Humor og kødpølse sommerfugl

Her den anden dag, blev V fornærmet over et eller andet, og begyndte at slå mig på armen.
Han må jo ikke slå, men det var bare sådan nogle vattede slag, og han så så forurettet ud, at jeg ikke kunne lade være med at grine af hele situationen. Det resulterede i at knægten kiggede på mig, og han begyndte ligeledes at grine. Så sad vi ellers dér og grinede af hinanden og med hinanden.

Når ungerne er til læge, plejer de at få en sommerfugl. På nær en gang hvor V også ville have 2 biler, er det altid sommerfugle. Sidst da den lille skulle have sin første vaccination, fik vi endnu en sommerfugl med hjem. Det er simpelthen det grimmeste farvevalg jeg nogen sinde har set på en sommerfugl. Hvem er det lige der sidder og beslutter sig for, at farver der ligner de hører hjemme på en kødpølse, ville være passende på en sommerfugl?
Så nu har vi en kødpølse sommerfugl i flokken af sommerfugle, der sidder på køleskabet.

Hvornår mænd og kvinder bliver glade for deres børn

Åh hvor er jeg dog led og ked af at læse om mødre, der proklamerer at når mænd ikke er jublende lykkelige over at få at vide, at der er sket en upser og kvinden er gravid, så er det altså fordi mænd først bliver glade for barnet når det bliver født, mens kvinder bliver mor fra det øjeblik der er 2 streger.

SÅDAN HÆNGER VIRKELIGHEDEN IKKE SAMMEN!

Det vil jeg gerne lige have lov at slå fast. Og udtalelser som denne gør, at der sidder mennesker rundt omkring i det ganske land, der føler sig helt forkerte, fordi de har en anden oplevelse af det.

Nu er jeg ikke en mand, men jeg kan da se på omgangskredsen, at der i den grad også er mænd, der bliver himmel henrykte så snart der er 2 streger.

Selv oplever jeg til gengæld, at jeg ikke har de vilde følelser over for parasitten i maven. Tanken om abort er ubehagelig, men jeg føler ingen egentlig kærlighed til det der inde, og jeg har ved mine 2 graviditeter, ikke oplevet at jeg følte mig som MOR, fra det øjeblik jeg stod med den positive graviditets test.
Jeg følte heller ikke overvældende lykke eller forelskelse, da jeg fik mine børn op på brystet. Faktisk følte jeg væmmelse ved den første. Ikke ved ham som sådan, men jeg følte mig totalt overhørt, udkørt og forladt for alt overskud. Det var en meget ubehagelig og grænseoverskridende situation.

Beskyttertrangen er der helt klart fra barnet kommer ud. Meget kraftig endda. Men den her fantastiske kærlighed man hører om igen og igen, den har jeg ikke oplevet fra første øjeblik. Kærligheden er kommet snigende, i takt med at jeg har lært barnet at kende. Første gang tog det nok omkring ½ år eller mere, før jeg sådan rigtig følte den fulde kærlighed. Men det er ikke sådan en "nu savner jeg ham altså for meget, nu skal han hjem til mig" kærlighed. Den er jeg meget bevidst om at andre har, men den har jeg faktisk ikke.
Det jeg oplever, er mere en følelse af, at barnet altid har været der, og jeg ikke kunne forestille mig et liv uden mit barn. Sådan har jeg det f.eks. også med Nick.
Det er en meget underlig, men egentlig og meget rar følelse, at sidde med. Et lille menneske, man kun har kendt i 2 år + 9 mdr i maven, og man har det som om, at barnet har været der, hele ens liv.

Der er ikke nogen gylden formular på, hvordan man oplever et graviditet en fødsel, eller det efterfølgende liv med barn. Den er der hverken for kvinder eller mænd.
Lad være med at føle dig forkert, bare fordi du ikke lige følger "normen". I virkeligheden er normen nok alligevel bare en opdigtet tilstand, for at opretholde et perfekt ydre.

Det vigtigste er at vide, at du er EN GOD NOK forældre, lige meget hvordan du ellers måtte opleve forløbet. Ingen af os er perfekte. 

Er jeg en god nok mor?

Der er så meget oppe i medierne med børn for tiden.
Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.

Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?

Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.

Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg  blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?

Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?



Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.

Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.


Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.

Det er synd for børn at være mange timer i pasning!

Eller er det?

Nu har der været noget ferie, (helligdag torsdag, og så holder dagplejen fri fredag), og så har vi været ramt af sygdom. Dvs. at knægten ikke har været i dagpleje siden onsdag i sidste uge.

Da det er mavevirus han (og jeg) har været ramt af, har han ikke kunne komme afsted, før det der kom igennem så fornuftigt ud, på trods af at feberen var væk, og der ellers bare har været knald på. Dvs. at  han er begyndt at kede sig noget, og i går sad han flere gang i løbet af dagen, og spurgte efter sin dagpleje.
I dag kunne han så endelig komme afsted, og han var så begejstret, at han stort set ikke havde tid til at sige farvel, da han blev afleveret.

Så kan der jo argumenteres for at vi understimulerer her hjemme, men hold op hvor er han glad for at komme afsted, og han er kun lige knap 2 år. Han har en veninden der ovre, han leger og skændes rigtig godt med. Så er der to mindre børn, han er rigtig god til at lege sammen med.

