Puha den var pinlig Radio 24/7

Radio 24/7 har et nyt program i luften. Tidligere hed det Et Hundeliv, nu hedder det Et Dyreliv.

En kvinde spørger om hold af kænguruer, og det lægger så op til den ene pinlige udtalelse efter den anden.

Det hele kan høres her

Først og fremmest kan vi konstaterer, at Anette Røpke eller hendes team, slet ikke har læst op på stoffet, før de kaster sig ud i spørgsmålet Kænguruer.

Bekendtgørelse om forbud om privates hold af særlige dyr

§ 1. De dyrearter, der er nævnt i bilag 1 må ikke holdes af private, da de kan frembyde fare eller være vanskelige at holde på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde.

Dyrearter omfattet af forbuddet i § 1

Pungdyr: 

Koalabjørn (Phascolarctos cinereus), kæmpekænguruer (Macropus spp.), alle arter af vombat (Vombatidae) samt flyvepungegern (Acrobates spp., Petaurus spp., Schoinobates spp.), undtagen korthovedet flyvepungegern (Petaurus breviceps).

Hele bekendtgørelse

Havde de nu googlet hold af kænguruer, havde de formentlig fundet ovenstående bekendtgørelse, og her ud fra kunnet konstaterer, at spørgsmål om hvorvidt der var ønsker om en stor eller lille kænkuru faktisk var overflødige, da private slet ikke må holde de store arter af kænguruer.

Man har så valgt at tage kontakt til en dyrepasser fra Aalborg Zoo, hvor de holder grå kæmpekænguru, der sjovt nok hører under slægten Macropus, som også er denne dyrepasseren tager udgangspunkt i.
Og her kan man så også sige, at en dyrepasser i en zoologisk have, nok fra starten er noget modvillig mod at private holder disse eksotiske dyr. Det mener jeg også er fuldt ud forståeligt, men i min optik giver det et galt billede, når ønsket nu var at vide noget om dyrene i privat hold.

Dyrepasseren kommer ind på de specielle ernæringsbehov deres kænguruer har, og her brilliere Anette Røpke med, gang på gang, at afbryde den stakkels dyrepasser. Det er muligt er er børn med i studiet, som larmer lidt. Men kunne man så ikke tage pen og papir med, eller efterfølgende henvise til det podkast der lægges online?
Nå, men tilbage til snakken om kænguruer.

Nu skal Anette Røpke så også lige understrege, at hun da har lidt styr på de der store australske landpattedyr, og omtaler dem som "en slags gnaver", fordi de kan få problemer med tænderne. Dyrepasseren prøver her at hive lidt igen, for nej, kænguruer er ikke gnavere kære Anette Røpke. De er, som Anette Røpke også får talt sig selv frem til, pungdyr. At de skal spise en del plantematierale, gør dem ikke til gnavere. Elefanter er ikke gnavere, selvom de lever af meget plantemateriale. Dyr som heste og køer er ej heller gnavere, på trods af de store mængder plantemateriale begge indtager.

Her fra går det stort set kun ned af bakke.
Dyrepasseren prøver efter bedste evne at forklare hvordan man holder kænguruer i zoologiske anlæg, men det kan ikke rigtig overføres på hold af kænkuru i privaten, og desuden bliver Anette Røpke ved og ved med at afbryde, og selv komme med indspark.

Det kan jo undre, at man ikke har prøvet at læse lidt op på emnet først. Havde dem på programmet nu googlet lidt f.eks. havde de formentlig fundet frem til den ganske udmærket forening Dansk Primat Sammenslutning der også indbefatter andre eksotiske pattedyr. Der er medlemmer i denne forening, der rent faktisk holder kænguruer/wallabyer privat. Og mon ikke de kunne være kommet med nogle lidt bedre indspark, i henhold til at holde sådan et dyr, som privat person.

Drop Sneglegiften!

Der er en del problemer for tiden med, at folk prøver at komme af med den ibiriske skovsnegl, eller dræbersnegl, ved at købe gift i udlandet, der er ulovligt i Danmark.

