Det er det første egentlige der er sket, siden jeg har været meldt ind i Tripel X foreningen...
Aarhus Universitetshospital laver en undersøgelse der går på fejl på kønskromosomer (for mange eller for få) vs. øget risiko for forskellige fysiske sygdomme.
Jeg har i dag skrevet en mail, og givet udtryk for at jeg ønsker at være med. Det indebære ikke andet end en blodprøve og en spytprøve.
Jeg ved dog ikke om jeg er kvalificeret til at være med. Håber på det, især fordi der tilsyneladende ikke er ret mange her hjemme med Tripel X... Lidt sjov i forhold til at dem på Rigshospitalet jeg var inde og se, sagde at det var helt normalt, så det er da spøjst, at man ikke kan skrabe meget mere end 5 forsøgspersoner sammen, når det nu er så normalt.
Men anyway, så er det jo muligt, at min graviditet kommer i vejen, og det faktum at jeg er mosaic, og ikke en "rigtig" Tripel X...
Så nu må vi se om jeg kan være med.
Hvis jeg skal, så hiver jeg formentlig min mor med til Aarhus...
Forsøget løber frem til 2015, og det er ikke noget jeg umiddelbart får noget ud af.
Til gengæld er jeg positivt overrasket over at man endelig er begyndt at lette røven, så fremtidige børn og unge med samme kromosomfejl, kan få noget ordentligt information.
tirsdag den 30. april 2013
lørdag den 20. april 2013
Baby tæppe
Så blev jeg endelig færdig med mit første rigtige hækle projekt.
Jeg har godt nok lavet bamser og et par baby sko før, men det her er en smule mere brugbart, så derfor kalder jeg det et rigtigt hækle projekt :)
Det er hæklet i Lama Uld på en 6'er nål. Jeg har anskaffet nogle Clover Hæklenåle, og er virkelig begejstret for dem.
Farverne der er brugt er: Lilla (6023), Lyslilla (6134), Lyslilla 2 (6600)
Opskriften til det oprindelige tæppe kan findes HER
Jeg har sluttet det en del anderledes,og også samlet det anderledes end i opskriften.
I samlingerne har jeg hæklet dem sammen på den ene side med fastmasker. På den anden side er der en kant rundt om den enkelte firkant. Det giver en let forhøjning på siden med fastmasker, mens det er mere glat på den anden side.
I kanten har jeg hæklet 2 ekstra omgange, med samme masker der bruges til firkanterne. Herefter en omgang med 1 fastmaske i hver maske, 3 fastmasker i hjørnerne, og afsluttet med et bølgemønster. Bølgemønsteret passede ikke helt på antallet af fastmasker, så der er tilpasset lidt, så alle hjørnerne fik en bølge.
Tæppet måler ca. 1*1 meter
Lama uld klør lidt mindre end fåreuld. Personligt får jeg fnidder af fåreuld, selvom jeg er begejstret for udseendet, så det er jeg ikke specielt begejstret for at bruge. Men lama ulden giver stort set samme udtryk, men som sagt med en del mindre kradsen.
Næste projekt er et par huer, men til dem skal jeg bruge en størrelse hæklenål jeg ikke har i Clover, og jeg har ikke rigtig lyst til at bruge andre nåle, efter jeg er begyndt med dem.
Jeg har godt nok lavet bamser og et par baby sko før, men det her er en smule mere brugbart, så derfor kalder jeg det et rigtigt hækle projekt :)
Det er hæklet i Lama Uld på en 6'er nål. Jeg har anskaffet nogle Clover Hæklenåle, og er virkelig begejstret for dem.
Farverne der er brugt er: Lilla (6023), Lyslilla (6134), Lyslilla 2 (6600)
Opskriften til det oprindelige tæppe kan findes HER
Jeg har sluttet det en del anderledes,og også samlet det anderledes end i opskriften.
I samlingerne har jeg hæklet dem sammen på den ene side med fastmasker. På den anden side er der en kant rundt om den enkelte firkant. Det giver en let forhøjning på siden med fastmasker, mens det er mere glat på den anden side.
I kanten har jeg hæklet 2 ekstra omgange, med samme masker der bruges til firkanterne. Herefter en omgang med 1 fastmaske i hver maske, 3 fastmasker i hjørnerne, og afsluttet med et bølgemønster. Bølgemønsteret passede ikke helt på antallet af fastmasker, så der er tilpasset lidt, så alle hjørnerne fik en bølge.
