Hold kæft hvor er jeg træt af det her lortede syndrom.
Livet bliver sjældent som vi havde forestillet os, men hvor gør det dog ondt at jeg ikke KAN. Det er ikke fordi jeg ikke vil. Jeg KAN ikke, men vil så gerne.
Afslag på studie. Nu er jeg 30, så det var ligesom sidste udkald for mit vedkommende. Så nu søger jeg ind på noget andet.
Men det gør alligevel pisse ondt.
Og det gør endnu mere ondt når folk stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er det forbandede Triple X, eller om det ikke bare er helt normalt.

Og jeg er ved at  gå helt kold over at skulle søge ind på noget andet, hvor jeg ikke kender skolen. Jeg skal også ud og finde en lærer plads. Jeg kan slet ikke overskue det oppe i hovedet, og er så hunde ræd for alle de forandringer, og der er bare ingen der fatter det.
Jeg har INTET overskud. Jeg er forfærdeligt kortluntet.

Bleh, det bliver det, jeg kan slet ikke samle tankerne

Opvågning

I fredags var der noget der gik op for mig, som jeg aldrig rigtig har tænkt på før.

Jeg kigget nogle af mine skolepapirer igennem, og der så jeg, at jeg faktisk var ret tæt på at blive smidt ud af mit gymnasium. Det kan jeg, hånden på hjertet, slet ikke huske, men jeg fik helt ondt i maven af at tænke på det.
Det har jeg så gået og tænkt lidt over efterfølgende, fordi jeg jo også endte med at ryge ud af Biologistudiet - selvvalgt godt nok, men ud kom jeg nu engang.

Så havde jeg en samtale med en gut, og hvert ord der kommer ud, bliver efterfølgende vendt og drejet oppe i mit hoved. Der er hele tiden en lille stemme, der sidde og stiller spørgsmål til det der kommer ud. Er det nu for påtrængende? Er det irriterende? Er det bare for dumt at høre på? Skal jeg bare stoppe nu, og lade den anden snakke? Hvem vil overhovedet hører på det her? Det lød alt for bagklogt... Hvorfor er der nogen der gider lytte? Det må være ren høflighed. Skal jeg bare gå nu? Er det ok at blive?
Og sådan fortsætter det, om og om igen, efter hver eneste sætning der ytres. Og når de anden part snakker, kører der en konstant indvendig kamp om hvorvidt der skal svares, hvad der skal svares, at det er vigtigt samtalen ikke er om mig, for jeg snakker jo for meget, og ingen gider høre om andre, og da slet ikke mig.

Da jeg og knægten så kom hjem, slog det mig. Det er derfor skole er så svært. Det er ikke kun når lektierne er svære. Det er den konstante tvivl, der hele tiden snakker og aldrig er i ro, der gør det hele så svært. Det er ikke altid lige slemt, men det har det med at overtage totalt, så snart der er det mindste tegn på at være usikker.





Og så bliver jeg også så skide sur. For jeg VED at det ikke er normalt, det er noget jeg bare må leve med, og få det bedste ud af. Men i en støttegruppe for Triple X spurgte jeg for et stykke tid siden, om andre oplevede det samme. Det var før jeg tænkte, at det var det der er et problem i det daglige. Men jeg har af et par omgange fået at vide, at der skete alt for meget samtidig, af noget psykolog/psykiater. I sådan en støttegruppe håber man jo at finde hjælp og vejledning. Hvis der ikke er andre der oplever det, er det jo også fint nok. Men så skal man gud hjælpe mig have i hovedet "jajaja, hvis du har behov for at fortælle dig selv at det er anderledes for dig end alle andre kvinder, for at føle dig speciel, så må du jo gøre det" - hvad er det lige for en kommentar at få fyret af?
Det værste er, at folk ikke fatter hvor meget de ødelægger med sådan en udmelding. Så nu spørger jeg ikke om noget der inde mere, for jeg kan ikke lige overskue at skulle have at vide, at de hele er indbildning.

Så nu sidder jeg her, og ved at der kommer noget skolestart på et tidspunkt. Jeg vil stadig rigtig gerne en bestemt ting, men jeg er så uendeligt nervøs for at jeg ender med at springe fra, fordi hovedet får taget over.

