Kong dinoer

Jeg burde virkelig scanne dem her frem for at tage billeder....

 Reffosaurus
 

Trizeratops, nu med mere farve, mangler stadig baggrund

Dino Duller Kong Edition

Jeg har købt noget sort tegnepapir og nogle metallic drewent farveblyanter.

Efter en samtale om tegninger og generel kreativitet, blev jeg inspireret til de her dino doodles.

Jeg er virkelig ikke ret sej til at lave nutte-nutte tegninger

De bliver nok til en lille serie, baseret på nogle mennesker på en kongregate chat

Shorty som T-rex

Ikke fit for fight, men fyldt med former, som en rigtig kvinde

TriZERAtops - stort set kun tegnet op.
Og ja, den spiser penge... for tilsyneladende har de her dyr ingen videre økonomisk sans

Lidt hospitalssjov

Nu er det alligevel ved at være ret længe siden at vi så det her, men jeg vil dele det alligevel.

Set på HvidovreHospital, i den afdeling hvor man henvender sig omkring alt der har med graviditet at gøre :)

Tekst over maskine til "selvbetjening"

Besked på maskinen...

Vikinge hjelme

Lidt hæklede vikingehjelme. Den sidste mangler horn, den har fået det ene horn på, nu mangler jeg bare at lave det andet.

Det er en opskrift jeg har købt. Jeg så den oprindeligt hos www.fru-pigalopp.dk der havde lavet den udgave man kan se øverst her.
Den var tiltænkt knægten, men han hader at have ting på hovedet. Nr. 2 er lavet fordi jeg ville se om man kunne lave den med det mønster, og jeg tænkte det kunne være sjov hvis far og søn matchede. Men da han tilsyneladende heller ikke er interesseret, fordi den er lidt stram om hovedet, finder den muligvis et andet hjem.

De er lavet af Strikkebogen Lama Uld. Hvis man selv vil prøve, kan opskriften købes på Raverlry

Ideer til farvekombinationer:

Og ja, jeg har tegnet en rund plet for meget på båndet forneden :)
 Farverne tager udgangspunkt i dem jeg sådan lige mener ville se gode ud. Men man kan naturligvis også lave dem i andre farver.
For at ramme guld-effekten, bruger man brændt karry farven fra strikkebogen.

Jeg tror jeg kommer til at lave flere af dem... Det kræver bare jeg kan få dem afsat, ellers kommer vi til at svømme i hjelme.

Bitter og indebrændt, og hvad gør man så?

Jeg er så sur at jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal udtrykke mig.

Eftersom jeg har en mosaik af Triple X, kan det være svært at sige hvad det er Triple X problemer, og hvad der måske kommer af noget andet.

Det der gør mig bitter er, at man siden før jeg blev født, har vidst at jeg havde en mosaik af Triple X. Det var ikke noget man umiddelbart havde set før her i Danmark. Det har jeg sikkert nævnt på bloggen tidligere, men nu nævner jeg det så igen.
Hvad jeg så ikke begriber, er at man ikke har fulgt op på mig. Man har tilsyneladende bare været ligeglad.

Jeg er fra 1986. I 1989 udkom der en folder om kønskromosomfejl og de symptomer der kan følge i kølvandet på dem. Dvs. både kønskromosomfejl hos piger og drenge, så ikke specifikt om Triple X.
Denne folder får jeg først kendskab til i midten af 0'erne.
JEG får kendskab til den... Ikke mine forældre, som ellers kunne have brugt en del af den info der stod, da jeg var lille. JEG fik folderen, da al viden i den nærmest var forældet. JEG fandt ud af, at mine forældre burde have fået noget opfølgende info, som de ikke fik.
Det var MIG der aktivt skulle ud og finde ud af det.

Mine forældre har ellers ikke ligget på den lade side. Da jeg var ca. 16 var vi en tur om en overlæge ude på Rigshospitalet, som skulle vide noget om emnet. Men magen til ligeglad knoldesparker skulle man da lede længe efter. Han blev ved og ved og ved med at kalde mig Helle, på trods af at min mor gang på gang rettede ham og kaldte mig Pia.
Han havde glemt vores møde, og var i det hele taget bare meget ufokuseret, da et eller andet forskningsprojekt trak mere.
Her havde man haft muligheden for at udlevere noget relevant information, men der kom intet. Jeg var så sur, at jeg slet ikke fik spurgt ind til halvdelen af det jeg ville, så der kom vi godt slukørede fra igen.

I forbindelse med at manden og jeg begyndte at tænke baby, kom vi igen ind på Riget for at snakke med nogle "eksperter". Jeg fik en smule info jeg ikke selv havde, men fik så også i hovedet, at der ikke forskes i Triple X, da det ikke er interessant nok.
Det har jeg så sidenhen fundet ud af slet ikke passer. Der sidder faktisk også en her hjemme der har interesse i emnet, men det er helt i Århus, og der vil man tilsyneladende ikke henvise til, når man intet ved om emnet på Riget. Jeg ved ikke om man er bange for at tabe ansigt, men helt ærligt, så er jeg komplet ligeglad med hvad et hospital eller hvad en forsker står til at miste. Det her er mit liv. Det er mig der lider under den totale mangel på engagement jeg er blevet mødt med, siden før jeg blev født. Det er mig der har haft en masse lort jeg skulle forholde mig til, hvor jeg er blevet mødt med mistro fra omverdenen. Så at en eller anden tilfældig forsker måske mister ansigt ved at sende mig videre, det er jeg helt ærligt bedøvende ligeglad med.

