Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.
Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?
Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.
Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?
Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?
Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.
Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.
Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.