Tæppet måler ca. 1*1 meter
Lama uld klør lidt mindre end fåreuld. Personligt får jeg fnidder af fåreuld, selvom jeg er begejstret for udseendet, så det er jeg ikke specielt begejstret for at bruge. Men lama ulden giver stort set samme udtryk, men som sagt med en del mindre kradsen.
Næste projekt er et par huer, men til dem skal jeg bruge en størrelse hæklenål jeg ikke har i Clover, og jeg har ikke rigtig lyst til at bruge andre nåle, efter jeg er begyndt med dem.
søndag den 14. april 2013
Lidt mere graviditet uge 27
Så er der efterhånden kun 3 måneder tilbage.
Jeg har ikke rigtig ville skrive før jeg havde et billede at smide med, og jeg har ikke kunnet få mig taget sammen til at tage et ordentligt billede, af de ting jeg ville lægge op. Billedet her over, er af et par hjemmehæklede sko.
De kreative evner bliver der ikke sparet på.
Jeg er næsten færdig med et tæppe, og har lavet nogle sko (billedet ovenfor). Der skal dog lige laves lidt ekstra på de store par.
Usikkerheden over kromosomfejl, har først for alvor sluppet kroppen for nylig, på trods af at der ikke var noget i prøven.
Jeg har ikke kunnet snakke om det tidligere, uden at begynde at græde. Det giver et meget godt indtryk af hvor bange jeg reelt har været for at der var noget galt.
Det største problem, har til stadighed været manglende forståelse. Der er mange mennesker der har andet at bøvle med, men de færreste kan forholde sig til, at det er næsten 3 måneder man render rundt og er usikker, uden man ved noget som helst.
Og så stod den ellers på et større sammenbrud i nat.
Jeg har en del kvaler med min ene hofte, og er ret sikker på at jeg har bækkenløsning. Det er ikke noget jeg har fået konstateret, for jeg kan ikke bruge det til noget, hvis jeg får at vide at jeg har bækkenløsning, men både læge og jordemoder lyder som om de også mener at det er bækkenløsning.
Ud over det er jeg begyndt at få det skidt af mad igen, og jeg har en del problemer med at sove.
Det førte så til opkast i nat, og generelt bare ildebefindende.
Jeg ved der er andre der bøvler med det gennem hele graviditeten, men jeg er helt ærligt ved at være rigtig led og ked af det her.
Jeg har haft 2 uger siden uge 4, hvor jeg ikke har haft ondt. Ud af en af de to uger, var jeg snot hamrende forkølet i den ene.
Men en ting er at have ondt, den kan jeg egentlig godt holde ud, for det vænner man sig til, men når man så også begynder at blive dårlig, så er det ikke sjov mere.
Men nu må vi se... det går nok over igen.
Jeg er bare ved at være led og ked over at der er så fandens mange problemer, og jeg bliver hele tiden nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke bare er pivet, men jeg har det skidt, og det er ok.
Heldigvis går tiden ellers meget hurtigt. Så det er jo super positivt, at tiden nærmest flyver afsted :)
Men til selve graviditeten, virker det til at køre meget godt.
Har kunnet mærke liv siden uge 16, og de sidste par dage har han virkelig sparket meget.
Råmælk har der været gang i siden uge 23, og så tror jeg nok at jeg har plukveer, men eftersom jeg faktisk har ondt hele tiden, har jeg meget svært ved at afgøre om der reelt er noget, så det skal jeg lige have hørt jordemoderen om, når vi skal der op igen.
Så var vi til gennemscanning i uge 19. Vi fik nogle billeder med hjem, men det var profilbilleder af hoved, det var jeg faktisk lidt ked af, for der var nogle virkelig fede helkrops billeder, jeg meget hellere ville have haft.
Umiddelbart var alt fint, men der er lidt med hans nyrer, så vi skal der ind igen om en månedstid.
Det er vist meget normalt med de nyrer, for de havde en folder om det vi fik udleveret, så det er ikke noget der kan gøre mig nervøs, selvom min mor ikke var begejstret.
Vi skal som sagt scannes igen mht. nyrerne. Der er god mulighed for, at det hele er gået i orden til denne scanning. Ellers skal der holdes øje med ham efter fødslen, hvor det også kan gå i sig selv igen, og i værste fald, er det en operation der skal til. Dvs. at der er rigtig mange gange, hvor det kan nå at gå i orden, før der overhovedet er tale om operativt indgreb. Med alt det andet vi har været igennem, er jeg meget optimistisk mht. hans nyrer.
tirsdag den 12. februar 2013
Dyreværnspoliti i Danmark - Ja eller Nej?
