, der ligger opad. De siger at der ligger en bevidstløs gut, og de ikke kan komme ind til ham.
Der står en gut der inde. Jeg kan ikke helt finde ud af om der er en eller to personer i bilen.
Mændene der står og kigger ned i bilen, bliver ved med at bede ham inde i bilen om at rejse sig op.
”Kan du selv komme op og stå?”
”Prøv at rejse dig op…”
”Se om du ikke kan komme op og stå”.
Der lyder en kommentar på at de ikke kan få ham ud. Alle virker faktisk meget afslappede.
Min første reaktion er, at det er lidt skidt at de ikke kan få ham ud. Men nærmest før tanken er tænkt til ende, får jeg sagt at de ikke skal få ham til at bevæge sig. Han skal ligge stille. Bare lad ham ligge til der kommer nogen der har styr på tingene.
En af de mænd der står der kigger lidt på mig, og siger så noget i stil med ”Nåh ja, han skal nok ikke bevæge sig”.
Kommentarerne skifter, og de begynder at sige at han skal blive liggende.
Jeg er ikke helt sikker på hvad der sker i bilen. Kan simpelthen ikke komme til. Vil heller ikke mase ind. Ingen grund til at skabe flere problemer,
Der ligger en telefon på jorden. Ham der står op inde i kabinen, står og jokker på den. En gut gør opmærksom på det, og de får den fjernet. Jeg får øje på alle glasskårene, og har egentlig mest lyst til at sige til folk at de skal flytte sig, så vi kan få nogle af de glasskår væk, så de ikke gør skade på nogen. Nok ikke det heldigste at rode rundt i efter sådan en omgang.
Der kører så meget adrenalin når man har været ude for sådan noget, at smerte ikke registreres.

De ved vist ikke helt hvad der er sket. Et hurtigt kig omkring afslører dog hurtigt at det er den væltede bil, der ene og alene har været skyld i uheldet.
En bil i venstre vejbane er helt tydeligt påkørt bagfra. Der sidder noget plastik eller metal fast over den parkerede bils bagdæk. Det ser ud som om det kommer fra den væltede bil.
Han er altså kørt fra højre vejbane, over i venstre vejbane, banket ind i den parkerede bil, og flippet om på siden.
Det må have været et uhyggeligt syn. Tilsyneladende er der ingen der har set hvad der er sket.

På et eller andet tidspunkt spørger jeg efter advarselstrekanter. Folk holder godt nok med havari, og jeg ved godt at der er nogle på vej, men det var måske meget smart at få stillet nogle trekanter op, f.eks. ved lyskrydset 100 meter længere fremme. Folk glor bare åndssvagt på mig, og kigger videre ned i bilen. Jeg er på motorcykel, advarsels trekanter er ikke noget man har med i sådan en.
Der dukker flere og flere mennesker op. Nogle for at se på, andre for at hjælpe.
En kommer med en masse udstyr. Der bliver spurgt om han er læge. Det er han ikke, han er samarit ude fra lufthavnen. Han virker meget afslappet, og har helt åbenlyst oplevet noget lignende før.
Han kravler ind efter en gut i bilen, og lidt senere ser jeg ham sidde ude på vejen, med en mand halvt liggende, halvt siddende foran ham, mens han afstøtter nakken.
Tankerne kan ikke lade være med at flyve. Kan ikke lade være med at tænke at de bare skulle have ladet ham blive, til der kom nogen professionelle.

Politiet dukker op. Faktisk meget hurtigt de dukker op. Jeg hører en der siger, at en mand har huld i hovedet. Jeg aner stadig ikke om der har været en eller to i bilen.
Går over til min motorcykel igen. Sætter mig op. Kan ikke beslutte mig for om der er mere at gøre, eller om jeg bare skal kører.
Der kommer en brandbil. Jeg tager mig selv i at tænke, at det egentlig er spøjst at brandbilen dukker op før både lægeambulancer og ambulancer. Kort efter dukker den første lægeambulance op.
Jeg overvejer kort, om jeg skal spørge en betjent, om jeg må kører igennem. De er begyndt at dirigerer biler den anden vej. Beslutter mig ret hurtigt for at de har andet at lave, så jeg trækker den med op på fortovet i den højre side, trækker den et godt stykke forbi den væltede bil og politibilen der spærre mod lyskrydset, og hiver den så ud på vejen.
Ambulancen kommer, og kører hen til stedet.

