Første nat uden baby og næseblod

Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig min første nat, helt uden unger. Slet ikke når den ene først fylder 6 mdr her d. 12. december.

Jeg havde været forkølet nogle dage, og søndag aften fik jeg så næseblod. Det startede med at løbe da jeg lå i sengen, og min ene arm var smurt ind. Der løb og løb og løb om i svælget.
Jeg har aldrig haft næseblod før. Ikke sådan rigtigt. Har fået det en enkelt gang, da jeg var lige knap 3, fordi jeg løb ind i en dørkarm. Men sådan noget der bare dukker op, har jeg aldrig prøvet før.
Vi ringede 1813 fordi undertegnede var lidt panisk over at det løb så meget, og så relativt længe (10-15 min) men fik at vide, at så længe det ikke var i ½-1 time, var de dybest set ligeglade.
Nånå. Men det stopper så, og der er ikke rigtig noget mandag, men tirsdag kommer det igen et par gange. Natten til onsdag kommer det ved 3 tiden, umiddelbart efter amning. Jeg får ringet til en øre/næse/hals læge, der dog først kan tilbyde en akuttid torsdag (det vil sige i dag d. 26).
Får alle de gode råd med is, holde for næsen, vende hovedet let fremad osv.
Jeg skal så amme igen, og omkring kl 9 efter endt amning, er den gal igen. Det løber, og løber om i svælget. Jeg holder mig for næsen i 10-15 minutter, og det stopper bare ikke. Det sætter dog ned i tempo, så jeg kan få is i munden, og efter 30 min er det stoppet helt.
En times tid senere er den gal igen, bare voldsommere, så jeg prøver at ringe rundt, men kan ikke komme igennem til øre/næse/hals læger, så ringer småfebrilsk til min læge, der egentlig slet ikke har åbent på det her tidspunkt (aften konsultation), som kommer igennem til én, der gerne vil se mig nu.
Så på med tøj, papir under næsen og bøtte der kan savles/spyttes blod ud i, og afsted det går.
Oppe hos lægen bliver der renset ud. En jeg  havde en prop i øret, der bliver fjernet, da der fjernes noget gammel størknet blod. Der sættes noget bedøvelse op, så han kan se om der skal ætses, men desværre sidder blødningen så langt oppe, at han faktisk ikke kan gøre noget. Det vil sige, at det kan han godt. Jeg får stukket en vat tampon op i næsen. Vanvittig ubehagelig oplevelse, men tilsyneladende får det blødningen til at stoppe.