Jeg kan godt forstå dem der vælger at deres børn skal være så lidt afsted som muligt. Vi aflevere kl 9 og henter et sted mellem 15 og 16. Det passer mig meget godt at vi kan sætte ham af så sent, for vi er alle sammen B mennesker.
Men fordi nogen børn trives bedst hjemme, er det ikke ensbetydende med at alle børn trives bedst hjemme. Det er fuldstændigt det samme med vuggestue vs. dagpleje debatten. Det ene alternativ er ikke bedre end det andet, så sort hvidt kan det ganske enkelt ikke stilles op. Det kan faktisk være enormt trættende at man skal sidde og forsvare tilvalg af dagpleje, og for folk der sværger til vuggestue. Vores stortrives i en dagpleje, jeg er ikke sikker på han ville trives i en vuggestue, da der sker alt for meget. Men andre børn stortrives til gengæld i vuggestuer, og ville formentlig ikke have det optimalt i dagplejer.

Det, det hele kommer ud på er, at jeg ville ønske at man havde lidt mere forståelse for, at hvad der virker for mig og mine, ikke nødvendigvis virker for dig og dine. Men det gør ikke det jeg gør mere eller mindre forkert.

Op af bakke

Jeg synes godt nok den her graviditet er noget op af bakke.

Jeg har været plaget af snot og hoste i en uges tid nu. Rigtig lækkert grønt betændelses snot, dog uden feber. Og sådan noget der smager forfærdeligt, især om morgenen, når man er helt udtørret i mund og hals, efter en nat hvor næsen bestemt ikke har virket.

En dag gik det endda over og gjorde ondt omkring det ene kindben, men heldigvis gik det over igen til dagen efter - det var naturligvis weekend, så der blev ikke ringet efter læge, og uden feber havde det også været spild af tid alligevel.

Nu er det er så hverken værre eller bedre, end at jeg i går morges vågnede med ondt i den ene side af ganen, og jeg har nu en lækker bule i ganen der gør ondt -_-
Længe leve akuttider hos øre/næse/hals læger.

Som sådan ikke noget særligt, og ikke engang sådan rigtig graviditets betinget. Men når man så samtidig render med bækkenløsning og bliver forpustet af at gå sølle 5 meter... Det der med at bo på 2. sal er da også rimelig dumt må man sige. Godt vi ikke kiggede lejlighed på 4.

Men nu har jeg heldigvis snart fødselsdag, så ska jeg hygge med det - og en dreng der er ved at få flere kindtænder så vidt vi kan se + ild i rumpen = ikke til at styre.

Men jeg så et egern i går da vi var en "kort tur i skoven", der endte med at tage 2 timer. Så jeg kan egentlig godt forstå at understellet er lidt modvilligt i dag ^_^

Graviditet og søvn

Normalt når jeg rammer muren, er det bare at vente, så formår jeg stille og roligt at kravle over.
Når jeg rammer muren nu, hvor der er lidt over 1 måned igen, er det som om muren stædigt slår mig ned igen og igen.

I NEED SLEEP

Og her ligner simpelthen et bombet lokum efterhånden...

Ting man kun hører med børn i hjemmet

"Av for helvede, den giraf er spids"

Egentlig plejer jeg at dele det her på Facebook, men det er lidt nemmere, og egentlig også sjovere, at finde frem her inde fra igen :)
Så det kan være de kommer med mellemrum.

Hvad er bedst for baby?

Ja, nu er jeg en af de der kedelige typer der bare skriver om mit barn og mine tanker om dette på min blog.

Jeg sad bare og læste noget et sted, og der er så tit folk der spørger ind til andres meninger om hvad der er bedst, frem for at opsøge folk der har specialiseret sig inden for området.
Misforstå mig ikke, andres mening kan være en glimrende måde at få en ide om hvilken retning man skal bevæge sig i, men man skal passe på med ikke at overføre det til det ultimativt bedste for en selv, eller ens barn.

Nu handlede det tilfældigvis om bæreseler, og der bliver spurgt ind til hvad der er bedst. Bæreseler er en jungle, som jeg ikke vil gøre mig klog på. Vi har en strækvikle, 2 MeiTai seler og en BECO bæresele, så det er jo noget begrænset med erfaringen, da vi ikke har en af hver model på markedet, eller bare har prøvet en af hver model.
Problemet er lidt, at folk tager udgangspunkt i hvad der er bedst for dem selv, ikke hvad der er bedst for alle andre. Ud over det er TÆNK! kommet ud med en test af bæreseler, og så bliver der lagt op til, at dem der vinder, må være de ultimativt bedste seler til alle. Men selv ved forbrugertests kan man blive nødt til at tænke selv, for TÆNK! kan også lave fejl, og desværre nægter de kategorisk at sende rettelser ud, hvis der skulle vise sig at være fejl i deres tests.
Jeg er ikke ude på at hakke på TÆNK!, da vi selv holder deres blad, og faktisk er glade for det, jeg vil blot appellere til at folk også selv går ud og prøver ting af, og læser nærmere op på tingene.
Som med de her bæreseler. Vi er begge i god stand her hjemme, så vi fik frarådet at købe f.eks. Manduca af Sneglehuset.com. En BECO er bedre egnet hvis man har for meget på sidebenene. Og hvad skal man da også bruge det til, at en sele har vundet i en given test, hvis pasformen er helt elendig til en selv? Så ender man jo med at miste modet, og sige at det her ikke er noget for mig, for bæreseler sidder dårligt.
Ud og prøv dem! Prøv dem hos en af de mange specialiserede forhandlere der er rundt om i landet. Vi har været ved Sneglehuset, fordi de ligger tæt på hvor vi bor, men jeg er sikker på at de andre der ude, er lige så kompetente.