Det var egentlig bare benzinen jeg kom efter, så jeg får lige checket prisen på benzinstationen. 9.90. Det gider jeg ikke give, når jeg har set den til 9.46 lidt længere inde mod kæresten.
Jeg har stadig underligt meget overblik og overskud. Kan ikke lade være med at smile over, at jeg tænker hvad man mon kan tjene på at ringe til EB e.l., og fortælle om sådan noget. Ikke noget jeg ville gøre, men jeg kan ikke lade være med at tænke det.
Kører videre. Ser endnu en lægeambulance nærme sig stedet.

Nu kommer den. En underlig tom følelse.
For første gang ved jeg faktisk hvor de blink skal hen. Jeg sidder ikke og tænker, ”gad vide hvad der er sket?”. Jeg er udmærket klar over hvad der er sket. En bil er røget om på siden, og i hvert fald en mand, er kommet til skade.
Der kommer den ene tanke efter den anden. Jeg kan se hvordan folk må have haft det, da jeg røg af min MC, og op bag i en anden bil, på trods af at jeg overhovedet ikke kom til skade. Bortset fra at min ene ankel fik et slag.
Jeg har altid undret mig over at folk skal have krisehjælp når de slet ikke har været med, men er kommet bagefter. Pludselig virker det slet ikke så sært mere.
Har jeg gjort nok?
Har jeg været i vejen?
Var det dumt jeg stoppede?
Hjalp jeg overhovedet?
Var det fint nok at køre igen, da de professionelle kom?
Skulle jeg være blevet?
Er jeg en kold skid fordi jeg kørte, da der kom ”rigtig” hjælp?
Hvor er det dog åndssvagt at jeg har det sådan, når det slet ikke er mig der er kommet noget til.

Skal stadig have benzin på.
Finder en Shell, med den billige benzin. Undre mig over det der står på standeren:
”Mellem 21.00 og 05.00 skal der forudbetales i butikken.”
Forudbetales? Hvad pokker er nu det for noget?
Skal jeg ind og give dem en ide om hvor meget jeg skal have på, og så betale for det?
Meget rart afbræk fra de andre tanker.
Går ind og spørger ind til hvad det her går ud på. Jeg skal lægge mit dankort, kørekort e.l. som sikkerhed, så åbner de for pumpen, og så kan jeg komme ind og betale bagefter.
Lidt over 70 kroner, det var hvad der kom på.
Der er nu meget lækkert at jeg sjældent skal af med mere en 100 for at fylde en tank.

Hjemme hos kæresten. Har en forfærdelig trang til at tale om det der er sket. Og samtidig den nagende, dårlige samvittighed.
Han kan slet ikke forholde sig til det. Han siger bare han ville have reageret helt anderledes.
Det undre mig at jeg er så påvirket, der er jo ikke sket mig noget!
Bliver nødt til at ringe hjem. Klokken er 00.40, men jeg bliver simpelthen nødt til at få svar på om jeg har handlet fornuftigt. Der er god mulighed for at en af mine forældre er vågne, og hvis de ikke er, må de sq snakke med mig alligevel.
Min far tager den. Han sover ikke. Jeg begynder at ryste over det hele mens jeg snakker med ham, og kan mærke tårerne trænge sig på.
Han fortæller mig at jeg har gjort det rigtige. Det var fint at stoppe. Det var godt at jeg kørte. Jeg kunne ikke gøre mere. De er jo professionelle, de har prøvet det før, ved hvad de laver. De bliver tit irriterede over tilskuere der hindre deres arbejde. Så det var godt at jeg kørte igen. Alle de rigtige beslutninger.
Kæmpe lettelse. Tvivlen er der stadig, men den er slået meget hen nu.

