Den fantastiske amning!

Der er så mange tanker om amning.
Der bliver lagt op til den her fantastiske ting, hvor man virkelig hygger sig med baby, og bare flyver på en lyserød sky.

For mig har det aldrig været sandheden.
AMNING ER DØD SYGT!

Det var noget bøvl at få i gang, med baby der ikke selv kunne få ordentligt fat, ammebrikker og ømme brystvorter.
Men værst af alt, det var, og er, død hamrende kedeligt!

Så sidder man ellers dér, med et lille hoved, der ikke ligger helt rigtigt på armen, og en arm der som følge her af, er ved at falde i søvn. Øjenkontakt er da fint nok, men at sidde og kigge et andet menneske i øjnene i 30 min til 1 time, kan også blive lidt langtrukkent.
Så bliver baby større, og man kan tale med baby - jojo - men så mister vi jo fokus på dét vi er der for, og vi ender i stedet med baby der skraldgriner, og mor der stemmer i, uden nogen får noget som helst andet end grin ud af det.
Før samtalen kan begynde, omend noget uhensigtsmæssig, som vi har slået fast, begynder baby at ligge og orme rundt. Der er ting der skal ses på, med pa' i mund. Pyt skidt med at mors bryst ikke lige er lavet til at bleve hevet med rundt, og mors arme, der febrilsk prøver at holde lillefisen på plads, så man ikke ender på gulvet, er mest af alt til besvær.
Der er heller ingen ord der kan beskrive den følelse man sidder med, når baby kigger skævt op på én, med halvåben mund, og jordens største smil, hvorefter man mærker samtlige tænder bide ned i brystvorten, og ungen der er lige ved at dø af grin, på trods af at mor siger bestemt nej, uden et smil på læben, og tager baby væk.

Det værste jeg har prøvet, som jeg dog må indrømme også var ret underholdende, var en unge der var faldet i søvn ved brystet, fik bidt, og mor her der hiver ham væk og får sagt "Av for helvede"... Og så griner ungen gud hjælpe mig i søvne.

Jeg fortryder ikke at jeg har valgt amning, på trods af alt bøvlet. Her gik jeg i min naive verden, og tænkte at jeg jo bare skulle lægge ham til, vente på at mælken løb til, og så skulle det nok virke. Ikke om jeg havde forestillet mig at det ikke bare var noget naturligt der skete.

Men at det er hyggeligt, intimt og åh så skønt, det er jeg slet ikke enig i.
Det er noget der skal gøres, for babys skyld, og jeg gør det hjertens gerne! Jeg har alligevel fundet ud af, at han ikke ryger på gulvet af at jeg sidder og nørkler med noget imens. Nu er han bare blevet så stor, at han vil være med når mor nørkler. Endnu en kæp i hjulet på den "nemme" amning ;)

Ingen søvn og gode råd

Vi er de heldige vindere af en dreng der ikke vil sove.

Fra han fyldte 1 måned til han fyldte 3, sov han igennem om natten. Og så, som lyn fra en klar himmel, stoppede det.
Nu er der gået 9 måneder siden han kom til verdenen, og der har været 2 eller 3 nætter siden han fyldte 3 måneder, hvor han har sovet natten igennem.

Vi bliver bombarderet med gode råd om hvordan man får ham til at sove. Folk er så utroligt kloge, men de færreste er villige til at lytte, når de kommer med deres råd, og hvis de lytter, laver de bare om på rådet.

Men vi er nået frem til, at der ikke er noget galt med os. Han er bare ikke glad for at sove.
Vi har også fået opbygget dårlige vaner, f.eks. i form af amning til nat. Problemet for os er bare, at vi ikke kan lægge ham, så han sover.
Vi kan ikke lægge ham i slyngevugge, vi kan ikke lægge ham i barnevogn, vi kan ikke lægge ham i vores seng, og vi kan ikke lægge ham i egen seng.
Vi kan, derimod, lægge ham, hvis jeg ligger og ammer ham i søvn.
Ligeledes kan vi gå ham i søvn, men kan ikke lægge ham fra os - og skulle vi være så heldige at vi kan lægge ham, så går der sjældent mere end 20 minutter før han er vågen igen.

Problemet er, at han bliver mere og mere hidsig når han bliver lagt. Han gaber, øjnene er lige ved at falde i, og så er det som om der bliver tændt en kontakt, og så bryder helvede ellers løs, for søvn skal vi så sandelig ikke nyde noget af.