Og så kom jeg til at tænke på autostole. Der har også været større debatter om det, og om hvorvidt børn skal sidde bagudvendt til en vis alder. Måske skulle der ligefrem lovgives omkring det?!
Jeg kan godt forstå argumenterne for at det er mest sikkert at barnet kigger bagud. Jeg kan godt se at det er bedre for ryg og nakke, da stolen tager bedre fra. Jeg er godt klar over, at der er andre billister på vejen, så det ikke kun er min kørsel der bestemmer om vi kommer ud for et uheld eller ej.

MEN!

Vores dreng har det mange kalder gode lunger, nogen kalder ham viljestærk. Han kan skrige. Ikke bare knirke, men sådan virkelig skrige, så folk kommenterer på hvor meget, højt og længe han skriger. I dag hvor han er 19 mdr er det bedre, men der er stadig virkelig tryk på de dér lunger, når der er noget der går, som herren ikke lige ønsker det.
Vi oplevede desværre at han blev helt hysterisk af at blive sat i den bagudvendte stol. Jeg har prøvet at køre med ham i 30 min hvor han bare skreg, og han holdt først op da vi kom hjem. Jeg kan til dels slå fra når han skriger, men det er stadig skrækkeligt, og der ryger virkelig meget fokus fra trafikken, når man har sådan en bag i, der bare skriger og skriger og skriger.
Så snart han havde størrelsen, kom han derfor over i en autostol der vendte fremad, og skrigeriet forsvandt stort set som dug fra solen. Vi har stadig episoder, men det er mere pga søvn, og aldrig de der sindssyge perioder, der kan vare 30+ minutter.
Så er det meget muligt at min søn er mindre sikker når han vender med fronten mod os, men ærligt talt, så tror jeg han er mere sikker, i og med at vi nu kan have fuld fokus på trafikken, og ikke skal sidde mede hovedet fyldt med barneskrig.


Det jeg vil frem til er, at egne erfaringer, videnskabelige undersøgelser og hvad der ellers er af glimrende argumenter i den en eller den anden retning, er ganske rigtigt glimrende argumenter. Men det behøver ikke betyde at det er sandheden.
I sidste ende må man tage det hele til sig, og ud fra den situation man nu engang selv sidder i, tage en velovervejet beslutning.
Dem der bliver sure over at man ikke vælger deres vej, må lærer at forstå, at der er andre veje til målet, og hvad der virker for dem, virker ikke nødvendigvis for alle andre.

Fødsel og alt det halløj

Jeg sidder på et graviditets og børneforum.
Det er nogle lidt spøje følelser der opstår, når kvinder der er gået over termin, snakker om igangsættelse.
Jeg kan virkelig godt onde de her kvinder at blive sat i gang, så de kan få deres børn ud, og jeg ønsker ikke at føde før tid, pga. alle de komplikationer der for det meste medfølger en for tidlig fødsel. Trods alt er det kun uge 22 i dag, så der er lige 18 uger tilbage.
Men hold op hvor kan jeg godt sidde og tænke; "bare det var mig".

For jeg er ikke en af dem der nyder min graviditet. Jeg hader den heller ikke, jeg har bare ikke noget egentligt forhold til den. Det er fint nok at være gravid, men jeg kunne som godt være foruden.

Og nu vi er inde på det, så er det også lidt underligt, at man hele tiden får smidt i hovedet, at man bare skal nyde sin graviditet, at man knytter så tæt et bånd til barnet og hvad ved jeg.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal nyde min graviditet. Der er mere vægt at bevæge rundt, jeg har svært ved at løfte knægten, jeg bliver hurtigere forpustet, jeg har bækkenløsning, der er noget mad jeg ikke kan spise, fordi det giver mig så vanvittigt meget halsbrand, tøjet passer ikke mere, jeg er træt hele tiden, mit hår er træls og bliver lynhurtigt fedtet, jeg har super uren hud pga hormoner, og så er der samtidig en der ligger og sparker mig i maven, og det skal jeg så bare nyde ;)
Det er heller ikke fordi det skal lyde som om det er super surt, sådan er det heller ikke, jeg er bare lidt... meh... ikke ligeglad, men det er ikke det der fylder mest. Altså lige bortset fra elle følgevirkningerne, der gør at jeg ikke kan undgå at bemærke at der ligger en lille dims og roder rundt der inde.

At nogen knytter bånd skal som nok passe, det føler jeg bare ikke at jeg gør. Jeg har ikke en fornemmelse af at jeg kender dimsen i maven, jeg kan bare mærke den.

Til gengæld er jeg håbløst nervøs denne gang, og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg spekulerer overdrevet meget på om den nu også har det godt, selvom der intet er, der taler for, at noget skulle gå galt. Vi ved jo for pokker at alle kromosomer er fine, og til gennem scanningen var der heller ikke noget at komme efter.
Det er så den helt store ulempe ved at sidde på et forum, hvor alle kan skrive frit om alt de oplever. For hver dårlige beretning jeg læser for tiden, bliver jeg mere og mere paranoid, også selvom jeg VED der ikke er nogen logik bag det.

Måske man skulle benynde at betegne sig selv som særligt sensitiv (hvilket jeg egentlig er, men jeg hade at blive proppet i en boks), og så give det skylden ;)

Gravid med nr 2 - kan tripel X gives videre?

Jeg er 28 år gammel, og venter barn nr. 2. med min mand på 42. Teksten her er fra ca. uge 5 i graviditeten (2014, uge 41)

Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.

Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY). 
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.

Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.

Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.

Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.

Kunsten at gå i panik

Der er sikkert flere der kender det.

Vi så på en ledig lejlighed her i egendommen, for at afgøre om den var noget for os.
Der var to andre med små børn, dem med lejligheden, og et andet par. Den ene er omkring 2, den anden er vel 9-10 mdr.
De snakker så pludselig børnehave, og her kan jeg mærke at jeg går i panik.
På daværende tidspunkt var vores 1 år, nu er han 13 måneder, og børnehave var bare slet ikke noget vi var begyndt at udforske endnu. Jeg ved jo godt at de skal starte omkring de 3 år, men jeg tænkte at der var god tid.

Vi har hele tiden snakket privat børnehave, af forskellige årsager, og har haft kig på et par her i nabolaget.
Men da de andre forældre så snakkede om at de havde været ude og kigge, især dem med det mindre barn, var der koldsved og galoperende hjerte. For tænk nu hvis man ikke fik en plads, der hvor man gerne ville hen?
Eller var vi bare sent ude? 1 år virker jo ikke som noget, men måske skulle man i virkeligheden havde været ude, allerede før man havde fået en plads i dagpleje?

Da der så blev slået en seddel op på døren, om åbent hus i den lokale private børnehave, meldte mor her ud, at den skulle vi ned og se, for hvis vi nu var sent ude, så måtte vi jo hellere komme i gange nu.

Så i går fredag, fik vi besøgt børnehaven. De virkede til at mene at vi var lidt tidligt ude. Det er jo skønt at vide... Men nu fik vi da kigget 1 sted, og det har helt klart potentiale.
Ikke nok med at det er under 5 minutter væk, der er heller ikke mere end maks 20 børn af gangen.
Forældrene virker desuden lige som noget der passer mor her. Det kan naturligvis nå at ændre sig, men mon dog det sker.

Så det ser ud til at vi har et sted han skal skrives op.
Vi bør dog nok også se på andre steder, bare lige for at få kigget lidt flere muligheder efter. Og så gør det vel heller ikke noget at man evt. er skrevet op flere steder.

Nu er næste punkt at gå i panik med skoler. Her er vi nemlig også mest interesserede i privatskoler, og der skal man jo også være tidligt ude, når hvor den nye reform tilsyneladende skræmmer en del forældre over i privat regi.

Ubehagelig oplevelse med ambulancefolk

Jeg har skrevet det her, fordi det bliver ved med at gå mig på, og jeg blev nødt til at komme af med det.

Hele situationen var meget ubehagelig, da vi blev mere og mere nervøse pga. udmeldinger fra sygeplejerske og læge i 1813 telefonen, og der efterfølgende kom en falckredder, der var meget nedladende i sin måde at tiltale os på.

Kære falckredder

Tak fordi du kom ud til os, da vores søn fik et anfald af falsk strubehoste midt om natten.

En anden gang, tror jeg dog du skal tænke mere over hvordan du tiltaler dem du kommer ud til, da jeg er bange for at du kan afskrække folk fra at ringe efter hjælp igen.

Vi vågner midt om natten, ved at vores søn ikke kan trække vejret, og han hoster. Min første indskydelse er at dampe badeværelset til, og gå der ud med ham. Da dette ikke rigtig virker, ringer vi 1813.

Der går kludder i indtastning af cpr nr, men vi kommer da igennem, og får fortalt hvor gammel vores søn er, og sygeplejersken i den anden ende, får hørt hans vejrtrækning. Hun lyder urolig – selvom vi egentlig ikke har været det – og det gør så også mig urolig.

Hun sender os videre til en læge, der sige at han skal i kold luft, undertegnede skal slappe af, og så vil han ringe efter en ambulance.

Her begynder undertegnede at blive rigtig nervøs, fordi ambulance slet ikke var noget vi havde tænkt på.

Og så er det du kommer ind i vores liv. Du starter med at sige, at han jo ikke er en baby, og vi må have oplyst forkert CPR nr. Nej, han er ikke en baby, men omkring 10 måneder.
Efter lidt tid på gangen, spørger du om du må komme ind. Det første du kommenterer på er, hvor varmt der er, og vi skal lufte ud flere gange daglig, i et noget nedladende tonefald. Herefter konstaterer du at vi har burdyr, og de sikkert har gjort det hele meget værre – det er der ikke noget videnskabeligt belæg for, og jeg bliver faktisk ked af, at folk der skulle komme og hjælpe, er så fordømmende.

Vi bor i en ældre egendom, og vores lille badeværelse er ude på gangen, lige over for hoveddøren. Når min første indskydelse har været damp, er der naturligvis blevet noget lummert i det område, da det ikke kan undgås at der slipper varme ud af badeværelset.

Pga. egendommens alder, bliver her meget hurtigt varmt. Vi lufter ud flere gange daglig, og på varme dage, bliver vi nødt til at have vinduer åbne hele dagen, for at holde temperaturen på et fornuftigt niveau.

Jeg blev rigtig ked af, at din antagelse var, at vi slet ikke lufter ud – for vi bestiller praktisk talt ikke andet, hele sommerhalvåret.

