Hold kæft hvor er jeg træt af det her lortede syndrom.
Livet bliver sjældent som vi havde forestillet os, men hvor gør det dog ondt at jeg ikke KAN. Det er ikke fordi jeg ikke vil. Jeg KAN ikke, men vil så gerne.
Afslag på studie. Nu er jeg 30, så det var ligesom sidste udkald for mit vedkommende. Så nu søger jeg ind på noget andet.
Men det gør alligevel pisse ondt.
Og det gør endnu mere ondt når folk stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er det forbandede Triple X, eller om det ikke bare er helt normalt.

Og jeg er ved at  gå helt kold over at skulle søge ind på noget andet, hvor jeg ikke kender skolen. Jeg skal også ud og finde en lærer plads. Jeg kan slet ikke overskue det oppe i hovedet, og er så hunde ræd for alle de forandringer, og der er bare ingen der fatter det.
Jeg har INTET overskud. Jeg er forfærdeligt kortluntet.

Bleh, det bliver det, jeg kan slet ikke samle tankerne

Bamboo Spark

Såh... Jeg har fået en Bamboo Spark, og nøj hvor er den fed. Det er bare lidt ærgerligt at jeg ikke har så meget at skrive ned.

Det er sådan en dimmer, der mest af alt ligner et ringbind. 

Der er 3 forskellige modeller, alt efter hvilken elektronik man bruger til. Min er med gadget pocket, eftersom jeg bruger min telefon. Man kan også få til iPad og Tablet.

Inden i den, har man en speciel kuglepen, med noget specielt blæk, og så er der en plade, hvor man kan sætte en A5 blok fast. Så skal man bare have installeret Bamboo Spark appen, og VUPTI kan ens håndskrevne noter digitaliseres - HVOR SEJT ER DET IKKE LIGE?

Ikke mindst fordi ny forskning peger på, at det er bedst at tage noter i hånden.

Men hvorfor har jeg fået sådan en? Og er det ikke lidt noget juks, at man skal bruge en bestemt pen, og at det kun virker til A5?

 

Nu siger jeg at den digitalisere det du skriver. Teknisk set laver den bare et billede af det. Men i Bamboo Spark og Bamboo Paper appen, er det muligt at skrive eller tegne videre på dem. Det kan sikkert også gøres i andre tegne apps. Hvis man har en pen man kan bruge på sin telefon/tablet, kan man nemt rette i noterne digitalt. 

Personligt har jeg valgt at jeg gerne vil have en, fordi jeg regner med at skulle tilbage på skolebænken. Jeg kan godt lide at tage noter i hånden. Det er ikke fordi jeg ikke kan på en computer, men jeg tegner meget ofte samtidig med at jeg tager noter, og det går meget hurtigere når jeg gør det i hånden, end med en mus. Samtidig oplever jeg at tingene hænger bedre fast, hvis jeg skal sidde og skrive det ned i hånden. Jeg skal i højere grad tænke over hvad der sker, mens jeg i højere grad kan slå hjernen fra, og bare skrive hvad der bliver sagt, hvis jeg sidder foran en computer.

Det med pennen er lidt noget juks, for det er ikke den bedste pen i verdenen, og så vidt jeg ved, er der kun 1 farve (blå). Jeg kunne godt bruge nogle flere, da jeg som sagt godt kan lide at tegne til mine noter, og ofte kan et par forskellige farver være smart at have.

At det kun virker på A5 har jeg personligt ikke et problem med. Jeg var stort set gået over til A5 alligevel. Ikke af nogen særlig grund, andet end at det format egentlig passer mig ret godt.

Så nu kan jeg tage mine noter, og jeg skal ikke være bange for at smide dem væk, for jeg har en digital kopi. Det gør det også meget nemmere at dele dem med andre. Og jeg skal ikke fedte med at tage en computer op og ned hele tiden. Der skal  bare slås op, og skrives på første blanke side.
Den lille lilla dims oppe i hjørnet, er min stylus pen, til at skrive på min telefon med. Fik den til min fødselsdag, af min alt for dejlige mand. Vidste at jeg ville få en Adonit pen, men anede ikke at han både havde købt den alm, og den her labre lille mini sag i lilla.

