Hvornår mænd og kvinder bliver glade for deres børn

Åh hvor er jeg dog led og ked af at læse om mødre, der proklamerer at når mænd ikke er jublende lykkelige over at få at vide, at der er sket en upser og kvinden er gravid, så er det altså fordi mænd først bliver glade for barnet når det bliver født, mens kvinder bliver mor fra det øjeblik der er 2 streger.

SÅDAN HÆNGER VIRKELIGHEDEN IKKE SAMMEN!

Det vil jeg gerne lige have lov at slå fast. Og udtalelser som denne gør, at der sidder mennesker rundt omkring i det ganske land, der føler sig helt forkerte, fordi de har en anden oplevelse af det.

Nu er jeg ikke en mand, men jeg kan da se på omgangskredsen, at der i den grad også er mænd, der bliver himmel henrykte så snart der er 2 streger.

Selv oplever jeg til gengæld, at jeg ikke har de vilde følelser over for parasitten i maven. Tanken om abort er ubehagelig, men jeg føler ingen egentlig kærlighed til det der inde, og jeg har ved mine 2 graviditeter, ikke oplevet at jeg følte mig som MOR, fra det øjeblik jeg stod med den positive graviditets test.
Jeg følte heller ikke overvældende lykke eller forelskelse, da jeg fik mine børn op på brystet. Faktisk følte jeg væmmelse ved den første. Ikke ved ham som sådan, men jeg følte mig totalt overhørt, udkørt og forladt for alt overskud. Det var en meget ubehagelig og grænseoverskridende situation.

Beskyttertrangen er der helt klart fra barnet kommer ud. Meget kraftig endda. Men den her fantastiske kærlighed man hører om igen og igen, den har jeg ikke oplevet fra første øjeblik. Kærligheden er kommet snigende, i takt med at jeg har lært barnet at kende. Første gang tog det nok omkring ½ år eller mere, før jeg sådan rigtig følte den fulde kærlighed. Men det er ikke sådan en "nu savner jeg ham altså for meget, nu skal han hjem til mig" kærlighed. Den er jeg meget bevidst om at andre har, men den har jeg faktisk ikke.
Det jeg oplever, er mere en følelse af, at barnet altid har været der, og jeg ikke kunne forestille mig et liv uden mit barn. Sådan har jeg det f.eks. også med Nick.
Det er en meget underlig, men egentlig og meget rar følelse, at sidde med. Et lille menneske, man kun har kendt i 2 år + 9 mdr i maven, og man har det som om, at barnet har været der, hele ens liv.

Der er ikke nogen gylden formular på, hvordan man oplever et graviditet en fødsel, eller det efterfølgende liv med barn. Den er der hverken for kvinder eller mænd.
Lad være med at føle dig forkert, bare fordi du ikke lige følger "normen". I virkeligheden er normen nok alligevel bare en opdigtet tilstand, for at opretholde et perfekt ydre.

Det vigtigste er at vide, at du er EN GOD NOK forældre, lige meget hvordan du ellers måtte opleve forløbet. Ingen af os er perfekte. 

Er jeg en god nok mor?

Der er så meget oppe i medierne med børn for tiden.
Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.

Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?

Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.

Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg  blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?

Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?



Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.

Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.


Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.

Bitter og indebrændt, og hvad gør man så?

Jeg er så sur at jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal udtrykke mig.

Eftersom jeg har en mosaik af Triple X, kan det være svært at sige hvad det er Triple X problemer, og hvad der måske kommer af noget andet.

Det der gør mig bitter er, at man siden før jeg blev født, har vidst at jeg havde en mosaik af Triple X. Det var ikke noget man umiddelbart havde set før her i Danmark. Det har jeg sikkert nævnt på bloggen tidligere, men nu nævner jeg det så igen.
Hvad jeg så ikke begriber, er at man ikke har fulgt op på mig. Man har tilsyneladende bare været ligeglad.

Jeg er fra 1986. I 1989 udkom der en folder om kønskromosomfejl og de symptomer der kan følge i kølvandet på dem. Dvs. både kønskromosomfejl hos piger og drenge, så ikke specifikt om Triple X.
Denne folder får jeg først kendskab til i midten af 0'erne.
JEG får kendskab til den... Ikke mine forældre, som ellers kunne have brugt en del af den info der stod, da jeg var lille. JEG fik folderen, da al viden i den nærmest var forældet. JEG fandt ud af, at mine forældre burde have fået noget opfølgende info, som de ikke fik.
Det var MIG der aktivt skulle ud og finde ud af det.

Mine forældre har ellers ikke ligget på den lade side. Da jeg var ca. 16 var vi en tur om en overlæge ude på Rigshospitalet, som skulle vide noget om emnet. Men magen til ligeglad knoldesparker skulle man da lede længe efter. Han blev ved og ved og ved med at kalde mig Helle, på trods af at min mor gang på gang rettede ham og kaldte mig Pia.
Han havde glemt vores møde, og var i det hele taget bare meget ufokuseret, da et eller andet forskningsprojekt trak mere.
Her havde man haft muligheden for at udlevere noget relevant information, men der kom intet. Jeg var så sur, at jeg slet ikke fik spurgt ind til halvdelen af det jeg ville, så der kom vi godt slukørede fra igen.

I forbindelse med at manden og jeg begyndte at tænke baby, kom vi igen ind på Riget for at snakke med nogle "eksperter". Jeg fik en smule info jeg ikke selv havde, men fik så også i hovedet, at der ikke forskes i Triple X, da det ikke er interessant nok.
Det har jeg så sidenhen fundet ud af slet ikke passer. Der sidder faktisk også en her hjemme der har interesse i emnet, men det er helt i Århus, og der vil man tilsyneladende ikke henvise til, når man intet ved om emnet på Riget. Jeg ved ikke om man er bange for at tabe ansigt, men helt ærligt, så er jeg komplet ligeglad med hvad et hospital eller hvad en forsker står til at miste. Det her er mit liv. Det er mig der lider under den totale mangel på engagement jeg er blevet mødt med, siden før jeg blev født. Det er mig der har haft en masse lort jeg skulle forholde mig til, hvor jeg er blevet mødt med mistro fra omverdenen. Så at en eller anden tilfældig forsker måske mister ansigt ved at sende mig videre, det er jeg helt ærligt bedøvende ligeglad med.

Jeg får meldt mig ind i en Triple X forening der starter op i Danmark, og bliver spurgt om jeg vil være med i et forskningsprojekt.
Det vil jeg gerne, for man vil vel gerne hjælpe andre med samme problemer, og vi er ikke så mange voksne kvinder i DK, der har fået konstateret Triple X, selvom det skulle være ca. 1 ud af 1000 der har fejlen, enten som ren Triple X syndrom eller som en mosaik af en art.
Her får jeg en smule mere info af fornuftig karakter. Det er faktisk første gang jeg oplever at blive mødt af nogen der reelt har en interesse, og ikke bare prøver at lukke samtalen af med en sludder for en sladder.

