Jeg læste det her opslag på Facebook, om hvor slemt det står til for plejepersonalet. Det var lige så jeg sad og fik helt ondt i maven, for det er ikke i orden, at der er mennesker, der behandler de ansatte på hospitalerne, med så lidt respekt.
De har et arbejde, og alle patienter skal tilses. Naturligvis kan man blive frustreret over ikke at få noget at vide, men så må man et eller andet sted bare bide i det sure æble og vente, for alle de andre patienter har det nok også på samme måde.
Men når jeg nu gør mit bedste for at behandle personalet respektfult, så forventer jeg faktisk samme behandling.
Som en ældre person i min familie, der var på skadestuen. Efter at have siddet der i rigtig, rigtig mange timer, uden at have indtaget mad, finder det familiemedlem der er taget med ud af, at man har glemt hende Ô_o Det kan godt være man er stresset, men hvordan kan man glemme et ældre menneske i slutningen af 80'erne, der ser ret så svagelig ud? Hvorfor er der ikke et øje der har bidt mærke i, at der har siddet et ældre menneske så længe, og hvordan kan man glemme en, man har bedt faste?
Eller da vi første gang oplevede falsk strubehoste, og sygeplejersken fik undertegnede til at gå i panik, og da ambulancen kom (som lægen i telefonen valgte at tilkalde, ikke min beslutning = endnu mere panik), kom en af redderne lige med en uberettiget skideballe, og fik ikke sagt undskyld efterfølgende.
Og så var der den gang, jeg kom ind for en overdosis, hvor sygeplejersken valgte at sidde og tale grimt til mig, fordi min overlevelses mekanisme er at grine af tingene. Så kunne det jo ikke være rigtigt, og så fik den ellers ikke for lidt med, at jeg skulle tænke på mine forældre og hvad ved jeg.
Eller da vi kom op på skadestuen for mange år siden, men egentlig skulle have været til vagtlægen (anede vi ikke), og en meget bedrevidende sygeplejerske, valgte at tale til os, som om vi var komplette idioter, fordi deres telefon i indgangen ikke virkede (vi skulle ringe til lægevagten, som var 50 meter nede af gangen, fra telefonen i gangen, iflg sygeplejersken -_-)
Og den gang hvor jeg havde en syreætsning i ganen, hvor de kan se at jeg ikke laver andet end at græde, så snart noget røre ved det, men jeg må intet smertestillende få, og da vi fik svar, blev der hintet mere end almindeligt kraftigt til at det var selvforskyldt og skyldtes bulimi (det var formentlig nogle øjendråber der gik fra tårekanaler og ned i svælget, der var skyld i det)
Der var også den ene gang, hvor der var en svampeinfektion et privat sted, og jeg og min mor pjatter med det, hvor sygeplejersken meget muggent får sagt, at det her altså er alvorligt, så vi skal holde op med at pjatte.
Ved første fødsel var der også en del mangler mht. at lytte, og på fødegangen var det dybt ubehageligt at have et barn, der ikke lå rigtigt til, og ikke blive taget seriøst, og egentlig bare få at vide at det var en selv der var problemet, og at man ikke så de ting man nu engang så.
Så var der jo også lige de der par besøg på Riget, for at snakke kromosomfejl, hvor vi ikke fik en skid at vide, og man kom ud der fra, med en fornemmelse af at man egentlig bare havde spildt deres tid, efter man havde fået at vide, at der slet ikke var de problemer man selv oplevede - og efterfølgende har fundet ud af, at andre også oplever.
Og vi skal ikke glemme den gang vi kom ind med en urinprøve, fordi der var rødt i urinen hos den store, længe efter urater burde være holdt op, hvor man ikke engang gad tage en prøve af det vi havde taget med, fordi der ikke lige var sticks i lokalet Ô_o
Jeg har også oplevet fantastiske besøg på hospitaler, hvor personalet har været helt fantastisk og imødekommende. I forbindelse med kromosomfejl (forsøg ovre i Århus), samtaler omkring graviditet. Normalt når vi har benyttet 1813 har de været så fantastisk søde, og vi er kommet meget hurtigt igennem.
Mine oplevelser ser nok ca 50/50. Jeg kan fint forstå at alle kan have en dårlig dag, men det er dybt uprofessionelt når man lader den dårlige dag gå ud over patienter.
Men jeg har også ondt af dem der prøver, og bare bliver mødt med sure miner hele dagen. Naturligvis skal folk respekteres i det arbejde de nu engang bestrider. De er trods alt uddannet til det, de render og laver. Er man uenig i noget, kan det siges på en fornuftig måde.
det er ikke i orden at true, fordi man ikke får sin vilje. De her mennesker er ikke vores tjenere. De har valgt et erhverv fordi de brænder for det.
Så jeg vil gøre mit bedste for at vise jer min respekt, når jeg må ind og snakke med jer, og jeg håber at I vil vise mig den samme respekt.