Opvågning

I fredags var der noget der gik op for mig, som jeg aldrig rigtig har tænkt på før.

Jeg kigget nogle af mine skolepapirer igennem, og der så jeg, at jeg faktisk var ret tæt på at blive smidt ud af mit gymnasium. Det kan jeg, hånden på hjertet, slet ikke huske, men jeg fik helt ondt i maven af at tænke på det.
Det har jeg så gået og tænkt lidt over efterfølgende, fordi jeg jo også endte med at ryge ud af Biologistudiet - selvvalgt godt nok, men ud kom jeg nu engang.

Så havde jeg en samtale med en gut, og hvert ord der kommer ud, bliver efterfølgende vendt og drejet oppe i mit hoved. Der er hele tiden en lille stemme, der sidde og stiller spørgsmål til det der kommer ud. Er det nu for påtrængende? Er det irriterende? Er det bare for dumt at høre på? Skal jeg bare stoppe nu, og lade den anden snakke? Hvem vil overhovedet hører på det her? Det lød alt for bagklogt... Hvorfor er der nogen der gider lytte? Det må være ren høflighed. Skal jeg bare gå nu? Er det ok at blive?
Og sådan fortsætter det, om og om igen, efter hver eneste sætning der ytres. Og når de anden part snakker, kører der en konstant indvendig kamp om hvorvidt der skal svares, hvad der skal svares, at det er vigtigt samtalen ikke er om mig, for jeg snakker jo for meget, og ingen gider høre om andre, og da slet ikke mig.

Da jeg og knægten så kom hjem, slog det mig. Det er derfor skole er så svært. Det er ikke kun når lektierne er svære. Det er den konstante tvivl, der hele tiden snakker og aldrig er i ro, der gør det hele så svært. Det er ikke altid lige slemt, men det har det med at overtage totalt, så snart der er det mindste tegn på at være usikker.





Og så bliver jeg også så skide sur. For jeg VED at det ikke er normalt, det er noget jeg bare må leve med, og få det bedste ud af. Men i en støttegruppe for Triple X spurgte jeg for et stykke tid siden, om andre oplevede det samme. Det var før jeg tænkte, at det var det der er et problem i det daglige. Men jeg har af et par omgange fået at vide, at der skete alt for meget samtidig, af noget psykolog/psykiater. I sådan en støttegruppe håber man jo at finde hjælp og vejledning. Hvis der ikke er andre der oplever det, er det jo også fint nok. Men så skal man gud hjælpe mig have i hovedet "jajaja, hvis du har behov for at fortælle dig selv at det er anderledes for dig end alle andre kvinder, for at føle dig speciel, så må du jo gøre det" - hvad er det lige for en kommentar at få fyret af?
Det værste er, at folk ikke fatter hvor meget de ødelægger med sådan en udmelding. Så nu spørger jeg ikke om noget der inde mere, for jeg kan ikke lige overskue at skulle have at vide, at de hele er indbildning.

Så nu sidder jeg her, og ved at der kommer noget skolestart på et tidspunkt. Jeg vil stadig rigtig gerne en bestemt ting, men jeg er så uendeligt nervøs for at jeg ender med at springe fra, fordi hovedet får taget over.

Hæklet Pikachu

Jeg  har mere og mere fokus på min blog om chinchillaer, så derfor bliver stedet her forsømt. Det er egentlig også mest til pladder.
Men der har været et par forespørgsler på min hæklede Squirtle, så jeg er blevet nødt til at prøve opskriften efter.
Jeg prøvede den af på Pikachu, så nu har jeg næsten en færdig Squirtle OG Pikachu opskrift ;)

Vi kører forresten bedste genbrugsstil på Pikachu her. Det gule garn stammer fra nogle benvarmere, min mormor i tidernes morgen havde strikket til min mor :)

Første nat uden baby og næseblod

Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig min første nat, helt uden unger. Slet ikke når den ene først fylder 6 mdr her d. 12. december.