Mit problem er, at jeg har noget depression. Det ligger også til den ene side af min familie, men så vidt jeg sådan lige umiddelbart kan forstå, er mit lidt anderledes.
Jeg er meget indadvent. Det er der ikke så mange der lige kan forestille sig når de møder mig, men sådan ligger landet. Jeg er formentlig også det der så populært er begyndt at blive kaldt sensitiv. Jeg har en grim vane eller evne om man vil, til at tage andres følelser på mig.
Min tid i folkeskolen var noget lort. Sådan er vi jo mange der har det. Mit problem var, at det ikke rigtig blev accepteret at jeg var som jeg var, og mine forældre har aldrig tænkt over at det måske var Triple X der gjorde udslaget, for der er aldrig nogen der har fulgt op på hvad der kunne være af problematikker. En ting er når de andre elever har svært ved at forholde sig, men det kan næsten kun gå galt, når lærerne også peger en ud som en sær snegl, fordi man er mere indadvendt end gennemsnittet.

Her ud over har jeg så også en del bøvl med mine fødder.
Min ene fod har bl.a.været i et cykelhjul, og er blevet skadet den vej rundt. Desuden har jeg nogle sener der er for korte, som bl.a. giver sig til udtryk ved at jeg går skævt på mine fødder.
De er så blevet værre gennem de seneste par år, og nu er jeg ude i at jeg skal søge om tilskud til indlæg jeg skal have i mine sko.
Det er i sig selv angstprovokerende, fordi jeg skal have min læge og evt. en speciallæge til at se på det, men hvis jeg fanger min læge på en dårlig dag, får jeg med al sandsynlighed at vide, at hun ikke kan bruge ressourcer på sådan noget, fordi et eller andet pladder med kommunen og hvem midlerne skal bruges til.
Men jeg spørger så min fys hvad jeg kan bruge som argument for at hun skal hjælpe, og her får jeg gud hjælpe mig at vide at jeg er noget hypermobil i mine fødder, og det bl.a. er derfor at de er helt åndssvage.

Jeg er i dag 28 år. Jeg har igennem mange år været hos forskellige læger, fysioterapeuter o.l. pga. mine fødder, og ikke en gang før er der nogen der har nævnt for mig, at jeg er hypermobil i mine fødder.
Det er arveligt, og noget af det er formentlig fra min mor, da hun havde problemer med at vrikke meget om som ung, hvilket jeg også har bøvlet med.
Men hypermobilitet ligger også til Triple X.

Så nu sidder jeg her. 28 år gammel med mand og barn, og føler at jeg er begyndt at kører med klatten.
Men så kommer der lige sådan nogle ridser i lakken.
Sådan noget lort, som BURDE have været opdaget tidligere. Der BURDE have været nogen inde over, som havde holdt øje med, fulgt op på, eller i det mindste informeret om eventuelle komplikationer som disse.

Hvor helvede er logikken i at gravide skal til den ene screening efter den anden, når der alligevel ikke følges op på tingene?
Hvorfor skal jeg betale så pokkers meget i skat, når jeg ikke får det igen, jeg bliver lovet?
Hvorfor skal mine forældre betale så meget i skat, når de ikke får det, de bliver lovet?

Jeg kan bare sidde her og tænke. Tænk engang hvis der havde været fulgt op.
Måske havde min skoletid ikke været det helvede det blev til. Måske kunne det have været mere tåleligt. Måske kunne mine forældre have hjulpet mig bedre, hvis de havde vidst hvad der foregik. Måske havde jeg oplevet mere støtte i det private, hvis mine forældre havde haft informationerne, så de kunne fortælle andre hvordan det hang sammen.
Måske kunne jeg have undgået et par halvhjertede og et helhjertet selvmordsforsøg, der endte i en indlæggelse, og en forfærdelig behandling af plejepersonalet (for den gang mente man tilsyneladende, at den bedste måde at holde selvmordsplagede mennesker væk, var at tryne dem så meget, at de aldrig fik lyst at søge hjælp igen).
Måske kunne jeg have undgået at spilde år på et studie, som evnerne simpelthen ikke rakte til, da problemer med f.eks. matematisk forståelse kan være et symptom fra Triple X.

Ikke at jeg egentlig vil have det anderledes, for ens fortid gør at man er hvor man er nu, og jeg er sådan set ret tilfreds.
Jeg føler mig bare så svigtet af systemet. Et system der bryster sig af at alle har et sikkerhedsnet i det system vi alle betaler til. Men faktum er, at det bare ikke er sådan. For med mindre man er interessant, eller der er noget meget synligt der er anderledes, så er man lige meget.
Vores system er af en eller anden grund ikke rystet til at tage ting i opløbet. Det skal helst vente så længe, at det kommer til at koste samfundet rigtig mange penge, før man gør noget.

Så nu sidder jeg her, lidt mindre sur, men ved stadig ikke rigtig hvad jeg skal gøre.

Depression og død

Fordi jeg har behov for at få luft.
Undskyld det er på engelsk... 

This whole depression is awfull-bull, when some one know takes his or her own life, annoys the shit out of me.
Suddenly people give a damn.
Suddenly every body knows what it's all about, and every body is so darn understanding.
Well - where the fuck were you 15 years ago, when I tried to slit my wrist?
Where the fuck were you 10 years ago, when I was hospitalised with an attempt to take my own life by overdosing?
Yep, that's right. You weren't there, because you only saw the happy me, and when I tried talking about it, you looked at me like I was insane.

It's fine that you have some insight now that one of your idols have past - but how about actually doing something about it? Be nice to the people around you, try talking if you see one of them hurting.
Stop the bullshit updates, and start doing something!

Ubehagelig oplevelse med ambulancefolk

Jeg har skrevet det her, fordi det bliver ved med at gå mig på, og jeg blev nødt til at komme af med det.

Hele situationen var meget ubehagelig, da vi blev mere og mere nervøse pga. udmeldinger fra sygeplejerske og læge i 1813 telefonen, og der efterfølgende kom en falckredder, der var meget nedladende i sin måde at tiltale os på.

Kære falckredder

Tak fordi du kom ud til os, da vores søn fik et anfald af falsk strubehoste midt om natten.

En anden gang, tror jeg dog du skal tænke mere over hvordan du tiltaler dem du kommer ud til, da jeg er bange for at du kan afskrække folk fra at ringe efter hjælp igen.

Vi vågner midt om natten, ved at vores søn ikke kan trække vejret, og han hoster. Min første indskydelse er at dampe badeværelset til, og gå der ud med ham. Da dette ikke rigtig virker, ringer vi 1813.

Der går kludder i indtastning af cpr nr, men vi kommer da igennem, og får fortalt hvor gammel vores søn er, og sygeplejersken i den anden ende, får hørt hans vejrtrækning. Hun lyder urolig – selvom vi egentlig ikke har været det – og det gør så også mig urolig.

Hun sender os videre til en læge, der sige at han skal i kold luft, undertegnede skal slappe af, og så vil han ringe efter en ambulance.

Her begynder undertegnede at blive rigtig nervøs, fordi ambulance slet ikke var noget vi havde tænkt på.