Jeg får meldt mig ind i en Triple X forening der starter op i Danmark, og bliver spurgt om jeg vil være med i et forskningsprojekt.
Det vil jeg gerne, for man vil vel gerne hjælpe andre med samme problemer, og vi er ikke så mange voksne kvinder i DK, der har fået konstateret Triple X, selvom det skulle være ca. 1 ud af 1000 der har fejlen, enten som ren Triple X syndrom eller som en mosaik af en art.
Her får jeg en smule mere info af fornuftig karakter. Det er faktisk første gang jeg oplever at blive mødt af nogen der reelt har en interesse, og ikke bare prøver at lukke samtalen af med en sludder for en sladder.

Mit problem er, at jeg har noget depression. Det ligger også til den ene side af min familie, men så vidt jeg sådan lige umiddelbart kan forstå, er mit lidt anderledes.
Jeg er meget indadvent. Det er der ikke så mange der lige kan forestille sig når de møder mig, men sådan ligger landet. Jeg er formentlig også det der så populært er begyndt at blive kaldt sensitiv. Jeg har en grim vane eller evne om man vil, til at tage andres følelser på mig.
Min tid i folkeskolen var noget lort. Sådan er vi jo mange der har det. Mit problem var, at det ikke rigtig blev accepteret at jeg var som jeg var, og mine forældre har aldrig tænkt over at det måske var Triple X der gjorde udslaget, for der er aldrig nogen der har fulgt op på hvad der kunne være af problematikker. En ting er når de andre elever har svært ved at forholde sig, men det kan næsten kun gå galt, når lærerne også peger en ud som en sær snegl, fordi man er mere indadvendt end gennemsnittet.

Her ud over har jeg så også en del bøvl med mine fødder.
Min ene fod har bl.a.været i et cykelhjul, og er blevet skadet den vej rundt. Desuden har jeg nogle sener der er for korte, som bl.a. giver sig til udtryk ved at jeg går skævt på mine fødder.
De er så blevet værre gennem de seneste par år, og nu er jeg ude i at jeg skal søge om tilskud til indlæg jeg skal have i mine sko.
Det er i sig selv angstprovokerende, fordi jeg skal have min læge og evt. en speciallæge til at se på det, men hvis jeg fanger min læge på en dårlig dag, får jeg med al sandsynlighed at vide, at hun ikke kan bruge ressourcer på sådan noget, fordi et eller andet pladder med kommunen og hvem midlerne skal bruges til.
Men jeg spørger så min fys hvad jeg kan bruge som argument for at hun skal hjælpe, og her får jeg gud hjælpe mig at vide at jeg er noget hypermobil i mine fødder, og det bl.a. er derfor at de er helt åndssvage.

Jeg er i dag 28 år. Jeg har igennem mange år været hos forskellige læger, fysioterapeuter o.l. pga. mine fødder, og ikke en gang før er der nogen der har nævnt for mig, at jeg er hypermobil i mine fødder.
Det er arveligt, og noget af det er formentlig fra min mor, da hun havde problemer med at vrikke meget om som ung, hvilket jeg også har bøvlet med.
Men hypermobilitet ligger også til Triple X.

Så nu sidder jeg her. 28 år gammel med mand og barn, og føler at jeg er begyndt at kører med klatten.
Men så kommer der lige sådan nogle ridser i lakken.
Sådan noget lort, som BURDE have været opdaget tidligere. Der BURDE have været nogen inde over, som havde holdt øje med, fulgt op på, eller i det mindste informeret om eventuelle komplikationer som disse.

Hvor helvede er logikken i at gravide skal til den ene screening efter den anden, når der alligevel ikke følges op på tingene?
Hvorfor skal jeg betale så pokkers meget i skat, når jeg ikke får det igen, jeg bliver lovet?
Hvorfor skal mine forældre betale så meget i skat, når de ikke får det, de bliver lovet?

Jeg kan bare sidde her og tænke. Tænk engang hvis der havde været fulgt op.
Måske havde min skoletid ikke været det helvede det blev til. Måske kunne det have været mere tåleligt. Måske kunne mine forældre have hjulpet mig bedre, hvis de havde vidst hvad der foregik. Måske havde jeg oplevet mere støtte i det private, hvis mine forældre havde haft informationerne, så de kunne fortælle andre hvordan det hang sammen.
Måske kunne jeg have undgået et par halvhjertede og et helhjertet selvmordsforsøg, der endte i en indlæggelse, og en forfærdelig behandling af plejepersonalet (for den gang mente man tilsyneladende, at den bedste måde at holde selvmordsplagede mennesker væk, var at tryne dem så meget, at de aldrig fik lyst at søge hjælp igen).
Måske kunne jeg have undgået at spilde år på et studie, som evnerne simpelthen ikke rakte til, da problemer med f.eks. matematisk forståelse kan være et symptom fra Triple X.