En times tid efter vi er kommet hjem, må jeg gå der ned igen, fordi det drypper lidt. Den søde læge siger, at næste skridt er Rigshospitalet, men egentlig er der jo ikke rigtig nogen af os der har lyst til det. Så han ringer der ind, og fortæller at jeg er til, og så kan jeg få lov at gå hjem, og selv ringe, hvis der sker yderligere.
Og det gør der. Efter endnu en endt amning, er den gal igen, og jeg ringer ind, og tager en taxa der ind.
Vi bliver enige om at jeg skal tilbringe natten der inde. Jeg får nogle piller til at gøre blodet tykkere, og alt går strålende. Torsdag kommer jeg hjem igen. Det bløder ikke mere, og jeg må gerne amme. Jeg skulle egentlig have været til 90års torsdag aften, men dropper det, for jeg har noget ondt pga den tampon i næsen, og er generelt ret kvæstet, og har fået at vide at jeg skal tage den med ro.
Der begynder at løbe klar væske ud, og jeg er himmel henrykt over udsigten til at få fjernet den her tampon fredag morgen, og så er det det. Men desværre starter det hele igen torsdag aften. Jeg ringer ind igen, men sygeplejersken er helt ærligt rimelig ligeglad. Efter ½ time hvor jeg venter på at blive ringet op igen, hører jeg intet. Jeg ringer ind igen, og får at vide, at hvis det er så stort et problem, så må jeg jo ringe 112 eller tage i deres akutmodtagelse - det var næsten ordret hvad hun sagde til mig.
Så da mine forældre tager hjem fra fødselsdag, kommer de forbi os, og tager med på hospitalet. Jeg har ikke ringet i forvejen, fordi jeg ærligt talt er skide frustreret på det her tidspunkt. Det er midt om natten, og heldigvis sover ungerne. Vi kommer ind på riget, og tager ned i akutmodtagelsen. Jeg bliver spurgt om jeg har ringet 1813, og siger nej, for jeg havde fået at vide fra øre/næse/hals afdelingen, at jeg måtte tage ned i akutmodtagelsen, hvis det var et problem... Lidt efter kommer en læge ned for at se på mig. Hun konstatere at blødningen er stoppet, så hun kan ikke gøre noget.
Heldigvis - hvis man kan sige det sådan - begynder det at bløde igen. Og det er meget det bløder. Så hun ender med at få hevet den her tampon ud, og jeg får stoppet en med luft op i stedet, der skal stoppe blødningen. Jeg bliver indlagt, og prøver at få lidt søvn. Her er klokken ca. 2 om natten. Klokken 5 begynder det at bløde igen.
Næste morgen kommer en sygeplejerske ind. Jeg er på nuværende tidspunkt lettere panisk over situationen. Jeg er hele tiden bange for at det begynder at bløde, og jeg har to små børn der hjemme, hvor jeg har et virkelig stort ønske om at fortsætte med at amme den ene, og den anden vil jeg bare gerne hjem til, for han kan slet ikke forstå situationen, og bliver helt ked af det, hver gang jeg snakker i telefon med ham. Sygeplejersken siger, at jeg ikke skal være bange for at det begynder at bløde, for den ballon jeg har i næsen, stopper det jo. Et par timer efter, får jeg ondt, og vil bede om noget panodil. At have næsen stoppet helt ud på den måde, gør ondt op i øjet, ud i kindbenet og underligt nok også ondt ned i overkæben. Da sygeplejersken kommer ind, begynder det at bløde igen, og det bliver ved i lang tid. ENDELIG er der en der siger, at det vil blive sagt, og de vil opfordre til operation, fordi det er alt for voldsomt.
Det stopper efter ½ times tid vil jeg tro, hvor jeg har haft is på næsen og is i ganen i al den tid det har blødt. Lægen der skal operere vil gerne lige se mig, og siger, at han egentlig gerne vil undgå operation. Det er den mest nedslående bemærkning jeg nogen sinde har fået. Han siger at vi lige skal give det 2 timer, og se om det ikke er holdt op. 10 min efter jeg kommer ind på værelset, starter det igen - heldigvis om man vil - så jeg får lov at blive opereret. Her har jeg ikke fået noget at spise siden kl 19 dagen i forvejen.

Under hele forløbet gøres der meget ud af, at jeg ammer. Jeg tror at de kunne have stoppet blødningen, ved at give mig de her blodfortykkende piller, og have mig indlagt i 2-3 dage. Det er bare heller ikke skide optimalt, når man ikke må amme pga. pillerne, og når man bare gerne vil hjem til ens unger. Operationen var jeg ret nervøs over, mest af alt fordi det skulle ske i fuld narkose. Men nu har jeg så prøvet det, og det var faktisk helt ok. Fredag aften kom Nick forbi i et par timer med den lille. Den store blev passet hos mormor og morfar. Så kunne den lille blive ammet godt og grundigt af. Lørdag kom jeg hjem igen.

Siden har blødningen været stoppet, men hævelsen er først faldet over de sidste par dage, og det er først i dag, fredag en hel uge efter operationen, at jeg tilsyneladende er helt smertefri. Så nu skal jeg bare skylle min næse til der ikke længere kommer gammelt blod og sårskorper ud.
Tilbage sidder jeg, og ved ikke rigtig hvad udsigterne er. Jeg ved at den klemme der er sat på blodåren, potentielt kan falde af igen, men jeg ved ikke om det er noget jeg skal gå og være utryg over, resten af livet... Jeg ved bare at jeg skal tage den mere med ro, over den næste måned. Det er jo en fantastisk måde at tilbringe julen, men to små børn.

Stres over fremtid

Så er det ved at være tid til at der igen skal tænkes på ansøgninger til studie.
Oven i det mangler vi virkelig noget større at bo i, men jeg har det som om jeg slår i en pude her hjemme. Har så mange ting jeg gerne ville nå, men må nok sande, at det ikke kommer til at ske, grundet mangel på plads og to småbørn.