Der er en grund til at giften er ulovlig i Danmark. Den skader nemlig ikke kun sneglene. Den skader også en række andre dyr, der kan finde på at spise sneglene.
Det vi mest hører om, er pindsvin, men der er også set tilfælde med hunde der er blevet forgiftet, og der er sikkert også en række andre vilde dyr, vi aldrig hører om, der lider under manien med den ulovlige gift.
Det er desuden også værd at huske, at det ikke kun er dræbersneglene der går i giften. Det er også vores naturligt forekomne snegle, det går ud over.

Der er en del opslag i omløb på bl.a. Facebook, med pindsvin der dør, efter de har spist snegle, der er gået i giften.
Senest har jeg selv set dette opslag:

Jeg bliver rent ud sagt skide harm over at se sådan noget. En ting er at pindsvinet dør på en grusom måde, men at dem der skulle hjælpe, ikke får dem aflivet så hurtigt som muligt, men lader dyrene dø på denne forfærdelige måde. Det er simpelthen ikke i orden!

Jeg er desuden dybt frustreret over, at der råbes vagt i gevær ifht. giften, men der ikke rigtig oplyses om hvad det konkret er for gifttyper der er skadelige, hvad for stoffer i sneglegift der altid bør undgås - eller endnu bedre, oplyses om alternative metoder til sneglebekæmpelse.

Et alternativ, der måske kunne virke fristende at bruge, er at strø salt ud. Men det kan ikke anbefales. For det første er det en meget ubehagelig måde for sneglene at dø på. For det andet, er salt ikke godt for naturen, så det er bedst at undgå salt.

Her ud over kan man benytte ølfælder, sneglehegn, kalk, blotlægge jord hen til beplantning, hakke/klippe sneglene eller slå dem ihjel med en spand og rigelige mængder kogende vand.

Her kan du finde et par gode artikler om at komme sneglene til livs, på en måde der ikke går ud over resten af dyrene og planterne i din have:
Naturstyrelsen - Indsamling og Aflivning
PraktiskBolig - Bekæmpelse af Dræbersnegl

Hvornår mænd og kvinder bliver glade for deres børn

Åh hvor er jeg dog led og ked af at læse om mødre, der proklamerer at når mænd ikke er jublende lykkelige over at få at vide, at der er sket en upser og kvinden er gravid, så er det altså fordi mænd først bliver glade for barnet når det bliver født, mens kvinder bliver mor fra det øjeblik der er 2 streger.

SÅDAN HÆNGER VIRKELIGHEDEN IKKE SAMMEN!

Det vil jeg gerne lige have lov at slå fast. Og udtalelser som denne gør, at der sidder mennesker rundt omkring i det ganske land, der føler sig helt forkerte, fordi de har en anden oplevelse af det.

Nu er jeg ikke en mand, men jeg kan da se på omgangskredsen, at der i den grad også er mænd, der bliver himmel henrykte så snart der er 2 streger.

Selv oplever jeg til gengæld, at jeg ikke har de vilde følelser over for parasitten i maven. Tanken om abort er ubehagelig, men jeg føler ingen egentlig kærlighed til det der inde, og jeg har ved mine 2 graviditeter, ikke oplevet at jeg følte mig som MOR, fra det øjeblik jeg stod med den positive graviditets test.
Jeg følte heller ikke overvældende lykke eller forelskelse, da jeg fik mine børn op på brystet. Faktisk følte jeg væmmelse ved den første. Ikke ved ham som sådan, men jeg følte mig totalt overhørt, udkørt og forladt for alt overskud. Det var en meget ubehagelig og grænseoverskridende situation.

Beskyttertrangen er der helt klart fra barnet kommer ud. Meget kraftig endda. Men den her fantastiske kærlighed man hører om igen og igen, den har jeg ikke oplevet fra første øjeblik. Kærligheden er kommet snigende, i takt med at jeg har lært barnet at kende. Første gang tog det nok omkring ½ år eller mere, før jeg sådan rigtig følte den fulde kærlighed. Men det er ikke sådan en "nu savner jeg ham altså for meget, nu skal han hjem til mig" kærlighed. Den er jeg meget bevidst om at andre har, men den har jeg faktisk ikke.
Det jeg oplever, er mere en følelse af, at barnet altid har været der, og jeg ikke kunne forestille mig et liv uden mit barn. Sådan har jeg det f.eks. også med Nick.
Det er en meget underlig, men egentlig og meget rar følelse, at sidde med. Et lille menneske, man kun har kendt i 2 år + 9 mdr i maven, og man har det som om, at barnet har været der, hele ens liv.