Du tager vores søn med ned på gaden, og her får han det bedre. Du beslutter dig for at se hvad der er noteret af CPR nr, for du er stadig overbevist om at jeg har oplyst galt CPR til 1813. I dine papirer kan du konstaterer, at det er det korrekte CPR nr der er oplyst, men der kommer ikke så meget som en undskyldning fra dig, efter du har stået og sagt, at jeg har oplyst det gale CPR nr da vi ringede.

Det ender med, at vi selv kan få lov at kører på hospitalet, og her får vi en god behandling.

Men jeg er faktisk rigtig ked af den behandling vi fik af dig. Jeg følte mig som en rigtig dårlig mor, og følte at jeg ikke lavede andet end fejl, på trods af at jeg bare havde fulgt mine første indskydelser mht. behandling af min søns hoste, og at ringe efter hjælp.

Så til en anden gang, skal du som sagt nok overveje hvordan du taler til folk. Jeg har ikke så meget lyst til at ringe efter hjælp en anden gang, hvis det kan betyde, at du kommer ud til os igen, og fortæller os alle de ting du mener vi gør forkert, frem for at prøve at hjælpe os.

Mvh. en ikke perfekt, men god nok mor.

Den fantastiske amning!

Der er så mange tanker om amning.
Der bliver lagt op til den her fantastiske ting, hvor man virkelig hygger sig med baby, og bare flyver på en lyserød sky.

For mig har det aldrig været sandheden.
AMNING ER DØD SYGT!

Det var noget bøvl at få i gang, med baby der ikke selv kunne få ordentligt fat, ammebrikker og ømme brystvorter.
Men værst af alt, det var, og er, død hamrende kedeligt!

Så sidder man ellers dér, med et lille hoved, der ikke ligger helt rigtigt på armen, og en arm der som følge her af, er ved at falde i søvn. Øjenkontakt er da fint nok, men at sidde og kigge et andet menneske i øjnene i 30 min til 1 time, kan også blive lidt langtrukkent.
Så bliver baby større, og man kan tale med baby - jojo - men så mister vi jo fokus på dét vi er der for, og vi ender i stedet med baby der skraldgriner, og mor der stemmer i, uden nogen får noget som helst andet end grin ud af det.
Før samtalen kan begynde, omend noget uhensigtsmæssig, som vi har slået fast, begynder baby at ligge og orme rundt. Der er ting der skal ses på, med pa' i mund. Pyt skidt med at mors bryst ikke lige er lavet til at bleve hevet med rundt, og mors arme, der febrilsk prøver at holde lillefisen på plads, så man ikke ender på gulvet, er mest af alt til besvær.
Der er heller ingen ord der kan beskrive den følelse man sidder med, når baby kigger skævt op på én, med halvåben mund, og jordens største smil, hvorefter man mærker samtlige tænder bide ned i brystvorten, og ungen der er lige ved at dø af grin, på trods af at mor siger bestemt nej, uden et smil på læben, og tager baby væk.

Det værste jeg har prøvet, som jeg dog må indrømme også var ret underholdende, var en unge der var faldet i søvn ved brystet, fik bidt, og mor her der hiver ham væk og får sagt "Av for helvede"... Og så griner ungen gud hjælpe mig i søvne.

Jeg fortryder ikke at jeg har valgt amning, på trods af alt bøvlet. Her gik jeg i min naive verden, og tænkte at jeg jo bare skulle lægge ham til, vente på at mælken løb til, og så skulle det nok virke. Ikke om jeg havde forestillet mig at det ikke bare var noget naturligt der skete.

Men at det er hyggeligt, intimt og åh så skønt, det er jeg slet ikke enig i.
Det er noget der skal gøres, for babys skyld, og jeg gør det hjertens gerne! Jeg har alligevel fundet ud af, at han ikke ryger på gulvet af at jeg sidder og nørkler med noget imens. Nu er han bare blevet så stor, at han vil være med når mor nørkler. Endnu en kæp i hjulet på den "nemme" amning ;)

Ingen søvn og gode råd

Vi er de heldige vindere af en dreng der ikke vil sove.

Fra han fyldte 1 måned til han fyldte 3, sov han igennem om natten. Og så, som lyn fra en klar himmel, stoppede det.
Nu er der gået 9 måneder siden han kom til verdenen, og der har været 2 eller 3 nætter siden han fyldte 3 måneder, hvor han har sovet natten igennem.

Vi bliver bombarderet med gode råd om hvordan man får ham til at sove. Folk er så utroligt kloge, men de færreste er villige til at lytte, når de kommer med deres råd, og hvis de lytter, laver de bare om på rådet.

Men vi er nået frem til, at der ikke er noget galt med os. Han er bare ikke glad for at sove.
Vi har også fået opbygget dårlige vaner, f.eks. i form af amning til nat. Problemet for os er bare, at vi ikke kan lægge ham, så han sover.
Vi kan ikke lægge ham i slyngevugge, vi kan ikke lægge ham i barnevogn, vi kan ikke lægge ham i vores seng, og vi kan ikke lægge ham i egen seng.
Vi kan, derimod, lægge ham, hvis jeg ligger og ammer ham i søvn.
Ligeledes kan vi gå ham i søvn, men kan ikke lægge ham fra os - og skulle vi være så heldige at vi kan lægge ham, så går der sjældent mere end 20 minutter før han er vågen igen.

Problemet er, at han bliver mere og mere hidsig når han bliver lagt. Han gaber, øjnene er lige ved at falde i, og så er det som om der bliver tændt en kontakt, og så bryder helvede ellers løs, for søvn skal vi så sandelig ikke nyde noget af.