Og så er det du kommer ind i vores liv. Du starter med at sige, at han jo ikke er en baby, og vi må have oplyst forkert CPR nr. Nej, han er ikke en baby, men omkring 10 måneder.
Efter lidt tid på gangen, spørger du om du må komme ind. Det første du kommenterer på er, hvor varmt der er, og vi skal lufte ud flere gange daglig, i et noget nedladende tonefald. Herefter konstaterer du at vi har burdyr, og de sikkert har gjort det hele meget værre – det er der ikke noget videnskabeligt belæg for, og jeg bliver faktisk ked af, at folk der skulle komme og hjælpe, er så fordømmende.

Vi bor i en ældre egendom, og vores lille badeværelse er ude på gangen, lige over for hoveddøren. Når min første indskydelse har været damp, er der naturligvis blevet noget lummert i det område, da det ikke kan undgås at der slipper varme ud af badeværelset.

Pga. egendommens alder, bliver her meget hurtigt varmt. Vi lufter ud flere gange daglig, og på varme dage, bliver vi nødt til at have vinduer åbne hele dagen, for at holde temperaturen på et fornuftigt niveau.

Jeg blev rigtig ked af, at din antagelse var, at vi slet ikke lufter ud – for vi bestiller praktisk talt ikke andet, hele sommerhalvåret.

Du tager vores søn med ned på gaden, og her får han det bedre. Du beslutter dig for at se hvad der er noteret af CPR nr, for du er stadig overbevist om at jeg har oplyst galt CPR til 1813. I dine papirer kan du konstaterer, at det er det korrekte CPR nr der er oplyst, men der kommer ikke så meget som en undskyldning fra dig, efter du har stået og sagt, at jeg har oplyst det gale CPR nr da vi ringede.

Det ender med, at vi selv kan få lov at kører på hospitalet, og her får vi en god behandling.

Men jeg er faktisk rigtig ked af den behandling vi fik af dig. Jeg følte mig som en rigtig dårlig mor, og følte at jeg ikke lavede andet end fejl, på trods af at jeg bare havde fulgt mine første indskydelser mht. behandling af min søns hoste, og at ringe efter hjælp.

Så til en anden gang, skal du som sagt nok overveje hvordan du taler til folk. Jeg har ikke så meget lyst til at ringe efter hjælp en anden gang, hvis det kan betyde, at du kommer ud til os igen, og fortæller os alle de ting du mener vi gør forkert, frem for at prøve at hjælpe os.

Mvh. en ikke perfekt, men god nok mor.

Rod

Det hele er noget rod oppe i mit hoved.

Oven i det føler jeg mig simpelthen så svigtet af systemet.
Sidder i en lukket gruppe for Tripel X og pårørende.
Det er så vanvittigt frustrerende, at hører hvor meget hjælp der er at hente i USA. De har endda en klinik i en eller anden stat, hvor de får tilbudt at være en hel uge, for at få tests, information og så kan de stille spørgsmål.
Her hjemme bliver man bare børstet af med, at det ikke er noget særligt, og det er helt normalt.

Men de har for pokker aldrig prøvet det, så hvordan hulen ved de at det er helt normalt?
Det føles altså ikke helt normalt, når ens hjerne bare bryder sammen. Jeg kan bedst sammenligne det med at hjernen trænger til et reboot.
Jeg er simpelthen så sløv, og orker ikke rigtig noget, lige bortset fra en time eller to dagligt.
Tanken om at skulle noget, også flere måneder ud i fremtiden, er helt uoverskuelige, og jeg har mest af alt lyst til bare at hyle over det.

Ved også godt hvad der har udløst det, men der vare bare ikke en mulighed for at sige nej.

Jeg må dog sige, at det passer mig rigtig godt at jeg ikke er blevet proppet fuld af piller som lille, for jeg har lidt et indtryk af, at det til dels er hvad der sker hos de amerikanske børn og voksne med Tripel X.

Tripel-X Foreningen i Danmark

Så har jeg endelig fået meldt mig ind.

Da jeg kiggede på tilmeldingsblanketten i dag, kunne jeg se at jeg sidst har skrevet i den i slutningen af januar. Det må siges at være lovlig sent jeg får taget mig sammen til at sende den retur, men har bare haft en følelse af at der er sket så meget, så det er ikke lige det der er kommet først.

Glæder mig nu til at se hvad der sker i foreningen, og evt. at blive aktiv :)

Hvor skal man rette henvendelse (46xx/47xxx)

Jeg kunne godt tænker mig at komme ind i en form for støttegruppe, eller bare finde et forum, hvor jeg kan komme i kontakt med andre ligesindede.

Efter lidt søgen på internettet, fandt jeg frem til en forening, der lød som et sted jeg kunne bruge. Jeg rettede derfor henvendelse, og skrev lidt om mig selv, samt det forløb jeg havde været igennem, og om de evt. havde støttegrupper e.l. man kunne komme i kontakt med.

Jeg har nu fået en mail tilbage. Det er noget man har prøvet i foreningen, men det er faldet til jorden igen. I stedet blev jeg henvist til 2 andre foreninger, hhv. LEV og DanskHandikapForbund.
LEV beskæftiger sig med udviklingshæmmede, og det andet giver vel sig selv.

Nu sidder jeg så igen med en følelse af dyb frustration. Foreningen jeg rettede henvendelse til, omhandler sjældne kromosom afvigelser. Så vidt jeg ved, er 46xx/47xxx afvigelsen ikke specielt unormal. Jeg mener det er noget i stil med 1 ud af 1000 piger der har Trippel X syndrom, og det er så en procentdel af disse piger der har en mosaik, som det jeg har. Dvs. at der burde være god mulighed for enten at snakke med mosaikker eller rene Trippel X'er... Ca. 5000 muligheder hvis man tager udgangspunkt i at der er 5 mil mennesker i DK.

Men hvorfor henviser de mig til folk med handikap eller udviklingshæmmede?
Jeg er ikke udviklingshæmmet, og jeg har ikke et egentlig handikap. Det er ikke fordi jeg ser ned på disse mennesker, for mig at se er det super fedt, at der findes steder hvor man kan søge hjælp, hvis der er behov for det. Jeg har bare ikke lyst til at sidde og snakke med mennesker, der har det meget værre end mig. Hvis jeg vil føle at jeg overdriver, og i virkeligheden bare er en heldig, forkælet møgunge, der ikke har noget bedre at bruge tiden på, så kan jeg bare gå en tur på gaden, og se på de mennesker der går rundt dér, med div. problemer.

Mit problem er, at jeg går og tumler med en masse ting. Jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er relateret til mosaikken, og uden at snakke med andre i samme situation, har jeg ikke en chance i helvede for at finde ud af det. Trippel X syndrom er nemlig ikke noget, der er interessant at forske i, fordi der - så vidt vides - ikke er nogen særlige bivirkninger, om man vi.
Ingen udtalt sygdom = ingen interesse...

