Første nat uden baby og næseblod

Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig min første nat, helt uden unger. Slet ikke når den ene først fylder 6 mdr her d. 12. december.

Jeg havde været forkølet nogle dage, og søndag aften fik jeg så næseblod. Det startede med at løbe da jeg lå i sengen, og min ene arm var smurt ind. Der løb og løb og løb om i svælget.
Jeg har aldrig haft næseblod før. Ikke sådan rigtigt. Har fået det en enkelt gang, da jeg var lige knap 3, fordi jeg løb ind i en dørkarm. Men sådan noget der bare dukker op, har jeg aldrig prøvet før.
Vi ringede 1813 fordi undertegnede var lidt panisk over at det løb så meget, og så relativt længe (10-15 min) men fik at vide, at så længe det ikke var i ½-1 time, var de dybest set ligeglade.
Nånå. Men det stopper så, og der er ikke rigtig noget mandag, men tirsdag kommer det igen et par gange. Natten til onsdag kommer det ved 3 tiden, umiddelbart efter amning. Jeg får ringet til en øre/næse/hals læge, der dog først kan tilbyde en akuttid torsdag (det vil sige i dag d. 26).
Får alle de gode råd med is, holde for næsen, vende hovedet let fremad osv.
Jeg skal så amme igen, og omkring kl 9 efter endt amning, er den gal igen. Det løber, og løber om i svælget. Jeg holder mig for næsen i 10-15 minutter, og det stopper bare ikke. Det sætter dog ned i tempo, så jeg kan få is i munden, og efter 30 min er det stoppet helt.
En times tid senere er den gal igen, bare voldsommere, så jeg prøver at ringe rundt, men kan ikke komme igennem til øre/næse/hals læger, så ringer småfebrilsk til min læge, der egentlig slet ikke har åbent på det her tidspunkt (aften konsultation), som kommer igennem til én, der gerne vil se mig nu.
Så på med tøj, papir under næsen og bøtte der kan savles/spyttes blod ud i, og afsted det går.
Oppe hos lægen bliver der renset ud. En jeg  havde en prop i øret, der bliver fjernet, da der fjernes noget gammel størknet blod. Der sættes noget bedøvelse op, så han kan se om der skal ætses, men desværre sidder blødningen så langt oppe, at han faktisk ikke kan gøre noget. Det vil sige, at det kan han godt. Jeg får stukket en vat tampon op i næsen. Vanvittig ubehagelig oplevelse, men tilsyneladende får det blødningen til at stoppe.

En times tid efter vi er kommet hjem, må jeg gå der ned igen, fordi det drypper lidt. Den søde læge siger, at næste skridt er Rigshospitalet, men egentlig er der jo ikke rigtig nogen af os der har lyst til det. Så han ringer der ind, og fortæller at jeg er til, og så kan jeg få lov at gå hjem, og selv ringe, hvis der sker yderligere.
Og det gør der. Efter endnu en endt amning, er den gal igen, og jeg ringer ind, og tager en taxa der ind.
Vi bliver enige om at jeg skal tilbringe natten der inde. Jeg får nogle piller til at gøre blodet tykkere, og alt går strålende. Torsdag kommer jeg hjem igen. Det bløder ikke mere, og jeg må gerne amme. Jeg skulle egentlig have været til 90års torsdag aften, men dropper det, for jeg har noget ondt pga den tampon i næsen, og er generelt ret kvæstet, og har fået at vide at jeg skal tage den med ro.
Der begynder at løbe klar væske ud, og jeg er himmel henrykt over udsigten til at få fjernet den her tampon fredag morgen, og så er det det. Men desværre starter det hele igen torsdag aften. Jeg ringer ind igen, men sygeplejersken er helt ærligt rimelig ligeglad. Efter ½ time hvor jeg venter på at blive ringet op igen, hører jeg intet. Jeg ringer ind igen, og får at vide, at hvis det er så stort et problem, så må jeg jo ringe 112 eller tage i deres akutmodtagelse - det var næsten ordret hvad hun sagde til mig.
Så da mine forældre tager hjem fra fødselsdag, kommer de forbi os, og tager med på hospitalet. Jeg har ikke ringet i forvejen, fordi jeg ærligt talt er skide frustreret på det her tidspunkt. Det er midt om natten, og heldigvis sover ungerne. Vi kommer ind på riget, og tager ned i akutmodtagelsen. Jeg bliver spurgt om jeg har ringet 1813, og siger nej, for jeg havde fået at vide fra øre/næse/hals afdelingen, at jeg måtte tage ned i akutmodtagelsen, hvis det var et problem... Lidt efter kommer en læge ned for at se på mig. Hun konstatere at blødningen er stoppet, så hun kan ikke gøre noget.
Heldigvis - hvis man kan sige det sådan - begynder det at bløde igen. Og det er meget det bløder. Så hun ender med at få hevet den her tampon ud, og jeg får stoppet en med luft op i stedet, der skal stoppe blødningen. Jeg bliver indlagt, og prøver at få lidt søvn. Her er klokken ca. 2 om natten. Klokken 5 begynder det at bløde igen.
Næste morgen kommer en sygeplejerske ind. Jeg er på nuværende tidspunkt lettere panisk over situationen. Jeg er hele tiden bange for at det begynder at bløde, og jeg har to små børn der hjemme, hvor jeg har et virkelig stort ønske om at fortsætte med at amme den ene, og den anden vil jeg bare gerne hjem til, for han kan slet ikke forstå situationen, og bliver helt ked af det, hver gang jeg snakker i telefon med ham. Sygeplejersken siger, at jeg ikke skal være bange for at det begynder at bløde, for den ballon jeg har i næsen, stopper det jo. Et par timer efter, får jeg ondt, og vil bede om noget panodil. At have næsen stoppet helt ud på den måde, gør ondt op i øjet, ud i kindbenet og underligt nok også ondt ned i overkæben. Da sygeplejersken kommer ind, begynder det at bløde igen, og det bliver ved i lang tid. ENDELIG er der en der siger, at det vil blive sagt, og de vil opfordre til operation, fordi det er alt for voldsomt.
Det stopper efter ½ times tid vil jeg tro, hvor jeg har haft is på næsen og is i ganen i al den tid det har blødt. Lægen der skal operere vil gerne lige se mig, og siger, at han egentlig gerne vil undgå operation. Det er den mest nedslående bemærkning jeg nogen sinde har fået. Han siger at vi lige skal give det 2 timer, og se om det ikke er holdt op. 10 min efter jeg kommer ind på værelset, starter det igen - heldigvis om man vil - så jeg får lov at blive opereret. Her har jeg ikke fået noget at spise siden kl 19 dagen i forvejen.

