Jeg er 28 år gammel, og venter barn nr. 2. med min mand på 42. Teksten her er fra ca. uge 5 i graviditeten (2014, uge 41)
Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.
Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY).
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.
Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.
Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.
Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar