mandag den 2. november 2015

Stres over fremtid

Så er det ved at være tid til at der igen skal tænkes på ansøgninger til studie.
Oven i det mangler vi virkelig noget større at bo i, men jeg har det som om jeg slår i en pude her hjemme. Har så mange ting jeg gerne ville nå, men må nok sande, at det ikke kommer til at ske, grundet mangel på plads og to småbørn.

Vil rigtig, rigtig gerne ind. Ved godt der er en reel risiko for at det ikke sker, men gud hvor vil jeg dog gerne ind. Samtidig er jeg rædselsslagen for at komme ind. Er bange for at det går helt galt, at jeg ikke kan, at jeg ender med at dumpe det hele, og falde fra. Er bange for at jeg er for gammel. Man bliver trods alt 30 til næste år. Så vil jeg være 33 eller 35 hvis jeg kan læse på nomineret tid. Og jeg er pisse bange for hvordan vi skal gøre mht økonomi.

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på noget alternativt, bare så jeg har andre muligheder, hvis nu. Men de ting jeg gerne vil, er der ingen fremtid i for mig. Det hele er noget hvor man skal stå meget, og det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Det kan mine fødder helt enkelt ikke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare hvorfor mine fødder ikke kan holde. Det er også for dumt, for der er ingen der beder om en forklaring på hvorfor, det er ting der sidder fast oppe i hovedet. Dumme kommentarer fra uvidende mennesker. Ting der egentlig bare burde glemmes, men de sidder alt for godt fast. Som kommentaren fra gutten der havde været i militæret, der også havde gået skævt på fødderne, men det fik han lavet om på i militæret, for det var jo bare at tage sig samme og gå rigtigt. Jeg ved godt det ikke har noget hold i virkeligheden. Jeg kan selv høre hvor dumt det lyder. Man kan jo ikke bare rette skæve rygge og ødelagte fødder ud, ved at "tage sig sammen". Sådan fungere virkeligheden ikke.

Og så er der matematikken. Andre fag der måske ikke kræver at man står flere timer i døgnet, har alt for meget matematik. Matematik jeg ikke kan. Her er det til gengæld ikke indbildt at det er et standpunkt der skal forsvares. For jeg er jo ikke totalt matematik blind, eller hvad det nu hedder. Jeg kan også lære ting, jeg forstår bare ikke det andre kalder logik.
Jeg skulle også sætte mig ned og lære at kode. Jeg satte mig ned, læste, men gik totalt kold over første opgave. Jeg kan simpelthen ikke tænke mig frem til de her ting. Jeg kan ikke se logikken i det. For mig er det ikke logik. Af samme årsag kan jeg ikke sætte mig ned og udforme en formel, sådan som det ofte er påkrævet i opgaver, når man har matematik op gennem grundskole og gymnasium. Og jeg skal altid forsvare hvorfor jeg ikke kan. For det er jo bare logik.

Det hele bliver bare mere og mere stressende. Jeg har mest lyst til at prøve at søge om noget invalide halløj, men det ved jeg jo godt, ikke kommer til at ske. Det er et sandt helvede at komme igennem, og hånden på hjertet, vil jeg jo også gerne noget uddannelse.
Jeg vil så gerne noget naturbevarelse. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg vil det, men det er som om hele min X-tra del prøver at modarbejde det. Prøver at fortælle mig, at jeg forresten slet ikke kan finde ud af det der logisk tænkning. At jeg jo slet ikke kan finde ud af det der med at være social over længere tid, og at jeg også er for gammel.
Det kunne være rart, hvis man kunne få fraspaltet den ene halvdel, så alt det her lort kunne komme ud af mit hoved, og jeg bare kunne få lov at gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle gå og overanalysere, og uden at være bange for, ikke at være god nok.

Død er desuden et omdrejningspunkt i mit hoved igen. Jeg er næsten konstant bange for at en tæt på falder fra, eller den dag jeg selv skal opleve det. Har ikke rigtig fået sagt det til nogen. Har fået sagt at der er en depression under opsejling...

Håber at vi snart kan finde noget andet at bo i. Tror at det vil løse en del problemer, da rod på hjemmefronten, som jeg ikke selv er skyld i, tilsyneladende skaber mere rod og kaos i mit hoved.