Under hele forløbet gøres der meget ud af, at jeg ammer. Jeg tror at de kunne have stoppet blødningen, ved at give mig de her blodfortykkende piller, og have mig indlagt i 2-3 dage. Det er bare heller ikke skide optimalt, når man ikke må amme pga. pillerne, og når man bare gerne vil hjem til ens unger. Operationen var jeg ret nervøs over, mest af alt fordi det skulle ske i fuld narkose. Men nu har jeg så prøvet det, og det var faktisk helt ok. Fredag aften kom Nick forbi i et par timer med den lille. Den store blev passet hos mormor og morfar. Så kunne den lille blive ammet godt og grundigt af. Lørdag kom jeg hjem igen.

Siden har blødningen været stoppet, men hævelsen er først faldet over de sidste par dage, og det er først i dag, fredag en hel uge efter operationen, at jeg tilsyneladende er helt smertefri. Så nu skal jeg bare skylle min næse til der ikke længere kommer gammelt blod og sårskorper ud.
Tilbage sidder jeg, og ved ikke rigtig hvad udsigterne er. Jeg ved at den klemme der er sat på blodåren, potentielt kan falde af igen, men jeg ved ikke om det er noget jeg skal gå og være utryg over, resten af livet... Jeg ved bare at jeg skal tage den mere med ro, over den næste måned. Det er jo en fantastisk måde at tilbringe julen, men to små børn.

Stres over fremtid

Så er det ved at være tid til at der igen skal tænkes på ansøgninger til studie.
Oven i det mangler vi virkelig noget større at bo i, men jeg har det som om jeg slår i en pude her hjemme. Har så mange ting jeg gerne ville nå, men må nok sande, at det ikke kommer til at ske, grundet mangel på plads og to småbørn.

Vil rigtig, rigtig gerne ind. Ved godt der er en reel risiko for at det ikke sker, men gud hvor vil jeg dog gerne ind. Samtidig er jeg rædselsslagen for at komme ind. Er bange for at det går helt galt, at jeg ikke kan, at jeg ender med at dumpe det hele, og falde fra. Er bange for at jeg er for gammel. Man bliver trods alt 30 til næste år. Så vil jeg være 33 eller 35 hvis jeg kan læse på nomineret tid. Og jeg er pisse bange for hvordan vi skal gøre mht økonomi.

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på noget alternativt, bare så jeg har andre muligheder, hvis nu. Men de ting jeg gerne vil, er der ingen fremtid i for mig. Det hele er noget hvor man skal stå meget, og det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Det kan mine fødder helt enkelt ikke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare hvorfor mine fødder ikke kan holde. Det er også for dumt, for der er ingen der beder om en forklaring på hvorfor, det er ting der sidder fast oppe i hovedet. Dumme kommentarer fra uvidende mennesker. Ting der egentlig bare burde glemmes, men de sidder alt for godt fast. Som kommentaren fra gutten der havde været i militæret, der også havde gået skævt på fødderne, men det fik han lavet om på i militæret, for det var jo bare at tage sig samme og gå rigtigt. Jeg ved godt det ikke har noget hold i virkeligheden. Jeg kan selv høre hvor dumt det lyder. Man kan jo ikke bare rette skæve rygge og ødelagte fødder ud, ved at "tage sig sammen". Sådan fungere virkeligheden ikke.

Og så er der matematikken. Andre fag der måske ikke kræver at man står flere timer i døgnet, har alt for meget matematik. Matematik jeg ikke kan. Her er det til gengæld ikke indbildt at det er et standpunkt der skal forsvares. For jeg er jo ikke totalt matematik blind, eller hvad det nu hedder. Jeg kan også lære ting, jeg forstår bare ikke det andre kalder logik.
Jeg skulle også sætte mig ned og lære at kode. Jeg satte mig ned, læste, men gik totalt kold over første opgave. Jeg kan simpelthen ikke tænke mig frem til de her ting. Jeg kan ikke se logikken i det. For mig er det ikke logik. Af samme årsag kan jeg ikke sætte mig ned og udforme en formel, sådan som det ofte er påkrævet i opgaver, når man har matematik op gennem grundskole og gymnasium. Og jeg skal altid forsvare hvorfor jeg ikke kan. For det er jo bare logik.

Det hele bliver bare mere og mere stressende. Jeg har mest lyst til at prøve at søge om noget invalide halløj, men det ved jeg jo godt, ikke kommer til at ske. Det er et sandt helvede at komme igennem, og hånden på hjertet, vil jeg jo også gerne noget uddannelse.
Jeg vil så gerne noget naturbevarelse. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg vil det, men det er som om hele min X-tra del prøver at modarbejde det. Prøver at fortælle mig, at jeg forresten slet ikke kan finde ud af det der logisk tænkning. At jeg jo slet ikke kan finde ud af det der med at være social over længere tid, og at jeg også er for gammel.
Det kunne være rart, hvis man kunne få fraspaltet den ene halvdel, så alt det her lort kunne komme ud af mit hoved, og jeg bare kunne få lov at gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle gå og overanalysere, og uden at være bange for, ikke at være god nok.

Død er desuden et omdrejningspunkt i mit hoved igen. Jeg er næsten konstant bange for at en tæt på falder fra, eller den dag jeg selv skal opleve det. Har ikke rigtig fået sagt det til nogen. Har fået sagt at der er en depression under opsejling...

Håber at vi snart kan finde noget andet at bo i. Tror at det vil løse en del problemer, da rod på hjemmefronten, som jeg ikke selv er skyld i, tilsyneladende skaber mere rod og kaos i mit hoved.

Nostalgic-art.de

Jeg var på en mindre familie udflugt i går, og faldt over dem her, i Rødovre Centrum. De er simpelthen så søde, og gør organiseringen af min skuffe med morgenmad og mel, meget nemmere.

Egentlig ville jeg kun have en. Den i baggrunden med traktor, fordi knægten er så vild med traktorer. Men så blev jeg også nødt til at tage den med cola, fordi jeg har et eller andet med ting der ser gamle ud, og har cola logoet. Og egentlig havde jeg overvejet traktor eller kat først, og da jeg så skulle betale, blev jeg nødt til at gå tilbage efter katten, for den tænkte jeg lige var noget for svigermor.