I dagplejen har han i dag formået at være 17 minutter om at falde i søvn, for kun at sove i 20 minutter.
Det giver dog håb, for selvom jeg joker med at han ikke har de problemer til han bliver 18, og trøster mig med, at der er så meget andet hvor han er nem, så slider det her, og det er især mig det slider på, for det er mig der har en lille fis, der prikker til mig om natten, eller hyler om natten, fordi han skal ligge helt tæt på, og helst med et bryst i munden.

Vi snakker samtidig om at få nr. 2. Men det er godt nok afskrækkende med en til. Det er sjældent at søskende er helt ens, det ved jeg, men tænk engang hvis vi fik en til, der var lige sådan.
Én til, der ikke fejler noget, som kolik e.l. men bare ikke vil sove.
Én til, hvor vi skal hører på uanede mængder af gode og velmenene råd om hvordan man får småbørn til at sove, og hvor nemt det er, selvom det måske godt kan være hårdt i den uge det står på.

Heldigvis møder vi også forståelse. Både gennem familie, hvor der er nogle råd der ikke bare er velmente, men rent faktisk er gode og vi kan bruge til noget, fordi de tager udgangspunkt i os, og ikke i hvordan det er eller har været for alle andre.
Og så har vi dagplejen, der ved flere lejligheder har udtalt, at hun aldrig har oplevet noget lignende. Det er så dejligt befriende at få at vide, at det ikke bare er os der er noget galt med. Andre oplever det samme som vi gør, med vores barn.

Vi har været til kiropraktor, og det tog noget. Vi kom formentlig for sent af sted, og jeg tror at det har været medvirkende til at starte den situation, vi står i nu.
Vi har været om øre/næse/hals læge, her var ikke noget at komme efter.
Så har vi lige været en tur om en fysioterapeut, men der var heller ikke noget at komme efter.

Det er dejligt at vide, at han er sund og rask, men samtidig sidder man hver gang man opsøger nogen, og har et lille håb om at der er et eller andet. Bare en lille ting, som måske kan være et problem, og man der igennem måske kan hjælpe ham til bedre søvn.

Jeg ved også at vi ikke er alene, men folk snakker generelt ikke om alt bøvlet. Det er mest alt det positive man hører om.
Det gør desværre også, at jeg sidder tilbage og bliver mavesur, når der kommer udbrud på sociale medier, med at NU kan folk få søvn igen osv. For da problemet var der, var der ingen der kommenterede på det, men succesen med at NU virker det igen, den skal vi hører.
Naturligvis skal det hele ikke bare være surt og dumt, men lidt mere helhed og lidt mindre lyserød sky, kunne jeg nu godt tænke mig.

I sidste ende må man gøre dét, der er rigtigt for en selv, og så må man også sortere i de råd man får, og lukke af fra de andre.
Men hvor kunne jeg dog ønske, at folk ville lade være med at give råd, på baggrund af hvad der virkede for dem, og så forvente at det naturligvis er sandheden for alle andre.

Hæklet kjole

Fin lille hæklet kjole og hue til et dåbsbarn.

Jeg og opskriften har ikke været specielt gode venner. Der er flere steder hvor det er noget værre rod der står. Det gælder også for huen... Så skyggen blev freestyle.

 Originalt skal kanten være krebsemasker, men jeg kunne bedre lide min udgave ;)

Opskriften skrev at man skulle bruge hæftebånd.
Jeg aner ikke hvad hæftebånd er. Ville oprindeligt have været i Fru Pigalopp og spørge om de vidste hvad det var, men de har ikke åbent mandag :/ Så det blev en lokal i stedet, der ikke vidste hvad det var. Og når man er bagefter i tidsplanen, må man jo bruge knapper i stedet.
Men jeg er nu ret glad for valget, og synes at de her knapper passer ret godt.

Hue med freestyle skygge. Ligner dog opskriften meget godt, bort set fra at denne skygge er spraglet ;)

Jeg har hele vejen igennem, været ret glad for at jeg har en knægt her hjemme, der ca. passer i størrelsen, så jeg har kunnet bruge ham som prøveklud.

Den mangler lige at blive strøget.
Jeg er ret begejstret for resultatet. Havde overvejet om den manglede et eller andet i skørtet, men det er som om knapperne fik givet den det lille pift, jeg ellers savnede :)

7,5 mdr og søvn

Puha jeg synes den med søvn er hård.
Det er også svært at finde svar på ens spørgsmål, fordi man ofte kommer til at læse lige netop dét, der passer ind i ens eget verdenssyn, men det er jo slet ikke sikkert at det er det rigtige for ens egen situation.

Her hjemme vil knægten ikke rigtig sove selv. Han kan skrige højt og længe, og får kørt sig selv mere og mere op. Han bliver varm, så hår og tøj bliver helt vådt. Han begynder ofte at hoste, eller kløjs i sit spyt - sådan lyder det i hvert fald for os.
Sundhedsplejersken mener godt at han må skrige, så længe vi bare er hos ham - for her skal man ikke tage fejl. Vores søn græder ikke kun, han skriger!
Det starter som regel meget godt, men så bliver han træt, og så bliver han tosset. Efter et stykke tid med skrig uden tårer, begynder han at blive rigtig ked, og begynder at græde i stedet.