Ikke at jeg egentlig vil have det anderledes, for ens fortid gør at man er hvor man er nu, og jeg er sådan set ret tilfreds.
Jeg føler mig bare så svigtet af systemet. Et system der bryster sig af at alle har et sikkerhedsnet i det system vi alle betaler til. Men faktum er, at det bare ikke er sådan. For med mindre man er interessant, eller der er noget meget synligt der er anderledes, så er man lige meget.
Vores system er af en eller anden grund ikke rystet til at tage ting i opløbet. Det skal helst vente så længe, at det kommer til at koste samfundet rigtig mange penge, før man gør noget.

Så nu sidder jeg her, lidt mindre sur, men ved stadig ikke rigtig hvad jeg skal gøre.

Depression og død

Fordi jeg har behov for at få luft.
Undskyld det er på engelsk... 

This whole depression is awfull-bull, when some one know takes his or her own life, annoys the shit out of me.
Suddenly people give a damn.
Suddenly every body knows what it's all about, and every body is so darn understanding.
Well - where the fuck were you 15 years ago, when I tried to slit my wrist?
Where the fuck were you 10 years ago, when I was hospitalised with an attempt to take my own life by overdosing?
Yep, that's right. You weren't there, because you only saw the happy me, and when I tried talking about it, you looked at me like I was insane.

It's fine that you have some insight now that one of your idols have past - but how about actually doing something about it? Be nice to the people around you, try talking if you see one of them hurting.
Stop the bullshit updates, and start doing something!

Kunsten at gå i panik

Der er sikkert flere der kender det.

Vi så på en ledig lejlighed her i egendommen, for at afgøre om den var noget for os.
Der var to andre med små børn, dem med lejligheden, og et andet par. Den ene er omkring 2, den anden er vel 9-10 mdr.
De snakker så pludselig børnehave, og her kan jeg mærke at jeg går i panik.
På daværende tidspunkt var vores 1 år, nu er han 13 måneder, og børnehave var bare slet ikke noget vi var begyndt at udforske endnu. Jeg ved jo godt at de skal starte omkring de 3 år, men jeg tænkte at der var god tid.

Vi har hele tiden snakket privat børnehave, af forskellige årsager, og har haft kig på et par her i nabolaget.
Men da de andre forældre så snakkede om at de havde været ude og kigge, især dem med det mindre barn, var der koldsved og galoperende hjerte. For tænk nu hvis man ikke fik en plads, der hvor man gerne ville hen?
Eller var vi bare sent ude? 1 år virker jo ikke som noget, men måske skulle man i virkeligheden havde været ude, allerede før man havde fået en plads i dagpleje?

Da der så blev slået en seddel op på døren, om åbent hus i den lokale private børnehave, meldte mor her ud, at den skulle vi ned og se, for hvis vi nu var sent ude, så måtte vi jo hellere komme i gange nu.

Så i går fredag, fik vi besøgt børnehaven. De virkede til at mene at vi var lidt tidligt ude. Det er jo skønt at vide... Men nu fik vi da kigget 1 sted, og det har helt klart potentiale.
Ikke nok med at det er under 5 minutter væk, der er heller ikke mere end maks 20 børn af gangen.
Forældrene virker desuden lige som noget der passer mor her. Det kan naturligvis nå at ændre sig, men mon dog det sker.

Så det ser ud til at vi har et sted han skal skrives op.
Vi bør dog nok også se på andre steder, bare lige for at få kigget lidt flere muligheder efter. Og så gør det vel heller ikke noget at man evt. er skrevet op flere steder.

Nu er næste punkt at gå i panik med skoler. Her er vi nemlig også mest interesserede i privatskoler, og der skal man jo også være tidligt ude, når hvor den nye reform tilsyneladende skræmmer en del forældre over i privat regi.

Lidt billeder

Jeg var i Søndermarken med knægten i dag.
Så har jeg fået sat min telefon (nexus) til at lave automatisk backup af mine billeder - ikke rigtig med vilje, men det er da meget fint.
Og så opdager jeg at den laver det her Auto Awesome på nogle af billederne.
Det er godt nok sært - men de bliver nu også ret cool :)

Ja, der er jeg nu meget enig, det er da noget mere awesome end originalen - og ja, den skæve vinkel er med vilje. Lå ned og hyggede med knægten :)

Og så en lille perle (det er ligeledes Auto Awesomet) som står i mandens chefs have = de har selv lavet den ;)

 

Ikke sikker på jeg er specielt begejstret for effekten på dette billede, men det er da lidt nørdet :)
Inden i er der gået rigtig Dr Who i den. Der skulle stå et par stole man kan sætte sig på, og når man så røre ved hinanden, så bliver der taget billeder. Svagstrøms nørderi på den fede måde.

Lakrids i marengs

Det er ikke noget jeg har prøvet endnu, men er i gang.
Egentlig er jeg slet ikke glad for at der skal lakrids i alt muligt, men nu står jeg med noget kørvelsuppe, og havde en masse stilke i overskud, så nu er der dømt udtræk af kørvelstilke :)

Så vil jeg prøve - såfremt jeg kan få de dumme marengs til at blive ordentlige - at blande det i sådan en portion marengs, og se om det er noget der er spiseligt.

Suppen er desuden blevet lidet fesen. Sådan er det når man er doven, og ikke får pillet nok små stilke fra kørvelen -_-

Ubehagelig oplevelse med ambulancefolk

Jeg har skrevet det her, fordi det bliver ved med at gå mig på, og jeg blev nødt til at komme af med det.