Vil rigtig, rigtig gerne ind. Ved godt der er en reel risiko for at det ikke sker, men gud hvor vil jeg dog gerne ind. Samtidig er jeg rædselsslagen for at komme ind. Er bange for at det går helt galt, at jeg ikke kan, at jeg ender med at dumpe det hele, og falde fra. Er bange for at jeg er for gammel. Man bliver trods alt 30 til næste år. Så vil jeg være 33 eller 35 hvis jeg kan læse på nomineret tid. Og jeg er pisse bange for hvordan vi skal gøre mht økonomi.

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på noget alternativt, bare så jeg har andre muligheder, hvis nu. Men de ting jeg gerne vil, er der ingen fremtid i for mig. Det hele er noget hvor man skal stå meget, og det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Det kan mine fødder helt enkelt ikke. Jeg er træt af at jeg skal forsvare hvorfor mine fødder ikke kan holde. Det er også for dumt, for der er ingen der beder om en forklaring på hvorfor, det er ting der sidder fast oppe i hovedet. Dumme kommentarer fra uvidende mennesker. Ting der egentlig bare burde glemmes, men de sidder alt for godt fast. Som kommentaren fra gutten der havde været i militæret, der også havde gået skævt på fødderne, men det fik han lavet om på i militæret, for det var jo bare at tage sig samme og gå rigtigt. Jeg ved godt det ikke har noget hold i virkeligheden. Jeg kan selv høre hvor dumt det lyder. Man kan jo ikke bare rette skæve rygge og ødelagte fødder ud, ved at "tage sig sammen". Sådan fungere virkeligheden ikke.

Og så er der matematikken. Andre fag der måske ikke kræver at man står flere timer i døgnet, har alt for meget matematik. Matematik jeg ikke kan. Her er det til gengæld ikke indbildt at det er et standpunkt der skal forsvares. For jeg er jo ikke totalt matematik blind, eller hvad det nu hedder. Jeg kan også lære ting, jeg forstår bare ikke det andre kalder logik.
Jeg skulle også sætte mig ned og lære at kode. Jeg satte mig ned, læste, men gik totalt kold over første opgave. Jeg kan simpelthen ikke tænke mig frem til de her ting. Jeg kan ikke se logikken i det. For mig er det ikke logik. Af samme årsag kan jeg ikke sætte mig ned og udforme en formel, sådan som det ofte er påkrævet i opgaver, når man har matematik op gennem grundskole og gymnasium. Og jeg skal altid forsvare hvorfor jeg ikke kan. For det er jo bare logik.

Det hele bliver bare mere og mere stressende. Jeg har mest lyst til at prøve at søge om noget invalide halløj, men det ved jeg jo godt, ikke kommer til at ske. Det er et sandt helvede at komme igennem, og hånden på hjertet, vil jeg jo også gerne noget uddannelse.
Jeg vil så gerne noget naturbevarelse. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg vil det, men det er som om hele min X-tra del prøver at modarbejde det. Prøver at fortælle mig, at jeg forresten slet ikke kan finde ud af det der logisk tænkning. At jeg jo slet ikke kan finde ud af det der med at være social over længere tid, og at jeg også er for gammel.
Det kunne være rart, hvis man kunne få fraspaltet den ene halvdel, så alt det her lort kunne komme ud af mit hoved, og jeg bare kunne få lov at gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle gå og overanalysere, og uden at være bange for, ikke at være god nok.

Død er desuden et omdrejningspunkt i mit hoved igen. Jeg er næsten konstant bange for at en tæt på falder fra, eller den dag jeg selv skal opleve det. Har ikke rigtig fået sagt det til nogen. Har fået sagt at der er en depression under opsejling...

Håber at vi snart kan finde noget andet at bo i. Tror at det vil løse en del problemer, da rod på hjemmefronten, som jeg ikke selv er skyld i, tilsyneladende skaber mere rod og kaos i mit hoved.

Nostalgic-art.de

Jeg var på en mindre familie udflugt i går, og faldt over dem her, i Rødovre Centrum. De er simpelthen så søde, og gør organiseringen af min skuffe med morgenmad og mel, meget nemmere.