Stres over fremtid

Så er det ved at være tid til at der igen skal tænkes på ansøgninger til studie.
Oven i det mangler vi virkelig noget større at bo i, men jeg har det som om jeg slår i en pude her hjemme. Har så mange ting jeg gerne ville nå, men må nok sande, at det ikke kommer til at ske, grundet mangel på plads og to småbørn.

Vil rigtig, rigtig gerne ind. Ved godt der er en reel risiko for at det ikke sker, men gud hvor vil jeg dog gerne ind. Samtidig er jeg rædselsslagen for at komme ind. Er bange for at det går helt galt, at jeg ikke kan, at jeg ender med at dumpe det hele, og falde fra. Er bange for at jeg er for gammel. Man bliver trods alt 30 til næste år. Så vil jeg være 33 eller 35 hvis jeg kan læse på nomineret tid. Og jeg er pisse bange for hvordan vi skal gøre mht økonomi.

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på noget alternativt, bare så jeg har andre muligheder, hvis nu. Men de ting jeg gerne vil, er der ingen fremtid i for mig. Det hele er noget hvor man skal stå meget, og det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Det kan mine fødder helt enkelt ikke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare hvorfor mine fødder ikke kan holde. Det er også for dumt, for der er ingen der beder om en forklaring på hvorfor, det er ting der sidder fast oppe i hovedet. Dumme kommentarer fra uvidende mennesker. Ting der egentlig bare burde glemmes, men de sidder alt for godt fast. Som kommentaren fra gutten der havde været i militæret, der også havde gået skævt på fødderne, men det fik han lavet om på i militæret, for det var jo bare at tage sig samme og gå rigtigt. Jeg ved godt det ikke har noget hold i virkeligheden. Jeg kan selv høre hvor dumt det lyder. Man kan jo ikke bare rette skæve rygge og ødelagte fødder ud, ved at "tage sig sammen". Sådan fungere virkeligheden ikke.

Og så er der matematikken. Andre fag der måske ikke kræver at man står flere timer i døgnet, har alt for meget matematik. Matematik jeg ikke kan. Her er det til gengæld ikke indbildt at det er et standpunkt der skal forsvares. For jeg er jo ikke totalt matematik blind, eller hvad det nu hedder. Jeg kan også lære ting, jeg forstår bare ikke det andre kalder logik.
Jeg skulle også sætte mig ned og lære at kode. Jeg satte mig ned, læste, men gik totalt kold over første opgave. Jeg kan simpelthen ikke tænke mig frem til de her ting. Jeg kan ikke se logikken i det. For mig er det ikke logik. Af samme årsag kan jeg ikke sætte mig ned og udforme en formel, sådan som det ofte er påkrævet i opgaver, når man har matematik op gennem grundskole og gymnasium. Og jeg skal altid forsvare hvorfor jeg ikke kan. For det er jo bare logik.

Det hele bliver bare mere og mere stressende. Jeg har mest lyst til at prøve at søge om noget invalide halløj, men det ved jeg jo godt, ikke kommer til at ske. Det er et sandt helvede at komme igennem, og hånden på hjertet, vil jeg jo også gerne noget uddannelse.
Jeg vil så gerne noget naturbevarelse. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg vil det, men det er som om hele min X-tra del prøver at modarbejde det. Prøver at fortælle mig, at jeg forresten slet ikke kan finde ud af det der logisk tænkning. At jeg jo slet ikke kan finde ud af det der med at være social over længere tid, og at jeg også er for gammel.
Det kunne være rart, hvis man kunne få fraspaltet den ene halvdel, så alt det her lort kunne komme ud af mit hoved, og jeg bare kunne få lov at gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle gå og overanalysere, og uden at være bange for, ikke at være god nok.

Død er desuden et omdrejningspunkt i mit hoved igen. Jeg er næsten konstant bange for at en tæt på falder fra, eller den dag jeg selv skal opleve det. Har ikke rigtig fået sagt det til nogen. Har fået sagt at der er en depression under opsejling...

Håber at vi snart kan finde noget andet at bo i. Tror at det vil løse en del problemer, da rod på hjemmefronten, som jeg ikke selv er skyld i, tilsyneladende skaber mere rod og kaos i mit hoved.

Er jeg en god nok mor?

Der er så meget oppe i medierne med børn for tiden.
Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.

Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?

Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.

Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg  blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?

Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?



Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.

Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.


Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.

Gravid med nr 2 - kan tripel X gives videre?

Jeg er 28 år gammel, og venter barn nr. 2. med min mand på 42. Teksten her er fra ca. uge 5 i graviditeten (2014, uge 41)

Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.

Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY). 
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.

Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.

Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.

Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.

Bitter og indebrændt, og hvad gør man så?

Jeg er så sur at jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal udtrykke mig.

Eftersom jeg har en mosaik af Triple X, kan det være svært at sige hvad det er Triple X problemer, og hvad der måske kommer af noget andet.

Det der gør mig bitter er, at man siden før jeg blev født, har vidst at jeg havde en mosaik af Triple X. Det var ikke noget man umiddelbart havde set før her i Danmark. Det har jeg sikkert nævnt på bloggen tidligere, men nu nævner jeg det så igen.
Hvad jeg så ikke begriber, er at man ikke har fulgt op på mig. Man har tilsyneladende bare været ligeglad.

Jeg er fra 1986. I 1989 udkom der en folder om kønskromosomfejl og de symptomer der kan følge i kølvandet på dem. Dvs. både kønskromosomfejl hos piger og drenge, så ikke specifikt om Triple X.
Denne folder får jeg først kendskab til i midten af 0'erne.
JEG får kendskab til den... Ikke mine forældre, som ellers kunne have brugt en del af den info der stod, da jeg var lille. JEG fik folderen, da al viden i den nærmest var forældet. JEG fandt ud af, at mine forældre burde have fået noget opfølgende info, som de ikke fik.
Det var MIG der aktivt skulle ud og finde ud af det.

Mine forældre har ellers ikke ligget på den lade side. Da jeg var ca. 16 var vi en tur om en overlæge ude på Rigshospitalet, som skulle vide noget om emnet. Men magen til ligeglad knoldesparker skulle man da lede længe efter. Han blev ved og ved og ved med at kalde mig Helle, på trods af at min mor gang på gang rettede ham og kaldte mig Pia.
Han havde glemt vores møde, og var i det hele taget bare meget ufokuseret, da et eller andet forskningsprojekt trak mere.
Her havde man haft muligheden for at udlevere noget relevant information, men der kom intet. Jeg var så sur, at jeg slet ikke fik spurgt ind til halvdelen af det jeg ville, så der kom vi godt slukørede fra igen.

I forbindelse med at manden og jeg begyndte at tænke baby, kom vi igen ind på Riget for at snakke med nogle "eksperter". Jeg fik en smule info jeg ikke selv havde, men fik så også i hovedet, at der ikke forskes i Triple X, da det ikke er interessant nok.
Det har jeg så sidenhen fundet ud af slet ikke passer. Der sidder faktisk også en her hjemme der har interesse i emnet, men det er helt i Århus, og der vil man tilsyneladende ikke henvise til, når man intet ved om emnet på Riget. Jeg ved ikke om man er bange for at tabe ansigt, men helt ærligt, så er jeg komplet ligeglad med hvad et hospital eller hvad en forsker står til at miste. Det her er mit liv. Det er mig der lider under den totale mangel på engagement jeg er blevet mødt med, siden før jeg blev født. Det er mig der har haft en masse lort jeg skulle forholde mig til, hvor jeg er blevet mødt med mistro fra omverdenen. Så at en eller anden tilfældig forsker måske mister ansigt ved at sende mig videre, det er jeg helt ærligt bedøvende ligeglad med.

Jeg får meldt mig ind i en Triple X forening der starter op i Danmark, og bliver spurgt om jeg vil være med i et forskningsprojekt.
Det vil jeg gerne, for man vil vel gerne hjælpe andre med samme problemer, og vi er ikke så mange voksne kvinder i DK, der har fået konstateret Triple X, selvom det skulle være ca. 1 ud af 1000 der har fejlen, enten som ren Triple X syndrom eller som en mosaik af en art.
Her får jeg en smule mere info af fornuftig karakter. Det er faktisk første gang jeg oplever at blive mødt af nogen der reelt har en interesse, og ikke bare prøver at lukke samtalen af med en sludder for en sladder.

Mit problem er, at jeg har noget depression. Det ligger også til den ene side af min familie, men så vidt jeg sådan lige umiddelbart kan forstå, er mit lidt anderledes.
Jeg er meget indadvent. Det er der ikke så mange der lige kan forestille sig når de møder mig, men sådan ligger landet. Jeg er formentlig også det der så populært er begyndt at blive kaldt sensitiv. Jeg har en grim vane eller evne om man vil, til at tage andres følelser på mig.
Min tid i folkeskolen var noget lort. Sådan er vi jo mange der har det. Mit problem var, at det ikke rigtig blev accepteret at jeg var som jeg var, og mine forældre har aldrig tænkt over at det måske var Triple X der gjorde udslaget, for der er aldrig nogen der har fulgt op på hvad der kunne være af problematikker. En ting er når de andre elever har svært ved at forholde sig, men det kan næsten kun gå galt, når lærerne også peger en ud som en sær snegl, fordi man er mere indadvendt end gennemsnittet.