Der er ikke nogen gylden formular på, hvordan man oplever et graviditet en fødsel, eller det efterfølgende liv med barn. Den er der hverken for kvinder eller mænd.
Lad være med at føle dig forkert, bare fordi du ikke lige følger "normen". I virkeligheden er normen nok alligevel bare en opdigtet tilstand, for at opretholde et perfekt ydre.

Det vigtigste er at vide, at du er EN GOD NOK forældre, lige meget hvordan du ellers måtte opleve forløbet. Ingen af os er perfekte. 

Webcomics

Jeg sidder jo lidt og leger med min egen webcomic.
Jeg har fået et design til hp'en (ikke perfekt, men der gik så meget ged i at lave det, og jer er evigt taknemmelig for at Magic overhovedet gad lave det til mig), men jeg mangler hp'en, og det kræver at den kære Nick får taget sig sammen ;)
Jeg har faktisk skrevet om det her inde før, under navnet DyreParken. Jeg bliver ved med at smide dem under det navn, men jeg har efterhånden besluttet mig for, at den kommer til at gå under TheAnimalPark da TAP er en god forkortelse, der et eller andet sted også er meget sigende for indholdet...

Men så er jeg da bare begyndt at researche og netverke lidt. Og der har jeg så fundet et forum, hvor der er nogle gode comics, som jeg tænkte at ville reklamere lidt for, og måske hive et par af de gamle med, jeg også følger med i ;)

HeartOfKeol - Er en serie om en gut, der bliver revet ind i et parallel univers, hvor alle snakker koreansk, og der kommer besøgende fra andre dimentioner, med nogle års mellemrum. Den er ikke så langt endnu, men den er virkelig medrivende. Og så er jeg bare helt vild med den tegnestil der bruges i serien. Det er ikke så perfekt som man tit ser, men samtidig ikke sjusket, og Keiiiis formåen med lyseffekter er helt eminent!

BlackMudpuppy - Aztekerguden Xolotl forvandles til en sort axolotl (går også under mudpuppy på engelsk). Efter knap 500 år som padde, hvor han stadig ikke har lært noget, forvandles han til en axolotel/menneske mellemting, og bliver superhelt, sammen med sit menneske sidekick og en blind chihuahua. Tegnestilen er rigtig humorristisk, og der er generelt en del carkastiske undertoner over hele serien.

RAWR - Ja... Det skal vist opleves. Det er en ret morsom, og faktisk også meget informativ, serie om dinosauere.

DinnersaurusRex - En super nuttet serie om T. Rex børn og deres mor. 100% uden tale. Der er en nuttet saurus, og en der egentlig bare burde lukkes inde på en anstalt ;)

GISHWHES

Så må det endelig offentliggøres hvad vi har rendt rundt og lavet. og jeg knytter da også lige et par kommentare til tingene. Hovedpræmien i år er en rejse til Costa Rica. Hvis vi vinder, kan jeg dog ikke tage med, pga ungerne, men man har da lov at håbe på at vi vinder ;)

 

Et stk nyopdaget dyr på forsiden af National Geographic.

Dyret er tegnet i ArtRage, og forsiden er lavet i Scribus. Det er et stock foto der er brugt som baggrund. Dyret blev jeg ikke sådan helt glad for, men point er point ;) Til gengæld fik jeg lige lært et par småting i Scribus, så det var ret positivt. Og jeg fik også lige leget lidt med GIMP. Det er 2. gang  jeg bruger GIMP, men det var udelukkende til at fjerne baggrunden på dyret (som jeg egentlig også kunne have gjort i ArtRage, det blev bare bedre i GIMP)

 

Det her er Iron Man og Robert Downey Jr der er lavet i salt og peber. En del af opgaven lød på at de skulle tweetes til Robert Downey Jr. Prøv engang at lede twitter igennem, der er nogle helt vanvittigt gode submissions - selvom jeg nu også er ret glad for den her ;)

Der er fundet refs først, som jeg outlinede, og så er de printet, og salt og peber er kommet oven på.

