I fredags var der noget der gik op for mig, som jeg aldrig rigtig har tænkt på før.
Jeg kigget nogle af mine skolepapirer igennem, og der så jeg, at jeg faktisk var ret tæt på at blive smidt ud af mit gymnasium. Det kan jeg, hånden på hjertet, slet ikke huske, men jeg fik helt ondt i maven af at tænke på det.
Det har jeg så gået og tænkt lidt over efterfølgende, fordi jeg jo også endte med at ryge ud af Biologistudiet - selvvalgt godt nok, men ud kom jeg nu engang.
Så havde jeg en samtale med en gut, og hvert ord der kommer ud, bliver efterfølgende vendt og drejet oppe i mit hoved. Der er hele tiden en lille stemme, der sidde og stiller spørgsmål til det der kommer ud. Er det nu for påtrængende? Er det irriterende? Er det bare for dumt at høre på? Skal jeg bare stoppe nu, og lade den anden snakke? Hvem vil overhovedet hører på det her? Det lød alt for bagklogt... Hvorfor er der nogen der gider lytte? Det må være ren høflighed. Skal jeg bare gå nu? Er det ok at blive?
Og sådan fortsætter det, om og om igen, efter hver eneste sætning der ytres. Og når de anden part snakker, kører der en konstant indvendig kamp om hvorvidt der skal svares, hvad der skal svares, at det er vigtigt samtalen ikke er om mig, for jeg snakker jo for meget, og ingen gider høre om andre, og da slet ikke mig.
Da jeg og knægten så kom hjem, slog det mig. Det er derfor skole er så svært. Det er ikke kun når lektierne er svære. Det er den konstante tvivl, der hele tiden snakker og aldrig er i ro, der gør det hele så svært. Det er ikke altid lige slemt, men det har det med at overtage totalt, så snart der er det mindste tegn på at være usikker.
Og så bliver jeg også så skide sur. For jeg VED at det ikke er normalt, det er noget jeg bare må leve med, og få det bedste ud af. Men i en støttegruppe for Triple X spurgte jeg for et stykke tid siden, om andre oplevede det samme. Det var før jeg tænkte, at det var det der er et problem i det daglige. Men jeg har af et par omgange fået at vide, at der skete alt for meget samtidig, af noget psykolog/psykiater. I sådan en støttegruppe håber man jo at finde hjælp og vejledning. Hvis der ikke er andre der oplever det, er det jo også fint nok. Men så skal man gud hjælpe mig have i hovedet "jajaja, hvis du har behov for at fortælle dig selv at det er anderledes for dig end alle andre kvinder, for at føle dig speciel, så må du jo gøre det" - hvad er det lige for en kommentar at få fyret af?
Det værste er, at folk ikke fatter hvor meget de ødelægger med sådan en udmelding. Så nu spørger jeg ikke om noget der inde mere, for jeg kan ikke lige overskue at skulle have at vide, at de hele er indbildning.
Så nu sidder jeg her, og ved at der kommer noget skolestart på et tidspunkt. Jeg vil stadig rigtig gerne en bestemt ting, men jeg er så uendeligt nervøs for at jeg ender med at springe fra, fordi hovedet får taget over.
