Ja, da jeg har fundet ud af at jeg bliver stalket her på bloggen, må jeg jo hellere komme med en update (du ved selv hvem du er ;))
Jeg har fået bestilt 2 bøger hjem, og jeg glæder mig simpelthen så meget.
Den ene bog er til brug i Scribus. Så håber jeg at jeg kan få sat nogle ting op, der gerne skulle bruges i chinchilla øjemed.
Og så kommer der en bog hjem om at læse hurtigere. Den kommer fordi jeg gerne vil ind og læse igen, og med 2 små børn tænker jeg, at det er en god ide at kunne sætte tempoet lidt op. Det ville heller ikke gøre noget generelt bare at kunne læse ting hurtigere, så jeg ikke når at gå død i det før jeg er færdig.
Jeg glæder mig SÅ meget til den Scribus bog. Det bliver spændende at se om jeg overhovedet an finde ud af at bruge den.
torsdag den 16. april 2015
onsdag den 18. februar 2015
Hvad er bedst for baby?
Ja, nu er jeg en af de der kedelige typer der bare skriver om mit barn og mine tanker om dette på min blog.
Jeg sad bare og læste noget et sted, og der er så tit folk der spørger ind til andres meninger om hvad der er bedst, frem for at opsøge folk der har specialiseret sig inden for området.
Misforstå mig ikke, andres mening kan være en glimrende måde at få en ide om hvilken retning man skal bevæge sig i, men man skal passe på med ikke at overføre det til det ultimativt bedste for en selv, eller ens barn.
Nu handlede det tilfældigvis om bæreseler, og der bliver spurgt ind til hvad der er bedst. Bæreseler er en jungle, som jeg ikke vil gøre mig klog på. Vi har en strækvikle, 2 MeiTai seler og en BECO bæresele, så det er jo noget begrænset med erfaringen, da vi ikke har en af hver model på markedet, eller bare har prøvet en af hver model.
Problemet er lidt, at folk tager udgangspunkt i hvad der er bedst for dem selv, ikke hvad der er bedst for alle andre. Ud over det er TÆNK! kommet ud med en test af bæreseler, og så bliver der lagt op til, at dem der vinder, må være de ultimativt bedste seler til alle. Men selv ved forbrugertests kan man blive nødt til at tænke selv, for TÆNK! kan også lave fejl, og desværre nægter de kategorisk at sende rettelser ud, hvis der skulle vise sig at være fejl i deres tests.
Jeg er ikke ude på at hakke på TÆNK!, da vi selv holder deres blad, og faktisk er glade for det, jeg vil blot appellere til at folk også selv går ud og prøver ting af, og læser nærmere op på tingene.
Som med de her bæreseler. Vi er begge i god stand her hjemme, så vi fik frarådet at købe f.eks. Manduca af Sneglehuset.com. En BECO er bedre egnet hvis man har for meget på sidebenene. Og hvad skal man da også bruge det til, at en sele har vundet i en given test, hvis pasformen er helt elendig til en selv? Så ender man jo med at miste modet, og sige at det her ikke er noget for mig, for bæreseler sidder dårligt.
Ud og prøv dem! Prøv dem hos en af de mange specialiserede forhandlere der er rundt om i landet. Vi har været ved Sneglehuset, fordi de ligger tæt på hvor vi bor, men jeg er sikker på at de andre der ude, er lige så kompetente.
Og så kom jeg til at tænke på autostole. Der har også været større debatter om det, og om hvorvidt børn skal sidde bagudvendt til en vis alder. Måske skulle der ligefrem lovgives omkring det?!
Jeg kan godt forstå argumenterne for at det er mest sikkert at barnet kigger bagud. Jeg kan godt se at det er bedre for ryg og nakke, da stolen tager bedre fra. Jeg er godt klar over, at der er andre billister på vejen, så det ikke kun er min kørsel der bestemmer om vi kommer ud for et uheld eller ej.
Vores dreng har det mange kalder gode lunger, nogen kalder ham viljestærk. Han kan skrige. Ikke bare knirke, men sådan virkelig skrige, så folk kommenterer på hvor meget, højt og længe han skriger. I dag hvor han er 19 mdr er det bedre, men der er stadig virkelig tryk på de dér lunger, når der er noget der går, som herren ikke lige ønsker det.