Vi er på udkig efter en meget specifik softshell jakke til den store, fra Me Too, men vi kan kun finde den i en str. 4 år. Så jeg ville se om den var i Rødovre Centrum, nu jeg alligevel var der.
Det er dog det mest forvirrende center jeg meget længe har været i.
Som så mange andre steder, må man ikke ryge inde i centeret, faktisk må man ikke ryge mindre end 10 m. fra dørene, og det gør de opmærksom på således:

Her står min far og jeg ca. 2 meter fra skiltet, der gør opmærksom på rygeafstand, og som forresten sidder lige ved siden af døren.

Det kunne måske godt have været en anelse mere gennemtænkt. Pilen peger forøvrigt over mod dørene... Det virker en lille smule misvisende, ifht teksten på billedet.

Snak om depression

Karen Thisted: At tage en antidepressiv pille når man har en depression, er som at tage en panodil når man har hovedpine... Og der er ingen bivirkninger på det.

WTF?
Jeg kan blive lige så irriteret over klummernikker der postulere at depressioner ikke findes.
Men det er jo ikke bare som at tage en panodil. De får det ikke til at gå væk, og så bliver det bare væk.
Og bivirkninger? Jo gu faen er der bivirkninger!
Det vil mig og mine 25+ kg jeg har så meget bøvl med at smide, meget gerne skrive under på ;)

En anelse irritation fra mig.
Jeg er helt med på hvad hun ville, hvis der var nogen der så indslaget på DR for lidt siden... men ja, det virker bare ikke gennemtænkt at blive sur over en dum udtalelse, og så komme med en anden som modsvar.

Provokerende selvrealiserings opslag på sociale medier

1. Så hvis man har en psykisk diagnose, eller bare en svær periode i livet, så slutter man da bare lige fred med de der tanker man har, der konstant fortæller én, alt det der var galt, er galt og vil komme til at blive galt.
2. Selvtillid har vi jo alle sammen tonsvis af. Vi skal da bare lade være med at tvivle på os selv - hvorfor er der aldrig nogen er har tænkt på det før?
3. Nok bare mig der forstår alt det her lidt negativt, da den jo egentlig er ret positiv (som det eneste), men jeg sidder nu alligevel tilbage med en følelse af, at man ikke må føle smerte, for tiden læger jo, så længe man bare giver tiden tid - formentlig retorikken i resten af punkterne der gør mig fjendtligt stemt.
4. Gad vide om f.eks. børn der er blevet misbrugt, kan få det bedre af at tænke sådan?
5. Der blev vi godt nok noget dømmende i vores retorik hva'. Første sætning alene havde været fin, uden vi lige skulle understrege at vi alle er orme, der bare har at kende vores plads i sølet!
6. Svart på ALT. Du skal bare lade være med at tænke for meget over tingene. Pff, hvorfor har vi overhovedet psykologer og psykiatere, når vi bare aktivt kan vælge at lade ting ligge?
7. Jeg formoder at vedkommende der har skrevet det her, ikke er det man kalder "særligt sensitiv" - kan godt være man ikke ejer alle problemer, men det er satme svært ikke at opfange hele omverdenens problemer!

Gensidig respekt på hospitaler

Jeg læste det her opslag på Facebook, om hvor slemt det står til for plejepersonalet. Det var lige så jeg sad og fik helt ondt i maven, for det er ikke i orden, at der er mennesker, der behandler de ansatte på hospitalerne, med så lidt respekt.
De har et arbejde, og alle patienter skal tilses. Naturligvis kan man blive frustreret over ikke at få noget at vide, men så må man et eller andet sted bare bide i det sure æble og vente, for alle de andre patienter har det nok også på samme måde.

Men når jeg nu gør mit bedste for at behandle personalet respektfult, så forventer jeg faktisk samme behandling.
Som en ældre person i min familie, der var på skadestuen. Efter at have siddet der i rigtig, rigtig mange timer, uden at have indtaget mad, finder det familiemedlem der er taget med ud af, at man har glemt hende Ô_o Det kan godt være man er stresset, men hvordan kan man glemme et ældre menneske i slutningen af 80'erne, der ser ret så svagelig ud? Hvorfor er der ikke et øje der har bidt mærke i, at der har siddet et ældre menneske så længe, og hvordan kan man glemme en, man har bedt faste?
Eller da vi første gang oplevede falsk strubehoste, og sygeplejersken fik undertegnede til at gå i panik, og da ambulancen kom (som lægen i telefonen valgte at tilkalde, ikke min beslutning = endnu mere panik), kom en af redderne lige med en uberettiget skideballe, og fik ikke sagt undskyld efterfølgende.
Og så var der den gang, jeg kom ind for en overdosis, hvor sygeplejersken valgte at sidde og tale grimt til mig, fordi min overlevelses mekanisme er at grine af tingene. Så kunne det jo ikke være rigtigt, og så fik den ellers ikke for lidt med, at jeg skulle tænke på mine forældre og hvad ved jeg.
Eller da vi kom op på skadestuen for mange år siden, men egentlig skulle have været til vagtlægen (anede vi ikke), og en meget bedrevidende sygeplejerske, valgte at tale til os, som om vi var komplette idioter, fordi deres telefon i indgangen ikke virkede (vi skulle ringe til lægevagten, som var 50 meter nede af gangen, fra telefonen i gangen, iflg sygeplejersken -_-)
Og den gang hvor jeg havde en syreætsning i ganen, hvor de kan se at jeg ikke laver andet end at græde, så snart noget røre ved det, men jeg må intet smertestillende få, og da vi fik svar, blev der hintet mere end almindeligt kraftigt til at det var selvforskyldt og skyldtes bulimi (det var formentlig nogle øjendråber der gik fra tårekanaler og ned i svælget, der var skyld i det)
Der var også den ene gang, hvor der var en svampeinfektion et privat sted, og jeg og min mor pjatter med det, hvor sygeplejersken meget muggent får sagt, at det her altså er alvorligt, så vi skal holde op med at pjatte.
Ved første fødsel var der også en del mangler mht. at lytte, og på fødegangen var det dybt ubehageligt at have et barn, der ikke lå rigtigt til, og ikke blive taget seriøst, og egentlig bare få at vide at det var en selv der var problemet, og at man ikke så de ting man nu engang så.
Så var der jo også lige de der par besøg på Riget, for at snakke kromosomfejl, hvor vi ikke fik en skid at vide, og man kom ud der fra, med en fornemmelse af at man egentlig  bare havde spildt deres tid, efter man havde fået at vide, at der slet ikke var de problemer man selv oplevede - og efterfølgende har fundet ud af, at andre også oplever.
Og vi skal ikke glemme den gang vi kom ind med en urinprøve, fordi der var rødt i urinen hos den store, længe efter urater burde være holdt op, hvor man ikke engang gad tage en prøve af det vi havde taget med, fordi der ikke lige var sticks i lokalet Ô_o

Jeg har også oplevet fantastiske besøg på hospitaler, hvor personalet har været helt fantastisk og imødekommende. I forbindelse med kromosomfejl (forsøg ovre i Århus), samtaler omkring graviditet. Normalt når vi har benyttet 1813 har de været så fantastisk søde, og vi er kommet meget hurtigt igennem.
Mine oplevelser ser nok ca 50/50. Jeg kan fint forstå at alle kan have en dårlig dag, men det er dybt uprofessionelt når man lader den dårlige dag gå ud over patienter.

