Fødsel og alt det halløj

Jeg sidder på et graviditets og børneforum.
Det er nogle lidt spøje følelser der opstår, når kvinder der er gået over termin, snakker om igangsættelse.
Jeg kan virkelig godt onde de her kvinder at blive sat i gang, så de kan få deres børn ud, og jeg ønsker ikke at føde før tid, pga. alle de komplikationer der for det meste medfølger en for tidlig fødsel. Trods alt er det kun uge 22 i dag, så der er lige 18 uger tilbage.
Men hold op hvor kan jeg godt sidde og tænke; "bare det var mig".

For jeg er ikke en af dem der nyder min graviditet. Jeg hader den heller ikke, jeg har bare ikke noget egentligt forhold til den. Det er fint nok at være gravid, men jeg kunne som godt være foruden.

Og nu vi er inde på det, så er det også lidt underligt, at man hele tiden får smidt i hovedet, at man bare skal nyde sin graviditet, at man knytter så tæt et bånd til barnet og hvad ved jeg.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal nyde min graviditet. Der er mere vægt at bevæge rundt, jeg har svært ved at løfte knægten, jeg bliver hurtigere forpustet, jeg har bækkenløsning, der er noget mad jeg ikke kan spise, fordi det giver mig så vanvittigt meget halsbrand, tøjet passer ikke mere, jeg er træt hele tiden, mit hår er træls og bliver lynhurtigt fedtet, jeg har super uren hud pga hormoner, og så er der samtidig en der ligger og sparker mig i maven, og det skal jeg så bare nyde ;)
Det er heller ikke fordi det skal lyde som om det er super surt, sådan er det heller ikke, jeg er bare lidt... meh... ikke ligeglad, men det er ikke det der fylder mest. Altså lige bortset fra elle følgevirkningerne, der gør at jeg ikke kan undgå at bemærke at der ligger en lille dims og roder rundt der inde.

At nogen knytter bånd skal som nok passe, det føler jeg bare ikke at jeg gør. Jeg har ikke en fornemmelse af at jeg kender dimsen i maven, jeg kan bare mærke den.

Til gengæld er jeg håbløst nervøs denne gang, og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg spekulerer overdrevet meget på om den nu også har det godt, selvom der intet er, der taler for, at noget skulle gå galt. Vi ved jo for pokker at alle kromosomer er fine, og til gennem scanningen var der heller ikke noget at komme efter.
Det er så den helt store ulempe ved at sidde på et forum, hvor alle kan skrive frit om alt de oplever. For hver dårlige beretning jeg læser for tiden, bliver jeg mere og mere paranoid, også selvom jeg VED der ikke er nogen logik bag det.

Måske man skulle benynde at betegne sig selv som særligt sensitiv (hvilket jeg egentlig er, men jeg hade at blive proppet i en boks), og så give det skylden ;)