Hvornår mænd og kvinder bliver glade for deres børn

Åh hvor er jeg dog led og ked af at læse om mødre, der proklamerer at når mænd ikke er jublende lykkelige over at få at vide, at der er sket en upser og kvinden er gravid, så er det altså fordi mænd først bliver glade for barnet når det bliver født, mens kvinder bliver mor fra det øjeblik der er 2 streger.

SÅDAN HÆNGER VIRKELIGHEDEN IKKE SAMMEN!

Det vil jeg gerne lige have lov at slå fast. Og udtalelser som denne gør, at der sidder mennesker rundt omkring i det ganske land, der føler sig helt forkerte, fordi de har en anden oplevelse af det.

Nu er jeg ikke en mand, men jeg kan da se på omgangskredsen, at der i den grad også er mænd, der bliver himmel henrykte så snart der er 2 streger.

Selv oplever jeg til gengæld, at jeg ikke har de vilde følelser over for parasitten i maven. Tanken om abort er ubehagelig, men jeg føler ingen egentlig kærlighed til det der inde, og jeg har ved mine 2 graviditeter, ikke oplevet at jeg følte mig som MOR, fra det øjeblik jeg stod med den positive graviditets test.
Jeg følte heller ikke overvældende lykke eller forelskelse, da jeg fik mine børn op på brystet. Faktisk følte jeg væmmelse ved den første. Ikke ved ham som sådan, men jeg følte mig totalt overhørt, udkørt og forladt for alt overskud. Det var en meget ubehagelig og grænseoverskridende situation.

Beskyttertrangen er der helt klart fra barnet kommer ud. Meget kraftig endda. Men den her fantastiske kærlighed man hører om igen og igen, den har jeg ikke oplevet fra første øjeblik. Kærligheden er kommet snigende, i takt med at jeg har lært barnet at kende. Første gang tog det nok omkring ½ år eller mere, før jeg sådan rigtig følte den fulde kærlighed. Men det er ikke sådan en "nu savner jeg ham altså for meget, nu skal han hjem til mig" kærlighed. Den er jeg meget bevidst om at andre har, men den har jeg faktisk ikke.
Det jeg oplever, er mere en følelse af, at barnet altid har været der, og jeg ikke kunne forestille mig et liv uden mit barn. Sådan har jeg det f.eks. også med Nick.
Det er en meget underlig, men egentlig og meget rar følelse, at sidde med. Et lille menneske, man kun har kendt i 2 år + 9 mdr i maven, og man har det som om, at barnet har været der, hele ens liv.

Der er ikke nogen gylden formular på, hvordan man oplever et graviditet en fødsel, eller det efterfølgende liv med barn. Den er der hverken for kvinder eller mænd.
Lad være med at føle dig forkert, bare fordi du ikke lige følger "normen". I virkeligheden er normen nok alligevel bare en opdigtet tilstand, for at opretholde et perfekt ydre.

Det vigtigste er at vide, at du er EN GOD NOK forældre, lige meget hvordan du ellers måtte opleve forløbet. Ingen af os er perfekte.