 

Maskot jeg smed sammen. Den blev ikke brugt så meget, men det er altid hyggeligt at lege med ArtRage

 

 Misha Colins og Dronning Elisabeth II so 1950's BFFs

Igen er mit favorit tegneprogram ArtRage brugt.
Ligeledes outlinet først. Fandt et par refs i form af pinupper, som jeg tegnede af, og så tegnede jeg hovederne på kroppene efterfølgende. Misha ligner lidt ham kvinde/manden er vand Eurovision lol

Selfie med alt for lækkert ansigtshår ^_^

Til ære for Leonard Nimoy. Fremgangs måde som på salt og peber. Først skitse på computer, så print på papir. Men her brugte jeg noget sand jeg har liggende. Jeg elsker at lege med mit sand, og jeg bliver nødt til at finde tid til det i fremtiden også. Det her kommer formentlig op i en ramme, og kommer op på væggen ved lejlighed - er planen faktisk også med salt og peber halløjet.

 Kærlighed på billedform.
For mit vedkommende er det egentlig mest en provokation. Jeg går ind for at man skal amme, under hensyntagen til andre. Dog er jeg ved at være virkelig træt af, at et billede som dette, kan vække harme hos andre, og blive meldt på f.eks. Facebook, så det bliver taget ned. Men hel- eller halnøgne mænd og kvinder, i forsvindende lidt tøj, får lov at blive stående.
Huen er hjemmehæklet til begivenheden - så hvis der er nogen der læser det her, og vil have sådan en baby hue, så har jeg en liggende jeg ikke skal bruge ;)

Noget kode halløj. En anden foreslog at den skulle laves på denne måde. Hold op det er svært at finde W'er og Z'er i danske aviser Ô_o

Hvis man er interesseret, er det sikkert muligt at finde yderligere billeder fra mit hold, under #TeamMetalGeckoLovesTheLunchClub
De har været så fantastisk kreative, at jeg godt kan anbefale at man går på jagt efter de ting de har lavet.

Det har været en fantastisk sjov uge, selvom jeg ikke har været meget bevendt, uden for hjemmets fire vægge, da jeg har den store på 2 of den lille på 2 mdr jeg har skulle holde styr på også ;)
Jeg vil super gerne deltage til næste år også, men der vil ungerne være hhv 1 og 3 år, så spørgsmålet er hvor realistisk det vil blive + jeg håber at kunne starte skole til næste år.

Er jeg en god nok mor?

Der er så meget oppe i medierne med børn for tiden.
Folk der hjælper deres børn for meget, og går helt i selvsving over ting der virker trivielle for resten af os, som f.eks. de famøse dyrekort, eller Frost koncerten, hvor forældrenes reaktion kan virke helt ude af proportioner.
Og så er der også alt det her med børn der er "forkerte" eller børn der er "rigtige" og hvad der er, og ikke er i orden at til- eller fravælge.

Mht overreaktionerne, så jeg et opslag på Facebook, der fik mig til at under mig over hvad det er der gør at folk overreagerer, og ikke mindst om jeg også selv gør det?
Er det fordi folk simpelthen ikke har nok at tage sig til i dagens Danmark, og derfor har tid til at blæse ting helt ud af proportioner? Vi har jo alle meget at lave (siger vi i hvert fald), men er det noget med indhold vil laver? Eller er der så lidt indhold i vores daglige gøren og laden, at vi har behov for at skabe et indhold, og derfor får fremmanet fem høns, hver gang der er en lille fjer?
Eller er det fordi vi reelt har så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke har tid til at være med, når der sker ting - store som små. Så når vi endelig er med, så får vi så travlt med at kompensere for alt det vi ikke var med til, at det går helt over gevind?