I forbindelse med dyreværnssager, har ideen om dyreværnspoliti det med at blusse op igen.
Som sådan ser jeg ikke noget galt i et egentligt dyreværnspoliti, men dem der oftest argumenterer for en sådan specialstyrke, virker ikke helt til at kunne gennemskue selv den mest basale økonomi der ligger bag, så nu tager jeg det op her.
Offentligt eller privat?
Rigtig mange har set Animal Planet, og har her igennem stiftet bekendtskab med dyreværnspoliti i udlandet. Desværre er det et meget rosenrødt billede der tegnes her, og når man snakker med f.eks. amerikanere og englændere, er deres opfattelse af disse privat drævede instanser, helt anderledes end den virkelighed man ser på fjernsyn.
For nylig er der lavet en dokumentar i England, der omhandler deres dyreværnspoliti, og dette har sat hele branchen i et noget dårligt lys, i den engelske offentlighed.
Det er ikke uhørt, at det bliver meget personligt, og organisationerne ikke i specielt høj grad forsøger at hjælpe folk der faktisk ønsker hjælp, men i højere grad går efter at miskreditere folk. Folk der har dyr under uacceptable forhold, er ofte selv i en situation, hvor de har svært ved at tage varer på dem selv, så at sparke til folk der ligger ned, er ikke nogen god løsning.
Her ud over er der mange der ikke ved, hvad de reelt har af rettigheder, så flere mennesker oplever at RSPCA folk tvinger sig vej ind i folks hjem, selvom de slet ikke er berettiget til at komme ind i folks hjem.
Det er problemet ved at bruge private. Der er reelt ingen kontrol med dem, og de har ikke de samme beføjelser, som en offentlig instans har. Det kan heller ikke forventes, at private personer eller organisationer, har samme kendskab til loven som offentlige instanser har, og private vil ofte prøve at gennemtvinge deres egne holdninger og ideer, selvom det ingen berettigelse har iflg. gældende lovgivning (dette er både et problem i USA og England).
Offentligt dyreværnspoliti
Et offentligt dyreværnspoliti, der er finansieret af staten, og ikke har nogen skjult dagsorden, præcis som vore almindelige politi, lyder derfor umiddelbart som en god løsning, men er det nu også det?
Som det er i dag, befinder vi os i en økonomisk krise situation, hvor der skal spares, det gælder også inden for politiet.
Politiet bliver hele tiden mødt med, at de ikke gør nok. Dette kan føres tilbage til manglende midler, og evt. administrationen.
Vi har reelt ingen midler at gøre godt med i Danmark, til nye projekter, og et dyreværnspoliti bliver derfor urealistisk.
Man kan ikke tage midler fra politiet, for de har som sagt ikke nok som det er nu, men hvor skal de så findes henne? Der er nok ikke ret mange der er interesserede i at spare på ældrepleje, hospitaler, uddannelse eller børnepasning, men det er ofte de steder der bliver fundet penge.
Så kan man argumentere for, at der via bøder til lovovertrædere ville blive hevet penge ind, men sådan fungere vores samfund ikke. Det er nemlig ikke sådan skruet sammen, at hvis et sted hiver penge ind, så går de penge pr automatik til dette sted. Pengene ryger i stedet i en fælles pulje, og der lægges så et budget, hvor fra pengene deles ud på ting, som man fra politisk side beslutter skal have en større eller mindre pose penge at gøre godt med.
Jeg har også set forslag om en uddannelse til dette formål. Problemet her er, at så skal vi til at sammensætte en helt ny uddannelse, som skal finansieres af det offentlige, og når man bliver færdig på denne uddannelse, skal man have job inden for det offentlige = penge ud af statskassen.
Som så meget andet, er det umiddelbart en god ide på papiret, problemet er bare, at i praksis vil det være meget svært at finde midlerne til et sådan projekt.
Hvis man endte med at kunne finde midlerne, var det formentlig også bedre brugt hos politiet, hvor man faktisk har uddannede folk gående allerede.
Så slipper vi også for en masse administration omkring opsætning af en ny uddannelse, og en ny enhed.
Som sådan ser jeg ikke noget galt i et egentligt dyreværnspoliti, men dem der oftest argumenterer for en sådan specialstyrke, virker ikke helt til at kunne gennemskue selv den mest basale økonomi der ligger bag, så nu tager jeg det op her.
Offentligt eller privat?
