Bilulykke

Onsdag den 10. juni.
Man kan vel kalde det læseferie det jeg har nu, selvom der stadig er noget skole.
Endelig skal jeg klippes. Det er kun noget der er set frem til de sidste to uger.
Klipningen går fint. Håret er lækkert, og så går turen hjem til kæresten. Først en hurtig tur hjem forbi for at smide noget regnskab af.
Det begynder at pisse ned idet jeg skal hjem. Turen har gjort mig dejlig våd. Åndede motorcykelbukser.
Ringer til kæresten. Venter lige på at det holder op med at pisse ned.
Naturligvis får jeg gloet flimmer, og kommer ½ time sener af sted end beregnet.
Igennem myldretid i KBH, altid en hyggelig tur.
Endelig hjemme ved kæresten. Han skal ud på skolen og skrive speciale. Han kommer for set ud af døren. Til en forandring er det ikke hans skyld alene, men også min, fordi jeg kommer så sent.
Han smutter, mens jeg bliver og spiller Two Worlds. Et virkelig vanedannende spil til xbox’en.
Jeg får stenet nogle timer, og tager så ud for at spise pizza med kæresten. Hans makker er børnesur - som kæresten så pænt beskriver det. Han virker glad for at spise pizza med mig. Vi får snakket, hygget, og er meget enige om at det er en ret så lækkert pizzeria. Det er ikke udelukket at vi spiser der en anden gang i hvert fald.
Egentlig skulle jeg være taget hjem efterfølgende, jeg beslutter mig for at tage med ind på skolen. Makkeren er der ikke mere, så vi har kontoret for os selv. Kæresten sidder og roder lidt med speciale, mens jeg sidder og læser i Universitets Avisen og får tegnet lidt.
Det blæser en del. Ikke et problem for mig, men ikke det sjoveste vejr at cykle hjem i. Rejseplanen bliver fundet frem. Kæresten vil kører med tog et stykke af vejen, hvilket er ganske forståeligt.
Jeg hopper op på min MC, kæresten hopper op på cyklen, og vi bevæger os i hver vores retning. Der skal lige checkes benzinpriser, de er tit meget lave på Amager.

Ovre i venstre vejbane ligger en bil på højre side.
Der er ikke specielt mange mennesker. Så mig ind til siden, og hører om der er ringet efter Falck. Min første tanke var faktisk noget i stil med: ”Ring til Falck, ring til Falck, ring til Falck”.
Det er der.
Ringer til kæresten for at sige, at jeg ikke ved hvornår jeg dukker op. Der er sket et uheld, og jeg bliver lige nødt til at se om der er noget jeg kan gøre, før jeg tager videre.
Han bliver nervøs, og spørger om der er sket noget med mig. En dejlig varm følelse løber gennem hele kroppen på mig. Skynder mig at sige at jeg ikke er indblandet, og lægger så på.
Tre eller fire mænd står og glor ned i bilen fra den siderude, der ligger opad. De siger at der ligger en bevidstløs gut, og de ikke kan komme ind til ham.
Der står en gut der inde. Jeg kan ikke helt finde ud af om der er en eller to personer i bilen.
Mændene der står og kigger ned i bilen, bliver ved med at bede ham inde i bilen om at rejse sig op.
”Kan du selv komme op og stå?”
”Prøv at rejse dig op…”
”Se om du ikke kan komme op og stå”.
Der lyder en kommentar på at de ikke kan få ham ud. Alle virker faktisk meget afslappede.
Min første reaktion er, at det er lidt skidt at de ikke kan få ham ud. Men nærmest før tanken er tænkt til ende, får jeg sagt at de ikke skal få ham til at bevæge sig. Han skal ligge stille. Bare lad ham ligge til der kommer nogen der har styr på tingene.
En af de mænd der står der kigger lidt på mig, og siger så noget i stil med ”Nåh ja, han skal nok ikke bevæge sig”.
Kommentarerne skifter, og de begynder at sige at han skal blive liggende.
Jeg er ikke helt sikker på hvad der sker i bilen. Kan simpelthen ikke komme til. Vil heller ikke mase ind. Ingen grund til at skabe flere problemer,
Der ligger en telefon på jorden. Ham der står op inde i kabinen, står og jokker på den. En gut gør opmærksom på det, og de får den fjernet. Jeg får øje på alle glasskårene, og har egentlig mest lyst til at sige til folk at de skal flytte sig, så vi kan få nogle af de glasskår væk, så de ikke gør skade på nogen. Nok ikke det heldigste at rode rundt i efter sådan en omgang.
Der kører så meget adrenalin når man har været ude for sådan noget, at smerte ikke registreres.

De ved vist ikke helt hvad der er sket. Et hurtigt kig omkring afslører dog hurtigt at det er den væltede bil, der ene og alene har været skyld i uheldet.
En bil i venstre vejbane er helt tydeligt påkørt bagfra. Der sidder noget plastik eller metal fast over den parkerede bils bagdæk. Det ser ud som om det kommer fra den væltede bil.
Han er altså kørt fra højre vejbane, over i venstre vejbane, banket ind i den parkerede bil, og flippet om på siden.
Det må have været et uhyggeligt syn. Tilsyneladende er der ingen der har set hvad der er sket.