Vi prøvede at lade ham ligge 30 min. Der var hele tiden mindst 1 inde hos ham. Der blev sunget, snakket, holdt på sh'et osv. i et forsøg på at få ham til at sove.
De første 15 min gik godt. Der var han bare glad, og lå og snakkede, mens han gned sig lidt i øjnene fra tid til anden. Så var der ca. 7 min med skrig uden tårer, og ca. lige så længe med skrig med tårer, før far kastede håndklædet i ringen, og sagde at det kan vi ikke byde ham.

Jeg ved helt ærligt ikke hvad vi skal stille op, for nej, det kan vi ikke byde ham. Og bare tanken om at han skal ligge dér og skrige i 1-2 timer, det er næsten ikke til at bære, for det hjælper ikke at vi er der, han er bare så bund ulykkelig.

Når han så komme ned til os i stedet, så ligger han til og falder i søvn. Så kunne man lægge ham i seng igen, men det resulterer altid i at han vågner, og er meget ked, og så kan vi starte forfra.
Får han derimod lov at ligge, kan han faktisk sove helt godt sådan en nat. Han skal dog helst kunne mærke en af os. Nogle gange ligger han og søger, og hvis han så får et bryst i munden (for en flaske virker ikke, ej heller sut, vi har prøvet), så falder han til ro, uden han behøver få noget indenbords. Han kan også sove videre, hvis far lige tager ham op, og så lægger ham igen - men i vores seng, han vågner når han rammer madrassen i egen seng.

I dagtimerne går det bedre. Han er begyndt at kunne sove længere tid selv, men han skal helst falde i søvn mens han ligger til, eller alternativt, når far går rundt med ham. Jeg kan ikke ret godt gå ham træt, af en eller anden grund, der er far bedst. Men egen seng kan han heller ikke komme i her. Det er enten slyngevugge (hjemme) eller barnevogn (hos dagpleje, hvordan hun lægger ham ved jeg så ikke, men der går måske 5-10 min, så sover han hos hende)

Min egen filosofi går på, at vi stadig har så mange instinkter, at det er unaturligt for så små børn at sove alene. Man bliver derfor glad når man læser artikler der underbygger den ide, men samtidig sidder jeg tilbage med en tanke om, at jeg jo bare læser noget, der passer ind i min lille osteklokke, og om det overhovedet passer.

Jeg ved godt at vi ikke er de eneste med de her problemer, men hvor er det dog hårdt, med en dreng der ikke vil sove, og får kørt sig selv mere og mere op, når han ligger selv.
Når overskuddet er til det, trøster jeg mig selv med, at han ikke bliver ved med at skulle ligge til, til han bliver 18, eller sove hos os, til han rammer den alder.
Nu krydser vi bare fingre for, at det bliver nemmere når han begynder at blive lidt mere mobil, og han begynder at få mere og mere fast føde.

Øresundsakvariet - Danmarks hyggeligste akvarie

 Torsdag d. 20 februar var vi alle tre i Øresundsakvariet, og vi havde mormor med

Det store akvarie hvor de voksne kan røre. Knægten var meget begejstret for at stå og kigge ind.

Det er et lille akvarie, men rigtig godt og hyggeligt. Det ligger oppe i Helsingør, lige ud til havnen.
Der er 2 akvarier hvor man kan røre ved dyrene. Det ene er meget børnevenligt, hvor der kan røres ved alt i akvariet. Det er bygget op som en trappe med 3 niveauer.

En rokke stikker snuden op. Iflg. de ansatte er det en adfærd der kun ses i fangenskab, der skyldes fodring

Det andet akvarie er lidt mere for de voksne, for her skal børnene løftes op, Hvis der skal røres. Det går der bl.a. rokker og hajer i. Dyrene i dette akvarie kan kun røres, hvis de selv kommer til overfladen.

Nej, det er ikke et boblebad, de fodre fisk... og de plasker!

Bortset fra lidt blæksprutter, der formentlig ikke kommer i Øresund, er alle fisk, skalddyr mv. i akvariet fra havet omkring, vandet kommer også direkte udefra.
Modsat stort set alt andet i akvariet, er Sepia blæksprutterne ikke vildtfanget, men opdrættet i udlandet.

Øverst ser vi en 8-armet sprutte. Nederst en sepia sprutte.

Personalet er meget imødekommende, og da der stort set ikke var andre gæster, snakkede de rigtig meget med os. Det var meget lærerigt, og de virker reelt interesserede i det de render rundt og laver. Stemningen kan slet ikke undgå at smitte af.

En af de ansatte har været inde og fiske skallen fra troldkrappen op, da den skiftede, og har tørret den. Han hentede den så vi kunne se og røre. Virkelig flot stykke arbejde imo, og et jeg gerne havde snuppet med hjem ;)

Et rigtig godt sted at tage hen, især hvis man har børn, da stedet er meget børnevenligt. Det er også en god mulighed for at vise børn, hvordan det ser ud, ved vores egne kyster, uden man behøver en båd eller en dukkert i det kolde vand.

En lille sejer.

Nu har vi fået ham til at sove med en bamse - sådan da.

Billedet er taget af MyTeddy
Det er en bamse magen til V har. Han fik den i barselsgave af noget familie.

Så skide være med at jeg stadig skal amme ham i søvn om aftenen.
Og skide være med at han sover i vores seng.
Og skide være med at skal have bryst et par gange i løbet af natten.

Efter vi har introduceret bamsen, kan jeg faktisk gå fra ham, og han sover bare videre.