Hele situationen var meget ubehagelig, da vi blev mere og mere nervøse pga. udmeldinger fra sygeplejerske og læge i 1813 telefonen, og der efterfølgende kom en falckredder, der var meget nedladende i sin måde at tiltale os på.

Kære falckredder

Tak fordi du kom ud til os, da vores søn fik et anfald af falsk strubehoste midt om natten.

En anden gang, tror jeg dog du skal tænke mere over hvordan du tiltaler dem du kommer ud til, da jeg er bange for at du kan afskrække folk fra at ringe efter hjælp igen.

Vi vågner midt om natten, ved at vores søn ikke kan trække vejret, og han hoster. Min første indskydelse er at dampe badeværelset til, og gå der ud med ham. Da dette ikke rigtig virker, ringer vi 1813.

Der går kludder i indtastning af cpr nr, men vi kommer da igennem, og får fortalt hvor gammel vores søn er, og sygeplejersken i den anden ende, får hørt hans vejrtrækning. Hun lyder urolig – selvom vi egentlig ikke har været det – og det gør så også mig urolig.

Hun sender os videre til en læge, der sige at han skal i kold luft, undertegnede skal slappe af, og så vil han ringe efter en ambulance.

Her begynder undertegnede at blive rigtig nervøs, fordi ambulance slet ikke var noget vi havde tænkt på.

Og så er det du kommer ind i vores liv. Du starter med at sige, at han jo ikke er en baby, og vi må have oplyst forkert CPR nr. Nej, han er ikke en baby, men omkring 10 måneder.
Efter lidt tid på gangen, spørger du om du må komme ind. Det første du kommenterer på er, hvor varmt der er, og vi skal lufte ud flere gange daglig, i et noget nedladende tonefald. Herefter konstaterer du at vi har burdyr, og de sikkert har gjort det hele meget værre – det er der ikke noget videnskabeligt belæg for, og jeg bliver faktisk ked af, at folk der skulle komme og hjælpe, er så fordømmende.

Vi bor i en ældre egendom, og vores lille badeværelse er ude på gangen, lige over for hoveddøren. Når min første indskydelse har været damp, er der naturligvis blevet noget lummert i det område, da det ikke kan undgås at der slipper varme ud af badeværelset.

Pga. egendommens alder, bliver her meget hurtigt varmt. Vi lufter ud flere gange daglig, og på varme dage, bliver vi nødt til at have vinduer åbne hele dagen, for at holde temperaturen på et fornuftigt niveau.

Jeg blev rigtig ked af, at din antagelse var, at vi slet ikke lufter ud – for vi bestiller praktisk talt ikke andet, hele sommerhalvåret.

Du tager vores søn med ned på gaden, og her får han det bedre. Du beslutter dig for at se hvad der er noteret af CPR nr, for du er stadig overbevist om at jeg har oplyst galt CPR til 1813. I dine papirer kan du konstaterer, at det er det korrekte CPR nr der er oplyst, men der kommer ikke så meget som en undskyldning fra dig, efter du har stået og sagt, at jeg har oplyst det gale CPR nr da vi ringede.

Det ender med, at vi selv kan få lov at kører på hospitalet, og her får vi en god behandling.

Men jeg er faktisk rigtig ked af den behandling vi fik af dig. Jeg følte mig som en rigtig dårlig mor, og følte at jeg ikke lavede andet end fejl, på trods af at jeg bare havde fulgt mine første indskydelser mht. behandling af min søns hoste, og at ringe efter hjælp.

Så til en anden gang, skal du som sagt nok overveje hvordan du taler til folk. Jeg har ikke så meget lyst til at ringe efter hjælp en anden gang, hvis det kan betyde, at du kommer ud til os igen, og fortæller os alle de ting du mener vi gør forkert, frem for at prøve at hjælpe os.

Mvh. en ikke perfekt, men god nok mor.

Hæklet Squirtle

Lavet til en kusine, der skrev og viste mig et par links til nogle hæklede pokémon, og sagde at hun gerne ville have en Squirtle i fødselsdagsgave.
Som sagt, så gjort.

Den er lavet i Hjertegarn med en 3,5 mm nål.
Øjnene er lavet i filt, og syet på. Jeg tilstår gerne at jeg var doven, så det er kun den nederste hvide halvcirkel (eller hvad det nu er), der er syet ordentligt på, den sorte pupil og hvide "refleks" er kun syet på i midten. Så den er ikke specielt børnevenlig.

Der er også en pokéball, men den blev lidt... ja... der gik noget galt. Tror ikke jeg var ordentligt fokuseret da jeg lavede den ;) Så den skal laves igen på et tidspunkt.
Hvis jeg får tiden, skal jeg også prøve bulbasaur, charmander og pihachu.

Hunde hue

Her er så Karla med hue.

 

Karla er en Jack Russel Terrier (læs: meget lille energibundt)

Som det kan ses, er den lovlig stor til hende. Den er ellers meget lille i det, men det er svært at lave en hue, når man ikke rigtig har nogen mål, og hunden ikke er en man ser jævnligt :)

Fik dette billede tilsendt på Facebook af min kusine, med forespørgsel på om jeg kunne lave noget lignende til hendes fars hund.

Overvejer at prøve igen :)

Tog ca. 1,5 time at lave. Det er jo til at overkomme.

Den fantastiske amning!