Jeg havde været forkølet nogle dage, og søndag aften fik jeg så næseblod. Det startede med at løbe da jeg lå i sengen, og min ene arm var smurt ind. Der løb og løb og løb om i svælget.
Jeg har aldrig haft næseblod før. Ikke sådan rigtigt. Har fået det en enkelt gang, da jeg var lige knap 3, fordi jeg løb ind i en dørkarm. Men sådan noget der bare dukker op, har jeg aldrig prøvet før.
Vi ringede 1813 fordi undertegnede var lidt panisk over at det løb så meget, og så relativt længe (10-15 min) men fik at vide, at så længe det ikke var i ½-1 time, var de dybest set ligeglade.
Nånå. Men det stopper så, og der er ikke rigtig noget mandag, men tirsdag kommer det igen et par gange. Natten til onsdag kommer det ved 3 tiden, umiddelbart efter amning. Jeg får ringet til en øre/næse/hals læge, der dog først kan tilbyde en akuttid torsdag (det vil sige i dag d. 26).
Får alle de gode råd med is, holde for næsen, vende hovedet let fremad osv.
Jeg skal så amme igen, og omkring kl 9 efter endt amning, er den gal igen. Det løber, og løber om i svælget. Jeg holder mig for næsen i 10-15 minutter, og det stopper bare ikke. Det sætter dog ned i tempo, så jeg kan få is i munden, og efter 30 min er det stoppet helt.
En times tid senere er den gal igen, bare voldsommere, så jeg prøver at ringe rundt, men kan ikke komme igennem til øre/næse/hals læger, så ringer småfebrilsk til min læge, der egentlig slet ikke har åbent på det her tidspunkt (aften konsultation), som kommer igennem til én, der gerne vil se mig nu.
Så på med tøj, papir under næsen og bøtte der kan savles/spyttes blod ud i, og afsted det går.
Oppe hos lægen bliver der renset ud. En jeg  havde en prop i øret, der bliver fjernet, da der fjernes noget gammel størknet blod. Der sættes noget bedøvelse op, så han kan se om der skal ætses, men desværre sidder blødningen så langt oppe, at han faktisk ikke kan gøre noget. Det vil sige, at det kan han godt. Jeg får stukket en vat tampon op i næsen. Vanvittig ubehagelig oplevelse, men tilsyneladende får det blødningen til at stoppe.