Rigtig mange har set Animal Planet, og har her igennem stiftet bekendtskab med dyreværnspoliti i udlandet. Desværre er det et meget rosenrødt billede der tegnes her, og når man snakker med f.eks. amerikanere og englændere, er deres opfattelse af disse privat drævede instanser, helt anderledes end den virkelighed man ser på fjernsyn.
For nylig er der lavet en dokumentar i England, der omhandler deres dyreværnspoliti, og dette har sat hele branchen i et noget dårligt lys, i den engelske offentlighed.
Det er ikke uhørt, at det bliver meget personligt, og organisationerne ikke i specielt høj grad forsøger at hjælpe folk der faktisk ønsker hjælp, men i højere grad går efter at miskreditere folk. Folk der har dyr under uacceptable forhold, er ofte selv i en situation, hvor de har svært ved at tage varer på dem selv, så at sparke til folk der ligger ned, er ikke nogen god løsning.
Her ud over er der mange der ikke ved, hvad de reelt har af rettigheder, så flere mennesker oplever at RSPCA folk tvinger sig vej ind i folks hjem, selvom de slet ikke er berettiget til at komme ind i folks hjem.
Det er problemet ved at bruge private. Der er reelt ingen kontrol med dem, og de har ikke de samme beføjelser, som en offentlig instans har. Det kan heller ikke forventes, at private personer eller organisationer, har samme kendskab til loven som offentlige instanser har, og private vil ofte prøve at gennemtvinge deres egne holdninger og ideer, selvom det ingen berettigelse har iflg. gældende lovgivning (dette er både et problem i USA og England).
Offentligt dyreværnspoliti
Et offentligt dyreværnspoliti, der er finansieret af staten, og ikke har nogen skjult dagsorden, præcis som vore almindelige politi, lyder derfor umiddelbart som en god løsning, men er det nu også det?
Som det er i dag, befinder vi os i en økonomisk krise situation, hvor der skal spares, det gælder også inden for politiet.
Politiet bliver hele tiden mødt med, at de ikke gør nok. Dette kan føres tilbage til manglende midler, og evt. administrationen.
Vi har reelt ingen midler at gøre godt med i Danmark, til nye projekter, og et dyreværnspoliti bliver derfor urealistisk.
Man kan ikke tage midler fra politiet, for de har som sagt ikke nok som det er nu, men hvor skal de så findes henne? Der er nok ikke ret mange der er interesserede i at spare på ældrepleje, hospitaler, uddannelse eller børnepasning, men det er ofte de steder der bliver fundet penge.
Så kan man argumentere for, at der via bøder til lovovertrædere ville blive hevet penge ind, men sådan fungere vores samfund ikke. Det er nemlig ikke sådan skruet sammen, at hvis et sted hiver penge ind, så går de penge pr automatik til dette sted. Pengene ryger i stedet i en fælles pulje, og der lægges så et budget, hvor fra pengene deles ud på ting, som man fra politisk side beslutter skal have en større eller mindre pose penge at gøre godt med.
Jeg har også set forslag om en uddannelse til dette formål. Problemet her er, at så skal vi til at sammensætte en helt ny uddannelse, som skal finansieres af det offentlige, og når man bliver færdig på denne uddannelse, skal man have job inden for det offentlige = penge ud af statskassen.
Som så meget andet, er det umiddelbart en god ide på papiret, problemet er bare, at i praksis vil det være meget svært at finde midlerne til et sådan projekt.
Hvis man endte med at kunne finde midlerne, var det formentlig også bedre brugt hos politiet, hvor man faktisk har uddannede folk gående allerede.
Så slipper vi også for en masse administration omkring opsætning af en ny uddannelse, og en ny enhed.
fredag den 4. januar 2013
Graviditet vs. 46xx/47xxx
Ja, jeg har ikke skrevet her inde i evigheder.
Det gik nemlig værre eller bedre, end at jeg for ca. 2 mdr. siden testede positiv, og er gravid.
Jeg startede med at have ondt meget tidligt, så var meget hurtigt inde og blive scannet (allerede i 4. uge).
Det var en noget nervøs start på det hele, men ud over det, har det været meget svært at glæde sig til noget som helst. Kæresten og jeg har hele tiden været enige om, at børn med xxy eller xxx ikke var noget vi var interesserede i (eller andre kromosomfejl for den sags skyld), og at hvis det viste sig at være sådan noget, så skulle de fjernes.