Vi oplevede desværre at han blev helt hysterisk af at blive sat i den bagudvendte stol. Jeg har prøvet at køre med ham i 30 min hvor han bare skreg, og han holdt først op da vi kom hjem. Jeg kan til dels slå fra når han skriger, men det er stadig skrækkeligt, og der ryger virkelig meget fokus fra trafikken, når man har sådan en bag i, der bare skriger og skriger og skriger.
Så snart han havde størrelsen, kom han derfor over i en autostol der vendte fremad, og skrigeriet forsvandt stort set som dug fra solen. Vi har stadig episoder, men det er mere pga søvn, og aldrig de der sindssyge perioder, der kan vare 30+ minutter.
Så er det meget muligt at min søn er mindre sikker når han vender med fronten mod os, men ærligt talt, så tror jeg han er mere sikker, i og med at vi nu kan have fuld fokus på trafikken, og ikke skal sidde mede hovedet fyldt med barneskrig.
Det jeg vil frem til er, at egne erfaringer, videnskabelige undersøgelser og hvad der ellers er af glimrende argumenter i den en eller den anden retning, er ganske rigtigt glimrende argumenter. Men det behøver ikke betyde at det er sandheden.
I sidste ende må man tage det hele til sig, og ud fra den situation man nu engang selv sidder i, tage en velovervejet beslutning.
Dem der bliver sure over at man ikke vælger deres vej, må lærer at forstå, at der er andre veje til målet, og hvad der virker for dem, virker ikke nødvendigvis for alle andre.
Jeg sad bare og læste noget et sted, og der er så tit folk der spørger ind til andres meninger om hvad der er bedst, frem for at opsøge folk der har specialiseret sig inden for området.
Misforstå mig ikke, andres mening kan være en glimrende måde at få en ide om hvilken retning man skal bevæge sig i, men man skal passe på med ikke at overføre det til det ultimativt bedste for en selv, eller ens barn.
Nu handlede det tilfældigvis om bæreseler, og der bliver spurgt ind til hvad der er bedst. Bæreseler er en jungle, som jeg ikke vil gøre mig klog på. Vi har en strækvikle, 2 MeiTai seler og en BECO bæresele, så det er jo noget begrænset med erfaringen, da vi ikke har en af hver model på markedet, eller bare har prøvet en af hver model.
Problemet er lidt, at folk tager udgangspunkt i hvad der er bedst for dem selv, ikke hvad der er bedst for alle andre. Ud over det er TÆNK! kommet ud med en test af bæreseler, og så bliver der lagt op til, at dem der vinder, må være de ultimativt bedste seler til alle. Men selv ved forbrugertests kan man blive nødt til at tænke selv, for TÆNK! kan også lave fejl, og desværre nægter de kategorisk at sende rettelser ud, hvis der skulle vise sig at være fejl i deres tests.
Jeg er ikke ude på at hakke på TÆNK!, da vi selv holder deres blad, og faktisk er glade for det, jeg vil blot appellere til at folk også selv går ud og prøver ting af, og læser nærmere op på tingene.
Som med de her bæreseler. Vi er begge i god stand her hjemme, så vi fik frarådet at købe f.eks. Manduca af Sneglehuset.com. En BECO er bedre egnet hvis man har for meget på sidebenene. Og hvad skal man da også bruge det til, at en sele har vundet i en given test, hvis pasformen er helt elendig til en selv? Så ender man jo med at miste modet, og sige at det her ikke er noget for mig, for bæreseler sidder dårligt.
Ud og prøv dem! Prøv dem hos en af de mange specialiserede forhandlere der er rundt om i landet. Vi har været ved Sneglehuset, fordi de ligger tæt på hvor vi bor, men jeg er sikker på at de andre der ude, er lige så kompetente.
Og så kom jeg til at tænke på autostole. Der har også været større debatter om det, og om hvorvidt børn skal sidde bagudvendt til en vis alder. Måske skulle der ligefrem lovgives omkring det?!
Jeg kan godt forstå argumenterne for at det er mest sikkert at barnet kigger bagud. Jeg kan godt se at det er bedre for ryg og nakke, da stolen tager bedre fra. Jeg er godt klar over, at der er andre billister på vejen, så det ikke kun er min kørsel der bestemmer om vi kommer ud for et uheld eller ej.
MEN!