En times tid efter vi er kommet hjem, må jeg gå der ned igen, fordi det drypper lidt. Den søde læge siger, at næste skridt er Rigshospitalet, men egentlig er der jo ikke rigtig nogen af os der har lyst til det. Så han ringer der ind, og fortæller at jeg er til, og så kan jeg få lov at gå hjem, og selv ringe, hvis der sker yderligere.
Og det gør der. Efter endnu en endt amning, er den gal igen, og jeg ringer ind, og tager en taxa der ind.
Vi bliver enige om at jeg skal tilbringe natten der inde. Jeg får nogle piller til at gøre blodet tykkere, og alt går strålende. Torsdag kommer jeg hjem igen. Det bløder ikke mere, og jeg må gerne amme. Jeg skulle egentlig have været til 90års torsdag aften, men dropper det, for jeg har noget ondt pga den tampon i næsen, og er generelt ret kvæstet, og har fået at vide at jeg skal tage den med ro.
Der begynder at løbe klar væske ud, og jeg er himmel henrykt over udsigten til at få fjernet den her tampon fredag morgen, og så er det det. Men desværre starter det hele igen torsdag aften. Jeg ringer ind igen, men sygeplejersken er helt ærligt rimelig ligeglad. Efter ½ time hvor jeg venter på at blive ringet op igen, hører jeg intet. Jeg ringer ind igen, og får at vide, at hvis det er så stort et problem, så må jeg jo ringe 112 eller tage i deres akutmodtagelse - det var næsten ordret hvad hun sagde til mig.
Så da mine forældre tager hjem fra fødselsdag, kommer de forbi os, og tager med på hospitalet. Jeg har ikke ringet i forvejen, fordi jeg ærligt talt er skide frustreret på det her tidspunkt. Det er midt om natten, og heldigvis sover ungerne. Vi kommer ind på riget, og tager ned i akutmodtagelsen. Jeg bliver spurgt om jeg har ringet 1813, og siger nej, for jeg havde fået at vide fra øre/næse/hals afdelingen, at jeg måtte tage ned i akutmodtagelsen, hvis det var et problem... Lidt efter kommer en læge ned for at se på mig. Hun konstatere at blødningen er stoppet, så hun kan ikke gøre noget.
Heldigvis - hvis man kan sige det sådan - begynder det at bløde igen. Og det er meget det bløder. Så hun ender med at få hevet den her tampon ud, og jeg får stoppet en med luft op i stedet, der skal stoppe blødningen. Jeg bliver indlagt, og prøver at få lidt søvn. Her er klokken ca. 2 om natten. Klokken 5 begynder det at bløde igen.
Næste morgen kommer en sygeplejerske ind. Jeg er på nuværende tidspunkt lettere panisk over situationen. Jeg er hele tiden bange for at det begynder at bløde, og jeg har to små børn der hjemme, hvor jeg har et virkelig stort ønske om at fortsætte med at amme den ene, og den anden vil jeg bare gerne hjem til, for han kan slet ikke forstå situationen, og bliver helt ked af det, hver gang jeg snakker i telefon med ham. Sygeplejersken siger, at jeg ikke skal være bange for at det begynder at bløde, for den ballon jeg har i næsen, stopper det jo. Et par timer efter, får jeg ondt, og vil bede om noget panodil. At have næsen stoppet helt ud på den måde, gør ondt op i øjet, ud i kindbenet og underligt nok også ondt ned i overkæben. Da sygeplejersken kommer ind, begynder det at bløde igen, og det bliver ved i lang tid. ENDELIG er der en der siger, at det vil blive sagt, og de vil opfordre til operation, fordi det er alt for voldsomt.
Det stopper efter ½ times tid vil jeg tro, hvor jeg har haft is på næsen og is i ganen i al den tid det har blødt. Lægen der skal operere vil gerne lige se mig, og siger, at han egentlig gerne vil undgå operation. Det er den mest nedslående bemærkning jeg nogen sinde har fået. Han siger at vi lige skal give det 2 timer, og se om det ikke er holdt op. 10 min efter jeg kommer ind på værelset, starter det igen - heldigvis om man vil - så jeg får lov at blive opereret. Her har jeg ikke fået noget at spise siden kl 19 dagen i forvejen.

Under hele forløbet gøres der meget ud af, at jeg ammer. Jeg tror at de kunne have stoppet blødningen, ved at give mig de her blodfortykkende piller, og have mig indlagt i 2-3 dage. Det er bare heller ikke skide optimalt, når man ikke må amme pga. pillerne, og når man bare gerne vil hjem til ens unger. Operationen var jeg ret nervøs over, mest af alt fordi det skulle ske i fuld narkose. Men nu har jeg så prøvet det, og det var faktisk helt ok. Fredag aften kom Nick forbi i et par timer med den lille. Den store blev passet hos mormor og morfar. Så kunne den lille blive ammet godt og grundigt af. Lørdag kom jeg hjem igen.

Siden har blødningen været stoppet, men hævelsen er først faldet over de sidste par dage, og det er først i dag, fredag en hel uge efter operationen, at jeg tilsyneladende er helt smertefri. Så nu skal jeg bare skylle min næse til der ikke længere kommer gammelt blod og sårskorper ud.
Tilbage sidder jeg, og ved ikke rigtig hvad udsigterne er. Jeg ved at den klemme der er sat på blodåren, potentielt kan falde af igen, men jeg ved ikke om det er noget jeg skal gå og være utryg over, resten af livet... Jeg ved bare at jeg skal tage den mere med ro, over den næste måned. Det er jo en fantastisk måde at tilbringe julen, men to små børn.

