Jeg havde været forkølet nogle dage, og søndag aften fik jeg så næseblod. Det startede med at løbe da jeg lå i sengen, og min ene arm var smurt ind. Der løb og løb og løb om i svælget.
Jeg har aldrig haft næseblod før. Ikke sådan rigtigt. Har fået det en enkelt gang, da jeg var lige knap 3, fordi jeg løb ind i en dørkarm. Men sådan noget der bare dukker op, har jeg aldrig prøvet før.
Vi ringede 1813 fordi undertegnede var lidt panisk over at det løb så meget, og så relativt længe (10-15 min) men fik at vide, at så længe det ikke var i ½-1 time, var de dybest set ligeglade.
Nånå. Men det stopper så, og der er ikke rigtig noget mandag, men tirsdag kommer det igen et par gange. Natten til onsdag kommer det ved 3 tiden, umiddelbart efter amning. Jeg får ringet til en øre/næse/hals læge, der dog først kan tilbyde en akuttid torsdag (det vil sige i dag d. 26).
Får alle de gode råd med is, holde for næsen, vende hovedet let fremad osv.
Jeg skal så amme igen, og omkring kl 9 efter endt amning, er den gal igen. Det løber, og løber om i svælget. Jeg holder mig for næsen i 10-15 minutter, og det stopper bare ikke. Det sætter dog ned i tempo, så jeg kan få is i munden, og efter 30 min er det stoppet helt.
En times tid senere er den gal igen, bare voldsommere, så jeg prøver at ringe rundt, men kan ikke komme igennem til øre/næse/hals læger, så ringer småfebrilsk til min læge, der egentlig slet ikke har åbent på det her tidspunkt (aften konsultation), som kommer igennem til én, der gerne vil se mig nu.
Så på med tøj, papir under næsen og bøtte der kan savles/spyttes blod ud i, og afsted det går.
Oppe hos lægen bliver der renset ud. En jeg havde en prop i øret, der bliver fjernet, da der fjernes noget gammel størknet blod. Der sættes noget bedøvelse op, så han kan se om der skal ætses, men desværre sidder blødningen så langt oppe, at han faktisk ikke kan gøre noget. Det vil sige, at det kan han godt. Jeg får stukket en vat tampon op i næsen. Vanvittig ubehagelig oplevelse, men tilsyneladende får det blødningen til at stoppe.
En times tid efter vi er kommet hjem, må jeg gå der ned igen, fordi det drypper lidt. Den søde læge siger, at næste skridt er Rigshospitalet, men egentlig er der jo ikke rigtig nogen af os der har lyst til det. Så han ringer der ind, og fortæller at jeg er til, og så kan jeg få lov at gå hjem, og selv ringe, hvis der sker yderligere.
Og det gør der. Efter endnu en endt amning, er den gal igen, og jeg ringer ind, og tager en taxa der ind.
Vi bliver enige om at jeg skal tilbringe natten der inde. Jeg får nogle piller til at gøre blodet tykkere, og alt går strålende. Torsdag kommer jeg hjem igen. Det bløder ikke mere, og jeg må gerne amme. Jeg skulle egentlig have været til 90års torsdag aften, men dropper det, for jeg har noget ondt pga den tampon i næsen, og er generelt ret kvæstet, og har fået at vide at jeg skal tage den med ro.
Der begynder at løbe klar væske ud, og jeg er himmel henrykt over udsigten til at få fjernet den her tampon fredag morgen, og så er det det. Men desværre starter det hele igen torsdag aften. Jeg ringer ind igen, men sygeplejersken er helt ærligt rimelig ligeglad. Efter ½ time hvor jeg venter på at blive ringet op igen, hører jeg intet. Jeg ringer ind igen, og får at vide, at hvis det er så stort et problem, så må jeg jo ringe 112 eller tage i deres akutmodtagelse - det var næsten ordret hvad hun sagde til mig.