Dette skyldes en blanding af vores syn på tilværelsen, og det faktum at der ikke er nogen grund til, at jeg udsætter mig selv for noget vi ved vil blive en psykisk belastning. Ikke at vi tror det med børn bare er lutter lagkage, men der er ingen grund at man bevidst udsætter sig selv for noget, man ved vil blive svært.
De sidste 2 mdr. har derfor ikke gået med andet end bekymringer, og jeg har mildest talt ikke være til stede. Problemet er, at man ikke kan få noget at vide, før efter moderkage biopsien. Den skulle egentlig være taget mandag d.24. december, men der havde de lidt problemer med at finde tid. Så det blev d. 27. i stedet.
Der var en læge på hospitalet, vi snakkede med i forbindelse med biopsien, og som også var med inde og lave den. Hun hed Pernille,og var helt befriende at snakke med. Alle andre har rendt rundt og sagt "tillykke", og det er immervæk noget svært, når man slet ikke ved om det er noget man skal beholde. Pernille viste forståelse, og snakkede ikke ned til os, og generelt var hun bare rigtig behagelig, og fik mig faktisk til at slappe meget af.
Hun var også rigtig sød under selve biopsien, hvor hun snakkede med Nick.
Det var ikke den mest behagelige oplevelse i verdenen, og præcis som den indledende samtale op til biopsien (ugen før), kom jeg til at se på skærmen. Det var næsten ikke til at holde ud, og første gang brød jeg helt sammen da vi kom hjem.
Jeg følger mig privilegeret over at jeg har kunne være forberedt på dette i flere år, men 2 mdr. i total uvished, med tydelige symptomer på graviditet, har taget en del på mig. Det har ført til total psykisk og fysisk udmattelse, og jeg har følt mig så ufatteligt meget alene.
Man kan heller ikke lade være med at tumle med spørgsmål som: "Hvad nu hvis der er noget galt?".
Hvad skal man så? Skal man så til at kigge på kunstig befrugtning, for at sortere de "dårlige" æg fra?
Og hvis der nu ikke er noget, hvad så næste gang? For bare fordi der ikke er noget galt, er der ingen garanti for at det ikke sidder i mine æg...
Jeg har også været i en form for forsvars position, hvor der har været et ønske om bare at få det fjernet, for at kunne komme videre, og holde op med at gå og tumle med det her.
Heldigvis har jeg haft noget ordentlig opbakning på hjemmefronten og en ven, selvom det for noget har været svært at tale om, enten fordi det er svært at forholde sig til bekymringerne, eller fordi der ligeledes har været problemer med egentlig at glæde sig.
Men i dag kom der så et foreløbigt svar, hvor der er blevet testet på kromosompar 13, 18, 21 og kønskromosomerne, og der er ikke noget galt med disse :)
De 3 første, er dem der altid foreligger svar på til at starte med, så vidt jeg ved, er der ikke normalt svar inden for en uge på kønskromosomerne, så dette skyldes formentlig at det specifikt er dem vi har ønsket at vide noget om.
Så nu venter vi os en lille dreng til juli... Rent faktisk er min termin sat til Nicks fødselsdag.
Men noget udpræget behov for at dele det, har jeg egentlig ikke. Jeg bliver heller ikke en af dem der skriver om det på FB.
Det kommer ud her, fordi jeg håber jeg måske kan nå andre der går med samme problemer og tanker, og fordi jeg virkelig har haft brug for at skrive bekymringerne ud, men har ikke haft lyst til at det blev "offentligt", før vi havde et svar.
Det var vi så ikke helt nu, for en fuld test af alle kromosomer får vi først om et par uger, men det er jeg nu ikke så nervøs for.
Det gik nemlig værre eller bedre, end at jeg for ca. 2 mdr. siden testede positiv, og er gravid.
Jeg startede med at have ondt meget tidligt, så var meget hurtigt inde og blive scannet (allerede i 4. uge).
Det var en noget nervøs start på det hele, men ud over det, har det været meget svært at glæde sig til noget som helst. Kæresten og jeg har hele tiden været enige om, at børn med xxy eller xxx ikke var noget vi var interesserede i (eller andre kromosomfejl for den sags skyld), og at hvis det viste sig at være sådan noget, så skulle de fjernes.
Dette skyldes en blanding af vores syn på tilværelsen, og det faktum at der ikke er nogen grund til, at jeg udsætter mig selv for noget vi ved vil blive en psykisk belastning. Ikke at vi tror det med børn bare er lutter lagkage, men der er ingen grund at man bevidst udsætter sig selv for noget, man ved vil blive svært.