Torsdag den 11. juni.
Jeg burde være taget ind på AKI og få kigget på de dyr. Der er trods alt ikke så længe til eksamen.
Men søvn var ikke det der kom mest af, og da den endelig kom, var de præget af mareridt.
Det skyldes til dels at jeg ikke liiige fik taget min pille, fordi jeg ikke havde dem med hjem til kæresten.
Skal til psykolog kl. 13. Får sovet fra 6 til 11.26.
Omkring kl. 7.40 vågner jeg. Bange for at jeg har sovet over mig, men skal først op kl. 10. Det kommer så ikke til at ske, og jeg står som sagt først op 11.26.
Min mor ringer på et tidspunkt, får slået den fra ved et uheld. Tror det er alarmen. Ringer igen. Snakker, men er ikke sikker på om det er noget jeg har drømt.
Vågner igen og igen, helt våd af koldsved, og forfulgt af underlige mareridt.

Hjemme ved psykologen. Jeg skulle først have været der 15. Aner ikke hvorfor jeg har skrevet 13 i min kalender. Måske har det noget at gøre med, at vi har sagt kl. 3, og så har jeg tænkt 3 =13. Det er ikke altid hjernen tænker optimalt.
Tiden er 2 uger gammel. Render hos hende af andre grunde.
Der har været en aflysning, så jeg kan godt komme til, selvom jeg er der alt for tidligt.
Får snakket om uheldet, og nu går det op for mig, hvor påvirket jeg reelt er.
Det er så enormt befriende. Jeg har handlet rigtigt, jeg har handlet meget logisk. Er simpelthen så glad for at jeg nu ved, at jeg vil reagerer logisk i den slags situationer, og ikke bare gå i panik.
Får besked på at jeg bare skal snakke om det, jeg har brug for at snakke det igennem, og få det ud sådan. Eneste problem er at folk hurtigt bliver trætte af at hører om det. Men det er hvad jeg har brug for.
Hun er stolt af mig. Stolt af min logik. Stolt over at jeg har tænkt på mig, og ringet hjem, fordi det var det jeg havde brug for.

Tvivlen er der stadig.
Jeg tænker meget i billeder/film. Oplever det igen og igen.
For hver gang bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg handlede rigtigt.
Kan gå i flere timer uden der er noget, og så, lige pludselig bliver jeg helt tom, og aner ikke hvad jeg skal gøre, og så skal der snakkes. Det er forfærdeligt at sove.
Mine mareridt har ikke noget direkte at gøre med uheldet i den forstand, at de ikke handler om det. Men jeg ved at det ikke er mangel på medicin der gør det. Det har simpelthen gjort så stort et indtryk, at jeg får mareridt.

Jeg har aldrig før prøvet at være der før der rigtig er nogen mennesker eller blink.
Når man ser sådan noget, er der enten altid professionelle til stede, ellers holder der en bil, hvor ulykken for længst er overstået, og alle har fået hjælp.
Jeg ville ønske jeg var kommet som den første. Så havde jeg kunne gøre det jeg følte der var nødvendigt. Ville være sikker på at det hele havde været optimalt, på den måde, at der i hvert fald ikke var gjort noget uhensigtsmæssigt, som at bede manden i bilen selv at komme ud.
Jeg ville ønske jeg var kommet senere. Efter blinkene, eller bare efter der var stoppet et par biler mere. Så havde jeg ikke behøvet stoppe og tage stilling til noget som helst.
Det er et helvede at komme der midt i det hele. Ikke ane om man har gjort det godt nok. Ikke vide noget som helst.
Jeg ville helt sikkert gøre det igen. Om ikke andet fordi alt bare slår fra, og jeg handler pr. automatik, med det vilde overblik.

Virkede jeg højrøvet?
Havde tyggegummi. Tyggede meget på det. Slog mig efterfølgende, at det har været en form for beroligelse af mig selv.

Ville bare skrive da jeg kom hjem til kæresten, skrive det hele ned. Men det blev aldrig gjort.
Jeg ved at det ikke går over i dag eller i morgen. Jeg ved at det bliver ved med at komme igen, og jeg bare bliver nødt til at give det tid, og blive ved med at tænke situationen igennem. Give mig tid til at få det ordentlig ud af kroppen, og ikke undertrykke det.