Egentlig ville jeg kun have en. Den i baggrunden med traktor, fordi knægten er så vild med traktorer. Men så blev jeg også nødt til at tage den med cola, fordi jeg har et eller andet med ting der ser gamle ud, og har cola logoet. Og egentlig havde jeg overvejet traktor eller kat først, og da jeg så skulle betale, blev jeg nødt til at gå tilbage efter katten, for den tænkte jeg lige var noget for svigermor.

Vi er på udkig efter en meget specifik softshell jakke til den store, fra Me Too, men vi kan kun finde den i en str. 4 år. Så jeg ville se om den var i Rødovre Centrum, nu jeg alligevel var der.
Det er dog det mest forvirrende center jeg meget længe har været i.
Som så mange andre steder, må man ikke ryge inde i centeret, faktisk må man ikke ryge mindre end 10 m. fra dørene, og det gør de opmærksom på således:

Her står min far og jeg ca. 2 meter fra skiltet, der gør opmærksom på rygeafstand, og som forresten sidder lige ved siden af døren.

Det kunne måske godt have været en anelse mere gennemtænkt. Pilen peger forøvrigt over mod dørene... Det virker en lille smule misvisende, ifht teksten på billedet.

Snak om depression

Karen Thisted: At tage en antidepressiv pille når man har en depression, er som at tage en panodil når man har hovedpine... Og der er ingen bivirkninger på det.

WTF?
Jeg kan blive lige så irriteret over klummernikker der postulere at depressioner ikke findes.
Men det er jo ikke bare som at tage en panodil. De får det ikke til at gå væk, og så bliver det bare væk.
Og bivirkninger? Jo gu faen er der bivirkninger!
Det vil mig og mine 25+ kg jeg har så meget bøvl med at smide, meget gerne skrive under på ;)

En anelse irritation fra mig.
Jeg er helt med på hvad hun ville, hvis der var nogen der så indslaget på DR for lidt siden... men ja, det virker bare ikke gennemtænkt at blive sur over en dum udtalelse, og så komme med en anden som modsvar.

Provokerende selvrealiserings opslag på sociale medier

1. Så hvis man har en psykisk diagnose, eller bare en svær periode i livet, så slutter man da bare lige fred med de der tanker man har, der konstant fortæller én, alt det der var galt, er galt og vil komme til at blive galt.
2. Selvtillid har vi jo alle sammen tonsvis af. Vi skal da bare lade være med at tvivle på os selv - hvorfor er der aldrig nogen er har tænkt på det før?
3. Nok bare mig der forstår alt det her lidt negativt, da den jo egentlig er ret positiv (som det eneste), men jeg sidder nu alligevel tilbage med en følelse af, at man ikke må føle smerte, for tiden læger jo, så længe man bare giver tiden tid - formentlig retorikken i resten af punkterne der gør mig fjendtligt stemt.
4. Gad vide om f.eks. børn der er blevet misbrugt, kan få det bedre af at tænke sådan?
5. Der blev vi godt nok noget dømmende i vores retorik hva'. Første sætning alene havde været fin, uden vi lige skulle understrege at vi alle er orme, der bare har at kende vores plads i sølet!
6. Svart på ALT. Du skal bare lade være med at tænke for meget over tingene. Pff, hvorfor har vi overhovedet psykologer og psykiatere, når vi bare aktivt kan vælge at lade ting ligge?
7. Jeg formoder at vedkommende der har skrevet det her, ikke er det man kalder "særligt sensitiv" - kan godt være man ikke ejer alle problemer, men det er satme svært ikke at opfange hele omverdenens problemer!

Gensidig respekt på hospitaler

Jeg læste det her opslag på Facebook, om hvor slemt det står til for plejepersonalet. Det var lige så jeg sad og fik helt ondt i maven, for det er ikke i orden, at der er mennesker, der behandler de ansatte på hospitalerne, med så lidt respekt.
De har et arbejde, og alle patienter skal tilses. Naturligvis kan man blive frustreret over ikke at få noget at vide, men så må man et eller andet sted bare bide i det sure æble og vente, for alle de andre patienter har det nok også på samme måde.