Der er så mange tanker om amning.
Der bliver lagt op til den her fantastiske ting, hvor man virkelig hygger sig med baby, og bare flyver på en lyserød sky.

For mig har det aldrig været sandheden.
AMNING ER DØD SYGT!

Det var noget bøvl at få i gang, med baby der ikke selv kunne få ordentligt fat, ammebrikker og ømme brystvorter.
Men værst af alt, det var, og er, død hamrende kedeligt!

Så sidder man ellers dér, med et lille hoved, der ikke ligger helt rigtigt på armen, og en arm der som følge her af, er ved at falde i søvn. Øjenkontakt er da fint nok, men at sidde og kigge et andet menneske i øjnene i 30 min til 1 time, kan også blive lidt langtrukkent.
Så bliver baby større, og man kan tale med baby - jojo - men så mister vi jo fokus på dét vi er der for, og vi ender i stedet med baby der skraldgriner, og mor der stemmer i, uden nogen får noget som helst andet end grin ud af det.
Før samtalen kan begynde, omend noget uhensigtsmæssig, som vi har slået fast, begynder baby at ligge og orme rundt. Der er ting der skal ses på, med pa' i mund. Pyt skidt med at mors bryst ikke lige er lavet til at bleve hevet med rundt, og mors arme, der febrilsk prøver at holde lillefisen på plads, så man ikke ender på gulvet, er mest af alt til besvær.
Der er heller ingen ord der kan beskrive den følelse man sidder med, når baby kigger skævt op på én, med halvåben mund, og jordens største smil, hvorefter man mærker samtlige tænder bide ned i brystvorten, og ungen der er lige ved at dø af grin, på trods af at mor siger bestemt nej, uden et smil på læben, og tager baby væk.

Det værste jeg har prøvet, som jeg dog må indrømme også var ret underholdende, var en unge der var faldet i søvn ved brystet, fik bidt, og mor her der hiver ham væk og får sagt "Av for helvede"... Og så griner ungen gud hjælpe mig i søvne.

Jeg fortryder ikke at jeg har valgt amning, på trods af alt bøvlet. Her gik jeg i min naive verden, og tænkte at jeg jo bare skulle lægge ham til, vente på at mælken løb til, og så skulle det nok virke. Ikke om jeg havde forestillet mig at det ikke bare var noget naturligt der skete.

Men at det er hyggeligt, intimt og åh så skønt, det er jeg slet ikke enig i.
Det er noget der skal gøres, for babys skyld, og jeg gør det hjertens gerne! Jeg har alligevel fundet ud af, at han ikke ryger på gulvet af at jeg sidder og nørkler med noget imens. Nu er han bare blevet så stor, at han vil være med når mor nørkler. Endnu en kæp i hjulet på den "nemme" amning ;)

Ingen søvn og gode råd

Vi er de heldige vindere af en dreng der ikke vil sove.

Fra han fyldte 1 måned til han fyldte 3, sov han igennem om natten. Og så, som lyn fra en klar himmel, stoppede det.
Nu er der gået 9 måneder siden han kom til verdenen, og der har været 2 eller 3 nætter siden han fyldte 3 måneder, hvor han har sovet natten igennem.

Vi bliver bombarderet med gode råd om hvordan man får ham til at sove. Folk er så utroligt kloge, men de færreste er villige til at lytte, når de kommer med deres råd, og hvis de lytter, laver de bare om på rådet.

Men vi er nået frem til, at der ikke er noget galt med os. Han er bare ikke glad for at sove.
Vi har også fået opbygget dårlige vaner, f.eks. i form af amning til nat. Problemet for os er bare, at vi ikke kan lægge ham, så han sover.
Vi kan ikke lægge ham i slyngevugge, vi kan ikke lægge ham i barnevogn, vi kan ikke lægge ham i vores seng, og vi kan ikke lægge ham i egen seng.
Vi kan, derimod, lægge ham, hvis jeg ligger og ammer ham i søvn.
Ligeledes kan vi gå ham i søvn, men kan ikke lægge ham fra os - og skulle vi være så heldige at vi kan lægge ham, så går der sjældent mere end 20 minutter før han er vågen igen.

Problemet er, at han bliver mere og mere hidsig når han bliver lagt. Han gaber, øjnene er lige ved at falde i, og så er det som om der bliver tændt en kontakt, og så bryder helvede ellers løs, for søvn skal vi så sandelig ikke nyde noget af.

I dagplejen har han i dag formået at være 17 minutter om at falde i søvn, for kun at sove i 20 minutter.
Det giver dog håb, for selvom jeg joker med at han ikke har de problemer til han bliver 18, og trøster mig med, at der er så meget andet hvor han er nem, så slider det her, og det er især mig det slider på, for det er mig der har en lille fis, der prikker til mig om natten, eller hyler om natten, fordi han skal ligge helt tæt på, og helst med et bryst i munden.

Vi snakker samtidig om at få nr. 2. Men det er godt nok afskrækkende med en til. Det er sjældent at søskende er helt ens, det ved jeg, men tænk engang hvis vi fik en til, der var lige sådan.
Én til, der ikke fejler noget, som kolik e.l. men bare ikke vil sove.
Én til, hvor vi skal hører på uanede mængder af gode og velmenene råd om hvordan man får småbørn til at sove, og hvor nemt det er, selvom det måske godt kan være hårdt i den uge det står på.