Her ud over har jeg så også en del bøvl med mine fødder.
Min ene fod har bl.a.været i et cykelhjul, og er blevet skadet den vej rundt. Desuden har jeg nogle sener der er for korte, som bl.a. giver sig til udtryk ved at jeg går skævt på mine fødder.
De er så blevet værre gennem de seneste par år, og nu er jeg ude i at jeg skal søge om tilskud til indlæg jeg skal have i mine sko.
Det er i sig selv angstprovokerende, fordi jeg skal have min læge og evt. en speciallæge til at se på det, men hvis jeg fanger min læge på en dårlig dag, får jeg med al sandsynlighed at vide, at hun ikke kan bruge ressourcer på sådan noget, fordi et eller andet pladder med kommunen og hvem midlerne skal bruges til.
Men jeg spørger så min fys hvad jeg kan bruge som argument for at hun skal hjælpe, og her får jeg gud hjælpe mig at vide at jeg er noget hypermobil i mine fødder, og det bl.a. er derfor at de er helt åndssvage.

Jeg er i dag 28 år. Jeg har igennem mange år været hos forskellige læger, fysioterapeuter o.l. pga. mine fødder, og ikke en gang før er der nogen der har nævnt for mig, at jeg er hypermobil i mine fødder.
Det er arveligt, og noget af det er formentlig fra min mor, da hun havde problemer med at vrikke meget om som ung, hvilket jeg også har bøvlet med.
Men hypermobilitet ligger også til Triple X.

Så nu sidder jeg her. 28 år gammel med mand og barn, og føler at jeg er begyndt at kører med klatten.
Men så kommer der lige sådan nogle ridser i lakken.
Sådan noget lort, som BURDE have været opdaget tidligere. Der BURDE have været nogen inde over, som havde holdt øje med, fulgt op på, eller i det mindste informeret om eventuelle komplikationer som disse.

Hvor helvede er logikken i at gravide skal til den ene screening efter den anden, når der alligevel ikke følges op på tingene?
Hvorfor skal jeg betale så pokkers meget i skat, når jeg ikke får det igen, jeg bliver lovet?
Hvorfor skal mine forældre betale så meget i skat, når de ikke får det, de bliver lovet?

Jeg kan bare sidde her og tænke. Tænk engang hvis der havde været fulgt op.
Måske havde min skoletid ikke været det helvede det blev til. Måske kunne det have været mere tåleligt. Måske kunne mine forældre have hjulpet mig bedre, hvis de havde vidst hvad der foregik. Måske havde jeg oplevet mere støtte i det private, hvis mine forældre havde haft informationerne, så de kunne fortælle andre hvordan det hang sammen.
Måske kunne jeg have undgået et par halvhjertede og et helhjertet selvmordsforsøg, der endte i en indlæggelse, og en forfærdelig behandling af plejepersonalet (for den gang mente man tilsyneladende, at den bedste måde at holde selvmordsplagede mennesker væk, var at tryne dem så meget, at de aldrig fik lyst at søge hjælp igen).
Måske kunne jeg have undgået at spilde år på et studie, som evnerne simpelthen ikke rakte til, da problemer med f.eks. matematisk forståelse kan være et symptom fra Triple X.

Ikke at jeg egentlig vil have det anderledes, for ens fortid gør at man er hvor man er nu, og jeg er sådan set ret tilfreds.
Jeg føler mig bare så svigtet af systemet. Et system der bryster sig af at alle har et sikkerhedsnet i det system vi alle betaler til. Men faktum er, at det bare ikke er sådan. For med mindre man er interessant, eller der er noget meget synligt der er anderledes, så er man lige meget.
Vores system er af en eller anden grund ikke rystet til at tage ting i opløbet. Det skal helst vente så længe, at det kommer til at koste samfundet rigtig mange penge, før man gør noget.

Så nu sidder jeg her, lidt mindre sur, men ved stadig ikke rigtig hvad jeg skal gøre.