Jeg kan heller ikke fortså, at der ikke er nogen universitets hospitaler, der har interesser i at følge op på det. Det kan da ikke være så svært at sætte få gang i en form for forum, hvor mennesker med den type problemer kan komme i kontakt med hinanden...
Personligt har jeg ingen ide om hvordan jeg skal gribe det an. Velviljen er der ikke nogen steder fra, og nu sidder jeg bare og føler, at det heler er ligegyldigt. Det har ingen betydning, og hvis det her gør at jeg har nogle problemer i mit liv, så er det sådan set mit eget problem, og har ikke nogen interesse.

Jeg tror jeg ender med at hive fat i LEV og spørge om de har et forslag. Så er spørgsmålet bare, om jeg skal gøre det før eller efter jul.

Hvis der skulle side nogen der ude, der læser med her, og har noget af det samme ind over deres liv, så skriv endelig. Der kan altid smides en kommentar, og hvis man ikke har lyst til at skrive kontakt info, så skal jeg nok skrive min e-mail :)

46 xx/47 xxx

Ja, jeg har så ikke rigtig været aktiv her inde et stykke tid.
Dette skyldes at jeg har haft alt for mange ting i hovedet.

Jeg har denne her kromosomfejl.
Jeg har aldrig fået noget navn på det, jeg har bare fået at vide at jeg både har xx og xxx.
Der er aldrig blevet fulgt op på det, på trods af at man aldrig før havde set konstellationen, da min mor i sin tid fik taget en fostervandsprøve.
Den skulle ikke gøre andet, end at intelligensen ligger en smule under den normale kurve. I praksis vil det sige, at det reelt ikke er noget der vil kunne måles, da man stadig kan ligge fra høj intelligens til lav intelligens, men nogle point under det man "burde" have haft i intelligens.

Der har som sagt ikke været nogen interesse i at følge op på det. De gange vi har prøvet (mine forældre og jeg) har det været en utilfredsstillende oplevelse, hvor vi er kommet der fra med mindre information end da vi kom.

Jeg har til gengæld fået at vide, at ved ønske om graviditet, var det relevant at følge op på det, da risikoen for XXX piger og XXY drenge ville være forøget.

Da vi går og overvejer at starte familie, måske ikke nu, men gerne inden for et par år, følte jeg at tiden var inde til at hive fat i Rigshospitalet igen.

Her får jeg at vide, at risikoen for de børn jeg troede jeg kunne få, reelt ikke var der, men i stedet har jeg så fundet ud af, at de rent faktisk kalder det jeg har, for Trippel X eller en Trippel X Mosaik.

Hende jeg snakkede med var rigtig flink, så det var jo godt nok.
Men det var lidt nedslående at få at vide, at man ikke gik ud fra der havde været problemer, når man ikke havde henvendt sig.
Nu skal jeg så ind til en samtale/informations halløj, omkring det.

Det er enormt frustrerende. Jeg føler mig totalt svigtet af systemet på det her punkt. Så på den ene side var det forløsende at få at vide, at ting jeg har gået og bakset med hele livet, kan skyldes dette, og på den anden side var det vanvittigt frustrerende, at jeg selv har måttet finde ud af hvad det hed, læse mig frem til det, og efterfølgende få noget hjælp.

Der er en række træk der definere Trippel X Syndrom piger. Jeg har formentlig nogle af dem, men ikke dem alle.
Problemer med at lærer specifikke ting, depressioner og noget socialt-halløj kan være knyttet til dette.

Jeg ville egentlig ikke have mit liv havde været anderledes, for så ville jeg ikke være hvor jeg er nu.
Men på den anden side, er det for dårligt at man har skulle afhjælpe ting via omveje. Jeg bliver også sur på mine forældres vegne.
Som det sidste, synes jeg det er enormt ringe, at man ikke har holdt kontakten med mig, for måske at lærer noget nyt. Det kunne muligvis have været med til at hjælpe andre mennesker.
Men forskningen er først rigtig kommet frem for en 5 år siden...

Det bliver nu eget godt at komme der ind og få snakket det igennem.
Mit hoved har været fyldt med det her den sidste lille måneds tid, og jeg ved ikke rigtig hvornår det går over igen.

Noget af det mest positive ved hele misæren er, at nu kan jeg sige til folk hvad problemet er, når der bliver smidt dumme kommentarer. Så slipper jeg for de der "tag dig sammen" bemærkninger, eller hvad folk ellers kan komme med af dumheder.
Og det er da godt at min mor bestemt ikke mente at et kollegie var noget for mig, som der ellers var folk der mente jeg ville have godt af. Bare synd hun ikke havde denne viden på daværende tidspunkt *suk*

Og så lige det faktum at jeg har droppet at læse biologi.
At få det så elendigt af et studie, kan ikke være meningen. Så nu står den på jobsøgning, og så vil jeg prøve at læse noget andet om et par år :)

Pille afvænning

Det er ikke skide sjov at komme af piller igen.
Humøret er et stort rod, men det er dog ved at blive bedre.
Forleden var jeg helt knust over Bisse igen... og jeg kan stadig få tårer i øjnene over ham...
Jeg har det som om jeg er ved at komme i overgangsalderen. Det ene øjeblik er det varmt, det næste er det alt for koldt... Det er heldigvis også ved at gå i sig selv igen...
Men jeg er til gengæld så heldig, at jeg først skal op til psykiateren igen og snakke piller i slutningen af næste måned Z_z

Ud over det, sker der ikke det helt store i min verden... Jeg ville ønske der skete mere, men lige for tiden er der en mental blokade for de fleste ting...

Jeg burde få ryddet op på mit værelse, i mit køkken, begynde at læse en bogserie, begynde at forberede mig på fag og bla. bla. bla...

Men nu skal jeg ud i Zoozity på lørdag (hvis ham dimsen ellers kan tage sig sammen til at skrive tilbage til mig), og snakke om chinchillaer - wee ^_^

Lorte periode

Det hele er virkelig lortet for tiden.
Alt går i kage for mig, og naturligvis skal det bare komme oven i at jeg er i dårligt humør, så jeg kan lægge alt for meget i det.

Skvattede på min cykel. Midt i et kryds - hurra for pinlige episoder der gør nuller naller.
Jeg er ret sikker på at jeg har forstuvet mit højre håndled. Har købt sådan en støtte dimmer i Matas, så det hjælper, men det er ikke helt behageligt f.eks. at skrive. Derfor også en smule ironisk at skrive et blogindlæg om episoden ;)

Jeg har ca. fået revet 1x2 cm op på min ene håndflade. Dybest set er det bare en lidt ond hudafskrabning, men det er sq klamt når der sidder sådan en løs hudflap. Og at det er højer hånd + håndled er jo bare genialt når man er højrehåndet. det er bare med at lære at tage fra med venstre, når man er højrehåndet.

Så har jeg fået en mindre ting på venstre ben, lidt over knæet. Det er blevet til en ordentlig bule.
På venstre ben har jeg slået mig mere direkte på knæet. Det er blevet til en af de dejligt store afskrabninger lige midt på knæet, og et par mindre afskrabninger, der iblandt en der også er blevet til en rigtig stor bule.