Men jeg har også ondt af dem der prøver, og bare bliver mødt med sure miner hele dagen. Naturligvis skal folk respekteres i det arbejde de nu engang bestrider. De er trods alt uddannet til det, de render og laver. Er man uenig i noget, kan det siges på en fornuftig måde.
det er ikke i orden at true, fordi man ikke får sin vilje. De her mennesker er ikke vores tjenere. De har valgt et erhverv fordi de brænder for det.

Så jeg vil gøre mit bedste for at vise jer min respekt, når jeg må ind og snakke med jer, og jeg håber at I vil vise mig den samme respekt.

Humor og kødpølse sommerfugl

Her den anden dag, blev V fornærmet over et eller andet, og begyndte at slå mig på armen.
Han må jo ikke slå, men det var bare sådan nogle vattede slag, og han så så forurettet ud, at jeg ikke kunne lade være med at grine af hele situationen. Det resulterede i at knægten kiggede på mig, og han begyndte ligeledes at grine. Så sad vi ellers dér og grinede af hinanden og med hinanden.

Når ungerne er til læge, plejer de at få en sommerfugl. På nær en gang hvor V også ville have 2 biler, er det altid sommerfugle. Sidst da den lille skulle have sin første vaccination, fik vi endnu en sommerfugl med hjem. Det er simpelthen det grimmeste farvevalg jeg nogen sinde har set på en sommerfugl. Hvem er det lige der sidder og beslutter sig for, at farver der ligner de hører hjemme på en kødpølse, ville være passende på en sommerfugl?
Så nu har vi en kødpølse sommerfugl i flokken af sommerfugle, der sidder på køleskabet.

Puha den var pinlig Radio 24/7

Radio 24/7 har et nyt program i luften. Tidligere hed det Et Hundeliv, nu hedder det Et Dyreliv.

En kvinde spørger om hold af kænguruer, og det lægger så op til den ene pinlige udtalelse efter den anden.

Det hele kan høres her

Først og fremmest kan vi konstaterer, at Anette Røpke eller hendes team, slet ikke har læst op på stoffet, før de kaster sig ud i spørgsmålet Kænguruer.

Bekendtgørelse om forbud om privates hold af særlige dyr

§ 1. De dyrearter, der er nævnt i bilag 1 må ikke holdes af private, da de kan frembyde fare eller være vanskelige at holde på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde.

Dyrearter omfattet af forbuddet i § 1

Pungdyr: 

Koalabjørn (Phascolarctos cinereus), kæmpekænguruer (Macropus spp.), alle arter af vombat (Vombatidae) samt flyvepungegern (Acrobates spp., Petaurus spp., Schoinobates spp.), undtagen korthovedet flyvepungegern (Petaurus breviceps).

Hele bekendtgørelse

Havde de nu googlet hold af kænguruer, havde de formentlig fundet ovenstående bekendtgørelse, og her ud fra kunnet konstaterer, at spørgsmål om hvorvidt der var ønsker om en stor eller lille kænkuru faktisk var overflødige, da private slet ikke må holde de store arter af kænguruer.

Man har så valgt at tage kontakt til en dyrepasser fra Aalborg Zoo, hvor de holder grå kæmpekænguru, der sjovt nok hører under slægten Macropus, som også er denne dyrepasseren tager udgangspunkt i.
Og her kan man så også sige, at en dyrepasser i en zoologisk have, nok fra starten er noget modvillig mod at private holder disse eksotiske dyr. Det mener jeg også er fuldt ud forståeligt, men i min optik giver det et galt billede, når ønsket nu var at vide noget om dyrene i privat hold.

Dyrepasseren kommer ind på de specielle ernæringsbehov deres kænguruer har, og her brilliere Anette Røpke med, gang på gang, at afbryde den stakkels dyrepasser. Det er muligt er er børn med i studiet, som larmer lidt. Men kunne man så ikke tage pen og papir med, eller efterfølgende henvise til det podkast der lægges online?
Nå, men tilbage til snakken om kænguruer.

Nu skal Anette Røpke så også lige understrege, at hun da har lidt styr på de der store australske landpattedyr, og omtaler dem som "en slags gnaver", fordi de kan få problemer med tænderne. Dyrepasseren prøver her at hive lidt igen, for nej, kænguruer er ikke gnavere kære Anette Røpke. De er, som Anette Røpke også får talt sig selv frem til, pungdyr. At de skal spise en del plantematierale, gør dem ikke til gnavere. Elefanter er ikke gnavere, selvom de lever af meget plantemateriale. Dyr som heste og køer er ej heller gnavere, på trods af de store mængder plantemateriale begge indtager.

Her fra går det stort set kun ned af bakke.
Dyrepasseren prøver efter bedste evne at forklare hvordan man holder kænguruer i zoologiske anlæg, men det kan ikke rigtig overføres på hold af kænkuru i privaten, og desuden bliver Anette Røpke ved og ved med at afbryde, og selv komme med indspark.

Det kan jo undre, at man ikke har prøvet at læse lidt op på emnet først. Havde dem på programmet nu googlet lidt f.eks. havde de formentlig fundet frem til den ganske udmærket forening Dansk Primat Sammenslutning der også indbefatter andre eksotiske pattedyr. Der er medlemmer i denne forening, der rent faktisk holder kænguruer/wallabyer privat. Og mon ikke de kunne være kommet med nogle lidt bedre indspark, i henhold til at holde sådan et dyr, som privat person.

Drop Sneglegiften!

Der er en del problemer for tiden med, at folk prøver at komme af med den ibiriske skovsnegl, eller dræbersnegl, ved at købe gift i udlandet, der er ulovligt i Danmark.