På et eller andet tidspunkt spørger jeg efter advarselstrekanter. Folk holder godt nok med havari, og jeg ved godt at der er nogle på vej, men det var måske meget smart at få stillet nogle trekanter op, f.eks. ved lyskrydset 100 meter længere fremme. Folk glor bare åndssvagt på mig, og kigger videre ned i bilen. Jeg er på motorcykel, advarsels trekanter er ikke noget man har med i sådan en.
Der dukker flere og flere mennesker op. Nogle for at se på, andre for at hjælpe.
En kommer med en masse udstyr. Der bliver spurgt om han er læge. Det er han ikke, han er samarit ude fra lufthavnen. Han virker meget afslappet, og har helt åbenlyst oplevet noget lignende før.
Han kravler ind efter en gut i bilen, og lidt senere ser jeg ham sidde ude på vejen, med en mand halvt liggende, halvt siddende foran ham, mens han afstøtter nakken.
Tankerne kan ikke lade være med at flyve. Kan ikke lade være med at tænke at de bare skulle have ladet ham blive, til der kom nogen professionelle.

Politiet dukker op. Faktisk meget hurtigt de dukker op. Jeg hører en der siger, at en mand har huld i hovedet. Jeg aner stadig ikke om der har været en eller to i bilen.
Går over til min motorcykel igen. Sætter mig op. Kan ikke beslutte mig for om der er mere at gøre, eller om jeg bare skal kører.
Der kommer en brandbil. Jeg tager mig selv i at tænke, at det egentlig er spøjst at brandbilen dukker op før både lægeambulancer og ambulancer. Kort efter dukker den første lægeambulance op.
Jeg overvejer kort, om jeg skal spørge en betjent, om jeg må kører igennem. De er begyndt at dirigerer biler den anden vej. Beslutter mig ret hurtigt for at de har andet at lave, så jeg trækker den med op på fortovet i den højre side, trækker den et godt stykke forbi den væltede bil og politibilen der spærre mod lyskrydset, og hiver den så ud på vejen.
Ambulancen kommer, og kører hen til stedet.

Det var egentlig bare benzinen jeg kom efter, så jeg får lige checket prisen på benzinstationen. 9.90. Det gider jeg ikke give, når jeg har set den til 9.46 lidt længere inde mod kæresten.
Jeg har stadig underligt meget overblik og overskud. Kan ikke lade være med at smile over, at jeg tænker hvad man mon kan tjene på at ringe til EB e.l., og fortælle om sådan noget. Ikke noget jeg ville gøre, men jeg kan ikke lade være med at tænke det.
Kører videre. Ser endnu en lægeambulance nærme sig stedet.

Nu kommer den. En underlig tom følelse.
For første gang ved jeg faktisk hvor de blink skal hen. Jeg sidder ikke og tænker, ”gad vide hvad der er sket?”. Jeg er udmærket klar over hvad der er sket. En bil er røget om på siden, og i hvert fald en mand, er kommet til skade.
Der kommer den ene tanke efter den anden. Jeg kan se hvordan folk må have haft det, da jeg røg af min MC, og op bag i en anden bil, på trods af at jeg overhovedet ikke kom til skade. Bortset fra at min ene ankel fik et slag.
Jeg har altid undret mig over at folk skal have krisehjælp når de slet ikke har været med, men er kommet bagefter. Pludselig virker det slet ikke så sært mere.
Har jeg gjort nok?
Har jeg været i vejen?
Var det dumt jeg stoppede?
Hjalp jeg overhovedet?
Var det fint nok at køre igen, da de professionelle kom?
Skulle jeg være blevet?
Er jeg en kold skid fordi jeg kørte, da der kom ”rigtig” hjælp?
Hvor er det dog åndssvagt at jeg har det sådan, når det slet ikke er mig der er kommet noget til.

Skal stadig have benzin på.
Finder en Shell, med den billige benzin. Undre mig over det der står på standeren:
”Mellem 21.00 og 05.00 skal der forudbetales i butikken.”
Forudbetales? Hvad pokker er nu det for noget?
Skal jeg ind og give dem en ide om hvor meget jeg skal have på, og så betale for det?
Meget rart afbræk fra de andre tanker.
Går ind og spørger ind til hvad det her går ud på. Jeg skal lægge mit dankort, kørekort e.l. som sikkerhed, så åbner de for pumpen, og så kan jeg komme ind og betale bagefter.
Lidt over 70 kroner, det var hvad der kom på.
Der er nu meget lækkert at jeg sjældent skal af med mere en 100 for at fylde en tank.

Hjemme hos kæresten. Har en forfærdelig trang til at tale om det der er sket. Og samtidig den nagende, dårlige samvittighed.
Han kan slet ikke forholde sig til det. Han siger bare han ville have reageret helt anderledes.
Det undre mig at jeg er så påvirket, der er jo ikke sket mig noget!
Bliver nødt til at ringe hjem. Klokken er 00.40, men jeg bliver simpelthen nødt til at få svar på om jeg har handlet fornuftigt. Der er god mulighed for at en af mine forældre er vågne, og hvis de ikke er, må de sq snakke med mig alligevel.
Min far tager den. Han sover ikke. Jeg begynder at ryste over det hele mens jeg snakker med ham, og kan mærke tårerne trænge sig på.
Han fortæller mig at jeg har gjort det rigtige. Det var fint at stoppe. Det var godt at jeg kørte. Jeg kunne ikke gøre mere. De er jo professionelle, de har prøvet det før, ved hvad de laver. De bliver tit irriterede over tilskuere der hindre deres arbejde. Så det var godt at jeg kørte igen. Alle de rigtige beslutninger.
Kæmpe lettelse. Tvivlen er der stadig, men den er slået meget hen nu.

Torsdag den 11. juni.
Jeg burde være taget ind på AKI og få kigget på de dyr. Der er trods alt ikke så længe til eksamen.
Men søvn var ikke det der kom mest af, og da den endelig kom, var de præget af mareridt.
Det skyldes til dels at jeg ikke liiige fik taget min pille, fordi jeg ikke havde dem med hjem til kæresten.
Skal til psykolog kl. 13. Får sovet fra 6 til 11.26.
Omkring kl. 7.40 vågner jeg. Bange for at jeg har sovet over mig, men skal først op kl. 10. Det kommer så ikke til at ske, og jeg står som sagt først op 11.26.
Min mor ringer på et tidspunkt, får slået den fra ved et uheld. Tror det er alarmen. Ringer igen. Snakker, men er ikke sikker på om det er noget jeg har drømt.
Vågner igen og igen, helt våd af koldsved, og forfulgt af underlige mareridt.

Hjemme ved psykologen. Jeg skulle først have været der 15. Aner ikke hvorfor jeg har skrevet 13 i min kalender. Måske har det noget at gøre med, at vi har sagt kl. 3, og så har jeg tænkt 3 =13. Det er ikke altid hjernen tænker optimalt.
Tiden er 2 uger gammel. Render hos hende af andre grunde.
Der har været en aflysning, så jeg kan godt komme til, selvom jeg er der alt for tidligt.
Får snakket om uheldet, og nu går det op for mig, hvor påvirket jeg reelt er.
Det er så enormt befriende. Jeg har handlet rigtigt, jeg har handlet meget logisk. Er simpelthen så glad for at jeg nu ved, at jeg vil reagerer logisk i den slags situationer, og ikke bare gå i panik.
Får besked på at jeg bare skal snakke om det, jeg har brug for at snakke det igennem, og få det ud sådan. Eneste problem er at folk hurtigt bliver trætte af at hører om det. Men det er hvad jeg har brug for.
Hun er stolt af mig. Stolt af min logik. Stolt over at jeg har tænkt på mig, og ringet hjem, fordi det var det jeg havde brug for.

Tvivlen er der stadig.
Jeg tænker meget i billeder/film. Oplever det igen og igen.
For hver gang bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg handlede rigtigt.
Kan gå i flere timer uden der er noget, og så, lige pludselig bliver jeg helt tom, og aner ikke hvad jeg skal gøre, og så skal der snakkes. Det er forfærdeligt at sove.
Mine mareridt har ikke noget direkte at gøre med uheldet i den forstand, at de ikke handler om det. Men jeg ved at det ikke er mangel på medicin der gør det. Det har simpelthen gjort så stort et indtryk, at jeg får mareridt.

Jeg har aldrig før prøvet at være der før der rigtig er nogen mennesker eller blink.
Når man ser sådan noget, er der enten altid professionelle til stede, ellers holder der en bil, hvor ulykken for længst er overstået, og alle har fået hjælp.
Jeg ville ønske jeg var kommet som den første. Så havde jeg kunne gøre det jeg følte der var nødvendigt. Ville være sikker på at det hele havde været optimalt, på den måde, at der i hvert fald ikke var gjort noget uhensigtsmæssigt, som at bede manden i bilen selv at komme ud.
Jeg ville ønske jeg var kommet senere. Efter blinkene, eller bare efter der var stoppet et par biler mere. Så havde jeg ikke behøvet stoppe og tage stilling til noget som helst.
Det er et helvede at komme der midt i det hele. Ikke ane om man har gjort det godt nok. Ikke vide noget som helst.
Jeg ville helt sikkert gøre det igen. Om ikke andet fordi alt bare slår fra, og jeg handler pr. automatik, med det vilde overblik.

Virkede jeg højrøvet?
Havde tyggegummi. Tyggede meget på det. Slog mig efterfølgende, at det har været en form for beroligelse af mig selv.

Ville bare skrive da jeg kom hjem til kæresten, skrive det hele ned. Men det blev aldrig gjort.
Jeg ved at det ikke går over i dag eller i morgen. Jeg ved at det bliver ved med at komme igen, og jeg bare bliver nødt til at give det tid, og blive ved med at tænke situationen igennem. Give mig tid til at få det ordentlig ud af kroppen, og ikke undertrykke det.

Men handlede jeg virkelig rigtigt?