Det kører jo bare for mig!

Og så tror man at det da må være rigeligt for en dag. Men næææh nej. Vi går så også forbi en bil der prøver at køre ud, og så kommer der en rigtig lækker lyd, fordi han har skrabet bilen ved siden af.
Okay, det er så ikke mig det er gået ud over, men er det ikke bare typisk? Hele verden går bare a lave nogle dage. Og idag ser ud til at være en af de dage.

Men de siger i Vejret lige nu, at der er trane træk for tiden (de der store fugle), så et eller andet må vel fungere. Ellers har de bare opdaget at der er farligt her oppe af for tiden, så derfor bevæger de sig ned mod Tyskland...

Gået helt i sort

Jeg er gået helt i sort.
Kan slet ikke overskue noget som helst.
Jeg har en masse skole jeg burde få ordnet, men jeg kan simpelthen ikke, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Jeg prøver at tage mig sammen i næste blog, og får overstået den skide 1. års prøve.

Laver ikke rigtig andet end at ligge i min seng og stene.
Tidsfornemmelsen er røget rimelig meget.

Jeg ved godt hvad der har udløst det. Det er alle de dyr der er døde det sidste stykke tid. På ½ - 3/4 år er 5 dyr døde.
Det virker måske ikke specielt voldsomt, men det har det så været i min verden.
Først ryger Pixy. Jeg vidste godt at det lidt var ved at være der, men det var sq ikke rart at få hende aflivet.
Så kommer man sig næsten over det, og så dør Bisse. Jeg har aldrig før prøvet at det har gjort så ondt at miste et dyr, og der var overhovedet ingen forståelse for det. Folk siger at de godt kan forstå det, men så længe det ikke er en hund eller en kat, er det ikke rigtigt. Folk forstår ikke hvorfor det gør så ondt, når det "bare" er en gnaver.
Lucy døde af sig selv. Det er aldrig rart når en hund dør. Og igen kom det så relativt tæt på det andet, at jeg faktisk ikke rigtig var kommet mig over Bisse. Dvs. at jeg stadig var igang med at bearbejde 2 dyr der var døde, da nr. 3 dør.
Så finde vi ud af at den var helt gal med Fnug, og måtte få hende aflivet. Igen meget tæt på, så jeg slet ikke var kommet ordentligt over hunden, og vupti er der 4 dyr jeg dybest set stadig render rundt og er ked af er døde.
Til sidst er katten blevet aflivet. Jeg ved ikke om jeg er specielt ked af det over ham. Det kan også være at der bare ikke er nogle følelser tilbage nu.
Jaja, så kan man bare lade være med at holde dyr, det ved jeg godt. Men 1 dyr med 1-2 måneders mellemrum? Det er jo bare tåbeligt.
Og vi snakker ikke mus eller andet småkravl, der har en gennemsnits levealder på 2-3 år. Alle dyrene, er dyr der burde blive omkring en 10 år gamle, hvis ikke mere.

Der ud over tager jeg latterligt meget på for tiden.
Jeg vidste slet ikke at det var muligt, at tage så meget på, på så kort tid.
Min læge mener tilsyneladende bare at det er med at få motioneret eller at ryge tilbage på Flutin.
Jeg er helt sikker på at mine piller har gjort noget ved mit stofskifte. Det er ekstremt belastende at jeg ikke kan spise og drikke som jeg altid har gjort.
Men jeg skal ikke fra Venlafaxin og over på Flutin...
Efter jeg er kommet på Venlafaxin, har jeg haft en mulighed for at arbejde med mig selv på en måde, jeg aldrig har været i stand til før. Jeg vil ikke tilbage til bare lige at have hovedet over vandet.

Men det kører jo bare...
Tvangstankerne er tilbage, og jeg er begyndt at se syner igen - jubii.

Jeg bliver virkelig nødt til at tage mig sammen til at tage hjem til Nicholas. Det er faktisk det eneste der hjælper for tiden. Han er virkelig rar at være sammen med...

Det hele kører bare rundt. Jeg er også stik tosset over folk der burde støtte op om mig, pure nægter at accepterer mig og ham jeg har valgt som min partner. Det vigtigste må vel være at han gør mig glad, og er god for mig. Ikke hvad han kan tilføre familien af alt muligt ligegyldigt pladder.
Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke er god nok. Jeg er træt af folk der prøver at ændre på mig, frem for bare at accepterer mig.
Det er i forvejen hårdt at falde ved siden af. Jeg er helt klar på at det er noget man skal have en stærk psyke for at gøre. Problemet er bare, at jeg ikke har psyken til det, men på den anden side kan jeg ikke leve anderledes. Jeg kan ikke rende rundt og føje alt og alle. Så kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv med det samme, for jeg ved at jeg ville få det elendigt hvis jeg ikke fik lov til at være mig.

Det er underligt at noget der er så vigtigt, kan være så svært.

Jeg må få snakket med min læge. Eller måske bare tage op på Hillerød og høre dem. For det her går i hver fald ikke...

Katten skal aflives

Det hele virker lidt dumt for tiden.

Det startede med at Pixy blev aflivet i sommerferien, så døde Bisse af sig selv. Det var egentlig meget rart, at vi slap for at få ham aflivet.
Efter ham døde Lucy. Det kom også af sig selv, men der er stadig en smule irritation tilbage over, og dyrlægen ikke ville komme ud og give hende en sprøjte, da hun var ved at dø.
Så blev Fnug aflivet, og nu skrænter Malte så meget, at han skal aflives...

Nyrer og lever er næsten stået af hos ham. Han gider slet ikke spise noget. Det skulle være en typisk bivirkning ved leversvigt.

Sådan noget bæ.

Godt vi har fået Dino, selvom jeg nu regner med at vi skal have ham solgt. Nu må vi se hvad Nicholas siger til det.

Til dem der skulle være interesserede:
Pixy, Bisse, Fnug og Dino = Chinchillaer
Lucy = Hund
Malte = Kat

For at være helt ærlig, har jeg overhovedet ikke overskud til mit studie. Jeg ved godt at det med at have kæledyr, også betyder at de dør. Men den her gang har været rigtig hård. Hver gang jeg er ved at være godt ude over at et dyr dør, så dør det næste.
Når jeg sådan tænker over det, er det enormt udmattende rent psykisk.
Man kan så sige, at katten næsten er 16, og det er jo en fin alder for en kat. Men det er ikke sjov. Det bliver også helt underligt slet ikke at have kat mere.
Mille havde mine forældre fra før jeg blev født. Et par år før hun blev aflivet, fik vi Malte, så der har altid været en kat. Jeg ved slet ikke hvordan det er ikke at have kæledyr...
Jeg er ikke specielt meget katte eller hunde menneske. Jeg er helt vild med begge dyr. I det hele taget er jeg bare tosset med dyr.
Men ja... Det bliver underligt ikke at have nogen kat.

Hjælp dig selv, før du hjælper andre!