Og så er det jeg selv tænker, om jeg er gået helt over gevind? Er jeg én af de her overbeskyttende forældre, der slet ikke tør lade mit barn mærke livet på egen krop?
For en måneds tid siden fødte jeg vores nr. 2. Jeg er den heldige vinder af bækkenløsning i forbindelse med graviditeter, og den slipper ikke bare sådan fra den ene dag til den anden, efter man har født. Ca. 3 uger efter fødslen, skal jeg op og hente vores store knægt i dagplejen. Han har sidste dag inden ferie. Han stikker af fra mig, og jeg må løbe efter ham. På daværende tidspunkt havde jeg været 4 gange til kiropraktor, inden for 2 uger, for at jeg kunne have en fornuftig hverdag ifht bækkenløsning. Da han stikker af igen, må jeg bede en anden om at fange ham, fordi jeg simpelthen ikke kan. Det gør ondt når jeg løber, jeg kan ikke løbe hurtigt nok, og ungen glemmer alt om biler og hvad ved jeg, fordi han synes det er så sjov når man løber efter ham, så jeg er jo lidt smådesperart efter at få fat i ham igen.
Her er der så en anden dagplejer der siger til mig, at jeg da bare selv må tage fat i min unge. Da jeg kunne se at nu ville han stikke af, stod han nogle meter fra mig. Dvs. ikke bare i gribe afstand. Jeg prøver at forklare hvorfor jeg ikke lige kan tage fat i ham, men hun afbryder mig gang på gang. Hans egen dagplejer er ikke et problem, og hendes datter, der er lige gammel med mig, løber efter ungen og får fat i ham.
På nuværende tidspunkt har jeg mest lyst til at hyle. Jeg føler mig som en forfærdelig mor. En mor der ikke engang kan fange sit eget barn. En mor der har opdraget sit barn så dårligt, at han stikker af, og slet ikke lytter efter. Hele vejen hjem holder jeg krampagtigt fast i drengen. Jeg har den lille i en vikle på maven, så det er ikke nemt at have fat i den store, ikke mindst fordi han er sovset ind i solcreme. Jeg tør simpelthen ikke give slip på ham. Han er i det dér humør, og jeg aner ikke om han ryger ud foran en bil næste gang, og jeg føler nu pludselig slet ikke, at jeg kan tillade mig at bede andre mennesker om hjælp. Ikke hjælp fordi jeg ikke vil, men hjælp fordi jeg ikke kan, og fordi jeg er så pokkers bange.
Da vi kommer hjem, bryder jeg fuldstændigt sammen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, og når jeg tænker på det i dag, 2 uger efter, får jeg stadig tårer i øjnene.
Det hele udløser at vi køber et taske med snor i. En taske knægten er helt vild med, og en snor så jeg har en sikkerhedsline, hvis han nu slipper min hånd og løber, for jeg kan slet ikke klare det mere. Jeg er blevet så panisk angst efter den hændelse, med den anden dagplejer. Samtidig har vi tidligere prøvet, 2 eller 3 gange, at han har været på vej ud foran en bil. Oven i det, har vi faktisk nogen inden for familien der har mistet et barn, fordi han gav slip og løb ud foran en bil.

Men så er der alt det her, med de her forældre, der gør så meget for deres børn, hvor man tænker det er helt overdrevet, at jeg sidder og får dårlig samvittighed over den her taske vi har købt. For er jeg nu en dårlig forældre? Er jeg  blevet til den af dem, der er alt for overbeskyttende? Skal jeg bare lade ham løbe, så han kan lærer det, sådan som nogen har sagt til mig?
Hvornår er det egentlig en overreaktion, og hvornår er det man har gang i, reelt nok?

Jeg ved ikke om det kan sammenlignes direkte, men jeg sidder og prøver at fortælle mig selv, at jeg naturligvis er noget mere rationel end dem, der himler op over en gratis Frost koncert, men samtidig sidder jeg tilbage og tænker, om jeg virkelig er mere rationel, eller er jeg lige så langt ude som de er?
Måske det kommer sig af, at de færreste snakker om alle problemerne, men igen, er mit problem mere reelt end dem der føler sig snydt til Frost koncerten? Eller dem der føler sig villedt af dyrekortene?