Stres over fremtid

Så er det ved at være tid til at der igen skal tænkes på ansøgninger til studie.
Oven i det mangler vi virkelig noget større at bo i, men jeg har det som om jeg slår i en pude her hjemme. Har så mange ting jeg gerne ville nå, men må nok sande, at det ikke kommer til at ske, grundet mangel på plads og to småbørn.

Vil rigtig, rigtig gerne ind. Ved godt der er en reel risiko for at det ikke sker, men gud hvor vil jeg dog gerne ind. Samtidig er jeg rædselsslagen for at komme ind. Er bange for at det går helt galt, at jeg ikke kan, at jeg ender med at dumpe det hele, og falde fra. Er bange for at jeg er for gammel. Man bliver trods alt 30 til næste år. Så vil jeg være 33 eller 35 hvis jeg kan læse på nomineret tid. Og jeg er pisse bange for hvordan vi skal gøre mht økonomi.

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på noget alternativt, bare så jeg har andre muligheder, hvis nu. Men de ting jeg gerne vil, er der ingen fremtid i for mig. Det hele er noget hvor man skal stå meget, og det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Det kan mine fødder helt enkelt ikke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare hvorfor mine fødder ikke kan holde. Det er også for dumt, for der er ingen der beder om en forklaring på hvorfor, det er ting der sidder fast oppe i hovedet. Dumme kommentarer fra uvidende mennesker. Ting der egentlig bare burde glemmes, men de sidder alt for godt fast. Som kommentaren fra gutten der havde været i militæret, der også havde gået skævt på fødderne, men det fik han lavet om på i militæret, for det var jo bare at tage sig samme og gå rigtigt. Jeg ved godt det ikke har noget hold i virkeligheden. Jeg kan selv høre hvor dumt det lyder. Man kan jo ikke bare rette skæve rygge og ødelagte fødder ud, ved at "tage sig sammen". Sådan fungere virkeligheden ikke.

Og så er der matematikken. Andre fag der måske ikke kræver at man står flere timer i døgnet, har alt for meget matematik. Matematik jeg ikke kan. Her er det til gengæld ikke indbildt at det er et standpunkt der skal forsvares. For jeg er jo ikke totalt matematik blind, eller hvad det nu hedder. Jeg kan også lære ting, jeg forstår bare ikke det andre kalder logik.
Jeg skulle også sætte mig ned og lære at kode. Jeg satte mig ned, læste, men gik totalt kold over første opgave. Jeg kan simpelthen ikke tænke mig frem til de her ting. Jeg kan ikke se logikken i det. For mig er det ikke logik. Af samme årsag kan jeg ikke sætte mig ned og udforme en formel, sådan som det ofte er påkrævet i opgaver, når man har matematik op gennem grundskole og gymnasium. Og jeg skal altid forsvare hvorfor jeg ikke kan. For det er jo bare logik.

Det hele bliver bare mere og mere stressende. Jeg har mest lyst til at prøve at søge om noget invalide halløj, men det ved jeg jo godt, ikke kommer til at ske. Det er et sandt helvede at komme igennem, og hånden på hjertet, vil jeg jo også gerne noget uddannelse.
Jeg vil så gerne noget naturbevarelse. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg vil det, men det er som om hele min X-tra del prøver at modarbejde det. Prøver at fortælle mig, at jeg forresten slet ikke kan finde ud af det der logisk tænkning. At jeg jo slet ikke kan finde ud af det der med at være social over længere tid, og at jeg også er for gammel.
Det kunne være rart, hvis man kunne få fraspaltet den ene halvdel, så alt det her lort kunne komme ud af mit hoved, og jeg bare kunne få lov at gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle gå og overanalysere, og uden at være bange for, ikke at være god nok.

Død er desuden et omdrejningspunkt i mit hoved igen. Jeg er næsten konstant bange for at en tæt på falder fra, eller den dag jeg selv skal opleve det. Har ikke rigtig fået sagt det til nogen. Har fået sagt at der er en depression under opsejling...

Håber at vi snart kan finde noget andet at bo i. Tror at det vil løse en del problemer, da rod på hjemmefronten, som jeg ikke selv er skyld i, tilsyneladende skaber mere rod og kaos i mit hoved.