Vores dreng har det mange kalder gode lunger, nogen kalder ham viljestærk. Han kan skrige. Ikke bare knirke, men sådan virkelig skrige, så folk kommenterer på hvor meget, højt og længe han skriger. I dag hvor han er 19 mdr er det bedre, men der er stadig virkelig tryk på de dér lunger, når der er noget der går, som herren ikke lige ønsker det.
Vi oplevede desværre at han blev helt hysterisk af at blive sat i den bagudvendte stol. Jeg har prøvet at køre med ham i 30 min hvor han bare skreg, og han holdt først op da vi kom hjem. Jeg kan til dels slå fra når han skriger, men det er stadig skrækkeligt, og der ryger virkelig meget fokus fra trafikken, når man har sådan en bag i, der bare skriger og skriger og skriger.
Så snart han havde størrelsen, kom han derfor over i en autostol der vendte fremad, og skrigeriet forsvandt stort set som dug fra solen. Vi har stadig episoder, men det er mere pga søvn, og aldrig de der sindssyge perioder, der kan vare 30+ minutter.
Så er det meget muligt at min søn er mindre sikker når han vender med fronten mod os, men ærligt talt, så tror jeg han er mere sikker, i og med at vi nu kan have fuld fokus på trafikken, og ikke skal sidde mede hovedet fyldt med barneskrig.
Det jeg vil frem til er, at egne erfaringer, videnskabelige undersøgelser og hvad der ellers er af glimrende argumenter i den en eller den anden retning, er ganske rigtigt glimrende argumenter. Men det behøver ikke betyde at det er sandheden.
I sidste ende må man tage det hele til sig, og ud fra den situation man nu engang selv sidder i, tage en velovervejet beslutning.
Dem der bliver sure over at man ikke vælger deres vej, må lærer at forstå, at der er andre veje til målet, og hvad der virker for dem, virker ikke nødvendigvis for alle andre.
mandag den 2. februar 2015
Fødsel og alt det halløj
Jeg sidder på et graviditets og børneforum.
Det er nogle lidt spøje følelser der opstår, når kvinder der er gået over termin, snakker om igangsættelse.
Jeg kan virkelig godt onde de her kvinder at blive sat i gang, så de kan få deres børn ud, og jeg ønsker ikke at føde før tid, pga. alle de komplikationer der for det meste medfølger en for tidlig fødsel. Trods alt er det kun uge 22 i dag, så der er lige 18 uger tilbage.
Men hold op hvor kan jeg godt sidde og tænke; "bare det var mig".
For jeg er ikke en af dem der nyder min graviditet. Jeg hader den heller ikke, jeg har bare ikke noget egentligt forhold til den. Det er fint nok at være gravid, men jeg kunne som godt være foruden.
Og nu vi er inde på det, så er det også lidt underligt, at man hele tiden får smidt i hovedet, at man bare skal nyde sin graviditet, at man knytter så tæt et bånd til barnet og hvad ved jeg.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal nyde min graviditet. Der er mere vægt at bevæge rundt, jeg har svært ved at løfte knægten, jeg bliver hurtigere forpustet, jeg har bækkenløsning, der er noget mad jeg ikke kan spise, fordi det giver mig så vanvittigt meget halsbrand, tøjet passer ikke mere, jeg er træt hele tiden, mit hår er træls og bliver lynhurtigt fedtet, jeg har super uren hud pga hormoner, og så er der samtidig en der ligger og sparker mig i maven, og det skal jeg så bare nyde ;)
Det er heller ikke fordi det skal lyde som om det er super surt, sådan er det heller ikke, jeg er bare lidt... meh... ikke ligeglad, men det er ikke det der fylder mest. Altså lige bortset fra elle følgevirkningerne, der gør at jeg ikke kan undgå at bemærke at der ligger en lille dims og roder rundt der inde.
At nogen knytter bånd skal som nok passe, det føler jeg bare ikke at jeg gør. Jeg har ikke en fornemmelse af at jeg kender dimsen i maven, jeg kan bare mærke den.
Til gengæld er jeg håbløst nervøs denne gang, og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg spekulerer overdrevet meget på om den nu også har det godt, selvom der intet er, der taler for, at noget skulle gå galt. Vi ved jo for pokker at alle kromosomer er fine, og til gennem scanningen var der heller ikke noget at komme efter.
Det er så den helt store ulempe ved at sidde på et forum, hvor alle kan skrive frit om alt de oplever. For hver dårlige beretning jeg læser for tiden, bliver jeg mere og mere paranoid, også selvom jeg VED der ikke er nogen logik bag det.