Så har vi også hele debatten om det med at fravælge. En debat der vel er meget god at tage, men samtidig føler jeg hele tiden, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores valg. I mine øjne går debatten ikke på det frige valg, men i højere grad på at der ikke er plads til forskellighed. Men skal man da have kromosomfejl eller genfejl, før der er forskellighed i samfundet?
Nu sidder jeg jo selv med en kromosomfejl, der dog ikke er specielt graverende, og så alligevel. Der er nogle ting hæftet på fejlen, ting jeg ikke selv ønsker at give videre. Det er fantastisk at der er kvinder der ude med Triple X der har et skønt liv, men jeg har oplevet nogle ting, og måtte sluge nogle kameler, jeg ikke ønsker et af mine børn skal opleve.
Betyder det at jeg ville ønske jeg ikke blev født? - Nej, det gør det ikke... I dag. For der var en gang hvor jeg ville ønske det, og hvor det hele var meget tæt på at være slut for mit vedkommende.
Derfor har vi aktivt fravalgt børn med Triple X. Ligeledes ønsker jeg ikke børn med Kleinfelder (drengebørn med xxy). Indrømmet er det ikke noget jeg har mærket på egen krop, men jeg ønsker ikke at få dem, selvom det anses for en mild kromosomfejl. Ligeledes har jeg ikke et ønske om at få et barn med Downs Syndrom, eller et hvilket som helst andet syndrom, og jeg er ærligt talt led og ked af, at debatten ledes over på, at jeg skal forsvare hvorfor jeg ikke vil have de her børn. Med argumenter som "du kan aldrig være sikker på at der ikke er noget galt". Jeg er jo ikke dum. Det er jeg udmærket klar over, men nu har jeg valgt sådan her. Faktisk er det en beslutning vi er helt enige om her hjemme. Og det er altså ikke fordi det er skide sjov at komme igennem en moderkagebiopsi, skulle jeg hilse og sige. Med to graviditeter i bagagen, hvor jeg ikke har kunnet nyde de første ca. 14 uger i en eneste af dem. Jeg har kun kunnet distancere mig selv fra graviditeten, af frygt for resultatet af biopsien. Det er der altså ingen der synes er morsomt. Man kommer ind til flere scanninger, hvor man ser det her lille liv mosle rundt, og man er hele tiden pinligt bevidst om, at det måske ikke er noget man ender med at se efter de her 9 måneder.

Dermed ikke sagt, at dem der tilvælger de her ting, skal forsvare det. De skal have lov til at vælge de her børn til, uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, præcis som jeg skal have lov at vælge dem fra. Verdenen bliver hverken et værre eller et bedre sted, fordi jeg vælger et barn fra, eller en anden vælger et barn til.
Det jeg godt kunne tænke mig fra debatten, var derimod en mere nuanceret debat, så man ved hvad det er man kan ende ud med. Det skal ikke være overvejende negativt eller positivt. Det skal bare være sandheden der skal frem, så folk kan tage et velinformeret valg, der passer ind i det liv de nu engang har. Og andre skal ikke sidde og gøre sig til dommere over hvad der er rigtigt og forkert for andre. For hvem kan sige hvad der virker for andre, baseret på hvad der virker for en selv? Vi kan kun fortælle hvordan det har virket for andre, og ud fra det lade folk tage deres egne beslutninger.


Ved begge problematikker, både at overbeskytte og at til- eller fravælge, ville det være klædeligt at debatten blev mere saglig. At vi droppede med at pege fingre, og sige hvad alle andre gør forkert. Det gælder også når man som forældre bliver sur over at verdenen går ens barn imod. Men i stedet prøve at indgå en dialog, og finde frem til hvorfor det er, som det nu engang er, frem for at antage, at alle der ikke lige tænker som man selv gør, gør det ud af ond mening.
Det er ikke fordi problemerne ikke kan være store, for de respektive individer, selvom de måske er små for andre. Det skal også respekteres at hvad der for dig virker som et lille problem, for mig fylder hele min verden. Det hele virker bare så uproduktivt, og min egen opfattelse er desværre, at den aggressive tone skader mere end den gavner.