De sidste 2 mdr. har derfor ikke gået med andet end bekymringer, og jeg har mildest talt ikke være til stede. Problemet er, at man ikke kan få noget at vide, før efter moderkage biopsien. Den skulle egentlig være taget mandag d.24. december, men der havde de lidt problemer med at finde tid. Så det blev d. 27. i stedet.
Der var en læge på hospitalet, vi snakkede med i forbindelse med biopsien, og som også var med inde og lave den. Hun hed Pernille,og var helt befriende at snakke med. Alle andre har rendt rundt og sagt "tillykke", og det er immervæk noget svært, når man slet ikke ved om det er noget man skal beholde. Pernille viste forståelse, og snakkede ikke ned til os, og generelt var hun bare rigtig behagelig, og fik mig faktisk til at slappe meget af.
Hun var også rigtig sød under selve biopsien, hvor hun snakkede med Nick.
Det var ikke den mest behagelige oplevelse i verdenen, og præcis som den indledende samtale op til biopsien (ugen før), kom jeg til at se på skærmen. Det var næsten ikke til at holde ud, og første gang brød jeg helt sammen da vi kom hjem.
Jeg følger mig privilegeret over at jeg har kunne være forberedt på dette i flere år, men 2 mdr. i total uvished, med tydelige symptomer på graviditet, har taget en del på mig. Det har ført til total psykisk og fysisk udmattelse, og jeg har følt mig så ufatteligt meget alene.
Man kan heller ikke lade være med at tumle med spørgsmål som: "Hvad nu hvis der er noget galt?".
Hvad skal man så? Skal man så til at kigge på kunstig befrugtning, for at sortere de "dårlige" æg fra?
Og hvis der nu ikke er noget, hvad så næste gang? For bare fordi der ikke er noget galt, er der ingen garanti for at det ikke sidder i mine æg...
Jeg har også været i en form for forsvars position, hvor der har været et ønske om bare at få det fjernet, for at kunne komme videre, og holde op med at gå og tumle med det her.
Heldigvis har jeg haft noget ordentlig opbakning på hjemmefronten og en ven, selvom det for noget har været svært at tale om, enten fordi det er svært at forholde sig til bekymringerne, eller fordi der ligeledes har været problemer med egentlig at glæde sig.
Men i dag kom der så et foreløbigt svar, hvor der er blevet testet på kromosompar 13, 18, 21 og kønskromosomerne, og der er ikke noget galt med disse :)
De 3 første, er dem der altid foreligger svar på til at starte med, så vidt jeg ved, er der ikke normalt svar inden for en uge på kønskromosomerne, så dette skyldes formentlig at det specifikt er dem vi har ønsket at vide noget om.
Så nu venter vi os en lille dreng til juli... Rent faktisk er min termin sat til Nicks fødselsdag.
Men noget udpræget behov for at dele det, har jeg egentlig ikke. Jeg bliver heller ikke en af dem der skriver om det på FB.
Det kommer ud her, fordi jeg håber jeg måske kan nå andre der går med samme problemer og tanker, og fordi jeg virkelig har haft brug for at skrive bekymringerne ud, men har ikke haft lyst til at det blev "offentligt", før vi havde et svar.
Det var vi så ikke helt nu, for en fuld test af alle kromosomer får vi først om et par uger, men det er jeg nu ikke så nervøs for.
søndag den 9. september 2012
Bordkort
Det ærgre mig at jeg ikke har et bedre billede...
Min kusine fyldte rundt tidligere i år, og skulle bruge nogle bordkort.
Materialer:
Fimo soft
Farvet A4 karton (skåret til)
Farvet sand
Sommerfugle fra KarenMarieKlip
Scrapbook ark med sommerfugle.
Lim
Blomsterne er baseret på rigtige blomster, der blomstre i maj.
Selve blomsten + bladene er lavet i Fimo ler. Efterfølgende er der malet deltaljer på.
Stænglen er lavet ved at komme lim på kortet i den ønskede form, og efterfølgende komme farvet sand over limen. Blomster og blade er efterfølgende limet på.
Sommerfuglene er en blanding af KarenMarieKlip sommerfugle og sommerfugle fra et scrapbooking ark, der er klippet ud i hånden.
Jeg lavede ca. 30 kort.
Jeg vil skyde på, at der er lavet mellem 90 og 120 blomster, der er sat på, og ca. lige så mange blade.
Hvis jeg kan finde et enkelt kort frem en gang, kommer der et closeup af det :)
Abonner på:
Opslag (Atom)