Jeg tror jeg skal til at leve efter mantraet:

Hjælp dig selv, før du hjælper andre

Lige umiddelbart lyder det enormt egoistisk, men det er det faktisk ikke.
Det er et spørgsmål om at sørge for sin egen sikkerhed, før man begynder at hjælpe andre, ellers ender alle bare med at komme til skade.

Det er i hvert fald hvad jeg har oplevet, og det er ved at gå op for mig, at det er helt fint at have det sådan, og egentlig også sundest.
Hvis man har virkelig meget overskud, er der intet galt i at bruge løs af det. Men er overskudet begrænset, bliver man nødt til at sætte sig selv i første række. Ellers rammer det tifoldigt tilbage, både på dig selv, om dem du prøver at gøre noget med eller for.

Det er ikke et spørgsmål om altid at tage først, og smide alle andre "om bag i køen".
Jeg går stadig ind for, og vil altid gøre det, at man hjælper andre, især dem der har mere brug for det end en selv, men det nytter heller ikke hvis man mister sig selv undervejs.

Så hvis du er meget givende, så husk at tænke på dig selv først. Er det du har gang i overhovedet sundt for dig, eller slider det dig ned indefra?
Det har hverken du eller din omverden glæde af.

Glædelig Jul

At gemme sig

Jeg kunne ikke lige finde opladeren til min MP3 afspiller igår.

Jeg har fået de her nye lilla benvarmere, der er super cool. "Big and furry" ting ^_^
Ud over dem havde jeg så også mit halsbånd på, og så var udseenet heller ikke værre.

Men anyway, så var jeg meget mere opmærksom på folk der kiggede. Jeg kunne til dels "gemme" mig bag min hutte, men musik i ørene gør altså et eller andet.
Jeg kan nærmest lade være med at være til stede, og kun fokusere på det jeg vil, når jeg lytter til musik... Det var godt nok svært uden.

Ud over det var det en hyggerlig dag, men jeg opgav at tage til min 2. svampeøvelse... Dumme mig!

Skidt skidt

Nej hvor går det altså dårligt.

Jeg gider ikke med til brylluppet, jeg gider slet ikke noget.
Har bare lyst til at pakke mig selv ind, og forsvinde væk.

Et svagt øjeblik, det kommer hele tiden. Har lyst til at gøre skade på mig selv, men kun et sekund. Alligevel er det skræmmende, for jeg ved ikke om jeg kunne finde på det.

Jeg ved ikke om det er pillerne der ikke virker, eller om det bare er en slem gang humørsvingninger i forbindelse med mens.
Det føles bare ikke som humørsvingninger, men ja... Jeg ved det ikke.

Burde bare få ringet til psykologen og aftale en tid i denne uge, er ikke sikker på at jeg kan vente til næste.

Det er kun mandag, jeg kan slet ikke overskue hvordan jeg skal komme igennem denne uge, og så vente til torsdag i næste. Det er lige før jeg slet ikke kan overskue hvordan jeg skal overleve ugen.

Var til føs'dag igår. Egentlig fint nok. Men jeg var så latterligt deprimeret. Jeg prøvede, jeg blev der for længe. Snakkede med John, havde det super hyggeligt. Jeg havde bare ikke lyst til andet end at finde en pistol og skyde mig selv igår. Ikke sådan hele tiden, men med et par minutters mellemrum.
Helt rart at snakke med Nick, følte mig helt opladet.

Bløb bløb.
Tror jeg vil tænde for Xboxen. Egentlig vil jeg bare sove, men hver gang jeg lukker øjnene, dukker alle de her billeder og tanker op.

Bilulykke

Onsdag den 10. juni.
Man kan vel kalde det læseferie det jeg har nu, selvom der stadig er noget skole.
Endelig skal jeg klippes. Det er kun noget der er set frem til de sidste to uger.
Klipningen går fint. Håret er lækkert, og så går turen hjem til kæresten. Først en hurtig tur hjem forbi for at smide noget regnskab af.
Det begynder at pisse ned idet jeg skal hjem. Turen har gjort mig dejlig våd. Åndede motorcykelbukser.
Ringer til kæresten. Venter lige på at det holder op med at pisse ned.
Naturligvis får jeg gloet flimmer, og kommer ½ time sener af sted end beregnet.
Igennem myldretid i KBH, altid en hyggelig tur.
Endelig hjemme ved kæresten. Han skal ud på skolen og skrive speciale. Han kommer for set ud af døren. Til en forandring er det ikke hans skyld alene, men også min, fordi jeg kommer så sent.
Han smutter, mens jeg bliver og spiller Two Worlds. Et virkelig vanedannende spil til xbox’en.
Jeg får stenet nogle timer, og tager så ud for at spise pizza med kæresten. Hans makker er børnesur - som kæresten så pænt beskriver det. Han virker glad for at spise pizza med mig. Vi får snakket, hygget, og er meget enige om at det er en ret så lækkert pizzeria. Det er ikke udelukket at vi spiser der en anden gang i hvert fald.
Egentlig skulle jeg være taget hjem efterfølgende, jeg beslutter mig for at tage med ind på skolen. Makkeren er der ikke mere, så vi har kontoret for os selv. Kæresten sidder og roder lidt med speciale, mens jeg sidder og læser i Universitets Avisen og får tegnet lidt.
Det blæser en del. Ikke et problem for mig, men ikke det sjoveste vejr at cykle hjem i. Rejseplanen bliver fundet frem. Kæresten vil kører med tog et stykke af vejen, hvilket er ganske forståeligt.
Jeg hopper op på min MC, kæresten hopper op på cyklen, og vi bevæger os i hver vores retning. Der skal lige checkes benzinpriser, de er tit meget lave på Amager.

Ovre i venstre vejbane ligger en bil på højre side.
Der er ikke specielt mange mennesker. Så mig ind til siden, og hører om der er ringet efter Falck. Min første tanke var faktisk noget i stil med: ”Ring til Falck, ring til Falck, ring til Falck”.
Det er der.
Ringer til kæresten for at sige, at jeg ikke ved hvornår jeg dukker op. Der er sket et uheld, og jeg bliver lige nødt til at se om der er noget jeg kan gøre, før jeg tager videre.
Han bliver nervøs, og spørger om der er sket noget med mig. En dejlig varm følelse løber gennem hele kroppen på mig. Skynder mig at sige at jeg ikke er indblandet, og lægger så på.
Tre eller fire mænd står og glor ned i bilen fra den siderude, der ligger opad. De siger at der ligger en bevidstløs gut, og de ikke kan komme ind til ham.
Der står en gut der inde. Jeg kan ikke helt finde ud af om der er en eller to personer i bilen.
Mændene der står og kigger ned i bilen, bliver ved med at bede ham inde i bilen om at rejse sig op.
”Kan du selv komme op og stå?”
”Prøv at rejse dig op…”
”Se om du ikke kan komme op og stå”.
Der lyder en kommentar på at de ikke kan få ham ud. Alle virker faktisk meget afslappede.
Min første reaktion er, at det er lidt skidt at de ikke kan få ham ud. Men nærmest før tanken er tænkt til ende, får jeg sagt at de ikke skal få ham til at bevæge sig. Han skal ligge stille. Bare lad ham ligge til der kommer nogen der har styr på tingene.
En af de mænd der står der kigger lidt på mig, og siger så noget i stil med ”Nåh ja, han skal nok ikke bevæge sig”.
Kommentarerne skifter, og de begynder at sige at han skal blive liggende.
Jeg er ikke helt sikker på hvad der sker i bilen. Kan simpelthen ikke komme til. Vil heller ikke mase ind. Ingen grund til at skabe flere problemer,
Der ligger en telefon på jorden. Ham der står op inde i kabinen, står og jokker på den. En gut gør opmærksom på det, og de får den fjernet. Jeg får øje på alle glasskårene, og har egentlig mest lyst til at sige til folk at de skal flytte sig, så vi kan få nogle af de glasskår væk, så de ikke gør skade på nogen. Nok ikke det heldigste at rode rundt i efter sådan en omgang.
Der kører så meget adrenalin når man har været ude for sådan noget, at smerte ikke registreres.

De ved vist ikke helt hvad der er sket. Et hurtigt kig omkring afslører dog hurtigt at det er den væltede bil, der ene og alene har været skyld i uheldet.
En bil i venstre vejbane er helt tydeligt påkørt bagfra. Der sidder noget plastik eller metal fast over den parkerede bils bagdæk. Det ser ud som om det kommer fra den væltede bil.
Han er altså kørt fra højre vejbane, over i venstre vejbane, banket ind i den parkerede bil, og flippet om på siden.
Det må have været et uhyggeligt syn. Tilsyneladende er der ingen der har set hvad der er sket.

På et eller andet tidspunkt spørger jeg efter advarselstrekanter. Folk holder godt nok med havari, og jeg ved godt at der er nogle på vej, men det var måske meget smart at få stillet nogle trekanter op, f.eks. ved lyskrydset 100 meter længere fremme. Folk glor bare åndssvagt på mig, og kigger videre ned i bilen. Jeg er på motorcykel, advarsels trekanter er ikke noget man har med i sådan en.
Der dukker flere og flere mennesker op. Nogle for at se på, andre for at hjælpe.
En kommer med en masse udstyr. Der bliver spurgt om han er læge. Det er han ikke, han er samarit ude fra lufthavnen. Han virker meget afslappet, og har helt åbenlyst oplevet noget lignende før.
Han kravler ind efter en gut i bilen, og lidt senere ser jeg ham sidde ude på vejen, med en mand halvt liggende, halvt siddende foran ham, mens han afstøtter nakken.
Tankerne kan ikke lade være med at flyve. Kan ikke lade være med at tænke at de bare skulle have ladet ham blive, til der kom nogen professionelle.

Politiet dukker op. Faktisk meget hurtigt de dukker op. Jeg hører en der siger, at en mand har huld i hovedet. Jeg aner stadig ikke om der har været en eller to i bilen.
Går over til min motorcykel igen. Sætter mig op. Kan ikke beslutte mig for om der er mere at gøre, eller om jeg bare skal kører.
Der kommer en brandbil. Jeg tager mig selv i at tænke, at det egentlig er spøjst at brandbilen dukker op før både lægeambulancer og ambulancer. Kort efter dukker den første lægeambulance op.
Jeg overvejer kort, om jeg skal spørge en betjent, om jeg må kører igennem. De er begyndt at dirigerer biler den anden vej. Beslutter mig ret hurtigt for at de har andet at lave, så jeg trækker den med op på fortovet i den højre side, trækker den et godt stykke forbi den væltede bil og politibilen der spærre mod lyskrydset, og hiver den så ud på vejen.
Ambulancen kommer, og kører hen til stedet.

Det var egentlig bare benzinen jeg kom efter, så jeg får lige checket prisen på benzinstationen. 9.90. Det gider jeg ikke give, når jeg har set den til 9.46 lidt længere inde mod kæresten.
Jeg har stadig underligt meget overblik og overskud. Kan ikke lade være med at smile over, at jeg tænker hvad man mon kan tjene på at ringe til EB e.l., og fortælle om sådan noget. Ikke noget jeg ville gøre, men jeg kan ikke lade være med at tænke det.
Kører videre. Ser endnu en lægeambulance nærme sig stedet.

Nu kommer den. En underlig tom følelse.
For første gang ved jeg faktisk hvor de blink skal hen. Jeg sidder ikke og tænker, ”gad vide hvad der er sket?”. Jeg er udmærket klar over hvad der er sket. En bil er røget om på siden, og i hvert fald en mand, er kommet til skade.
Der kommer den ene tanke efter den anden. Jeg kan se hvordan folk må have haft det, da jeg røg af min MC, og op bag i en anden bil, på trods af at jeg overhovedet ikke kom til skade. Bortset fra at min ene ankel fik et slag.
Jeg har altid undret mig over at folk skal have krisehjælp når de slet ikke har været med, men er kommet bagefter. Pludselig virker det slet ikke så sært mere.
Har jeg gjort nok?
Har jeg været i vejen?
Var det dumt jeg stoppede?
Hjalp jeg overhovedet?
Var det fint nok at køre igen, da de professionelle kom?
Skulle jeg være blevet?
Er jeg en kold skid fordi jeg kørte, da der kom ”rigtig” hjælp?
Hvor er det dog åndssvagt at jeg har det sådan, når det slet ikke er mig der er kommet noget til.

Skal stadig have benzin på.
Finder en Shell, med den billige benzin. Undre mig over det der står på standeren:
”Mellem 21.00 og 05.00 skal der forudbetales i butikken.”
Forudbetales? Hvad pokker er nu det for noget?
Skal jeg ind og give dem en ide om hvor meget jeg skal have på, og så betale for det?
Meget rart afbræk fra de andre tanker.
Går ind og spørger ind til hvad det her går ud på. Jeg skal lægge mit dankort, kørekort e.l. som sikkerhed, så åbner de for pumpen, og så kan jeg komme ind og betale bagefter.
Lidt over 70 kroner, det var hvad der kom på.
Der er nu meget lækkert at jeg sjældent skal af med mere en 100 for at fylde en tank.

Hjemme hos kæresten. Har en forfærdelig trang til at tale om det der er sket. Og samtidig den nagende, dårlige samvittighed.
Han kan slet ikke forholde sig til det. Han siger bare han ville have reageret helt anderledes.
Det undre mig at jeg er så påvirket, der er jo ikke sket mig noget!
Bliver nødt til at ringe hjem. Klokken er 00.40, men jeg bliver simpelthen nødt til at få svar på om jeg har handlet fornuftigt. Der er god mulighed for at en af mine forældre er vågne, og hvis de ikke er, må de sq snakke med mig alligevel.
Min far tager den. Han sover ikke. Jeg begynder at ryste over det hele mens jeg snakker med ham, og kan mærke tårerne trænge sig på.
Han fortæller mig at jeg har gjort det rigtige. Det var fint at stoppe. Det var godt at jeg kørte. Jeg kunne ikke gøre mere. De er jo professionelle, de har prøvet det før, ved hvad de laver. De bliver tit irriterede over tilskuere der hindre deres arbejde. Så det var godt at jeg kørte igen. Alle de rigtige beslutninger.
Kæmpe lettelse. Tvivlen er der stadig, men den er slået meget hen nu.

Torsdag den 11. juni.
Jeg burde være taget ind på AKI og få kigget på de dyr. Der er trods alt ikke så længe til eksamen.
Men søvn var ikke det der kom mest af, og da den endelig kom, var de præget af mareridt.
Det skyldes til dels at jeg ikke liiige fik taget min pille, fordi jeg ikke havde dem med hjem til kæresten.
Skal til psykolog kl. 13. Får sovet fra 6 til 11.26.
Omkring kl. 7.40 vågner jeg. Bange for at jeg har sovet over mig, men skal først op kl. 10. Det kommer så ikke til at ske, og jeg står som sagt først op 11.26.
Min mor ringer på et tidspunkt, får slået den fra ved et uheld. Tror det er alarmen. Ringer igen. Snakker, men er ikke sikker på om det er noget jeg har drømt.
Vågner igen og igen, helt våd af koldsved, og forfulgt af underlige mareridt.

Hjemme ved psykologen. Jeg skulle først have været der 15. Aner ikke hvorfor jeg har skrevet 13 i min kalender. Måske har det noget at gøre med, at vi har sagt kl. 3, og så har jeg tænkt 3 =13. Det er ikke altid hjernen tænker optimalt.
Tiden er 2 uger gammel. Render hos hende af andre grunde.
Der har været en aflysning, så jeg kan godt komme til, selvom jeg er der alt for tidligt.
Får snakket om uheldet, og nu går det op for mig, hvor påvirket jeg reelt er.
Det er så enormt befriende. Jeg har handlet rigtigt, jeg har handlet meget logisk. Er simpelthen så glad for at jeg nu ved, at jeg vil reagerer logisk i den slags situationer, og ikke bare gå i panik.
Får besked på at jeg bare skal snakke om det, jeg har brug for at snakke det igennem, og få det ud sådan. Eneste problem er at folk hurtigt bliver trætte af at hører om det. Men det er hvad jeg har brug for.
Hun er stolt af mig. Stolt af min logik. Stolt over at jeg har tænkt på mig, og ringet hjem, fordi det var det jeg havde brug for.

Tvivlen er der stadig.
Jeg tænker meget i billeder/film. Oplever det igen og igen.
For hver gang bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg handlede rigtigt.
Kan gå i flere timer uden der er noget, og så, lige pludselig bliver jeg helt tom, og aner ikke hvad jeg skal gøre, og så skal der snakkes. Det er forfærdeligt at sove.
Mine mareridt har ikke noget direkte at gøre med uheldet i den forstand, at de ikke handler om det. Men jeg ved at det ikke er mangel på medicin der gør det. Det har simpelthen gjort så stort et indtryk, at jeg får mareridt.

Jeg har aldrig før prøvet at være der før der rigtig er nogen mennesker eller blink.
Når man ser sådan noget, er der enten altid professionelle til stede, ellers holder der en bil, hvor ulykken for længst er overstået, og alle har fået hjælp.
Jeg ville ønske jeg var kommet som den første. Så havde jeg kunne gøre det jeg følte der var nødvendigt. Ville være sikker på at det hele havde været optimalt, på den måde, at der i hvert fald ikke var gjort noget uhensigtsmæssigt, som at bede manden i bilen selv at komme ud.
Jeg ville ønske jeg var kommet senere. Efter blinkene, eller bare efter der var stoppet et par biler mere. Så havde jeg ikke behøvet stoppe og tage stilling til noget som helst.
Det er et helvede at komme der midt i det hele. Ikke ane om man har gjort det godt nok. Ikke vide noget som helst.
Jeg ville helt sikkert gøre det igen. Om ikke andet fordi alt bare slår fra, og jeg handler pr. automatik, med det vilde overblik.

Virkede jeg højrøvet?
Havde tyggegummi. Tyggede meget på det. Slog mig efterfølgende, at det har været en form for beroligelse af mig selv.

Ville bare skrive da jeg kom hjem til kæresten, skrive det hele ned. Men det blev aldrig gjort.
Jeg ved at det ikke går over i dag eller i morgen. Jeg ved at det bliver ved med at komme igen, og jeg bare bliver nødt til at give det tid, og blive ved med at tænke situationen igennem. Give mig tid til at få det ordentlig ud af kroppen, og ikke undertrykke det.

Men handlede jeg virkelig rigtigt?

Bivirkninger er en by i Rusland

Jeg er kommet på Venlafaxin for et par måneder siden.
Det er en kopi af Efexor, der er en del billigere, men virker på samme måde.

Tidligere har jeg aldrig oplevet bivirkninger på piller. P-piller som antidepressiver.
Jeg har altid fundet det en smule underligt, når folk beskrev bivirkninger, fordi det som sagt aldrig er noget jeg har fået.
Denne gang er jeg til gengæld ramt af den onde gang bivirkninger...

Jeg har gået og undert mig over at jeg bliver ved med at tage på, lige meget hvad hulen jeg gør. Jeg er begyndt at blive mere aktiv, og spiser som altid. Det vil sige ikke alt for sundt, men ja, som jeg plejer. Alligevel har jeg taget det ene kilo på efter det andet.
For leden slog det mig så, og jeg spurgte min mor om min vægtforøgelse egentlig ikke passede meget godt med at jeg begyndte på de nye piller, og det gav hun mig ret i.
Hurra - så nu skal jeg virkelig passe på hvad jeg indtager... Men så kan det jo være man bliver lidt sundere.

Jeg er for tyk, har ligget omkring 75 kg, så skulle gerne tabe 10. Jeg er så blevet lidt mere aktiv her i varmen, men frem for at tabe mig, har jeg taget 5 kg på. Det er virkelig træls -_-
Nu har jeg rigtig meget mave *suk*

Der ud over har jeg jævnligt mareridt, og kan vågne op og være helt gennemblødt.
Når jeg er på p-pille pause er jeg kommet på hormon piller, for at sikre at jeg ikke får bivirkninger i form af svimmelhed og rysten.
Får jeg ikke lige taget en pille en enkelt dag (hvis jeg f.eks. spontant beslutter mig for at overnatte hos Nick), så begynder jeg at blive svimmel dagen efter. Det burde ellers være depotmedicin... Jeg gruer virkelig for den dag jeg skal holde op med at være på de her piller.
Så vidt jeg ved, er jeg på laveste dosis, 75 mg, men heldigvis er de ikke skadelige hvis man vil være gravid.

Så nu får jeg lov at opleve bivirkninger... Super lækre piller, jeg føler mig helt normal, og det er virkelig en vidunderlig følelse, men bivirkningerne er godt nok irriterende...