Heldigvis møder vi også forståelse. Både gennem familie, hvor der er nogle råd der ikke bare er velmente, men rent faktisk er gode og vi kan bruge til noget, fordi de tager udgangspunkt i os, og ikke i hvordan det er eller har været for alle andre.
Og så har vi dagplejen, der ved flere lejligheder har udtalt, at hun aldrig har oplevet noget lignende. Det er så dejligt befriende at få at vide, at det ikke bare er os der er noget galt med. Andre oplever det samme som vi gør, med vores barn.

Vi har været til kiropraktor, og det tog noget. Vi kom formentlig for sent af sted, og jeg tror at det har været medvirkende til at starte den situation, vi står i nu.
Vi har været om øre/næse/hals læge, her var ikke noget at komme efter.
Så har vi lige været en tur om en fysioterapeut, men der var heller ikke noget at komme efter.

Det er dejligt at vide, at han er sund og rask, men samtidig sidder man hver gang man opsøger nogen, og har et lille håb om at der er et eller andet. Bare en lille ting, som måske kan være et problem, og man der igennem måske kan hjælpe ham til bedre søvn.

Jeg ved også at vi ikke er alene, men folk snakker generelt ikke om alt bøvlet. Det er mest alt det positive man hører om.
Det gør desværre også, at jeg sidder tilbage og bliver mavesur, når der kommer udbrud på sociale medier, med at NU kan folk få søvn igen osv. For da problemet var der, var der ingen der kommenterede på det, men succesen med at NU virker det igen, den skal vi hører.
Naturligvis skal det hele ikke bare være surt og dumt, men lidt mere helhed og lidt mindre lyserød sky, kunne jeg nu godt tænke mig.

I sidste ende må man gøre dét, der er rigtigt for en selv, og så må man også sortere i de råd man får, og lukke af fra de andre.
Men hvor kunne jeg dog ønske, at folk ville lade være med at give råd, på baggrund af hvad der virkede for dem, og så forvente at det naturligvis er sandheden for alle andre.

Hæklet kjole

Fin lille hæklet kjole og hue til et dåbsbarn.

Jeg og opskriften har ikke været specielt gode venner. Der er flere steder hvor det er noget værre rod der står. Det gælder også for huen... Så skyggen blev freestyle.

 Originalt skal kanten være krebsemasker, men jeg kunne bedre lide min udgave ;)

Opskriften skrev at man skulle bruge hæftebånd.
Jeg aner ikke hvad hæftebånd er. Ville oprindeligt have været i Fru Pigalopp og spørge om de vidste hvad det var, men de har ikke åbent mandag :/ Så det blev en lokal i stedet, der ikke vidste hvad det var. Og når man er bagefter i tidsplanen, må man jo bruge knapper i stedet.
Men jeg er nu ret glad for valget, og synes at de her knapper passer ret godt.

Hue med freestyle skygge. Ligner dog opskriften meget godt, bort set fra at denne skygge er spraglet ;)

Jeg har hele vejen igennem, været ret glad for at jeg har en knægt her hjemme, der ca. passer i størrelsen, så jeg har kunnet bruge ham som prøveklud.

Den mangler lige at blive strøget.
Jeg er ret begejstret for resultatet. Havde overvejet om den manglede et eller andet i skørtet, men det er som om knapperne fik givet den det lille pift, jeg ellers savnede :)

Hæklet brødkurv

Så blev den endelig færdig.

Jeg kan ikke huske hvad det den er lavet i hedder, men det er ikke zphagetti, men et produkt der minder om. Den er hæklet med en 10'er nål

Jeg har lavet en magic ring med 6 (mener jeg) helstangsmasker, og så har jeg bare hæklet der ud af, til den havde en størrelse jeg ville have. I bunden er der taget ud i hver omgang, og siderne er hæklet uden ind- eller udtagning.

Kanten til sidst er lavet i krebsemasker.

Det brune bånd der er på midten, er ca. der man folder ned, for at gøre den stabil.

Det virker til, at fremgangsmåden også ville være velegnet til en hue.

7,5 mdr og søvn

Puha jeg synes den med søvn er hård.
Det er også svært at finde svar på ens spørgsmål, fordi man ofte kommer til at læse lige netop dét, der passer ind i ens eget verdenssyn, men det er jo slet ikke sikkert at det er det rigtige for ens egen situation.

Her hjemme vil knægten ikke rigtig sove selv. Han kan skrige højt og længe, og får kørt sig selv mere og mere op. Han bliver varm, så hår og tøj bliver helt vådt. Han begynder ofte at hoste, eller kløjs i sit spyt - sådan lyder det i hvert fald for os.
Sundhedsplejersken mener godt at han må skrige, så længe vi bare er hos ham - for her skal man ikke tage fejl. Vores søn græder ikke kun, han skriger!
Det starter som regel meget godt, men så bliver han træt, og så bliver han tosset. Efter et stykke tid med skrig uden tårer, begynder han at blive rigtig ked, og begynder at græde i stedet.

Vi prøvede at lade ham ligge 30 min. Der var hele tiden mindst 1 inde hos ham. Der blev sunget, snakket, holdt på sh'et osv. i et forsøg på at få ham til at sove.
De første 15 min gik godt. Der var han bare glad, og lå og snakkede, mens han gned sig lidt i øjnene fra tid til anden. Så var der ca. 7 min med skrig uden tårer, og ca. lige så længe med skrig med tårer, før far kastede håndklædet i ringen, og sagde at det kan vi ikke byde ham.

