Hold kæft hvor er jeg træt af det her lortede syndrom.
Livet bliver sjældent som vi havde forestillet os, men hvor gør det dog ondt at jeg ikke KAN. Det er ikke fordi jeg ikke vil. Jeg KAN ikke, men vil så gerne.
Afslag på studie. Nu er jeg 30, så det var ligesom sidste udkald for mit vedkommende. Så nu søger jeg ind på noget andet.
Men det gør alligevel pisse ondt.
Og det gør endnu mere ondt når folk stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er det forbandede Triple X, eller om det ikke bare er helt normalt.

Og jeg er ved at  gå helt kold over at skulle søge ind på noget andet, hvor jeg ikke kender skolen. Jeg skal også ud og finde en lærer plads. Jeg kan slet ikke overskue det oppe i hovedet, og er så hunde ræd for alle de forandringer, og der er bare ingen der fatter det.
Jeg har INTET overskud. Jeg er forfærdeligt kortluntet.

Bleh, det bliver det, jeg kan slet ikke samle tankerne