Ja, jeg har ikke skrevet her inde i evigheder.
Det gik nemlig værre eller bedre, end at jeg for ca. 2 mdr. siden testede positiv, og er gravid.
Jeg startede med at have ondt meget tidligt, så var meget hurtigt inde og blive scannet (allerede i 4. uge).
Det var en noget nervøs start på det hele, men ud over det, har det været meget svært at glæde sig til noget som helst. Kæresten og jeg har hele tiden været enige om, at børn med xxy eller xxx ikke var noget vi var interesserede i (eller andre kromosomfejl for den sags skyld), og at hvis det viste sig at være sådan noget, så skulle de fjernes.
Dette skyldes en blanding af vores syn på tilværelsen, og det faktum at der ikke er nogen grund til, at jeg udsætter mig selv for noget vi ved vil blive en psykisk belastning. Ikke at vi tror det med børn bare er lutter lagkage, men der er ingen grund at man bevidst udsætter sig selv for noget, man ved vil blive svært.
De sidste 2 mdr. har derfor ikke gået med andet end bekymringer, og jeg har mildest talt ikke være til stede. Problemet er, at man ikke kan få noget at vide, før efter moderkage biopsien. Den skulle egentlig være taget mandag d.24. december, men der havde de lidt problemer med at finde tid. Så det blev d. 27. i stedet.
Der var en læge på hospitalet, vi snakkede med i forbindelse med biopsien, og som også var med inde og lave den. Hun hed Pernille,og var helt befriende at snakke med. Alle andre har rendt rundt og sagt "tillykke", og det er immervæk noget svært, når man slet ikke ved om det er noget man skal beholde. Pernille viste forståelse, og snakkede ikke ned til os, og generelt var hun bare rigtig behagelig, og fik mig faktisk til at slappe meget af.
Hun var også rigtig sød under selve biopsien, hvor hun snakkede med Nick.
Det var ikke den mest behagelige oplevelse i verdenen, og præcis som den indledende samtale op til biopsien (ugen før), kom jeg til at se på skærmen. Det var næsten ikke til at holde ud, og første gang brød jeg helt sammen da vi kom hjem.
Jeg følger mig privilegeret over at jeg har kunne være forberedt på dette i flere år, men 2 mdr. i total uvished, med tydelige symptomer på graviditet, har taget en del på mig. Det har ført til total psykisk og fysisk udmattelse, og jeg har følt mig så ufatteligt meget alene.
Man kan heller ikke lade være med at tumle med spørgsmål som: "Hvad nu hvis der er noget galt?".
Hvad skal man så? Skal man så til at kigge på kunstig befrugtning, for at sortere de "dårlige" æg fra?
Og hvis der nu ikke er noget, hvad så næste gang? For bare fordi der ikke er noget galt, er der ingen garanti for at det ikke sidder i mine æg...
Jeg har også været i en form for forsvars position, hvor der har været et ønske om bare at få det fjernet, for at kunne komme videre, og holde op med at gå og tumle med det her.
Heldigvis har jeg haft noget ordentlig opbakning på hjemmefronten og en ven, selvom det for noget har været svært at tale om, enten fordi det er svært at forholde sig til bekymringerne, eller fordi der ligeledes har været problemer med egentlig at glæde sig.
Men i dag kom der så et foreløbigt svar, hvor der er blevet testet på kromosompar 13, 18, 21 og kønskromosomerne, og der er ikke noget galt med disse :)
De 3 første, er dem der altid foreligger svar på til at starte med, så vidt jeg ved, er der ikke normalt svar inden for en uge på kønskromosomerne, så dette skyldes formentlig at det specifikt er dem vi har ønsket at vide noget om.
Så nu venter vi os en lille dreng til juli... Rent faktisk er min termin sat til Nicks fødselsdag.
Men noget udpræget behov for at dele det, har jeg egentlig ikke. Jeg bliver heller ikke en af dem der skriver om det på FB.
Det kommer ud her, fordi jeg håber jeg måske kan nå andre der går med samme problemer og tanker, og fordi jeg virkelig har haft brug for at skrive bekymringerne ud, men har ikke haft lyst til at det blev "offentligt", før vi havde et svar.
Det var vi så ikke helt nu, for en fuld test af alle kromosomer får vi først om et par uger, men det er jeg nu ikke så nervøs for.