Måske man skulle benynde at betegne sig selv som særligt sensitiv (hvilket jeg egentlig er, men jeg hade at blive proppet i en boks), og så give det skylden ;)
Det er nogle lidt spøje følelser der opstår, når kvinder der er gået over termin, snakker om igangsættelse.
Jeg kan virkelig godt onde de her kvinder at blive sat i gang, så de kan få deres børn ud, og jeg ønsker ikke at føde før tid, pga. alle de komplikationer der for det meste medfølger en for tidlig fødsel. Trods alt er det kun uge 22 i dag, så der er lige 18 uger tilbage.
Men hold op hvor kan jeg godt sidde og tænke; "bare det var mig".
For jeg er ikke en af dem der nyder min graviditet. Jeg hader den heller ikke, jeg har bare ikke noget egentligt forhold til den. Det er fint nok at være gravid, men jeg kunne som godt være foruden.
Og nu vi er inde på det, så er det også lidt underligt, at man hele tiden får smidt i hovedet, at man bare skal nyde sin graviditet, at man knytter så tæt et bånd til barnet og hvad ved jeg.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal nyde min graviditet. Der er mere vægt at bevæge rundt, jeg har svært ved at løfte knægten, jeg bliver hurtigere forpustet, jeg har bækkenløsning, der er noget mad jeg ikke kan spise, fordi det giver mig så vanvittigt meget halsbrand, tøjet passer ikke mere, jeg er træt hele tiden, mit hår er træls og bliver lynhurtigt fedtet, jeg har super uren hud pga hormoner, og så er der samtidig en der ligger og sparker mig i maven, og det skal jeg så bare nyde ;)
Det er heller ikke fordi det skal lyde som om det er super surt, sådan er det heller ikke, jeg er bare lidt... meh... ikke ligeglad, men det er ikke det der fylder mest. Altså lige bortset fra elle følgevirkningerne, der gør at jeg ikke kan undgå at bemærke at der ligger en lille dims og roder rundt der inde.
At nogen knytter bånd skal som nok passe, det føler jeg bare ikke at jeg gør. Jeg har ikke en fornemmelse af at jeg kender dimsen i maven, jeg kan bare mærke den.
Til gengæld er jeg håbløst nervøs denne gang, og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg spekulerer overdrevet meget på om den nu også har det godt, selvom der intet er, der taler for, at noget skulle gå galt. Vi ved jo for pokker at alle kromosomer er fine, og til gennem scanningen var der heller ikke noget at komme efter.
Det er så den helt store ulempe ved at sidde på et forum, hvor alle kan skrive frit om alt de oplever. For hver dårlige beretning jeg læser for tiden, bliver jeg mere og mere paranoid, også selvom jeg VED der ikke er nogen logik bag det.
Måske man skulle benynde at betegne sig selv som særligt sensitiv (hvilket jeg egentlig er, men jeg hade at blive proppet i en boks), og så give det skylden ;)
lørdag den 31. januar 2015
Alle elsker Uld Pilgaard
Det er altså nogle gange sjov at læse i oversigten hvad et program går ud på.
Her er det DR K der brillere med beskrivelsen til noget gammelt dansk satire af navnet Hov-Hov
fredag den 30. januar 2015
Gravid med nr 2 - kan tripel X gives videre?
Jeg er 28 år gammel, og venter barn nr. 2. med min mand på 42. Teksten her er fra ca. uge 5 i graviditeten (2014, uge 41)
Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.
Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY).
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.
Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.
Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.
Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.
Jeg havde godt på fornemmelsen at der var gevinst, da min menstruation var udeblevet, men en graviditetstest viste ikke noget. I dag, en uge efter, testede jeg så igen, og den var god nok.
Da jeg gerne vil ind og læse igen, har vi prøvet at planlægge vores børn, så de er kommet inden for en bestemt tidshorisont, og det ser ud til at lykkes for os. Jeg er som sådan glad for graviditeten, men tankerne og følelserne fra sidste graviditet, er så småt begyndt at indfinde sig igen, her efter den positive test.
Så vidt vides gives Triple X ikke videre, men hvis det sidder i æggene, det ved man nemlig ikke om det gør, når det er en mosaik, er der stadig en teoretisk mulighed for at det bliver givet videre. Hvis det bliver givet videre, kan det enten give sig til udtryk i Triple X eller Kleinfelder (XXY).