Der er en grund til at giften er ulovlig i Danmark. Den skader nemlig ikke kun sneglene. Den skader også en række andre dyr, der kan finde på at spise sneglene.
Det vi mest hører om, er pindsvin, men der er også set tilfælde med hunde der er blevet forgiftet, og der er sikkert også en række andre vilde dyr, vi aldrig hører om, der lider under manien med den ulovlige gift.
Det er desuden også værd at huske, at det ikke kun er dræbersneglene der går i giften. Det er også vores naturligt forekomne snegle, det går ud over.

Der er en del opslag i omløb på bl.a. Facebook, med pindsvin der dør, efter de har spist snegle, der er gået i giften.
Senest har jeg selv set dette opslag:

Jeg bliver rent ud sagt skide harm over at se sådan noget. En ting er at pindsvinet dør på en grusom måde, men at dem der skulle hjælpe, ikke får dem aflivet så hurtigt som muligt, men lader dyrene dø på denne forfærdelige måde. Det er simpelthen ikke i orden!

Jeg er desuden dybt frustreret over, at der råbes vagt i gevær ifht. giften, men der ikke rigtig oplyses om hvad det konkret er for gifttyper der er skadelige, hvad for stoffer i sneglegift der altid bør undgås - eller endnu bedre, oplyses om alternative metoder til sneglebekæmpelse.

Et alternativ, der måske kunne virke fristende at bruge, er at strø salt ud. Men det kan ikke anbefales. For det første er det en meget ubehagelig måde for sneglene at dø på. For det andet, er salt ikke godt for naturen, så det er bedst at undgå salt.

Her ud over kan man benytte ølfælder, sneglehegn, kalk, blotlægge jord hen til beplantning, hakke/klippe sneglene eller slå dem ihjel med en spand og rigelige mængder kogende vand.

Her kan du finde et par gode artikler om at komme sneglene til livs, på en måde der ikke går ud over resten af dyrene og planterne i din have:
Naturstyrelsen - Indsamling og Aflivning
PraktiskBolig - Bekæmpelse af Dræbersnegl

Hvornår mænd og kvinder bliver glade for deres børn

Åh hvor er jeg dog led og ked af at læse om mødre, der proklamerer at når mænd ikke er jublende lykkelige over at få at vide, at der er sket en upser og kvinden er gravid, så er det altså fordi mænd først bliver glade for barnet når det bliver født, mens kvinder bliver mor fra det øjeblik der er 2 streger.

SÅDAN HÆNGER VIRKELIGHEDEN IKKE SAMMEN!

Det vil jeg gerne lige have lov at slå fast. Og udtalelser som denne gør, at der sidder mennesker rundt omkring i det ganske land, der føler sig helt forkerte, fordi de har en anden oplevelse af det.

Nu er jeg ikke en mand, men jeg kan da se på omgangskredsen, at der i den grad også er mænd, der bliver himmel henrykte så snart der er 2 streger.

Selv oplever jeg til gengæld, at jeg ikke har de vilde følelser over for parasitten i maven. Tanken om abort er ubehagelig, men jeg føler ingen egentlig kærlighed til det der inde, og jeg har ved mine 2 graviditeter, ikke oplevet at jeg følte mig som MOR, fra det øjeblik jeg stod med den positive graviditets test.
Jeg følte heller ikke overvældende lykke eller forelskelse, da jeg fik mine børn op på brystet. Faktisk følte jeg væmmelse ved den første. Ikke ved ham som sådan, men jeg følte mig totalt overhørt, udkørt og forladt for alt overskud. Det var en meget ubehagelig og grænseoverskridende situation.

Beskyttertrangen er der helt klart fra barnet kommer ud. Meget kraftig endda. Men den her fantastiske kærlighed man hører om igen og igen, den har jeg ikke oplevet fra første øjeblik. Kærligheden er kommet snigende, i takt med at jeg har lært barnet at kende. Første gang tog det nok omkring ½ år eller mere, før jeg sådan rigtig følte den fulde kærlighed. Men det er ikke sådan en "nu savner jeg ham altså for meget, nu skal han hjem til mig" kærlighed. Den er jeg meget bevidst om at andre har, men den har jeg faktisk ikke.
Det jeg oplever, er mere en følelse af, at barnet altid har været der, og jeg ikke kunne forestille mig et liv uden mit barn. Sådan har jeg det f.eks. også med Nick.
Det er en meget underlig, men egentlig og meget rar følelse, at sidde med. Et lille menneske, man kun har kendt i 2 år + 9 mdr i maven, og man har det som om, at barnet har været der, hele ens liv.

Der er ikke nogen gylden formular på, hvordan man oplever et graviditet en fødsel, eller det efterfølgende liv med barn. Den er der hverken for kvinder eller mænd.
Lad være med at føle dig forkert, bare fordi du ikke lige følger "normen". I virkeligheden er normen nok alligevel bare en opdigtet tilstand, for at opretholde et perfekt ydre.

Det vigtigste er at vide, at du er EN GOD NOK forældre, lige meget hvordan du ellers måtte opleve forløbet. Ingen af os er perfekte. 

Webcomics

Jeg sidder jo lidt og leger med min egen webcomic.
Jeg har fået et design til hp'en (ikke perfekt, men der gik så meget ged i at lave det, og jer er evigt taknemmelig for at Magic overhovedet gad lave det til mig), men jeg mangler hp'en, og det kræver at den kære Nick får taget sig sammen ;)
Jeg har faktisk skrevet om det her inde før, under navnet DyreParken. Jeg bliver ved med at smide dem under det navn, men jeg har efterhånden besluttet mig for, at den kommer til at gå under TheAnimalPark da TAP er en god forkortelse, der et eller andet sted også er meget sigende for indholdet...

Men så er jeg da bare begyndt at researche og netverke lidt. Og der har jeg så fundet et forum, hvor der er nogle gode comics, som jeg tænkte at ville reklamere lidt for, og måske hive et par af de gamle med, jeg også følger med i ;)

HeartOfKeol - Er en serie om en gut, der bliver revet ind i et parallel univers, hvor alle snakker koreansk, og der kommer besøgende fra andre dimentioner, med nogle års mellemrum. Den er ikke så langt endnu, men den er virkelig medrivende. Og så er jeg bare helt vild med den tegnestil der bruges i serien. Det er ikke så perfekt som man tit ser, men samtidig ikke sjusket, og Keiiiis formåen med lyseffekter er helt eminent!