Hold kæft hvor er det dejligt ^_^

Så nu er håbet at bamsen kan blive en fast sovebamse, og også give lidt tryghed i dagplejen.


Jeg kan desuden varmt anbefale produkter fra dette mærke. V har en bamse, en suttekæde og et tæppe fra dem. Alle i samme dejligt nussevenlige stof.

Bæresele - nu med rygbæring

Egentlig er jeg ikke så meget for at få billeder ud på nettet af lillemanden, men nu kunne jeg ikke lade være.

Jakken er hjemmestrikket af farmor. Det er noget kanin fra en kasseret jakke, der er sat på hætten og på armene. Til tider forveksles han med en pige, når han har jakken på, formentlig pga. pelskanten.

Vi er inde hos den lokale pizza biks, hvis tingene i baggrunden undre. Knægten fik kartoffel og gulerods mos til aften.

Selvom knægten ikke kan se over mine skuldre, er han meget glad for at sidde og kigge rundt, og vi har et indtryk af, at han faktisk bedre kan lide at blive båret på ryggen.
Med en kampvægt på 9 kg er det faktisk også lagt mere behageligt at have ham siddende der omme, selvom jeg lige skal lærer, at han er ok, selvom jeg ikke kan se ham hele tiden :)
Han fylder desuden 6 mdr her onsdag d. 8. januar.

Det er 2. gang han bliver båret på ryggen, og tilsyneladende er han glad for det. Jeg tør dog ikke rigtig gøre det alene, så jeg får hjælp til at sætte ham der om. Ved lejlighed skal Nick også have det prøvet af.

Bemærk at det frarådes at bære på ryggen, før barnet selv har 100% kontrol over nakke og ryg.
Selen er en BECO Soleil købt hos Sneglehuset.

Billederne er taget med vores tablet, og jeg har beskåret det  sidste i GIMP (første rigtige forsøg med at beskære i GIMP)

Stofbleer

Et lille indlæg om det der med stof bleer, og hvor mange man egentlig bruger.

For os var det svært at finde ud af, præcis hvor mange stofbleer der skulle bruges i forbindelse med en baby, men vi havde da fået købt en del ind.
I en bog udgivet af sundhedsstyrelsen, står der at man skal bruge 10 stofbleer, her efterfølgende, er det måske lige lavt nok for os...

Men hvad bruger man egentlig alle de bleer til?
Her hjemme bruges der følgende:

2 på puslebordet
Frem for at lægge et håndklæde på puslepuden, bruger vi en stofble.
Da vi har fået en dreng, har vi altid en ekstra ble liggende, vi lægger over ham når vi skifter, fordi der ellers er tis ud over det hele. Det er et kendt fænomen, at drenge er glade for at tisse når de bliver skiftet ;)

2 i babys seng.
Her i starten benytter vi liften som seng. Det kan være lidt bøvlet med dynen, derfor ligger baby på dynen, og får den foldet over sig (den kan stadig sparkes af). For at undgå at dynen skal vaskes hele tiden, har vi foldet en stofble, og lagt den i sengen, oven på dynen, under babys numse. Her ud over har vi en ble som hovedpude, for at han ikke skal ligge højt med kroppen, og lavt med hovedet. Hovedpuden er desuden god til at fange gylp, hvis der gylpes lidt i søvne.
Vi har dog stadig et underlag der tager evt. tis, hvis det nu skulle være, sådan at madrassen ikke bliver helt gennemblødt.

2 i mors seng
Jeg har en stofble liggende på hver side af mig, når jeg er i seng. Når der skal fodres om natten, kan jeg nemt få fat i en ble, lige meget hvordan jeg har fået sat mig til rette. Bleerne bruges til at lægge under baby, fordi han sviner en del når han spiser. Hvis vi bruger liggende amning, bliver baby lagt på en stofble, for at undgå alt for meget mælk i sengen.

2 i stuen
Der er 2 steder der bliver ammet i stuen. I en stol og i sofaen. Som sagt sviner baby en del, især når han er ved at være mæt, så løber der næsten lige så meget ved siden af, som der løber ned i baby. Derfor har vi en stofble liggende i hhv. stol og sofa, så det altid er nemt at lægge noget under eller tørre op, når der fodres.

2 i pusletasken
Disse bleer bruges til bleskift (skiftes på håndklæde, men skal stadig bruge ble til at fange tis), ved amning og til f.eks. at hænge over barnevogn eller autostol, så man ikke får sol i hovedet. Jeg har overvejet om der evt. skal en ekstra ble her ned.

Hvor mange skal der så bruges?
Det var så de 10 bleer Sundhedsstyrelsen mener man skal have. Men her er der ikke taget forbehold for at der også skal vaskes.
Bleerne der ligger på puslepuden, kan blive skiftet med alt fra et par dages mellemrum, til nogle gange daglig. Bleerne i babys seng skiftes efter behov, og dem til amning skiftes nok med 1-2 dages mellemrum. Bleerne i pusletasken skiftes kun når de er brugt.
Så for vores vedkommende, er det smart mindst at have mindst 30 stofbleer liggende. De kan heldigvis tørretumbles, så de bliver hurtigt klar igen.
Det er også meget rart at have så mange, at man ikke er afhængig af en 60 vask hver dag.


Så køb hellere lidt for mange end lidt for få, til at starte med. Heldigvis er det nemt at købe flere, hvis man skulle opdage at man har lige lidt nok. Vi har f.eks. være ude og købe en portion til, efter baby er kommet.