Fra jeg har vidst at jeg har haft kromosomfejlen, har jeg været afklaret med, at jeg ikke vil have børn med disse kromosomfejl, og min mand har det på samme måde. Det er rart at vi er på bølge længde her, for det kan være svært at holde fast i valget, når man ser den lille spire inde i maven, og når læger mv. får sagt “til lykke”.
Jeg har valgt at jeg ikke vil have dem, da jeg selv har fået en del symptomer fra Triple X, og jeg ønsker ikke at mine børn skal igennem det samme som mig.
Desværre er det meget svært at tale med udenforstående om den her type problematikker. Jeg har af flere omgange oplevet at min indgangsvinkel, bliver vendt til et spørgsmål om racerenhed. Det er en meget ubehagelig situation at sidde i, og ikke specielt konstruktivt.
Men nu er jeg som sagt gravid igen. Jeg skal alligevel snart op til lægen af andre årsager, og så har jeg tænkt mig at sige det her. Men jeg gruer noget for hele forløbet.
Som sagt var det ikke rart sidst, når vi blev ønsket tillykke. Vi var til tidlige scanninger, fordi jeg havde meget ondt, og det var ligeledes ubehageligt at se spiren, fordi jeg ikke anede om det var en vi skulle beholde.
Jeg sidder nu og kan ikke lade være med at tænke, at vi bare burde droppe screeningen, og beholde det lige meget hvad det bliver, men samtidig ved jeg også at jeg bliver ked af det, hvis vi ender med at få et barn med en af ovennævnte kromosomfejl.
Der er begyndt at komme en ny screening op, hvor man kan få taget en blodprøve, frem for at få taget en moderkage biopsi. Jeg skal have spurgt ind til denne mulighed, både af hensyn til mindre abort risiko, men også fordi jeg ikke har lyst til at se på spiren, hvis nu.
mandag den 26. januar 2015
Lidt update
Puha det er længe siden jeg sidst har skrevet her inde.
Jeg har faktisk haft en masse ting jeg har haft lyst til at skrive, men af forskellige årsager har jeg udskudt det.
Men nu er jeg ved at være på banen igen, så jeg vil så småt begynde her inde igen.
Det går hverken værre eller bedre end at vi venter barn nr. 2, i den forbindelse har jeg ført lidt dagbog over tanker og følelser, som jeg ikke har haft lyst til at dele, før vi vidste at der ikke var noget galt. Det har vi nu vidst siden midt i december, men så kommer der jo jul og andre ting ind i billedet, så derfor lidt ventetid.
Så updates om graviditet og tankerne der følger, kommer snart her inde :)
Så håber jeg også at jeg snart kan få min lille webcomic i luften. Jeg har 20+ striber der bare sidder og venter på en hjemmeside, så nu må vi se hvordan det går med den. Der mangler bare lidt småting, som et design, før den kan komme op og kører.
Min alt for awesome skitse af hvordan jeg vil have den til at se ud... Det er vist meget godt at det ikke er mig der skal lave det egentlige design ;)
Nårh ja, og det ændre nok navn til The Animal Park aka TAP, fordi den både bliver på dansk og engelsk. Selvom ChinchisArk også lød lidt tiltalende...
Jeg har faktisk haft en masse ting jeg har haft lyst til at skrive, men af forskellige årsager har jeg udskudt det.
Men nu er jeg ved at være på banen igen, så jeg vil så småt begynde her inde igen.
Det går hverken værre eller bedre end at vi venter barn nr. 2, i den forbindelse har jeg ført lidt dagbog over tanker og følelser, som jeg ikke har haft lyst til at dele, før vi vidste at der ikke var noget galt. Det har vi nu vidst siden midt i december, men så kommer der jo jul og andre ting ind i billedet, så derfor lidt ventetid.
Så updates om graviditet og tankerne der følger, kommer snart her inde :)
Så håber jeg også at jeg snart kan få min lille webcomic i luften. Jeg har 20+ striber der bare sidder og venter på en hjemmeside, så nu må vi se hvordan det går med den. Der mangler bare lidt småting, som et design, før den kan komme op og kører.
Nårh ja, og det ændre nok navn til The Animal Park aka TAP, fordi den både bliver på dansk og engelsk. Selvom ChinchisArk også lød lidt tiltalende...
Abonner på:
Opslag (Atom)