BlackMudpuppy - Aztekerguden Xolotl forvandles til en sort axolotl (går også under mudpuppy på engelsk). Efter knap 500 år som padde, hvor han stadig ikke har lært noget, forvandles han til en axolotel/menneske mellemting, og bliver superhelt, sammen med sit menneske sidekick og en blind chihuahua. Tegnestilen er rigtig humorristisk, og der er generelt en del carkastiske undertoner over hele serien.

RAWR - Ja... Det skal vist opleves. Det er en ret morsom, og faktisk også meget informativ, serie om dinosauere.

DinnersaurusRex - En super nuttet serie om T. Rex børn og deres mor. 100% uden tale. Der er en nuttet saurus, og en der egentlig bare burde lukkes inde på en anstalt ;)

GISHWHES

Så må det endelig offentliggøres hvad vi har rendt rundt og lavet. og jeg knytter da også lige et par kommentare til tingene. Hovedpræmien i år er en rejse til Costa Rica. Hvis vi vinder, kan jeg dog ikke tage med, pga ungerne, men man har da lov at håbe på at vi vinder ;)

 

Et stk nyopdaget dyr på forsiden af National Geographic.

Dyret er tegnet i ArtRage, og forsiden er lavet i Scribus. Det er et stock foto der er brugt som baggrund. Dyret blev jeg ikke sådan helt glad for, men point er point ;) Til gengæld fik jeg lige lært et par småting i Scribus, så det var ret positivt. Og jeg fik også lige leget lidt med GIMP. Det er 2. gang  jeg bruger GIMP, men det var udelukkende til at fjerne baggrunden på dyret (som jeg egentlig også kunne have gjort i ArtRage, det blev bare bedre i GIMP)

 

Det her er Iron Man og Robert Downey Jr der er lavet i salt og peber. En del af opgaven lød på at de skulle tweetes til Robert Downey Jr. Prøv engang at lede twitter igennem, der er nogle helt vanvittigt gode submissions - selvom jeg nu også er ret glad for den her ;)

Der er fundet refs først, som jeg outlinede, og så er de printet, og salt og peber er kommet oven på.

 

Maskot jeg smed sammen. Den blev ikke brugt så meget, men det er altid hyggeligt at lege med ArtRage

 

 Misha Colins og Dronning Elisabeth II so 1950's BFFs

Igen er mit favorit tegneprogram ArtRage brugt.
Ligeledes outlinet først. Fandt et par refs i form af pinupper, som jeg tegnede af, og så tegnede jeg hovederne på kroppene efterfølgende. Misha ligner lidt ham kvinde/manden er vand Eurovision lol

Selfie med alt for lækkert ansigtshår ^_^

Til ære for Leonard Nimoy. Fremgangs måde som på salt og peber. Først skitse på computer, så print på papir. Men her brugte jeg noget sand jeg har liggende. Jeg elsker at lege med mit sand, og jeg bliver nødt til at finde tid til det i fremtiden også. Det her kommer formentlig op i en ramme, og kommer op på væggen ved lejlighed - er planen faktisk også med salt og peber halløjet.

 Kærlighed på billedform.
For mit vedkommende er det egentlig mest en provokation. Jeg går ind for at man skal amme, under hensyntagen til andre. Dog er jeg ved at være virkelig træt af, at et billede som dette, kan vække harme hos andre, og blive meldt på f.eks. Facebook, så det bliver taget ned. Men hel- eller halnøgne mænd og kvinder, i forsvindende lidt tøj, får lov at blive stående.
Huen er hjemmehæklet til begivenheden - så hvis der er nogen der læser det her, og vil have sådan en baby hue, så har jeg en liggende jeg ikke skal bruge ;)

Noget kode halløj. En anden foreslog at den skulle laves på denne måde. Hold op det er svært at finde W'er og Z'er i danske aviser Ô_o

Hvis man er interesseret, er det sikkert muligt at finde yderligere billeder fra mit hold, under #TeamMetalGeckoLovesTheLunchClub
De har været så fantastisk kreative, at jeg godt kan anbefale at man går på jagt efter de ting de har lavet.

Det har været en fantastisk sjov uge, selvom jeg ikke har været meget bevendt, uden for hjemmets fire vægge, da jeg har den store på 2 of den lille på 2 mdr jeg har skulle holde styr på også ;)
Jeg vil super gerne deltage til næste år også, men der vil ungerne være hhv 1 og 3 år, så spørgsmålet er hvor realistisk det vil blive + jeg håber at kunne starte skole til næste år.

Er jeg en god nok mor?

Der er så meget oppe i medierne med børn for tiden.
Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.

Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?

Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.

Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg  blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?

Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?



Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.

Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.


Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.

Det er synd for børn at være mange timer i pasning!

Eller er det?

Nu har der været noget ferie, (helligdag torsdag, og så holder dagplejen fri fredag), og så har vi været ramt af sygdom. Dvs. at knægten ikke har været i dagpleje siden onsdag i sidste uge.

Da det er mavevirus han (og jeg) har været ramt af, har han ikke kunne komme afsted, før det der kom igennem så fornuftigt ud, på trods af at feberen var væk, og der ellers bare har været knald på. Dvs. at  han er begyndt at kede sig noget, og i går sad han flere gang i løbet af dagen, og spurgte efter sin dagpleje.
I dag kunne han så endelig komme afsted, og han var så begejstret, at han stort set ikke havde tid til at sige farvel, da han blev afleveret.

Så kan der jo argumenteres for at vi understimulerer her hjemme, men hold op hvor er han glad for at komme afsted, og han er kun lige knap 2 år. Han har en veninden der ovre, han leger og skændes rigtig godt med. Så er der to mindre børn, han er rigtig god til at lege sammen med.

Jeg kan godt forstå dem der vælger at deres børn skal være så lidt afsted som muligt. Vi aflevere kl 9 og henter et sted mellem 15 og 16. Det passer mig meget godt at vi kan sætte ham af så sent, for vi er alle sammen B mennesker.
Men fordi nogen børn trives bedst hjemme, er det ikke ensbetydende med at alle børn trives bedst hjemme. Det er fuldstændigt det samme med vuggestue vs. dagpleje debatten. Det ene alternativ er ikke bedre end det andet, så sort hvidt kan det ganske enkelt ikke stilles op. Det kan faktisk være enormt trættende at man skal sidde og forsvare tilvalg af dagpleje, og for folk der sværger til vuggestue. Vores stortrives i en dagpleje, jeg er ikke sikker på han ville trives i en vuggestue, da der sker alt for meget. Men andre børn stortrives til gengæld i vuggestuer, og ville formentlig ikke have det optimalt i dagplejer.