Jeg ved helt ærligt ikke hvad vi skal stille op, for nej, det kan vi ikke byde ham. Og bare tanken om at han skal ligge dér og skrige i 1-2 timer, det er næsten ikke til at bære, for det hjælper ikke at vi er der, han er bare så bund ulykkelig.

Når han så komme ned til os i stedet, så ligger han til og falder i søvn. Så kunne man lægge ham i seng igen, men det resulterer altid i at han vågner, og er meget ked, og så kan vi starte forfra.
Får han derimod lov at ligge, kan han faktisk sove helt godt sådan en nat. Han skal dog helst kunne mærke en af os. Nogle gange ligger han og søger, og hvis han så får et bryst i munden (for en flaske virker ikke, ej heller sut, vi har prøvet), så falder han til ro, uden han behøver få noget indenbords. Han kan også sove videre, hvis far lige tager ham op, og så lægger ham igen - men i vores seng, han vågner når han rammer madrassen i egen seng.

I dagtimerne går det bedre. Han er begyndt at kunne sove længere tid selv, men han skal helst falde i søvn mens han ligger til, eller alternativt, når far går rundt med ham. Jeg kan ikke ret godt gå ham træt, af en eller anden grund, der er far bedst. Men egen seng kan han heller ikke komme i her. Det er enten slyngevugge (hjemme) eller barnevogn (hos dagpleje, hvordan hun lægger ham ved jeg så ikke, men der går måske 5-10 min, så sover han hos hende)

Min egen filosofi går på, at vi stadig har så mange instinkter, at det er unaturligt for så små børn at sove alene. Man bliver derfor glad når man læser artikler der underbygger den ide, men samtidig sidder jeg tilbage med en tanke om, at jeg jo bare læser noget, der passer ind i min lille osteklokke, og om det overhovedet passer.

Jeg ved godt at vi ikke er de eneste med de her problemer, men hvor er det dog hårdt, med en dreng der ikke vil sove, og får kørt sig selv mere og mere op, når han ligger selv.
Når overskuddet er til det, trøster jeg mig selv med, at han ikke bliver ved med at skulle ligge til, til han bliver 18, eller sove hos os, til han rammer den alder.
Nu krydser vi bare fingre for, at det bliver nemmere når han begynder at blive lidt mere mobil, og han begynder at få mere og mere fast føde.

Øresundsakvariet - Danmarks hyggeligste akvarie

 Torsdag d. 20 februar var vi alle tre i Øresundsakvariet, og vi havde mormor med

Det store akvarie hvor de voksne kan røre. Knægten var meget begejstret for at stå og kigge ind.

Det er et lille akvarie, men rigtig godt og hyggeligt. Det ligger oppe i Helsingør, lige ud til havnen.
Der er 2 akvarier hvor man kan røre ved dyrene. Det ene er meget børnevenligt, hvor der kan røres ved alt i akvariet. Det er bygget op som en trappe med 3 niveauer.

En rokke stikker snuden op. Iflg. de ansatte er det en adfærd der kun ses i fangenskab, der skyldes fodring

Det andet akvarie er lidt mere for de voksne, for her skal børnene løftes op, Hvis der skal røres. Det går der bl.a. rokker og hajer i. Dyrene i dette akvarie kan kun røres, hvis de selv kommer til overfladen.

Nej, det er ikke et boblebad, de fodre fisk... og de plasker!

Bortset fra lidt blæksprutter, der formentlig ikke kommer i Øresund, er alle fisk, skalddyr mv. i akvariet fra havet omkring, vandet kommer også direkte udefra.
Modsat stort set alt andet i akvariet, er Sepia blæksprutterne ikke vildtfanget, men opdrættet i udlandet.

Øverst ser vi en 8-armet sprutte. Nederst en sepia sprutte.

Personalet er meget imødekommende, og da der stort set ikke var andre gæster, snakkede de rigtig meget med os. Det var meget lærerigt, og de virker reelt interesserede i det de render rundt og laver. Stemningen kan slet ikke undgå at smitte af.

En af de ansatte har været inde og fiske skallen fra troldkrappen op, da den skiftede, og har tørret den. Han hentede den så vi kunne se og røre. Virkelig flot stykke arbejde imo, og et jeg gerne havde snuppet med hjem ;)

Et rigtig godt sted at tage hen, især hvis man har børn, da stedet er meget børnevenligt. Det er også en god mulighed for at vise børn, hvordan det ser ud, ved vores egne kyster, uden man behøver en båd eller en dukkert i det kolde vand.

En lille sejer.

Nu har vi fået ham til at sove med en bamse - sådan da.

Billedet er taget af MyTeddy
Det er en bamse magen til V har. Han fik den i barselsgave af noget familie.

Så skide være med at jeg stadig skal amme ham i søvn om aftenen.
Og skide være med at han sover i vores seng.
Og skide være med at skal have bryst et par gange i løbet af natten.

Efter vi har introduceret bamsen, kan jeg faktisk gå fra ham, og han sover bare videre.

Hold kæft hvor er det dejligt ^_^

Så nu er håbet at bamsen kan blive en fast sovebamse, og også give lidt tryghed i dagplejen.