I dagplejen har han i dag formået at være 17 minutter om at falde i søvn, for kun at sove i 20 minutter.
Det giver dog håb, for selvom jeg joker med at han ikke har de problemer til han bliver 18, og trøster mig med, at der er så meget andet hvor han er nem, så slider det her, og det er især mig det slider på, for det er mig der har en lille fis, der prikker til mig om natten, eller hyler om natten, fordi han skal ligge helt tæt på, og helst med et bryst i munden.

Vi snakker samtidig om at få nr. 2. Men det er godt nok afskrækkende med en til. Det er sjældent at søskende er helt ens, det ved jeg, men tænk engang hvis vi fik en til, der var lige sådan.
Én til, der ikke fejler noget, som kolik e.l. men bare ikke vil sove.
Én til, hvor vi skal hører på uanede mængder af gode og velmenene råd om hvordan man får småbørn til at sove, og hvor nemt det er, selvom det måske godt kan være hårdt i den uge det står på.

Heldigvis møder vi også forståelse. Både gennem familie, hvor der er nogle råd der ikke bare er velmente, men rent faktisk er gode og vi kan bruge til noget, fordi de tager udgangspunkt i os, og ikke i hvordan det er eller har været for alle andre.
Og så har vi dagplejen, der ved flere lejligheder har udtalt, at hun aldrig har oplevet noget lignende. Det er så dejligt befriende at få at vide, at det ikke bare er os der er noget galt med. Andre oplever det samme som vi gør, med vores barn.

Vi har været til kiropraktor, og det tog noget. Vi kom formentlig for sent af sted, og jeg tror at det har været medvirkende til at starte den situation, vi står i nu.
Vi har været om øre/næse/hals læge, her var ikke noget at komme efter.
Så har vi lige været en tur om en fysioterapeut, men der var heller ikke noget at komme efter.

Det er dejligt at vide, at han er sund og rask, men samtidig sidder man hver gang man opsøger nogen, og har et lille håb om at der er et eller andet. Bare en lille ting, som måske kan være et problem, og man der igennem måske kan hjælpe ham til bedre søvn.

Jeg ved også at vi ikke er alene, men folk snakker generelt ikke om alt bøvlet. Det er mest alt det positive man hører om.
Det gør desværre også, at jeg sidder tilbage og bliver mavesur, når der kommer udbrud på sociale medier, med at NU kan folk få søvn igen osv. For da problemet var der, var der ingen der kommenterede på det, men succesen med at NU virker det igen, den skal vi hører.
Naturligvis skal det hele ikke bare være surt og dumt, men lidt mere helhed og lidt mindre lyserød sky, kunne jeg nu godt tænke mig.

I sidste ende må man gøre dét, der er rigtigt for en selv, og så må man også sortere i de råd man får, og lukke af fra de andre.
Men hvor kunne jeg dog ønske, at folk ville lade være med at give råd, på baggrund af hvad der virkede for dem, og så forvente at det naturligvis er sandheden for alle andre.

Hæklet kjole

Fin lille hæklet kjole og hue til et dåbsbarn.

Jeg og opskriften har ikke været specielt gode venner. Der er flere steder hvor det er noget værre rod der står. Det gælder også for huen... Så skyggen blev freestyle.

 Originalt skal kanten være krebsemasker, men jeg kunne bedre lide min udgave ;)

Opskriften skrev at man skulle bruge hæftebånd.
Jeg aner ikke hvad hæftebånd er. Ville oprindeligt have været i Fru Pigalopp og spørge om de vidste hvad det var, men de har ikke åbent mandag :/ Så det blev en lokal i stedet, der ikke vidste hvad det var. Og når man er bagefter i tidsplanen, må man jo bruge knapper i stedet.
Men jeg er nu ret glad for valget, og synes at de her knapper passer ret godt.

Hue med freestyle skygge. Ligner dog opskriften meget godt, bort set fra at denne skygge er spraglet ;)

Jeg har hele vejen igennem, været ret glad for at jeg har en knægt her hjemme, der ca. passer i størrelsen, så jeg har kunnet bruge ham som prøveklud.

Den mangler lige at blive strøget.
Jeg er ret begejstret for resultatet. Havde overvejet om den manglede et eller andet i skørtet, men det er som om knapperne fik givet den det lille pift, jeg ellers savnede :)