Det, det hele kommer ud på er, at jeg ville ønske at man havde lidt mere forståelse for, at hvad der virker for mig og mine, ikke nødvendigvis virker for dig og dine. Men det gør ikke det jeg gør mere eller mindre forkert.

Op af bakke

Jeg synes godt nok den her graviditet er noget op af bakke.

Jeg har været plaget af snot og hoste i en uges tid nu. Rigtig lækkert grønt betændelses snot, dog uden feber. Og sådan noget der smager forfærdeligt, især om morgenen, når man er helt udtørret i mund og hals, efter en nat hvor næsen bestemt ikke har virket.

En dag gik det endda over og gjorde ondt omkring det ene kindben, men heldigvis gik det over igen til dagen efter - det var naturligvis weekend, så der blev ikke ringet efter læge, og uden feber havde det også været spild af tid alligevel.

Nu er det er så hverken værre eller bedre, end at jeg i går morges vågnede med ondt i den ene side af ganen, og jeg har nu en lækker bule i ganen der gør ondt -_-
Længe leve akuttider hos øre/næse/hals læger.

Som sådan ikke noget særligt, og ikke engang sådan rigtig graviditets betinget. Men når man så samtidig render med bækkenløsning og bliver forpustet af at gå sølle 5 meter... Det der med at bo på 2. sal er da også rimelig dumt må man sige. Godt vi ikke kiggede lejlighed på 4.

Men nu har jeg heldigvis snart fødselsdag, så ska jeg hygge med det - og en dreng der er ved at få flere kindtænder så vidt vi kan se + ild i rumpen = ikke til at styre.

Men jeg så et egern i går da vi var en "kort tur i skoven", der endte med at tage 2 timer. Så jeg kan egentlig godt forstå at understellet er lidt modvilligt i dag ^_^

Graviditet og søvn

Normalt når jeg rammer muren, er det bare at vente, så formår jeg stille og roligt at kravle over.
Når jeg rammer muren nu, hvor der er lidt over 1 måned igen, er det som om muren stædigt slår mig ned igen og igen.

I NEED SLEEP

Og her ligner simpelthen et bombet lokum efterhånden...

Ting man kun hører med børn i hjemmet

"Av for helvede, den giraf er spids"

Egentlig plejer jeg at dele det her på Facebook, men det er lidt nemmere, og egentlig også sjovere, at finde frem her inde fra igen :)
Så det kan være de kommer med mellemrum.

Lidt hobby info

Ja, da jeg har fundet ud af at jeg bliver stalket her på bloggen, må jeg jo hellere komme med en update (du ved selv hvem du er ;))

Jeg har fået bestilt 2 bøger hjem, og jeg glæder mig simpelthen så meget.
Den ene bog er til brug i Scribus. Så håber jeg at jeg kan få sat nogle ting op, der gerne skulle bruges i chinchilla øjemed.

Og så kommer der en bog hjem om at læse hurtigere. Den kommer fordi jeg gerne vil ind og læse igen, og med 2 små børn tænker jeg, at det er en god ide at kunne sætte tempoet lidt op. Det ville heller ikke gøre noget generelt bare at kunne læse ting hurtigere, så jeg ikke når at gå død i det før jeg er færdig.

Jeg glæder mig SÅ meget til den Scribus bog. Det bliver spændende at se om jeg overhovedet an finde ud af at bruge den.

Hvad er bedst for baby?

Ja, nu er jeg en af de der kedelige typer der bare skriver om mit barn og mine tanker om dette på min blog.

Jeg sad bare og læste noget et sted, og der er så tit folk der spørger ind til andres meninger om hvad der er bedst, frem for at opsøge folk der har specialiseret sig inden for området.
Misforstå mig ikke, andres mening kan være en glimrende måde at få en ide om hvilken retning man skal bevæge sig i, men man skal passe på med ikke at overføre det til det ultimativt bedste for en selv, eller ens barn.

Nu handlede det tilfældigvis om bæreseler, og der bliver spurgt ind til hvad der er bedst. Bæreseler er en jungle, som jeg ikke vil gøre mig klog på. Vi har en strækvikle, 2 MeiTai seler og en BECO bæresele, så det er jo noget begrænset med erfaringen, da vi ikke har en af hver model på markedet, eller bare har prøvet en af hver model.
Problemet er lidt, at folk tager udgangspunkt i hvad der er bedst for dem selv, ikke hvad der er bedst for alle andre. Ud over det er TÆNK! kommet ud med en test af bæreseler, og så bliver der lagt op til, at dem der vinder, må være de ultimativt bedste seler til alle. Men selv ved forbrugertests kan man blive nødt til at tænke selv, for TÆNK! kan også lave fejl, og desværre nægter de kategorisk at sende rettelser ud, hvis der skulle vise sig at være fejl i deres tests.
Jeg er ikke ude på at hakke på TÆNK!, da vi selv holder deres blad, og faktisk er glade for det, jeg vil blot appellere til at folk også selv går ud og prøver ting af, og læser nærmere op på tingene.
Som med de her bæreseler. Vi er begge i god stand her hjemme, så vi fik frarådet at købe f.eks. Manduca af Sneglehuset.com. En BECO er bedre egnet hvis man har for meget på sidebenene. Og hvad skal man da også bruge det til, at en sele har vundet i en given test, hvis pasformen er helt elendig til en selv? Så ender man jo med at miste modet, og sige at det her ikke er noget for mig, for bæreseler sidder dårligt.
Ud og prøv dem! Prøv dem hos en af de mange specialiserede forhandlere der er rundt om i landet. Vi har været ved Sneglehuset, fordi de ligger tæt på hvor vi bor, men jeg er sikker på at de andre der ude, er lige så kompetente.

Og så kom jeg til at tænke på autostole. Der har også været større debatter om det, og om hvorvidt børn skal sidde bagudvendt til en vis alder. Måske skulle der ligefrem lovgives omkring det?!
Jeg kan godt forstå argumenterne for at det er mest sikkert at barnet kigger bagud. Jeg kan godt se at det er bedre for ryg og nakke, da stolen tager bedre fra. Jeg er godt klar over, at der er andre billister på vejen, så det ikke kun er min kørsel der bestemmer om vi kommer ud for et uheld eller ej.

MEN!