Jeg kan desuden varmt anbefale produkter fra dette mærke. V har en bamse, en suttekæde og et tæppe fra dem. Alle i samme dejligt nussevenlige stof.

1813 - rødt i bleen

Så fik vi prøvet det nye 1813 nummer af, der har afløst vagtlægen.

Vi ringer op, og der er kø på. Veldig praktisk, og der er endda tidsangivelse af hvor hurtigt man ca. kommer igennem. Nr. 28 i kø, og får estimeret 8 min. Det passede faktisk ret godt, så det var jo hurtigt.

Nå, men vi snakker med en sygeplejerske, og får fortalt at der er noget rødt i bleen. Hun spørger ind til feber og evt. udslet, og jeg fortæller lidt om meget rød numse, som jeg antager er pga. tandfrembrud, og at vi har taget temperatur, der ligger på 37,3 ca. 1 time tidligere.
Hun snakker med en læge, og snakker om creme vi kan smøre på... Hmm... Der er vist gået noget galt i min fortælling, for den røde numse klare vi uden større påstyr.
Så tilbage til det der røde halløj der er i bleen - med mindre hun da tror at det er udslæt der smidder af i bleen - og vi ryger videre til læge.

I kø igen. Denne gang uden info overhovedet, andet end at der ikke er nogen ledige læger - øv bøv. Nu gik det ellers så fint med at informere i første gennemkøring.
Men vi kommer igennem, og fortæller om det her røde halløj i bleen. Det kunne godt ligne urater, men når man er 6 måneder burde de jo ikke være der.
Så vi får besked på at tage en urinprøve, og køre mod børnemodtagelsen. Lægen lyder til at have lidt bøvl med hvor han skal skrive os ind henne, men det går jo nok alt sammen - nyt IT system og alt det der, det kender vi jo alle sammen.

Urinprøven fikser vi ved at hive bleen af, og tålmodigt snakke med lillemanden. Der bliver proppet lidt mælk og vand i herren, og så prøver vi ellers alle de trick vi kender, for at fremprovokere en stråle. 1. gang manifistere det sig kun i en enkelt dråbe ned i bægret, vi har fået vasket og skoldet. 2. gang lykkes det at få en rigtig prøve.

Så på med tøj og afsted - men hov... hvor er børnemodtagelsen egentlig?
Vi er godt i gang med at gå forkert, og får ringet, før vi ender med at finde ud af at det bare er den almindelige akut modtagelse og vagtlæge man skal til.

I akutmodtagelsen spørger de om vi har ringet først - det har vi jo.
Så spørger de om vi har scannet os ind - jojo, det lurede vi da lige efter vi havde stillet os unødigt i kø.
Så skal de bare lige finde knægten i systemet, og her kan vi så konstaterer at der var en grund til at lægen lød forvirret i telefonen, for sygeplejerskerne synes det er noget underligt noget han har lavet.
Meeeeen, man smelter lidt om hjertet når der bliver kigget på ens unge, og folk kommenterer på charmen, og så er alt jo godt.

Så ind til vagtlægen, og efter lidt tid ryger vi ind.
Vi har både urinprøve og bleer med. Urinprøven vil han gerne vide hvordan vi har båret os ad med at få fat i. Det er vist ikke normalt at man kommer anmasende med så relativt stor en prøve, fra sådan en størrelse.
Men han har ingen strips til urin, så han ser bare på bleerne, og vi kan gå hjem igen, for det liger bare urater.
At han er lidt slatten og kaster lidt op, bliver tillagt den forkølelse han har fået.

Så nu er det system afprøvet, og jeg må indrømme, at jeg føler det var lovligt indviklet, og at vi lidt har spildt 1 time på at prøve at få en fornuftig urinprøve.

Bæresele - nu med rygbæring

Egentlig er jeg ikke så meget for at få billeder ud på nettet af lillemanden, men nu kunne jeg ikke lade være.

Jakken er hjemmestrikket af farmor. Det er noget kanin fra en kasseret jakke, der er sat på hætten og på armene. Til tider forveksles han med en pige, når han har jakken på, formentlig pga. pelskanten.

Vi er inde hos den lokale pizza biks, hvis tingene i baggrunden undre. Knægten fik kartoffel og gulerods mos til aften.

Selvom knægten ikke kan se over mine skuldre, er han meget glad for at sidde og kigge rundt, og vi har et indtryk af, at han faktisk bedre kan lide at blive båret på ryggen.
Med en kampvægt på 9 kg er det faktisk også lagt mere behageligt at have ham siddende der omme, selvom jeg lige skal lærer, at han er ok, selvom jeg ikke kan se ham hele tiden :)
Han fylder desuden 6 mdr her onsdag d. 8. januar.

Det er 2. gang han bliver båret på ryggen, og tilsyneladende er han glad for det. Jeg tør dog ikke rigtig gøre det alene, så jeg får hjælp til at sætte ham der om. Ved lejlighed skal Nick også have det prøvet af.

Bemærk at det frarådes at bære på ryggen, før barnet selv har 100% kontrol over nakke og ryg.
Selen er en BECO Soleil købt hos Sneglehuset.

Billederne er taget med vores tablet, og jeg har beskåret det  sidste i GIMP (første rigtige forsøg med at beskære i GIMP)