Men når jeg nu gør mit bedste for at behandle personalet respektfult, så forventer jeg faktisk samme behandling.
Som en ældre person i min familie, der var på skadestuen. Efter at have siddet der i rigtig, rigtig mange timer, uden at have indtaget mad, finder det familiemedlem der er taget med ud af, at man har glemt hende Ô_o Det kan godt være man er stresset, men hvordan kan man glemme et ældre menneske i slutningen af 80'erne, der ser ret så svagelig ud? Hvorfor er der ikke et øje der har bidt mærke i, at der har siddet et ældre menneske så længe, og hvordan kan man glemme en, man har bedt faste?
Eller da vi første gang oplevede falsk strubehoste, og sygeplejersken fik undertegnede til at gå i panik, og da ambulancen kom (som lægen i telefonen valgte at tilkalde, ikke min beslutning = endnu mere panik), kom en af redderne lige med en uberettiget skideballe, og fik ikke sagt undskyld efterfølgende.
Og så var der den gang, jeg kom ind for en overdosis, hvor sygeplejersken valgte at sidde og tale grimt til mig, fordi min overlevelses mekanisme er at grine af tingene. Så kunne det jo ikke være rigtigt, og så fik den ellers ikke for lidt med, at jeg skulle tænke på mine forældre og hvad ved jeg.
Eller da vi kom op på skadestuen for mange år siden, men egentlig skulle have været til vagtlægen (anede vi ikke), og en meget bedrevidende sygeplejerske, valgte at tale til os, som om vi var komplette idioter, fordi deres telefon i indgangen ikke virkede (vi skulle ringe til lægevagten, som var 50 meter nede af gangen, fra telefonen i gangen, iflg sygeplejersken -_-)
Og den gang hvor jeg havde en syreætsning i ganen, hvor de kan se at jeg ikke laver andet end at græde, så snart noget røre ved det, men jeg må intet smertestillende få, og da vi fik svar, blev der hintet mere end almindeligt kraftigt til at det var selvforskyldt og skyldtes bulimi (det var formentlig nogle øjendråber der gik fra tårekanaler og ned i svælget, der var skyld i det)
Der var også den ene gang, hvor der var en svampeinfektion et privat sted, og jeg og min mor pjatter med det, hvor sygeplejersken meget muggent får sagt, at det her altså er alvorligt, så vi skal holde op med at pjatte.
Ved første fødsel var der også en del mangler mht. at lytte, og på fødegangen var det dybt ubehageligt at have et barn, der ikke lå rigtigt til, og ikke blive taget seriøst, og egentlig bare få at vide at det var en selv der var problemet, og at man ikke så de ting man nu engang så.
Så var der jo også lige de der par besøg på Riget, for at snakke kromosomfejl, hvor vi ikke fik en skid at vide, og man kom ud der fra, med en fornemmelse af at man egentlig  bare havde spildt deres tid, efter man havde fået at vide, at der slet ikke var de problemer man selv oplevede - og efterfølgende har fundet ud af, at andre også oplever.
Og vi skal ikke glemme den gang vi kom ind med en urinprøve, fordi der var rødt i urinen hos den store, længe efter urater burde være holdt op, hvor man ikke engang gad tage en prøve af det vi havde taget med, fordi der ikke lige var sticks i lokalet Ô_o

Jeg har også oplevet fantastiske besøg på hospitaler, hvor personalet har været helt fantastisk og imødekommende. I forbindelse med kromosomfejl (forsøg ovre i Århus), samtaler omkring graviditet. Normalt når vi har benyttet 1813 har de været så fantastisk søde, og vi er kommet meget hurtigt igennem.
Mine oplevelser ser nok ca 50/50. Jeg kan fint forstå at alle kan have en dårlig dag, men det er dybt uprofessionelt når man lader den dårlige dag gå ud over patienter.

Men jeg har også ondt af dem der prøver, og bare bliver mødt med sure miner hele dagen. Naturligvis skal folk respekteres i det arbejde de nu engang bestrider. De er trods alt uddannet til det, de render og laver. Er man uenig i noget, kan det siges på en fornuftig måde.
det er ikke i orden at true, fordi man ikke får sin vilje. De her mennesker er ikke vores tjenere. De har valgt et erhverv fordi de brænder for det.

Så jeg vil gøre mit bedste for at vise jer min respekt, når jeg må ind og snakke med jer, og jeg håber at I vil vise mig den samme respekt.