Men handlede jeg virkelig rigtigt?

tirsdag den 9. juni 2009

1 kapitel færdigt

Jeg leger lidt med at skrive noget fantasy roman.
Det tager godt nok længere tid end jeg sådan lige havde troet.
Har kun 1 kapitel færdigt. Nr. 2 er ved at være der.
Men der skal jo både være en vis længde, være en fornuftig afslutning så man får lyst til at læse videre osv.

Jeg har en rimelig ide om den røde tråd.
Jeg har nogle steder rundt omkring der er færdige, og bliver ok nemme at skrive ind i historien.

Men så sidder jeg lidt her, og føler egentlig at det bare er noget pladder og jeg dybest set er elendig til det her.
Jeg ved at jeg skriver fornuftigt, jeg ved at min ide er rimelig orginal, ellers er universet ihvertfald orginalt. Men jo mere jeg får ned, jo dummere føler jeg mig.
Det er en svært belastende følelse.

Jeg begynder forhåbentlig at komme rigtig igang når jeg får ferie. Så er der lidt bedre mulighed for total hengivenhed, uden lektier og skoleting der kommer i vejen.

Det ville være rart bare at få skrevet en 10 minutter om dagen.

Jeg bruger et program der hedder WriteWay til at skrive det i. Det virker rigtig godt for mig, fordi det giver en god måde at få overblik på. Det eneste der irriterer mig er, at jeg ikke kan få det hevet ind i word fra det format writeway bruger, og så må jeg bruge den der belastende copy-past metode, men hvad.

Jeg bruger word til at checke igennem for de værste stavefejl, og rette teksten til/stramme op rundt omkring.
Der er ingen tvivl om at der er flere der skal læse det på et tidspunkt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få beta-læsere. Jeg er ikke rigtig interesseret i at give det til random mennesker. Det er alligevel meget personligt, selvom det på ingen måde er mig det handler om...

tirsdag den 2. juni 2009

Bivirkninger er en by i Rusland

Jeg er kommet på Venlafaxin for et par måneder siden.
Det er en kopi af Efexor, der er en del billigere, men virker på samme måde.

Tidligere har jeg aldrig oplevet bivirkninger på piller. P-piller som antidepressiver.
Jeg har altid fundet det en smule underligt, når folk beskrev bivirkninger, fordi det som sagt aldrig er noget jeg har fået.
Denne gang er jeg til gengæld ramt af den onde gang bivirkninger...

Jeg har gået og undert mig over at jeg bliver ved med at tage på, lige meget hvad hulen jeg gør. Jeg er begyndt at blive mere aktiv, og spiser som altid. Det vil sige ikke alt for sundt, men ja, som jeg plejer. Alligevel har jeg taget det ene kilo på efter det andet.
For leden slog det mig så, og jeg spurgte min mor om min vægtforøgelse egentlig ikke passede meget godt med at jeg begyndte på de nye piller, og det gav hun mig ret i.
Hurra - så nu skal jeg virkelig passe på hvad jeg indtager... Men så kan det jo være man bliver lidt sundere.

Jeg er for tyk, har ligget omkring 75 kg, så skulle gerne tabe 10. Jeg er så blevet lidt mere aktiv her i varmen, men frem for at tabe mig, har jeg taget 5 kg på. Det er virkelig træls -_-
Nu har jeg rigtig meget mave *suk*

Der ud over har jeg jævnligt mareridt, og kan vågne op og være helt gennemblødt.
Når jeg er på p-pille pause er jeg kommet på hormon piller, for at sikre at jeg ikke får bivirkninger i form af svimmelhed og rysten.
Får jeg ikke lige taget en pille en enkelt dag (hvis jeg f.eks. spontant beslutter mig for at overnatte hos Nick), så begynder jeg at blive svimmel dagen efter. Det burde ellers være depotmedicin... Jeg gruer virkelig for den dag jeg skal holde op med at være på de her piller.
Så vidt jeg ved, er jeg på laveste dosis, 75 mg, men heldigvis er de ikke skadelige hvis man vil være gravid.

Så nu får jeg lov at opleve bivirkninger... Super lækre piller, jeg føler mig helt normal, og det er virkelig en vidunderlig følelse, men bivirkningerne er godt nok irriterende...