søndag den 3. april 2011

Halemejse

Da jeg var hjemme idag for at bygge nogle nye bure til dyrene, fik jeg set en halemejse :)
Ud fra beskrivelsen på DOF's side, har det været den sydlige underart, da den havde to meget markante striber i hovedet.

Det er simpelthen den mest charmerende lille fugl.
Vi lavede bur, der hvor mine forældres biler holder. Det er en form for åben carport, der kun har en lukket side.
Den lille pip kom "ind" snakkede på livet løs, fandt et eller andet og fløj så igen.
Første gang jeg så den, var egentlig slet ikke der, men i hjørnet på et vindue lige ved siden af carporten.

Efter et partimer, kom den lille pip tilbage, men den var ikke alene. Den havde taget magen med, så blev der ellers snakket og ledt efter redemateriale. Men lyden fra en boremaskine skræmte dem væk. Egentlig underligt, når de kunne sidde ganske få meter fra os, uden at virke påvirkede af det.

Det eneste der undrede mig var, at de tilsyneladende gik efter spindelvæv.
Og det er så her jeg må erkende, at mit kendskab til fugle er noget begrænset, som udgangspunkt siger fugle mig ikke det helt vilde.
Men efter lidt læsen inde på DOF's side (linket øvers), kunne jeg se, at de hæfter lav på deres rede vha. spindelvæv :)

Så nu kommer der nok små halemejser hjemme hos mine forældre.
Det sjove er, at der har været halemejser i et par år, men de plejer at holde til et andet sted i haven. Jeg kunne desuden sværge på, at det plejer at være den nordlige underart jeg ser.
Så det er muligt, at der er kommet et nyt par der har slået sig ned i området.

Man burde faktisk sætte sig ned en dag, og så skrive alle de fuglearter ned, man ser i området.

Det er desuden til at mærke, at vi nu bor i KBH.
Der er slet ikke så stor variation i dyrelivet her inde, som der er hjemme hos mine forældre. Og det er ikke fordi der er noget galt med skader (og div. andre kragefugle), byduer, lidt solsorte og gråspurve/skovspurve, det er bare ikke helt det samme, når man er vant til at have meget mere at se på.
F.eks. savner jeg spætmejse, spætte og skovskade. Alliker er ligeledes super underholdende, men det er bare ikke det samme her inde. Ikke når man er vant til at have et allikepar, der bygger rede det samme sted hvert år, og man kan følge dem og deres unger fra år til år.

Ja, noget udpræget bymenneske er jeg altså ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar