Gået helt i sort

Jeg er gået helt i sort.
Kan slet ikke overskue noget som helst.
Jeg har en masse skole jeg burde få ordnet, men jeg kan simpelthen ikke, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Jeg prøver at tage mig sammen i næste blog, og får overstået den skide 1. års prøve.

Laver ikke rigtig andet end at ligge i min seng og stene.
Tidsfornemmelsen er røget rimelig meget.

Jeg ved godt hvad der har udløst det. Det er alle de dyr der er døde det sidste stykke tid. På ½ - 3/4 år er 5 dyr døde.
Det virker måske ikke specielt voldsomt, men det har det så været i min verden.
Først ryger Pixy. Jeg vidste godt at det lidt var ved at være der, men det var sq ikke rart at få hende aflivet.
Så kommer man sig næsten over det, og så dør Bisse. Jeg har aldrig før prøvet at det har gjort så ondt at miste et dyr, og der var overhovedet ingen forståelse for det. Folk siger at de godt kan forstå det, men så længe det ikke er en hund eller en kat, er det ikke rigtigt. Folk forstår ikke hvorfor det gør så ondt, når det "bare" er en gnaver.
Lucy døde af sig selv. Det er aldrig rart når en hund dør. Og igen kom det så relativt tæt på det andet, at jeg faktisk ikke rigtig var kommet mig over Bisse. Dvs. at jeg stadig var igang med at bearbejde 2 dyr der var døde, da nr. 3 dør.
Så finde vi ud af at den var helt gal med Fnug, og måtte få hende aflivet. Igen meget tæt på, så jeg slet ikke var kommet ordentligt over hunden, og vupti er der 4 dyr jeg dybest set stadig render rundt og er ked af er døde.
Til sidst er katten blevet aflivet. Jeg ved ikke om jeg er specielt ked af det over ham. Det kan også være at der bare ikke er nogle følelser tilbage nu.
Jaja, så kan man bare lade være med at holde dyr, det ved jeg godt. Men 1 dyr med 1-2 måneders mellemrum? Det er jo bare tåbeligt.
Og vi snakker ikke mus eller andet småkravl, der har en gennemsnits levealder på 2-3 år. Alle dyrene, er dyr der burde blive omkring en 10 år gamle, hvis ikke mere.

Der ud over tager jeg latterligt meget på for tiden.
Jeg vidste slet ikke at det var muligt, at tage så meget på, på så kort tid.
Min læge mener tilsyneladende bare at det er med at få motioneret eller at ryge tilbage på Flutin.
Jeg er helt sikker på at mine piller har gjort noget ved mit stofskifte. Det er ekstremt belastende at jeg ikke kan spise og drikke som jeg altid har gjort.
Men jeg skal ikke fra Venlafaxin og over på Flutin...
Efter jeg er kommet på Venlafaxin, har jeg haft en mulighed for at arbejde med mig selv på en måde, jeg aldrig har været i stand til før. Jeg vil ikke tilbage til bare lige at have hovedet over vandet.

Men det kører jo bare...
Tvangstankerne er tilbage, og jeg er begyndt at se syner igen - jubii.

Jeg bliver virkelig nødt til at tage mig sammen til at tage hjem til Nicholas. Det er faktisk det eneste der hjælper for tiden. Han er virkelig rar at være sammen med...

Det hele kører bare rundt. Jeg er også stik tosset over folk der burde støtte op om mig, pure nægter at accepterer mig og ham jeg har valgt som min partner. Det vigtigste må vel være at han gør mig glad, og er god for mig. Ikke hvad han kan tilføre familien af alt muligt ligegyldigt pladder.
Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke er god nok. Jeg er træt af folk der prøver at ændre på mig, frem for bare at accepterer mig.
Det er i forvejen hårdt at falde ved siden af. Jeg er helt klar på at det er noget man skal have en stærk psyke for at gøre. Problemet er bare, at jeg ikke har psyken til det, men på den anden side kan jeg ikke leve anderledes. Jeg kan ikke rende rundt og føje alt og alle. Så kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv med det samme, for jeg ved at jeg ville få det elendigt hvis jeg ikke fik lov til at være mig.

Det er underligt at noget der er så vigtigt, kan være så svært.

Jeg må få snakket med min læge. Eller måske bare tage op på Hillerød og høre dem. For det her går i hver fald ikke...