Så da mine forældre tager hjem fra fødselsdag, kommer de forbi os, og tager med på hospitalet. Jeg har ikke ringet i forvejen, fordi jeg ærligt talt er skide frustreret på det her tidspunkt. Det er midt om natten, og heldigvis sover ungerne. Vi kommer ind på riget, og tager ned i akutmodtagelsen. Jeg bliver spurgt om jeg har ringet 1813, og siger nej, for jeg havde fået at vide fra øre/næse/hals afdelingen, at jeg måtte tage ned i akutmodtagelsen, hvis det var et problem... Lidt efter kommer en læge ned for at se på mig. Hun konstatere at blødningen er stoppet, så hun kan ikke gøre noget.
Heldigvis - hvis man kan sige det sådan - begynder det at bløde igen. Og det er meget det bløder. Så hun ender med at få hevet den her tampon ud, og jeg får stoppet en med luft op i stedet, der skal stoppe blødningen. Jeg bliver indlagt, og prøver at få lidt søvn. Her er klokken ca. 2 om natten. Klokken 5 begynder det at bløde igen.
Næste morgen kommer en sygeplejerske ind. Jeg er på nuværende tidspunkt lettere panisk over situationen. Jeg er hele tiden bange for at det begynder at bløde, og jeg har to små børn der hjemme, hvor jeg har et virkelig stort ønske om at fortsætte med at amme den ene, og den anden vil jeg bare gerne hjem til, for han kan slet ikke forstå situationen, og bliver helt ked af det, hver gang jeg snakker i telefon med ham. Sygeplejersken siger, at jeg ikke skal være bange for at det begynder at bløde, for den ballon jeg har i næsen, stopper det jo. Et par timer efter, får jeg ondt, og vil bede om noget panodil. At have næsen stoppet helt ud på den måde, gør ondt op i øjet, ud i kindbenet og underligt nok også ondt ned i overkæben. Da sygeplejersken kommer ind, begynder det at bløde igen, og det bliver ved i lang tid. ENDELIG er der en der siger, at det vil blive sagt, og de vil opfordre til operation, fordi det er alt for voldsomt.
Det stopper efter ½ times tid vil jeg tro, hvor jeg har haft is på næsen og is i ganen i al den tid det har blødt. Lægen der skal operere vil gerne lige se mig, og siger, at han egentlig gerne vil undgå operation. Det er den mest nedslående bemærkning jeg nogen sinde har fået. Han siger at vi lige skal give det 2 timer, og se om det ikke er holdt op. 10 min efter jeg kommer ind på værelset, starter det igen - heldigvis om man vil - så jeg får lov at blive opereret. Her har jeg ikke fået noget at spise siden kl 19 dagen i forvejen.
Under hele forløbet gøres der meget ud af, at jeg ammer. Jeg tror at de kunne have stoppet blødningen, ved at give mig de her blodfortykkende piller, og have mig indlagt i 2-3 dage. Det er bare heller ikke skide optimalt, når man ikke må amme pga. pillerne, og når man bare gerne vil hjem til ens unger. Operationen var jeg ret nervøs over, mest af alt fordi det skulle ske i fuld narkose. Men nu har jeg så prøvet det, og det var faktisk helt ok. Fredag aften kom Nick forbi i et par timer med den lille. Den store blev passet hos mormor og morfar. Så kunne den lille blive ammet godt og grundigt af. Lørdag kom jeg hjem igen.
Siden har blødningen været stoppet, men hævelsen er først faldet over de sidste par dage, og det er først i dag, fredag en hel uge efter operationen, at jeg tilsyneladende er helt smertefri. Så nu skal jeg bare skylle min næse til der ikke længere kommer gammelt blod og sårskorper ud.
Tilbage sidder jeg, og ved ikke rigtig hvad udsigterne er. Jeg ved at den klemme der er sat på blodåren, potentielt kan falde af igen, men jeg ved ikke om det er noget jeg skal gå og være utryg over, resten af livet... Jeg ved bare at jeg skal tage den mere med ro, over den næste måned. Det er jo en fantastisk måde at tilbringe julen, men to små børn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar