Avatar the last Airbender - serien

Jeg er en af dem der er helt vild med Avatar the last Airbender.
Jeg skal helt klart se filmen, men den skulle være elendig. Selv store fans af serien siger at filmen er elendig.

Hvis man klikker på overskriften, kan man læse en artikel (på engelsk), om en ny serie der skulle komme ud, der omhandler Avatar universet.
Det er som sådan meget godt, men personligt havde jeg håbet på, at der ville komme en fortsættelse, hvor Zuko begiver sig ud for at finde sin mor, og evt. at de finder nogle luftbetvingere.
Det med luftbetvingere ville ikke være urealistisk, da børn med gaven bliver sendt væk, og trænet af monke. Dvs. at der må være nogle mennesker et eller andet sted, der ikke selv er luftbetvingere, en som får luftbetvinger børn.
Her ud over finder Sokka og Katara vandbetvingere i løbet af den første serie, de ikke vidste eksisterede.

Nå, men hele grundlaget for at Ildlandet har udryddet luftbetvingerne er, at de næste i rækken der får en Avatar, skulle være Ildlandet.
I den nye serie, der foregår 70 år efter den første, er det en vandbetvinger der er blevet den nye Avatar.
Det giver overhovedet ingen mening... Hvis de nu havde sat den til at være 150-200 år efter, ville det virke mere realistisk.
Her ud over er Aang altså "kun" 82 på dette tidspunkt.
Taget i betragtning, at hans bedste ven, kongen af Jordriget stadig er i live da historien om Aang foregår, skulle man altså tro at han kunne blive lidt ældre. Dvs. at kongen af jordriget er omkring 112 år når vi møder ham...

Den nye Avatar (Korra), er desuden relativt gammel da vi begynder at følge hende. Hun kan rejse rundt alene, så hun er vel omkring samme alder som Aang, Katara og Sokka (dvs. mellem 12 og 15 år)...
Så skal Aang altså have været et sted melle 65 og 70 da han døde...

Det skal nok blive okay at se hvad de får ud af det, men jeg er ikke sikker på at det bliver rigtig godt.
Når der er fejl allerede inden de går igang, så tyder det bare ikke specielt godt :s

The Graveyard Book

Nobody Owens, eller Bod som han bliver kaldt, vokser op på en kirkegård, med sine adoptivforældre Mr. og Mrs. Owens samt sin formynder Silas.
Samtidig med at Bods familie bliver slået ihjel, er den ca. 1 årige Bod på opdagelse i sit hus, og undslipper herved manden Jack, der egentlig skulle have slået ham ihjel.
På mystisk vis ender den lille dreng op på en forladt kirkegård, der er blevet til et natur reservat, og et par af de lokale spøgelser, samt et væsen, ved navn Silas, der ikke er død, men heller ikke levende, lover at tage sig af ham. Bod får tildelt "The Freedom of the Graveyard", der betyder at han kan bevæge sig steder, normale dødelige ikke kan, og at han kan skjule sig i kirkegården, så andre ikke kan se ham.
Bod når at opleve en masse eventyr på kirkegården og udenfor, mens han er en dreng. Han er dog stadig i fare for at blive fundet af manden Jack, og "The Jacks of all Trades" han arbejder for.



Bogen er på engelsk, og er egentlig rettet mod nogle lidt yngre læsere, men som voksen kan man også sagtens give sig i kast med bogen.
Nogle gange er det som om, der er gået lidt kludder i den røde tråd, der ellers er hele vejen gennem bogen, og man sidder og undre sig over hvad der egentlig er hoved og hale på det hele.
Et enkelt kapitel handler om de såkaldte Ghouls, men kapitlet virker mere som usammenhængende fyld, end som meget andet.
Bod har et anstrengt forhold til en værge, der afløser Silas, men til slut i kapitlet får hun og Bod et bedre forhold. Der er en masse løse ender, og man sidder lidt tilbage med en følelse af "hvorfor". Både hvorfor Miss Lupecus - som hans "erstatnings værge hedder" - kommer ham til undsætning på den måde hun gør, og hvorfor hun pludselig bliver så glad for ham.
Det skal dog nævnes, at man tydeligt kan mærke den research der er lagt i bogen, og det er da også det, der er med til at skabe den let uhyggelige stemning.
Bogen slutter enormt åbent. Jeg er ellers stor tilhænger af åbne slutninger, men her i bogen virker det mest som om forfatteren pludselig ikke har haft tid til at skrive mere, eller har fået sat et maksimalt antal sider af sit forlag, og så er blevet nødt til at runde af.
Der er nogen der dør, men man ved ikke helt hvorfor, eller om det har nogen speciel betydning for fremtiden. Bod mister meget spontant sine kræfter, men præcis hvorfor vides ikke rigtigt.
Slutteligt sidder man tilbage med en let irriteret følelse, da man aldrig får at vide hvad Silas reelt er for et væsen. Der hentydes ofte til at han er vampyr, men det er aldrig noget der kommer endeligt frem.
Jeg har læst mig til, at forfatteren gennem interviews har bekræftet, at Silas er vampyr, men for at være helt ærlig, er det ikke noget jeg vil have at vide ved at søge om det på nettet, det måtte gerne fremgå lidt tydeligere fra bogen.

Igennem hele bogen er der illustrationer tegnet af Dave McKean. Tegningerne er mildt sagt ringe, og bidrager i højere grad til at ødelægge stemningen, end de får hivet læseren med ind i bogen.

I det store hele er bogen ganske udmærket, men nogle sjove detaljer hvad angår historie og referencer her til. Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, fordi min interesse gang på gang blev fanget, men det er næppe en bog jeg kommer til at læse igen.

Hvis man godt kan lide en let uhygge, og er ude efter noget engelsk der er rimelig let læst, kan bogen helt klart anbefales.
Men lån den på biblioteket, lad være med at bruge penge på den.

Percy Jackson og Lyntyven

Jeg er en af dem der er rigtig glad for eventyr og fantasy. Hvis det er krydret med lidt myter, og ellers er nogen lunde fornuftigt i forhold til de væsener der måtte være med, så er jeg glad.

Desværre er der bare, efter min mening, meget langt imellem de rigtig gode eventyr og/eller fantasy film.
Avatar gjorde på ingen måde noget for mig. Der er 3-4 sener jeg nok kunne være forfalden til at se igen og igen, men eftersom filmen varer et par timer, virker det lidt tumpet at se den igen.

Så kunne man måske tro at LoTR lige var mig, men de har ikke de ting med fra bøgerne, jeg mener er de vigtigste, så dem har jeg det også sådan lidt ambivalent med.
Generelt må jeg sige, at havis jeg har læste en bog, der siden hen er lavet til film, bliver jeg sjældent begejstret.

Men af film jeg sådan lige kan komme på, er der følgende:
The Dark Chrystal
The Water Horse (og hvorfor den ikke er promoveret lidt bedre i DK begriber jeg ikke)
Det Gyldne Kompas
Narnia: Løven, Heksen og garderobeskabet
Underworld
Her ud over er jeg faldet pladask for tegnefilm af Hayao Miyazaki. Hans evne til at skabe en stemning er mildest talt genial, og der behøver ikke være en masse musik eller snak. Billederne kan sagtens gøre det alene.

Men så har vi Percy Jackson og Lyntyven.
Der er lidt småting ved mytologi delen der genere mig. At Neptun og Zeus mødes på The Empire State Building, fordi det er her indgangen til Olympen ligger, virker helt hen i vejret. Så kan det godt være at det er en amerikaner der har skrevet bogen, men de kunne da godt have mødtes i Grækenland.
Man møder en minutaur, der ikke rigtig lever op til mytologien, og man kan så også undre sig over hvad den overhovedet laver uden for sin labyrint.
En af hovedpersonerne er en satyr, men han ser ikke rigtig ud til at have nogen hale. Det kan også undre, når underkroppen nu engang skulle forestille at være fra en ged.
Sådan er der nogle småting igennem filmen, hvor man godt kan blive lidt irriteret over de friheder forfatteren må have taget sig. Det er trods alt mytologien der gør at historien i det hele taget virker.

Når det så er sagt, er det faktisk en super fed film.
De fleste skuespillere er ikke rigtig nogen man ved hvem er, men det gør overhovedet ikke noget. Man får levet sig helt ind i universet, der måske godt kunne virke som en græsk mytologi kopi af Harry Potter, men så igen ikke.
Det komiske indslag kommer især fra satyren (hvis navn jeg overhovedet ikke fik fat i), og det virker faktisk rigtig godt.
Når den starter, kunne man ellers godt være nervøs for at det hele bliver lidt langtrukkent, men når filmen slutter, sidder man tilbage med en følelse af at ville have mere.
Nogle ting kan nemt gennemskues, men jeg føler mig rigtig godt underholdt, og sidder ikke med en irriterende fornemmelse af at jeg ved hvad det næste i handlingen er, eller jeg ved hvad slutningen er.
Det er ellers tit et problem jeg oplever med fantasy film.

Nu har der jo været en masse oppe om Avatar, så der har været rig mulighed for at finde ud af en masse ting om filmen, før man så den. Men alligevel er det en film, hvor jeg i hvert fald kunne gennemskue handlingen, og egentlig ikke var specielt facineret.
Men det kan I jo få noget mere om en anden gang :)

Hvis du ikke har noget imod at der er lidt fejl i den mytologiske del, og kan leve med at verden endnu en gang drejer om USA, så er Percy Jackson og Lyntyven et rigtig godt bud på en film der er værd at se. I hvert fald efter min mening :)