Den fantastiske amning!

Der er så mange tanker om amning.
Der bliver lagt op til den her fantastiske ting, hvor man virkelig hygger sig med baby, og bare flyver på en lyserød sky.

For mig har det aldrig været sandheden.
AMNING ER DØD SYGT!

Det var noget bøvl at få i gang, med baby der ikke selv kunne få ordentligt fat, ammebrikker og ømme brystvorter.
Men værst af alt, det var, og er, død hamrende kedeligt!

Så sidder man ellers dér, med et lille hoved, der ikke ligger helt rigtigt på armen, og en arm der som følge her af, er ved at falde i søvn. Øjenkontakt er da fint nok, men at sidde og kigge et andet menneske i øjnene i 30 min til 1 time, kan også blive lidt langtrukkent.
Så bliver baby større, og man kan tale med baby - jojo - men så mister vi jo fokus på dét vi er der for, og vi ender i stedet med baby der skraldgriner, og mor der stemmer i, uden nogen får noget som helst andet end grin ud af det.
Før samtalen kan begynde, omend noget uhensigtsmæssig, som vi har slået fast, begynder baby at ligge og orme rundt. Der er ting der skal ses på, med pa' i mund. Pyt skidt med at mors bryst ikke lige er lavet til at bleve hevet med rundt, og mors arme, der febrilsk prøver at holde lillefisen på plads, så man ikke ender på gulvet, er mest af alt til besvær.
Der er heller ingen ord der kan beskrive den følelse man sidder med, når baby kigger skævt op på én, med halvåben mund, og jordens største smil, hvorefter man mærker samtlige tænder bide ned i brystvorten, og ungen der er lige ved at dø af grin, på trods af at mor siger bestemt nej, uden et smil på læben, og tager baby væk.

Det værste jeg har prøvet, som jeg dog må indrømme også var ret underholdende, var en unge der var faldet i søvn ved brystet, fik bidt, og mor her der hiver ham væk og får sagt "Av for helvede"... Og så griner ungen gud hjælpe mig i søvne.

Jeg fortryder ikke at jeg har valgt amning, på trods af alt bøvlet. Her gik jeg i min naive verden, og tænkte at jeg jo bare skulle lægge ham til, vente på at mælken løb til, og så skulle det nok virke. Ikke om jeg havde forestillet mig at det ikke bare var noget naturligt der skete.

Men at det er hyggeligt, intimt og åh så skønt, det er jeg slet ikke enig i.
Det er noget der skal gøres, for babys skyld, og jeg gør det hjertens gerne! Jeg har alligevel fundet ud af, at han ikke ryger på gulvet af at jeg sidder og nørkler med noget imens. Nu er han bare blevet så stor, at han vil være med når mor nørkler. Endnu en kæp i hjulet på den "nemme" amning ;)