Vores dreng har det mange kalder gode lunger, nogen kalder ham viljestærk. Han kan skrige. Ikke bare knirke, men sådan virkelig skrige, så folk kommenterer på hvor meget, højt og længe han skriger. I dag hvor han er 19 mdr er det bedre, men der er stadig virkelig tryk på de dér lunger, når der er noget der går, som herren ikke lige ønsker det.
Vi oplevede desværre at han blev helt hysterisk af at blive sat i den bagudvendte stol. Jeg har prøvet at køre med ham i 30 min hvor han bare skreg, og han holdt først op da vi kom hjem. Jeg kan til dels slå fra når han skriger, men det er stadig skrækkeligt, og der ryger virkelig meget fokus fra trafikken, når man har sådan en bag i, der bare skriger og skriger og skriger.
Så snart han havde størrelsen, kom han derfor over i en autostol der vendte fremad, og skrigeriet forsvandt stort set som dug fra solen. Vi har stadig episoder, men det er mere pga søvn, og aldrig de der sindssyge perioder, der kan vare 30+ minutter.
Så er det meget muligt at min søn er mindre sikker når han vender med fronten mod os, men ærligt talt, så tror jeg han er mere sikker, i og med at vi nu kan have fuld fokus på trafikken, og ikke skal sidde mede hovedet fyldt med barneskrig.


Det jeg vil frem til er, at egne erfaringer, videnskabelige undersøgelser og hvad der ellers er af glimrende argumenter i den en eller den anden retning, er ganske rigtigt glimrende argumenter. Men det behøver ikke betyde at det er sandheden.
I sidste ende må man tage det hele til sig, og ud fra den situation man nu engang selv sidder i, tage en velovervejet beslutning.
Dem der bliver sure over at man ikke vælger deres vej, må lærer at forstå, at der er andre veje til målet, og hvad der virker for dem, virker ikke nødvendigvis for alle andre.

Fødsel og alt det halløj

Jeg sidder på et graviditets og børneforum.
Det er nogle lidt spøje følelser der opstår, når kvinder der er gået over termin, snakker om igangsættelse.
Jeg kan virkelig godt onde de her kvinder at blive sat i gang, så de kan få deres børn ud, og jeg ønsker ikke at føde før tid, pga. alle de komplikationer der for det meste medfølger en for tidlig fødsel. Trods alt er det kun uge 22 i dag, så der er lige 18 uger tilbage.
Men hold op hvor kan jeg godt sidde og tænke; "bare det var mig".

For jeg er ikke en af dem der nyder min graviditet. Jeg hader den heller ikke, jeg har bare ikke noget egentligt forhold til den. Det er fint nok at være gravid, men jeg kunne som godt være foruden.

Og nu vi er inde på det, så er det også lidt underligt, at man hele tiden får smidt i hovedet, at man bare skal nyde sin graviditet, at man knytter så tæt et bånd til barnet og hvad ved jeg.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal nyde min graviditet. Der er mere vægt at bevæge rundt, jeg har svært ved at løfte knægten, jeg bliver hurtigere forpustet, jeg har bækkenløsning, der er noget mad jeg ikke kan spise, fordi det giver mig så vanvittigt meget halsbrand, tøjet passer ikke mere, jeg er træt hele tiden, mit hår er træls og bliver lynhurtigt fedtet, jeg har super uren hud pga hormoner, og så er der samtidig en der ligger og sparker mig i maven, og det skal jeg så bare nyde ;)
Det er heller ikke fordi det skal lyde som om det er super surt, sådan er det heller ikke, jeg er bare lidt... meh... ikke ligeglad, men det er ikke det der fylder mest. Altså lige bortset fra elle følgevirkningerne, der gør at jeg ikke kan undgå at bemærke at der ligger en lille dims og roder rundt der inde.

At nogen knytter bånd skal som nok passe, det føler jeg bare ikke at jeg gør. Jeg har ikke en fornemmelse af at jeg kender dimsen i maven, jeg kan bare mærke den.

Til gengæld er jeg håbløst nervøs denne gang, og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg spekulerer overdrevet meget på om den nu også har det godt, selvom der intet er, der taler for, at noget skulle gå galt. Vi ved jo for pokker at alle kromosomer er fine, og til gennem scanningen var der heller ikke noget at komme efter.
Det er så den helt store ulempe ved at sidde på et forum, hvor alle kan skrive frit om alt de oplever. For hver dårlige beretning jeg læser for tiden, bliver jeg mere og mere paranoid, også selvom jeg VED der ikke er nogen logik bag det.

Måske man skulle benynde at betegne sig selv som særligt sensitiv (hvilket jeg egentlig er, men jeg hade at blive proppet i en boks), og så give det skylden ;)

Alle elsker Uld Pilgaard

Det er altså nogle gange sjov at læse i oversigten hvad et program går ud på.

Her er det DR K der brillere med beskrivelsen til noget gammelt dansk satire af navnet Hov-Hov

Gravid med nr 2 - kan tripel X gives videre?

Jeg er 28 år gammel, og venter barn nr. 2. med min mand på 42. Teksten her er fra ca. uge 5 i graviditeten (2014, uge 41)

Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.

Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY). 
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.

Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.

Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.

Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.

Lidt update

Puha det er længe siden jeg sidst har skrevet her inde.
Jeg har faktisk haft en masse ting jeg har haft lyst til at skrive, men af forskellige årsager har jeg udskudt det.
Men nu er jeg ved at være på banen igen, så jeg vil så småt begynde her inde igen.

Det går hverken værre eller bedre end at vi venter barn nr. 2, i den forbindelse har jeg ført lidt dagbog over tanker og følelser, som jeg ikke har haft lyst til at dele, før vi vidste at der ikke var noget galt. Det har vi nu vidst siden midt i december, men så kommer der jo jul og andre ting ind i billedet, så derfor lidt ventetid.

Så updates om graviditet og tankerne der følger, kommer snart her inde :)

Så håber jeg også at jeg snart kan få min lille webcomic i luften. Jeg har 20+ striber der bare sidder og venter på en hjemmeside, så nu må vi se hvordan det går med den. Der mangler bare lidt småting, som et design, før den kan komme op og kører.

Min alt for awesome skitse af hvordan jeg vil have den til at se ud... Det er vist meget godt at det ikke er mig der skal lave det egentlige design ;)
Nårh ja, og det ændre nok navn til The Animal Park aka TAP, fordi den både bliver på dansk og engelsk. Selvom ChinchisArk også lød lidt tiltalende...